Larsbjørnsstræde

Visse ting skal man ikke ændre på, og derfor var jeg i formiddag på vej igennem en solbeskinnet indre by, i selskab med min mor. Efter vores fælles frisørbesøg i Klareboderne spiser vi nemlig frokost på La Galette i Larsbjørnsstræde – det har vi altid gjort, og det skal der ikke laves om på. La Galette er der heller ikke blevet ændret på i 20 år – for et par år siden satte de priserne fem kr. op, og ejeren ser vi ikke så meget mere, men ellers er alt ved det gamle. Man kan få en boghvedepandekage opkaldt efter en lokalitet i Bretagne for under hundrede kroner, en kop æblecider og en god kop kaffe bagefter. Så beder jeg ikke om mere, tak. Det hele bliver serveret af en ung mand med tyk fransk accent, eller en sød dansk pige, som – gætter jeg – læser fransk på universitetet eller har været et år i Paris.

Restauranten åbner først kl. 12, og vi var i god tid. Vi gik derfor ind i Vor Frue Kirke, der lå lige på vejen, sammen med alle turisterne. Vi skulle bare kigge, og vi faldt over en finurlig installation, lige inden for døren. Det var en mobile balance skabt af kunsterne Lisbeth van Deurs og Malene Sakskilde. Du skal forestille dig et træ i metal med en tynd stamme, hvor grenene i trækronen er en slags vægte koblet sammen to og to – når den ene vægt går ned, går den anden op. På kanten af hver vægtskål stod et ord skrevet med store bogstaver: HOPE. LOVE. JOY. COURAGE. ENDURANCE. TRUST. FAITH.

Da vi kiggede nærmere på skålene, kunne vi se, at der lå en masse hvide bønner (dem, man spiser!) med små ord på. Ideen var så – fandt vi efterhånden ud af – at man på en bønne kunne skrive noget, man frygteligt gerne ville have, og så lægge den i den skål, der skulle hjælpe ønsket på vej. Vi fik skrevet på hver vores bønne, fundet den rigtige skål, og så ser vi, om det virker! Jeg kunne jo ikke lade være med at smuglæse nogen af de andre bønner. Der var rigtigt mange pige- og drengenavne. Og rigtigt mange bønner med peace.

Med nyklippet hår, vækkede drømme og håbefuldt sind nåede vi vores franske oase på slaget 12 og kunne med sindsro konstatere, at alt var, som det plejede. Det var for endnu køligt at sidde ude, så vi spiste vores galettes indenfor, mens vi kunne nyde det velkendte syn af de fuldskæggede franskmænd i køkkenet, den sorthårede skønhed i restauranten og de 5-6 andre gæster ved de andre små træborde, alt imens der var franske slagere i højtalerne og alt var, som det plejede.

Bon appetit!

Advertisement

Julesorg og juleglæde

Når computeren på arbejde nu er slukket, skrivebordet ryddet og jeg har sagt glædelig jul og på gensyn i det nye år til kollegerne. Når jeg sidder her i stuen med udsigt til en sovende, kulsort kat, der er så afslappet, at tungen hænger lidt ud af munden, og når jeg gennem terrassedøren kan se juletræet udenfor, der skal bæres ind i morgen og pyntes. Når jeg ved, at alle gaver er købt og at det lykkedes mig at finde noget, der ikke indebar alt for mange kompromiser med mine visioner om kun at købe kvalitet. Når jeg har puttet ordet ”perfekt” langt, langt væk – så langt væk, at jeg ikke får åndenød, hvis der skulle være en enkelt ingrediens eller to til julemiddagen, der er udsolgt. Så tror jeg på, det nok skal blive en dejlig juleaften lige om lidt.

