Dommedag er udsolgt

Sådan lød den bemærkelsesværdige overskrift på Nationalmuseets Facobook-side forleden, og umiddelbart kunne man godt undre sig over, at verdens endeligt skulle være sådan et tilløbsstykke. Nærmere læsning viste, at det var en paneldebat, der var udsolgt: Svend Brinkmann, Tor Nørretranders og Rane Willerslev ville besvare spørgsmålet Hvad stiller vi op med dommedag?

Dét ville jeg også rigtigt gerne vide, så jeg havde sikret mig en billet, så snart Nationalmusset annoncerede det populære arrangement. I ugevis glædede jeg mig til at få svar på spørgsmålet om dommedag, og selv om jeg havde været hjemme hele dagen med ondt i halsen, stablede jeg mig selv på benene og drog til Nationalmuseet torsdag aften i sidste uge. Ind til en stuvende fuld foredragssal, der fik mig til at konkludere, at vi var mange, der var draget af snak om fremtiden, frygt, undergang, klimakrise, katastrofetanker, mørke prognoser og lyst håb.

Ikke uventet var der mange ord i de tre herrer, og i bussen hjem bagefter havde jeg svært ved at finde hoved og hale i, hvad vi egentligt skulle stille op med dommedag. Alligevel lykkedes det mig at hive tre budskaber ud af de mange ord:

Svend Brinkmann var optaget af at finde den tredje vej mellem frygt og håb. Frygten kan være særdeles velbegrundet, men risikerer at lamme os, så vi går til i lutter mismod og ikke på nogen måde kan mobilisere kræfter til at handle. Ud med frygten. Håbet er livsnødvendigt, men er i sig selv passivt – med håbet kommer man nemt til at sidde og nikke i lænestolen, mens man beroligende messer det hele skal nok gå, det hele skal nok gå. Ikke ud med håbet, men det kan ikke stå alene. Svend Brinkmanns bud på en tredje vej var modet.

Tor Nørretranders har stor tro på fremtiden og vores evne til at finde teknologiske løsninger på verdens udfordringer. Hans optimisme kunne være svær at hænge op på noget konkret, og det er heller ikke nemt, når man kun har et kvarters taletid til at starte med, men én pointe står tilbage for mig: at vi ikke løser noget ved afsavn. Det handler ikke om at undvære oksekød, det handler om at spise lækre grøntsagsretter. Det handler ikke om at sige farvel til Malaga-rejsen, det handler om at tage på gourmetophold i Halland hos stedsans in the woods. At spise kedelige kikærtebøffer, hvis man hungrer efter en fuldblods oksekødsburger, er en tabt sag – livet bliver surt, og endnu vigtigere, man får aldrig resten af verden med på vognen. Men måske kan en indisk dahl med ingefær, kardemomme, og karry smage lige så godt som bolognesen? Måske kan en cykeltur til havnebadet på Islands Brygge en solrig sommerdag, med croissanter fra Juno the Bakkery, kaffe fra Coffee Collective og danske jordbær i sæson, slå turisthelvedet på Rambla’en?

Rane Willerslew… kom vidt omkring, og han endte i spekulationer omkring, hvad der sker med reinkarnationen, hvis alle levende væsener gik til grunde på én gang! Lad os parkere den overvejelse og yde ham retfærdighed ved også at referere hans erfaringer fra Sibirien efter murens fald, hvor det lykkedes en befolkning, der havde mistet alle goder og indtægtskilder, at genopfinde klassiske dyder og etablere et fællesskab, der gjorde, at de overlevede. Pointe: af sammenbrud kan der opstå noget endnu bedre, hvis man står sammen.

Altså:  Ingen afsavn, men lækre alternativer! Fællesskab og nytænkning! Og så var der det med modet.

