Dagbog fra et lukket land. Dag 20.

Når jeg engang vender tilbage til min fysiske arbejdsplads, vil det være med en ny og høj tolerancetærskel over for mine kolleger, arbejdsplads og arbejdsliv i øvrigt. På det tidspunkt vil jeg nemlig have vænnet mig til:

  • At blive spurgt – midt under et skype-møde, som man er i gang med at lede – om, hvad koden til Minecraft er
  • At holde møder til lyden af en opvaskemaskine, der bliver tømt
  • At en kat passerer forbi den person, man holder møde med, så man ikke længere kan se hendes ansigt
  • At ham, man deler kontor med, pludseligt får en ubændig trang til at spille David Bowie for dem, han holder møde med
  • At i øvrigt seriøse mennesker tit og ofte deler links til syngende mennesker, skype-møder der går galt, og andet, der under alle omstændigheder ikke burde være plads til i løbet af en arbejdsdag, men som lige nu er helt ok
  • At det der med ergonomi, arbejdsmiljø og ordentlige arbejdsforhold er totalt overvurderet. Hvad er der galt med en køkkenstol og en mikroskopisk bærbar?
  • At morgenhår, slidte t-shirts og det nøgne ansigt uden mascara og eyeliner er et helt legitimt arbejdslook
  • At bruge de for hjernen så vigtige pauser i løbet af dagen til at logge på 5.U’s teams-konto, tjekke aula, lave lækre frokosttallerkner, der holder humøret oppe, og minde om at pausen er slut
  • At multitaske på et uhørt højt niveau – mails flyver ind, mens man sidder til skype-møde, og der bliver lagt en besked i teams, samtidig med at telefonen ringer, og nogen kalder fra den anden ende af huset
  • Arbejde 7.30 til 17? But of course – vi er her alligevel

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s