Det er weekend, og på den måde burde vi ikke lade os mærke af lukningen. Men det hænger i luften, og vi kan jo ikke gøre, som vi plejer. Vi kan ikke tage på biblioteket eller i svømmehallen, og jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om vi kan tillade os at besøge min mor. Hun bor 2 kilometer væk, og det virker fjollet med al den hjemmetid, vi pludseligt har fået, at vi ikke kan bruge den til små visitter.

Én ting kan jeg dog godt holde fast i, og det er vinterbadningen med min mand. Vi står tidlig op – jeg kan godt lide at gøre det, mens solen står, op og vi har det for os selv, og vi kører afsted langs øde veje kvart over seks. På vejen joker vi med, om antallet af skilsmisser stiger, når karantænen er omme, og vi snakker om, hvad det egentligt ændrer at lukke grænserne, hvis Danmark alligevel er et af de hårdest ramte områder. Jeg har tillid til, at der er en god grund.

Vel tilbage fra vandet bager jeg boller og en pærechokoladekage af alle de tiloversblevne, lettere kedelige pærer, min mand bragte med hjem fra arbejde i torsdags. Jeg overvejer at lægge et opslag i den lokale FB-gruppe om, at man kan komme og få surdej (jeg har masser) – jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, om det er tanken om, at folk alligevel går hjemme og har masser af tid til at bage, der giver mig ideen, eller om det er behov for at vise samfundssind. For gærmangel har vi jo ikke…

Efter morgenmaden beordrer jeg hele familien ud og gå en tur i det fantastiske solskinsvejr, og der er overraskende få protester – måske fordi jeg lover kage bagefter. Til gengæld er der overraskende mange mennesker – det er som om hele København har fået trang til at komme ud af hjemmekarantænen og ud i forårsvejret, så vi går næsten i kø rundt om Utterslev Mose. Det er måske ikke så smart. Der er mange spørgsmål fra børnene, mens vi går: kan jeg holde fødselsdag 1. maj (hm, sandsynligvis, men nu må vi se), kan jeg holde fest med en af veninderne, inden eksamen går i gang (lad os se, hvordan situationen er omkring påske, så kan I stadig nå at invitere), hvad hvis man skulle have konfirmation (hm, det er måske ikke så smart at invitere gæster, men det er jo ikke forbudt – og er det ikke noget med, at kirkerne også stadig holder bryllupper og barnedåb?).

På vej tilbage passerer vi børnenes skole, der har officielle lukningsmeddelelser hængende på porten. Det er meget trist at se på. Når hverdagen engang er godt i gang igen, håber jeg, jeg vil huske, hvor trist det hele er, når samfundet går i stå. Jeg håber, jeg vil værdsætte, at der er liv i skolegården, gæster i restauranterne, mennesker i busserne. Og jeg håber, at Enzo og hans lille lokale, italienske restaurant overlever. Jeg håber, det lille sted i Larsbjørnsstræde, hvor jeg ynder at spise franske pandekager, overlever. Jeg håber, boghandlen i Thiemersgade overlever. Jeg håber, Ohsoquiet – det lille enmandsfirma m/k i Nordjylland, hvor Pia arrangerer 3-dages-vandreture i Thy med overnatning og fuld forplejning i hytter på ruten – overlever.

Efter aftensmaden kører jeg forbi min mor – vi snakker, mens jeg står udenfor, og hun står i entreen, og jeg stiller en pose med et stykke kage, som jeg på sirlig og virusfri maner har pakket til hende. Det er hyggeligt at se hende – også bare tre minutter på to meters afstand.

Om aftenen ser jeg min yndlingskrimi, Vera, som jeg ikke har set længe, fordi den bliver sendt så uhørt sent. Men det er som om, man har fået enormt god tid, og så pyt med, at jeg må sove længere i morgen.