Svend Brinkmann præciserede aldrig, hvad det er, vi skal bruge modet til. Hvordan er det helt konkret, vi skal være modige? Hvad er det for et mod, der bringer os videre i vores balanceren mellem handlingsløst håb og passiveret frygt? Det har jeg tænkt på de sidste par dage, mens jeg har cyklet til og fra arbejde. Er det som den tidlige Mærsk-ansatte, der i mandagens avis fortalte om sit skift fra direktør til folkeskolelærer? Er det Anders Morghentaler, der køber en Tesla at tage på Europaferie i, i stedet for at flyve. Er det dem, der forlader deres faste job og prøver lykken som selvstændig, med alt hvad det indebærer af usikkerhed og indtægtsnedgang på den ene side og frihed og glæde på den anden side? Eller den mand, jeg mødte på et kursus, som beklæder en høj stilling, men bor i en billig, lille lejlighed, så han altid har råd til at sige op, hvis trangen skulle komme over ham. Dem, der tør fravige den slagne vej, selv om det indebærer tab af prestige og penge. Handler det om modet til at gå til et middagsselskab uden at have et job at tale om? Eller til at sætte lysten over pligten og se, hvad det bringer?

Svend Brinkmann besvarede ikke spørgsmålet, og jeg tænker stadig over svaret.

Reklamer

Jeg under dig…

… et køkkenbord fuld af æbler og pærer og kvæder, sågar, som søde naboer og familiemedlemmer har foræret dig fra deres bugnende træer, fordi de selv er ved at drukne i nedfaldsfrugt. Roen, der indfinder sig i dit sind fredag efter midnat, når datteren er vel hjemme efter sin første gymnasiefest. En tur gennem Kongens Have tidligt lørdag morgen under en svagt blå septemberhimmel, efter der er ryddet op, og inden alle de andre kommer. Udsigten over smukke København og lidt af Sverige fra Mærsk Tårnet på Nørrebro (tag elevatoren op til 15. etage, hvor der er åbent for offentligheden). Et par sider i Det værste og det bedste af Søren Ulrik Thomsen hver aften, inden du slukker lyset. Visheden om, at det er efterårsferie om fire mandage. Lettelsen over, at krilleren i halsen gik i sig selv igen i stedet for at bryde ud i fuldbyrdet ondt i halsen. En nybagt bolle med brombærmarmelade, som din veninde har lavet af vilde bær fra skoven. Den stille, tappende lyd af regn på ruden, når du er vel indenfor og ikke behøver gå ud før om lang tid. Den tilfredse fornemmelse i krop og sind af at have overvundet dig selv og svømmet en kilometer i en overfyldt, klorlugtende svømmehal mandag aften. Kattens (mærkeligt tidlige) vinterpels, som du frydefuldt kan lade dine fingre begrave i, indtil hun bliver træt af det og skrider. En kryds-og-tværs i skødet lørdag eftermiddag, som får dine øjne til at glide i, så du ender med en velfortjent lur oven på en aktiv uge. Formfuldendt britisk udtale, forfriskende langsomhed og synet af mennesker, der konstant snakker hen over en kop te, i Netflix-serien Doctor Foster. Og direkte inspireret heraf: den fyldige smag af god, sort te med sødmælk i. Ikke minimælk. Sødmælk. Lykken ved en helt ny notesbog, med uplettet omslag, blanke sider og masser af plads til drømme. Tanken om, at det mørke, der omslutter dig, når du står op, er væk igen til næste forår. Glæden over årstidernes skiften, at du også trækker vejret i dag, at du har tag over hovedet og mennesker omkring, som står klar til at omfavne dig på en dårlig dag.

Nuts

Er du klar over, at vi har købt nødder for femhundrede kroner i denne måned? spurgte min mand mig forleden, mens han viftede med bon’erne fra august måned. Det var jeg ikke.

Det hele skyldtes et forsøg på bæredygtig adfærd. Træt af at kigge på de mængder af plastik, vi hver uge smider i kommunens skraldebøtte til plastik, der står lige ved siden af den til pap, som står ved siden af bøtten til papir, som står ved siden af den almindelige, som står ved siden af den til grønt. Billeder af plastiksøer i havene og mikroplastik i årerne gled henover min nethinde, når jeg betragtede vores plastikbjerg, og jeg besluttede at gøre en aktiv indsats for at nedbringe det.

I Saxogade på Vesterbro, der jo er GADEN for bæredygtigheds-empowerment-relationsopbyggende-sociale projekter, ligger LØS Marked, en slags kolonialhandel hvor man selv medbringer sin emballage. Din emballagefri købmand, kalder de sig. Jeg læste om butikken i avisen, dengang den åbnede, og havde længe overvejet at køre forbi. Nu var gejsten der.