Og jeg kommer til at mindes den juleaften hos min farfar på landet for mange år siden, hvor jeg som 2-årig græd af skuffelse og bristede forventninger, hver eneste gang jeg fik en gave. Jeg mindes også den juleaften for alt for få år siden, hvor jeg var grædefærdig over ikke at få den thepotte, jeg havde ønsket mig. Den lille, skinnende tomatrøde thepotte, der ville være så fin til min morgenthe; der havde holdt mig oppe i en uendeligt travl december med hektiske gaveindkøb og alt for mange julearrangementer med slatne æbleskiver og doven gløgg og overspændte børn; der havde styrket mig en hel lang juleaftensdag, hvor succeskriteriet var, at ingen børn græd, og at jeg ikke lugtede af sved; hvor det lykkedes at få lidt mad i børnene, selv om de ikke kunne lide julemiddagen; hvor gaver blev flået op, så snart den sidste julesang var sunget, og det på et splitsekund flød med batterislugende plastik-rædsler. Dér kunne jeg se frem til i ro og mag at åbne min gave, når der var ro i stuen. Og jeg fik en fin tomatrød thepotte. Som ikke var spor lille, men som kunne rumme mindst to liter og slet ikke var den lille fine thepotte til mig selv, som jeg havde lade hele min decemberlykke hvile på. Og jeg skammede mig over min altoverskyggende, pinagtige, irrationelle SKUFFELSE, som jeg var alt for gammel til.

Jeg husker mig selv på den lille tomatrøde thepotte, jeg aldrig fik, når mine børn remser julegaveønsker op, så jeg bliver dårlig af alt den materialisme i mit eget hjem. Jeg vil så gerne lære dem, at julen handler om at være god ved hinanden, og at materielle ting ikke er alt, og det vigtigste er, at vi er sunde og raske og opfører os ordentligt. Og når det ikke lykkes, skal jeg ikke blive sur på dem, for de vokser op i et samfund, hvor lykke er lig med seneste Appleprodukt. Og inderst inde, hvis jeg virkeligt mærkede efter, kunne jeg også godt tænke mig en stor Charlotte Lynggård-ring i rosaguld og en sort Burberry-frakke. Det er kun fordi, mit overjeg har haft tid nok til at udvikle sig, at jeg formår at pakke ringen og frakken ned bagerst i hjernen, påført en label: ting-jeg-gerne-ville-have-hvis-jeg-havde-mange-penge-men-det-er-også-ok-at-jeg-ikke-har-det. Så jeg øver mig i at trække vejret, tælle til 10, gentage at julen er andet end gaver. Og ikke at blive ked af det over den voldsomme forbrugermentalitet, der også viser sig i mit eget hjem. Hos mine kære børn, og såmænd også hos mig selv. Som når jeg eksempelvis er ved at græde over en thepotte.

Julen er et paradoks. Vi har billedet på nethinden af børn og voksne i skøn forening, der afslappede og glade danser gennem måneden, mens sneen daler som i en schweizisk alpelandsby med små hyggelige boder på torvet. Og juleaften vil vi med glade miner og stille sind nyde den velduftende andesteg i stearinlysenes skær, inden vi med funklende øjne, store smil og hinanden i hænderne går omkring det smykkede træ. Sådan ser det ud i vores hoveder ved månedens start, og virkeligheden er så anderledes. Virkeligheden er fyldte kalendere, hasteindkøb af gaver på vej hjem fra arbejde, jeg skal have en gave til 25 kr. med til pakkeleg i morgen, bankkonti, der tømmes med lynets hast på nettet en sen torsdag aften. Virkeligheden er en brutal verden med et klima, der måske kom et mikrolille skridt i den rigtige retning i Paris, med mennesker, der sætter livet på spil i små både for at komme nærmere et normalt liv, med trafikdrab og arbejdsløshed og højtråbende politikere. Verdens uretfærdigheder står endnu tydeligere frem i julen. Dem, vi savner, savner vi endnu mere i julen. Skænderier føles ekstra frygtelige, når de finder sted blandt juleengle og flettede hjerter. Juleglæde og julesorg følges ad.

