Når computeren på arbejde nu er slukket, skrivebordet ryddet og jeg har sagt glædelig jul og på gensyn i det nye år til kollegerne. Når jeg sidder her i stuen med udsigt til en sovende, kulsort kat, der er så afslappet, at tungen hænger lidt ud af munden, og når jeg gennem terrassedøren kan se juletræet udenfor, der skal bæres ind i morgen og pyntes. Når jeg ved, at alle gaver er købt og at det lykkedes mig at finde noget, der ikke indebar alt for mange kompromiser med mine visioner om kun at købe kvalitet. Når jeg har puttet ordet ”perfekt” langt, langt væk – så langt væk, at jeg ikke får åndenød, hvis der skulle være en enkelt ingrediens eller to til julemiddagen, der er udsolgt. Så tror jeg på, det nok skal blive en dejlig juleaften lige om lidt.

Og jeg kommer til at mindes den juleaften hos min farfar på landet for mange år siden, hvor jeg som 2-årig græd af skuffelse og bristede forventninger, hver eneste gang jeg fik en gave. Jeg mindes også den juleaften for alt for få år siden, hvor jeg var grædefærdig over ikke at få den thepotte, jeg havde ønsket mig. Den lille, skinnende tomatrøde thepotte, der ville være så fin til min morgenthe; der havde holdt mig oppe i en uendeligt travl december med hektiske gaveindkøb og alt for mange julearrangementer med slatne æbleskiver og doven gløgg og overspændte børn; der havde styrket mig en hel lang juleaftensdag, hvor succeskriteriet var, at ingen børn græd, og at jeg ikke lugtede af sved; hvor det lykkedes at få lidt mad i børnene, selv om de ikke kunne lide julemiddagen; hvor gaver blev flået op, så snart den sidste julesang var sunget, og det på et splitsekund flød med batterislugende plastik-rædsler. Dér kunne jeg se frem til i ro og mag at åbne min gave, når der var ro i stuen. Og jeg fik en fin tomatrød thepotte. Som ikke var spor lille, men som kunne rumme mindst to liter og slet ikke var den lille fine thepotte til mig selv, som jeg havde lade hele min decemberlykke hvile på. Og jeg skammede mig over min altoverskyggende, pinagtige, irrationelle SKUFFELSE, som jeg var alt for gammel til.

Stjernehimmel

Vores eget krybbespil

Fyrfadslys i fyrfadslysehuse

Julerødt på Moesgård

Jeg husker mig selv på den lille tomatrøde thepotte, jeg aldrig fik, når mine børn remser julegaveønsker op, så jeg bliver dårlig af alt den materialisme i mit eget hjem. Jeg vil så gerne lære dem, at julen handler om at være god ved hinanden, og at materielle ting ikke er alt, og det vigtigste er, at vi er sunde og raske og opfører os ordentligt. Og når det ikke lykkes, skal jeg ikke blive sur på dem, for de vokser op i et samfund, hvor lykke er lig med seneste Appleprodukt. Og inderst inde, hvis jeg virkeligt mærkede efter, kunne jeg også godt tænke mig en stor Charlotte Lynggård-ring i rosaguld og en sort Burberry-frakke. Det er kun fordi, mit overjeg har haft tid nok til at udvikle sig, at jeg formår at pakke ringen og frakken ned bagerst i hjernen, påført en label: ting-jeg-gerne-ville-have-hvis-jeg-havde-mange-penge-men-det-er-også-ok-at-jeg-ikke-har-det. Så jeg øver mig i at trække vejret, tælle til 10, gentage at julen er andet end gaver. Og ikke at blive ked af det over den voldsomme forbrugermentalitet, der også viser sig i mit eget hjem. Hos mine kære børn, og såmænd også hos mig selv. Som når jeg eksempelvis er ved at græde over en thepotte.

Julen er et paradoks. Vi har billedet på nethinden af børn og voksne i skøn forening, der afslappede og glade danser gennem måneden, mens sneen daler som i en schweizisk alpelandsby med små hyggelige boder på torvet. Og juleaften vil vi med glade miner og stille sind nyde den velduftende andesteg i stearinlysenes skær, inden vi med funklende øjne, store smil og hinanden i hænderne går omkring det smykkede træ. Sådan ser det ud i vores hoveder ved månedens start, og virkeligheden er så anderledes. Virkeligheden er fyldte kalendere, hasteindkøb af gaver på vej hjem fra arbejde, jeg skal have en gave til 25 kr. med til pakkeleg i morgen, bankkonti, der tømmes med lynets hast på nettet en sen torsdag aften. Virkeligheden er en brutal verden med et klima, der måske kom et mikrolille skridt i den rigtige retning i Paris, med mennesker, der sætter livet på spil i små både for at komme nærmere et normalt liv, med trafikdrab og arbejdsløshed og højtråbende politikere. Verdens uretfærdigheder står endnu tydeligere frem i julen. Dem, vi savner, savner vi endnu mere i julen. Skænderier føles ekstra frygtelige, når de finder sted blandt juleengle og flettede hjerter. Juleglæde og julesorg følges ad.

Men det skal ikke få os til at drage den konklusion, at det er julen i sig selv, det er galt med. Julen har ikke gjort noget; det er højst vores måde at forvalte julen på, der måske kunne bruge et serviceeftersyn. Når vi erkender, at vejen til juleaften er en lige så vigtig del af julen som selve juleaften, at juleglæden har trange kår i en tætpakket kalender, at den perfekte jul med den helt rigtige kirsebærsauce, det helt rigtige julepapir og den helt rigtige stemning er en illusion, som det er på tide at udskifte. Så er vi meget nærmere en rigtig jul. Lad os huske hinanden på, at julen handler om at være gode ved hinanden og have det rart og dele ud af vores overflod, hvilket der heldigvis er mange, der gør.

Så derfor er mit ønske, at vi alle bruger de allersidste dage inden juleaften på at nyde julen og december med alle de små lykkestunder, der ligger lige foran os. Med post-ombragte julekort, lysguirlander over gaderne, små englespil med fyrfadslys på morgenbordet, smukke julesalmer med gammeldags ord som miskundhed og nådesbud, julehilsner til Gud og hvermand i butikkerne og på gaden, Love Actually i fjersynet for 14. gang, julekalender med børnene kl. 19.30, gløgg med naboerne sidste lørdag inden jul, manden koger klejner så der lugter af palmin i hele huset, og de spiller julesange i radioen, og hele byen fyldes af den samhørighed og fællesskabsfølelse, der på smukkeste vis opstår, når vi alle skal det samme. På hver vores måde.

Og hvis det ikke blev så idyllisk, som du havde forventet, så græd ikke som et skuffet 2-årigt barn eller en overtræt 38-årig kvinde. Træk vejret, sæt dig ned, skænk dig en kop velfortjent kaffe med sødmælk og læs Kathrine Lilleørs kronik om juleglæden. Hun skriver: Glæde er der nok af. Du skal bare få øje på den. Det må være julebudskabet herfra i år.

Rigtigt glædelig jul.