Det krævede dog nogle forberedelser. Først skulle emballagen findes, og når man skal til Vesterbro og købe økologiske feel good-varer, går det ikke at komme med skrammede LEGO-plastikmadkasser og rengjorte yougurt-bøtter, så jeg gik på jagt efter alle de glas, jeg kunne opstøve: brugte marmeladeglas efter fredagsmorgenmaden på arbejde, min mors forrådskammer og mit eget køleskabs beholdning af halvtomme olivenglas.

Efter en tur i opvaskemaskinen grupperede glassene sig i to: dem, der nu var helt rene, og dem med usædvanligt genstridige og grimme limrester. Sæbe, sprit og acetone hjalp ikke, og var måske heller ikke de oplagte valg til mit grønne projekt. Rensebenzin skulle efter sigende være rigtigt godt, men virkede også forkert. En tur på nettet afslørede, at en blanding af lige dele natron og olie gjorde limresterne nemme at fjerne; det kan hermed bekræftes, og rådet er fluks givet videre. Og ellers kan jeg bare anbefale at holde sig væk fra Den Gamle Fabrik, der bruger en – gætter jeg – oldgammel opskrift på uforgængelig lim, mens Urtekrams crunchy peanutbutter til gengæld har en etiket, der blidt og nænsomt glider af, når man hiver i den

LØS marked er en lille butik, fyldt med gennemsigtige siloer med økologiske bønner, gryn, mel, krydderier, kaffe, og… nåja, nødder. Eddike, olie og øl kan man også få – det kræver indkøb af butikkens egne flasker, som man kan bytte til nye flasker, når de gamle er tømt, og så vasker LØS Marked dem. Og så er der frugt og grønt, for ikke at glemme forskellige slags chokoladeknapper. På en hylde ved siden af grøntsagerne står der rene etikketefri glas, doneret af andre kunder, gætter jeg – rigtigt smart, hvis man ikke har nok med selv, og fuld af god karma at tænke på andre.

Jeg trådte prøvende ind over dørtærsklen til den lille butik. Bag disken stod ejeren, en glad mand, som jeg gætter på er fransk. Han instruerede mig i at veje mine glas og sætte en etiket på, der viste glassets vægt; så ville det blive trukket fra, når jeg skulle betale for mine varer. Og så fyldte jeg ellers på glas – fornuftige blackeyed beans, butterbeans, rugkerner, spidskommen og valnødder. Så var mine glas fyldte, og jeg kunne ikke købe mere.

Det var her, tingene smuttede for mig.

Vil du ikke prøve en hasselnød?, spurgte den glade franskmand på charmerende dansk med svag accent, da jeg skulle betale

Jo, tak, sagde jeg og rakte hånden frem. Normalt synes jeg, hasselnødder smager hengemt og støvet og lidt af svampegifte, men det kunne jeg ikke få mig selv til at sige.

Og så smagte jeg ellers de mest nøddede nødder, jeg nogensinde har indtaget – sprøde, lidt karamelagtige, og meget friske i smagen. Glem alt om supermarkedets hasselnødder fra sidste år, som de færreste af os spiser, før de er ristet og hakket til ukendelighed. Dette var noget helt andet. Velduftende, smukt lysebrune, delikate Uden større overvejelser greb jeg et par af de tomme glas ved siden af grøntsagerne og fyldte dem.

Tilbage i familien var hasselnødderne også populære, og hvor det før var en luksus at få lidt mandler eller valnødder med i madpakken, var det nu kun hasselnødderne, der duede. De forsvandt i ekspresfart, og jeg lovede børnene snart at købe nye, så ugen efter var jeg atter afsted for at tanke op. Og så havde jeg fødselsdag den efterfølgende uge, og det slog mig, at nødderne ville gøre sig godt til velkomst-Port Tonic’en, så endnu engang var jeg et smut forbi butikken.

De er virkeligt gode, de hasselnødder, småsludrede jeg, mens jeg betalte.

Ja, de er noget helt særligt. De er blevet dampet, og derefter ristet let, svarede han og fortsatte stolt: De står for 10 procent af min omsætning.

Jeg kiggede ned i den polstrede taske, der var fuld af brugte marmeladeglas med nødder, og nikkede eftertænksomt. Det kunne jeg godt sætte mig ind i.