Men det skal ikke få os til at drage den konklusion, at det er julen i sig selv, det er galt med. Julen har ikke gjort noget; det er højst vores måde at forvalte julen på, der måske kunne bruge et serviceeftersyn. Når vi erkender, at vejen til juleaften er en lige så vigtig del af julen som selve juleaften, at juleglæden har trange kår i en tætpakket kalender, at den perfekte jul med den helt rigtige kirsebærsauce, det helt rigtige julepapir og den helt rigtige stemning er en illusion, som det er på tide at udskifte. Så er vi meget nærmere en rigtig jul. Lad os huske hinanden på, at julen handler om at være gode ved hinanden og have det rart og dele ud af vores overflod, hvilket der heldigvis er mange, der gør.

Så derfor er mit ønske, at vi alle bruger de allersidste dage inden juleaften på at nyde julen og december med alle de små lykkestunder, der ligger lige foran os. Med post-ombragte julekort, lysguirlander over gaderne, små englespil med fyrfadslys på morgenbordet, smukke julesalmer med gammeldags ord som miskundhed og nådesbud, julehilsner til Gud og hvermand i butikkerne og på gaden, Love Actually i fjersynet for 14. gang, julekalender med børnene kl. 19.30, gløgg med naboerne sidste lørdag inden jul, manden koger klejner så der lugter af palmin i hele huset, og de spiller julesange i radioen, og hele byen fyldes af den samhørighed og fællesskabsfølelse, der på smukkeste vis opstår, når vi alle skal det samme. På hver vores måde.

Og hvis det ikke blev så idyllisk, som du havde forventet, så græd ikke som et skuffet 2-årigt barn eller en overtræt 38-årig kvinde. Træk vejret, sæt dig ned, skænk dig en kop velfortjent kaffe med sødmælk og læs Kathrine Lilleørs kronik om juleglæden. Hun skriver: Glæde er der nok af. Du skal bare få øje på den. Det må være julebudskabet herfra i år.

Rigtigt glædelig jul.

Tante Agathe flytter ind

På min dåbsattest står der 1972, og det er jo efterhånden ganske længe side. Min alder er dog ingenting i forhold til den ældre dame, der oftere og oftere titter frem i mit indre og overtager styringen. Tante Agathe kan vi kalde hende, og jeg vil skyde på, hun er omkring dobbelt så gammelt som mig. For ung til at have oplevet 1. verdenskrig, men gammel nok til at huske 2. verdenskrig.

Tante Agathe holder af at løse kryds-og-tværs. Hun kan glæde sig til at komme hjem til Berlingerens store søndagsquiz, og hun sender troligt løsningen ind hver onsdag i håbet om at vinde en Simply mælkeskummer. Floder og mytologiske figurer er stadig en udfordring, men hun har helt styr på ord som prud, pebling og proklama.

Tante Agathe er fra en tid, hvor ting blev repareret og ikke smidt ud. Hun har for længst luret, at to-go-caffe-latte-papkrusene udmærket kan skylles og genbruges et par gange. Til en tur i haven eller måske endda en stille spadseretur efter aftensmaden (det er også godt for fordøjelsen). Stop-madspild-bølgen er ren medvind for hende; hun har længe smuglet børnenes havregrødsrester i brøddejen. For ikke at tale om risene, kartoflerne, den tiloversblevne the, de overmodne bananer. Pasta duede ikke.

Tante Agathe får gåsehud, når hun ser de unge piger på cykelstien i januar med et kig til den bare ryg. Så glæder hun sig over sin uldundertrøje fra Føtex, knæstrømperne og de utroligt tykke vanter, og når hun kommer hjem en kold aften, er der ikke noget bedre end at sætte sig med en gammeldags varmedunk fra Matas; den, man hælder kogende vand i. Under fødderne, eller måske på maven. Og en varm kop kaffe.

Tante Agathe blev engang skræmt, når hun blev tiltalt med De. Men nu har hun erkendt, at hun er voksen, og faktisk er det lidt rart, når det endeligt sker. Hun bliver mere og mere overbevist om, at verden for alvor gik af lave, dengang man droppede De-formen. Så hun opsøger gladeligt den fine thehandel i indre by og nyder den høflige betjening og “Hvad kan jeg hjælpe Dem med?”.

