Det er vigtigt at holde fast i de daglige rutiner, når verden omkring skrider.

Ligesom så mange andre på vores alder er min mand og jeg blevet vinterbadere. Denne vinter har været vores debut, og selvom vi ikke har oplevet at betræde en stige med is på gelænderet, og vandet ikke er nået længere ned end 4 grader, synes vi, vi har bestået.

Det har haft sin egen særlige charme at køre afsted lørdag morgen i bulderravende mørke, ned ad de tyste veje, uden modkørende biler – højest et enkelt avisbud på knallert har vi passeret. Kommenteret lyskæderne, der kom op et godt stykke før jul, og hvor de sidste endnu ikke er taget ned, og snakket om hvad der nu faldt os ind, når vi sad der lettere søvnige, men en let spænding omkring, hvad der ventede os.

Men med forårets komme må vi tidligere og tidligere op for at opleve den intime stemning, det giver at bade i mørke, og det er ikke kun lyset, der pibler frem; det gør de andre badende også. Vi havde ellers vænnet os til at have badebroen for os selv, at kunne brede os med håndklæder og taske og tøj og termokrus, og kunne hyle lige så tosset, vi havde lyst, når kroppen ramte det kolde vand. Men det er ved at være slut.

Vi var ellers frygteligt tidligt afsted i morges – 6.15 var klokken, da vi betrådte badebroen, og sikke et rend. En ældre herre i bare ben og badekåbe, der må formodes at bo lige om hjørnet. En ung fyr, der kom kørende i hvid BMW. En kvinde så godt pakket ind, at jeg gættede hende til at være cyklist, der kom langvejsfra. Og så os.

Det blev en civiliseret omgang, med dæmpede bemærkninger og hensynsfuld begrænsning af rodet omkring os, og et ønske om en god dag, da vi gik. Og en erkendelse af, at vi blidt må rykke ved vores sædvanlige rutine og stille vækkeuret til absurd tidligt, hvis vi virkeligt vil have det for os selv.