Ekspedienten blev ved med at tale. Om kunden, der blev lettet, dengang der var udsolgt, for han formåede ikke selv at styre sit nøddeforbrug. Og om kvinden, der jævnligt tager toget ind fra Roskilde med en stor, aflang bøtte, som hun stiller under nøddesiloerne, hvorefter hun synkront trækker ned i et håndtag med hver hånd og fylder bøtten med nødder for over tusind kroner.

Hvis du melder dig ind i vores butik, får du ti procents rabat på dine køb. Det koster 200 kroner for et år.

For femhundrede kroner nødder på en måned. Jeg kan lige så godt melde mig ind.

 

Mine mange mænd

Først er der dem, uden hvem livet ikke ville være det samme. Nogen, der stadig er mere drenge end mænd – mine til tider umulige og altid højtelskede sønner. Nogen, der har været der hele livet, og som har set mig med 80’er-permanent, bøjle og blå briller på samme tid – mine storebrødre. En, der er blandt stjernerne et sted – min kære far. Og en, der holder mig ud, også når hverdagen er meget… hverdag – min dejlige mand.

Og så er der alle dem, der får maskinen til at køre. Som kan erstattes, bevares, men som hver især alligevel har hver deres lille andel i at få det hele til at snurre rundt.

Poul har iklædt min familie himmelske klæder til 1 styk bryllup og 3 styk barnedåb i Johanneskirken på Nørrebro. Jan har taget sig altid opmærksomt af først mit og senere mine børns helbred, indtil han gik på pension. Tak, Jan, fordi du aldrig lod ordet hypokonder komme over dine læber, selv om du nok – med rette – tænkte det. Per lyttede til alle mine bekymringer som nybagt mor; da jeg var færdig hos ham, var jeg ikke længere bange for at komme til at smide min baby ud af vinduet ved en fejl, når jeg luftede dyner.

Johnny tager min kuldskærhed alvorligt og sørger for, at fjernevarmeanlægget kører, som det skal. Brian har styr på den elleve år gamle Skoda. Undskyld, Brian, at jeg var skeptisk og tjekkede dine priser på nye hjulfjedre – Hestenettet bekræftede, at du ikke prøvede at snyde mig. Mikkel retter min kontorkrop ud, og glæden ved at opleve, at en krop ikke behøver gøre ondt, når man bevæger den, overskygger de uhyrlige summer, et besøg på hans briks koster. Tom kender rørføringen omkring badeværelsesvasken bedre, end jeg selv gør, og Bjørn har gjort min kælder til et sted, jeg godt tør besøge om aftenen.

Carsten har fået mig til at bruge elektrisk tandbørste, selv om han blev mødt med insisterende argumenter om, at den manuelle var mere autentisk. Peter håndterede – med fakta og lidt Stesolid – nænsomt min angst for at blive skåret i øjnene og befriede mig for 35 års nærsynethed. Haytham tryller mine ben pæne igen. Lars ved, at jeg helst vil have mine laksebøffer og torskestykker med skindsiden på, og Thomas er god til at sige nogen anerkendende ord oven i reprimanden, når yngstebarnet igen har fået skrevet hjem på Forældreintra. Min smukke cykel bliver ordnet af [Chaar] – ligesom Charles på fransk, bare uden l’et – tak for de mange småting, du fikser, mens jeg venter, og det du undervejs lærer mig om syrisk kultur.

Tak til alle jer, som gør det for penge, men som gør det så godt, at jeg føler, I gør det for mig personligt. Med venlighed, humor, akkuratesse, nærvær og personlighed løfter I jeres professionelle ansvar på en måde, hvor det ikke kun handler om at få ekspederet tingene, men også om at vi alle helst skal være glade. Hvor det ikke kun handler om at leve op til en aftale, men også om at kigge hinanden i øjnene og sammen få den bedste løsning i sving. Det har verden brug for, og det er betryggende at vide, at så mange mænd rundt omkring evner den del.

Og så mange kvinder, selvfølgeligt – dem tager vi en anden gang.

