Når jeg engang vender tilbage til min fysiske arbejdsplads, vil det være med en ny og høj tolerancetærskel over for mine kolleger, arbejdsplads og arbejdsliv i øvrigt. På det tidspunkt vil jeg nemlig have vænnet mig til:

• At blive spurgt – midt under et skype-møde, som man er i gang med at lede – om, hvad koden til Minecraft er
• At holde møder til lyden af en opvaskemaskine, der bliver tømt
• At en kat passerer forbi den person, man holder møde med, så man ikke længere kan se hendes ansigt
• At ham, man deler kontor med, pludseligt får en ubændig trang til at spille David Bowie for dem, han holder møde med
• At i øvrigt seriøse mennesker tit og ofte deler links til syngende mennesker, skype-møder der går galt, og andet, der under alle omstændigheder ikke burde være plads til i løbet af en arbejdsdag, men som lige nu er helt ok
• At det der med ergonomi, arbejdsmiljø og ordentlige arbejdsforhold er totalt overvurderet. Hvad er der galt med en køkkenstol og en mikroskopisk bærbar?
• At morgenhår, slidte t-shirts og det nøgne ansigt uden mascara og eyeliner er et helt legitimt arbejdslook
• At bruge de for hjernen så vigtige pauser i løbet af dagen til at logge på 5.U’s teams-konto, tjekke aula, lave lækre frokosttallerkner, der holder humøret oppe, og minde om at pausen er slut
• At multitaske på et uhørt højt niveau – mails flyver ind, mens man sidder til skype-møde, og der bliver lagt en besked i teams, samtidig med at telefonen ringer, og nogen kalder fra den anden ende af huset
• Arbejde 7.30 til 17? But of course – vi er her alligevel