Se bare englænderne. De kan finde ud af at være høflige, og Tante Agathe har en fest lørdag aften foran fjernsynet. Først i selskab med den pæne mand Inspector Barnaby. Hun bliver ikke rigtigt bange for de aparte og absurd mange mord, der finder sted i idylliske Midsommer, når solen skinner, stokroserne blomstrer, og kroerne hedder “The Lonely Sailor” og “The Laughing Horse”. Og kan Tante Agathe holde sig vågen – og det kan hun ikke altid – glæder hun sig bagefter over Lewis i smukke Oxford.

Sene nætter duer nu ikke for Tante Agathe. Til gengæld nyder hun de stille morgener i weekenden, hvor hun vågner uden vækkeur og kan drikke en stille kop the i køkkenet, mens resten af huset sover. Tidlige morgener er en overset værdi; man har det hele for sig selv, og modsat de sene aftentimer er man frisk i hovedet og på forkant med verden.

Heldigvis for Tante Agathe har hun mange ligesindede omkring sig. Det er blevet helt normalt at starte et telefonsamtale med at spørge, hvordan det går med øjet (knæet, maven, hånden), og hun har helt styr på, hvilke veninder der har fået foretaget hvilke undersøgelser hvornår. Når bare man har sit gode helbred, betyder andre bekymringer og ærgrelser ikke så meget. Den seneste bog, Tante Agathe med stor fornøjelse læste og anbefalede, var Tarme med Charme, og hvor er det godt, at nogen skriver om et emne, der er så vitalt for vores velbefindende.

En af Tante Agathes veninder, der også kommer i salonen, har spurgt til, hvornår vi bringer en opskrift på en god, gammeldags vinterret. God ide, og vi går straks i gemmerne for at finde en opskrift. Salon Yvette – også for os over 80.

Men hov, jeg må løbe. Barnaby begynder snart.

 

Tivoli og Molsfærgen og hjemme

Rigtigt efterårsferievejr med regn og rusk og gennemblødte cowboybukseben. Tivoli i efterårsferien sammen med alle de andre. Mols-færgen i efterårsferien sammen med alle de andre og deres hunde. Vi-hopper-Eckersberg-over-og-tager-den-gratis-permanente. Alt for mange caffe latter. Alt for lidt lys. Smagsprøve på glühwein? – ja tak! En dejligt lang lørdag i selskab med Kvinden i Toget. Tykke strømpebukser fra sidste år. Ubeskriveligt meget rod i kælderen. Løv i brændte farver. At konstatere, at Politikens rettelser fra i går er sjovere end Berlingerens. Kryds-og-tværs. Kryds-og-tværs igen. På-dette-tidspunkt-plejede-julekataloget-fra-Daells-Varehus-at-komme. Yvettes Ypperste Yndlingskage. Yndlingskruset fyldt til randen med luksuschai fra Perchs. Et glas Upupa fra Irma. En lomme fuld af kastanjer fra jorden.

 

Send flere stearinlys. Behold jeres rodfrugter. En uimodståelig trang til at tage til Paris. Motionsdag-er-da-sjovt-hykleri. At glemme det blå halstørklæde på Frederiksberg. At glemme det stribede halstørklæde i Århus. At låne det røde halstørklæde fra sin mand. At låne handskerne til den mellemste. Masser af SMS’er til dem, man ikke når at se. Tidligt i seng kl. 9. I pyjamas. Hverken Augustenborg, Hjørring eller Næstved i denne omgang. Græskar über alles. Insisterende gåtur i øs-pøs-regn. Bugnende bogstabler fra biblioteket. Uldne tæpper, der kradser lidt og luner meget. Hyg igennem. Sov i ske. Sov noget mere. Tag den med ro. Drik noget varmt. Hold dig varm. Varm hinanden.