Den 704. mandag

Hun havde været på arbejdsmarkedet i 19 år, ret præcist. Derfra skulle trækkes tre barsler og lidt småbørnssygdom, hvilket bragte det ned på omtrent 16 år. Hvert år holdt hun seks ugers ferie, de skulle trækkes fra, og der var også mandag efter påske og pinse. Så var der 44 uger tilbage. Med andre ord havde hun skulle på arbejde 16 gange 44 lig 704 mandage de sidste 19 år.

Omstillingsparat? Jo, hun synes nok, hun med evindelige omstruktureringer, nye opgaver og skiftende chefer kunne sige, at hun var omstillingsparat. Hvem var i øvrigt ikke det, nu om stunder?

Effektiv? Tre børn, fuldtidsjob, evigt behandlingskrævende gammelt hus, en HD, dæleme. Og alt det løse. Hvis ikke hun havde været effektiv, var hun aldrig nået hertil, det gav sig selv.

Robust? Tjek. Fyringsrunder. Udflytning af arbejdspladser. Nedskæringer. Stigende effektivitetskrav. Robust var hendes mellemnavn.

Men ikke om mandagen. Det var hende en evig gåde, hvordan 748 mandage ikke havde lært hende det endnu. Hvordan fornemmelsen med stålfast præcision kom snigende om søndagen henover frokost, mens hun skævede til uret på komfuret og tænkte, ”nej, nu er dagen snart gået”, selv om der kun stod 13.23. Som dagen gik, plantede hendes blues sig i hele kroppen, hun hang mere og mere med hovedet, og mens hun dirigerede børnene til at smøre madpakke og smutte i seng, gik hun næsten i stå af tristesse og opgivelse, Så hang hun over avisen indtil sengetid og kunne som sædvanlig ikke kunne sove, for i morgen var det MANDAG.

I morgen skulle hun vækkes af en infernalsk larm på et ukristeligt tidspunkt. Hun skulle spise morgenmad, mens hun sikrede sig, at tiden ikke skred. Hvis håret var fedtet, ville hun tage hånd om det. Hun skulle have pæne negle og ren bluse på, og hun skulle sørge for, at børnene fulgte trop. Hun skulle have styr på sin taske og sit køleskab og sin kalender, for ellers væltede dagen. Hun måtte pakke sin søvnighed og trang til at smutte tilbage under dynen langt væk, samtidighed med at hun fik rystet liv i over-jeg’et og overtalt det til at tage over, så hun kunne komme ud ad døren. Hun måtte stable den civiliserede version af sig selv på benene – den, der godt kunne finde ud af at holde igen på cykelstien, lade være med at tage det største stykke kage og svare pænt, når nogen vrissede af hende – og hun ville skulle tale i hele sætninger, der gav mening for alle, og hun ville ikke kunne råbe ’hva’ gennem hele huset, hvis nogen ville hende noget. Hun ville tage den mindste på skødet efter morgenmaden, selv om han var alt for stor til det, og selv teenagerne ville få et kram, der til sidst fik dem til at stritte sig fri.

Det var denne indsigt, der lammede hende søndag efter søndag og gav hende en helt UIMODSTÅELIG trang til at forskanse sig i sit hus og stritte imod med arme og ben, hvis nogen forsøgte at få hende ud ad hoveddøren. Og som fik hende til at tænke på barndommens børnehavekolonier på Falster, hvor hun nat efter nat fik lov at falde i søvn ved siden af køkkendamen Gurli, der forbarmede sig over det grådkvalte barn med den hæslige hjemve og rykkede tredive centimeter til side på den smalle sovesalsmadras. Samme følelse, samme hjemve sad i hende, når hun cyklede hen ad vejen, væk fra familien og huset og katten.

Og så var hun ude i det, og det var egentligt meget rart at komme ind til byen og se verden an og få brugt sit hoved og snakke med nogen mennesker og gøre noget nyttigt. Maden i kantinen havde hun ikke selv lavet, gulvene vaskede nogen andre, og hun skulle ikke bekymre sig om, at der var et gulvbræt, der trængte til at blive tilset af en tømrer. Og det gjorde egentligt ikke så ondt at være hjemmefra en otte-ni-timer, og hun kunne også klare at tænke på, at hun havde planer onsdag aften, og måske også torsdag, hvis det var OK med dem derhjemme. Og så blev det weekend igen, og pludselig nærmede en ny mandag sig, og det hele startede forfra. For syvhundredefemte gang.

Høfde 4

 

Forestil dig en sommermorgen. Solen skinner, og det er allerede over tyve grader grader udenfor, så du har søgt ind i skyggen, hvor du nu sidder på jorden og får varmet ryggen af væggen, du læner dig opad. Dit hår er stift af saltvand, du har bare tæer, og på fødderne og op ad skinnebenene er der hist og her sandkorn fra morgenens badetur. I hånden har du dagens første kop kaffe.

Sandsynligheden for, at du inden for de seneste par måneder har oplevet noget i denne stil, er stor. For os, der ikke kan få sol og varme nok, har det været et overflødighedshorn af feriestemning, af parfumeret duft af solcreme, af afslappet jeg-behøver-ikke-en-ekstra-trøje-med-holdning, livet er nemt og vi mødes bare udenfor, ikke? Håndklæder, der dårligt når at tørre, før de skal bruges igen, den flappende lyd af klip-klapper hen over fortovet, og en klistret fornemmelse af jordbæris i mundvigen.

Min uge 30 foregik ved Vesterhavet, ud for Høfde 4. En høfde er et dige i vandkanten, der bryder bølgerne og beskytter kysten, og jeg ville aldrig have vidst, at stendiget på vores strand hed en høfde, hvis ikke fordi der lige ned til stranden lå en smuk nyistandsat restaurant ved navn Høfde 4. Sort træ, nylagt stråtag, og med en stor, solbeskinnet terrasse, hvor man kunne nyde sine bagskuld eller – selvfølgeligt – sin Aperol, mens man betragtede strømmen af letpåklædte badegæster, der daskede forbi med håndklæde over skulderen. Åben fra klokken otte om morgenen og til den sidste gæst gik hjem.  Det sorte hus emmede af sommerstemning, og når jeg om morgenen passerede det på vej til dagens første badetur, spillede de stille morgenjazz med Kurt Elling, John Coltrane og Bill Charlap, så  man fik lyst til at gå forbi i slowmotion for at få alle tonerne med.

Min høfde 4 – restauranten OG stendiget – står som det stolte symbol på sommer, sol, ferie, blødt strandsand og klart blåt havvand. Aftener, der aldrig slutter. Blæst, der ikke køler. Hud, der er varm og smager af saltvand.  Og så flyder mine tanker til et sted længere oppe ad Vestkysten. Ved Harboøre Tange ligger Høfde 42, som Cheminova og Landbrugsministeriet brugte som giftdepot for fabrikkens kemikalieaffald for 60 år siden. Tonsvis af forurenet sandjord er i dag inddæmmet, og ligger som en skamstøtte over datidens tro på, at vi bare kan plastre miljøet til med vores affald. At vi uden omkostninger kan tonse derudaf uden at skænke det en tanke, at vores adfærd efterlader sig skadelige spor. Sådan opførte man sig dengang i 1960, og sådan opfører vi os… stadigvæk.

Minderne om den dejligste sommer blander sig med tanken om dyr, der skulle slagtes før tid, skovbrande der kunne sende gløder to kilometer væk og starte en ny brand, landmænd med ussel høst og rød bundlinje, og med den foruroligende følelse af, at den fremmedartede middelhavsagtige sommerhede hviler på et fuldkomment uholdbart grundlag. Nogen bliver klimabange, nogen flyver rask videre, nogen bliver plantefarsspisende veganere, og nogen nyder rask væk stadig en god oksemørbrad. Nogen lægger ansvaret på os alle sammen hver især, nogen vil have politikkerne og Kina til at rykke, før de selv afbestiller weekendturen til New York, og nogen mener ikke, at klimaet er væsentligt at have fokus på i den kommende valgkamp. Nogen mener, at vi skal bevare håbet, nogen sætter deres tillid til teknologien og menneskets fornuft, og nogen mener, det hele er bare er naturlige udsving.

Vi skal helt sikkert ikke tabe håbet, og vi skal helt sikkert gøre noget. Nu. Når alt kommer til alt, vil jeg hellere have, at sommeren i år bliver den sommer, vi taler om i fremtiden. Kan I huske sommeren 2018…? Den eventyrlige, unaturligt varme sommer, som vi heldigvis ikke har oplevet siden, fordi vi har fået styr på CO2-udledningen, temperaturstigningerne og klimaforandringerne. Den sommer, der var helt forrygende dejlig at flyde rundt i, men også skræmmende og forkert, og som heldigvis er afløst af, bevares, lidt mere velkendte sommerdage, gerne med sol, nok også med byger af og til, og med temperaturer på den velkendte side af 25 grader. Terrassen på Høfde 4 er helt sikkert også skøn at sidde på, selvom varmen er mere nordisk end sydlig, jazzmusikken vil smyge sig mindst lige så frydefuldt ind under huden, og den beroligende tilfredsstillelse ved at vide, at der er styr på klimaet, vil til fulde opveje, at der er brug for at tage en trøje på om aftenen.

Dronning Louises Bro

Man kan bruge mange betegnelser om broen, der starter, hvor Frederiksborggade slutter, og slutter, hvor Nørrebrogade starter. De 200 meter vej og cykelsti og fortov er en by i byen, et mikrokosmos, et koncentrat, et spejl af verden omkring. Som en kanariefugl, der dratter ned af pinden og fortæller minearbejderne, at der er for lidt ilt, fortæller livet på Dronnings Louises Bro os, hvordan vi har det i dag. Vi, der har vores gang i byen – vi, der bor her – vi, der er på gennemfart og skynder os at komme ud igen. Vi, der alle har vores grunde til at cykle over Dronning Louises Bro. Hvis vi af lutter hast eller distraktion skulle have glemt at vende blikket opad mod himlen eller til siden mod menneskene omkring os, så råber broen budskabet ind i vores ører, som var vi en dårligt hørende bedstefar, der får serveret budskabet i stavelser med høj stemme. Distortion er startet! Vinden er drejet i øst! Skoleferien er slut.

Når solen bryder frem i april efter 2 måneders blæsende kulde og grå himmel, bringer de befolkede bænke og fortove på broens østlige side det første vidnesbyrd om, at det bliver sommer en gang. Pludselig er der ghettoblastermusik og lyden af klirrende flasker. Grin. Snak. Råb. Fyre, der sidder på direkte på jorden med ryggen op ad den lave mur, mens de misser med øjnene og sludrer med pigerne, der står op, fordi de ikke vil have beskidte bukser. Stemningen bliver aldrig aggressiv, måske fordi sol og varme skaber glæde, måske fordi folk ikke bliver hængende længe nok til at blive fulde og sure. Måske når jeg bare ikke at opleve det, fordi jeg cykler forbi om eftermiddagen, inden der for alvor går flirt og territoriekampe i den. Når solen bryder frem, bliver broen befolket.

Når der er valg i Danmark, vil selv den dovneste demokrat blive mindet om det på vej over broen. Når arbejdsmyrerne og skoleleverne og de studerende vælter henover broen på cykler i hastig fart, med blikket skarpt rettet mod indre by, står partiernes kandidater og fodfolk klar med deres foldere og æbler og rundstykker, som de deler ud til de heldige inderst på cykelstien, der rækker hånden ud efter gaverne, eller som bliver bremset af det røde lys ved Søtorvet. Jeg har givet high five til Uffe Albæk, mens han stadig var radikal. Jeg har modtaget Frank Jensens ganske udmærkede rosinbolle fra Lagkagehuset. Jeg er ankommet til kontoret med bolcher i lommen, en appelsin i tasken, og en gratis flaske vand, hvis man skulle savne det. Europavalget giver ganske lidt, folketingsvalg lidt mere, og kommunalvalg allermest.

Og i disse dage, hvor landet er ved at gå i stå af faglige kampe, og de fleste af os krydser fingre for, at det hele snart falder på plads, står fagforeningerne klar klokken 7.45 med faner og sang i megafon, og pludselig har man Du må få min sofacykel, når jeg dør hængende i hovedet resten af dagen. Midt på vestsiden står en stor samlet, syngende flok, og oppe ved det røde lys står en enlig SF’er, der ser ud til at nyde lejligheden til at råbe SKULDER VED SKULDER og EN LØSNING FOR ALLE for alle os cyklister, der ikke kan flygte, før lyset skifter.

Den 9. april er flagene på halv, 5. juni er de på hel, 15. juni ligeså (Valdemarsdag og Genforeningsdagen 1920, hvis du skulle være i tvivl), og på den måde får man styr på datoen og historien, mens man passer sin lavpraktiske hverdag.

At krydse broen er i sig selv en kunstart. Ved det første kryds efter Nørrebrogade, dér hvor vejen krydser Dosseringen, er det kun nybegyndere og særligt trodsige, der trodser det røde lys om morgenen. Ikke på grund af biltrafikken, som på den strækning er sparsom, men fordi stedet er et oplagt sted for færdselspolitiet at fange cyklende lovovertrædere. Derfor holder vi alle pænt tilbage i en klump, der vokser sig større og større, indtil det grønne lys skyder os afsted til næste stop, krydset ved søgaderne, der leverer en hel anden trafik, der ikke sjældent går helt ud i krydset, fordi en uheldig billist har fejlvurderet, om han kunne nå over. Her gælder det om at lægge sig rigtigt, afhængigt af om man skal ligeud af Frederiksborggade, til venstre ad Øster Søgade, eller til højre ad den alternative cykelsti, der er blevet anlagt langs den dyre køkkenbutik, i modsat retning af, hvad der er logisk, men som alligevel er blevet til, fordi alle cyklister med kurs mod Vendersgade alligevel cyklede den vej. Hurra for pragmatiske løsninger.

Om eftermiddagen går det modsatte vej, med færre happenings på sidelinjen, men – hvis vejret er til det – mere leben. Folk er befriet fra dagens slid og pligter, i hvert fald dem der handler om arbejdslivet, og det giver en mere løssluppen stemning. Tørklæderne er løsere bundet, der stikker buketter op af cykelkurvene, og løsrevne mobilsamtaler med børn og ægtefæller fylder lydbilledet.

En dag holdt der en scooter midt på cykelstien på Østerbrosiden. Det var en af de dage, hvor solen bagte og broen emmede af liv, og så meget desto mere stak det lille parkerede køretøj ud. Det var en af disse scootere for handikappede eller dårligt gående – den slags, hvor der er plads til habengut foran og bagtil og måske også en hund. Idet jeg passerede, bemærkede jeg, at der sad en ældre mand, som havde hovedet hvilende på styret, som om han sov eller kiggede direkte ned i asfalten. Hvid skjorte. Blå bukser. Gråt tjavset hår under en kasket. Der hang en hvid pose med jordbær på styret.

Tankers hastighed er bemærkelsesværdige. På de næste 50-60 meter nåede jeg at overveje, om han var død. Jeg nåede at tænke på det faktum, at det farligste sted at falde om er blandt mange mennesker, fordi alle regner med, at de andre gør noget. Jeg nåede at få associationer til de dødsfald, man af og til hører om, hvor liget først bliver fundet, når naboerne begynder at studse over lugten fra lejligheden på 2. th., og når politiet får brudt døren op, bliver de mødt af et væld af mider. Jeg nåede omkring ensomhed, storbyens fremmedgørelse, stress, manglende opmærksomhed. Jeg så en alvorligt udseende nyhedsoplæser for mig, der fortalte om, hvordan en mand tidligere i dag havde siddet død i flere timer, mens tusinder af cyklister på Dronning Louises Bro havde passeret ham uden at gøre noget. Og mens jeg trampede videre, tænkte jeg på en Kierkegaard-kyndig, jeg for nyligt havde læst, der sagde, at man er de valg, man træffer, og jeg tænkte over, hvilket menneske det gjorde mig til, at jeg valgte ikke at stoppe op.

Jeg nåede også omkring Hannah Arendt tese om den banale ondskab. Om hvordan ondskaben ikke er koncentreret hos særligt modbydelige skabninger, men kan vokse sig frem i os alle, hvis vi ikke hele tiden forholder os til, hvilket system vi er en del af, og hvordan vi agerer i det system. Og om det mon var ondt at cykle videre.

Så steg jeg af. Trak op på fortovet, vendte cyklen og gik tilbage, i modsat retning af alle cyklisterne på vej hjem. Da jeg nåede frem til manden, bøjede jeg mig lidt frem mod ham, og sagde:

”Hallo?”

”Hallo”, svarede han.

”Er alt OK?” spurgte jeg.

”Alt er fint!” svarede han med klar røst.

Og så steg jeg på min cykel og kørte hjem.