Hundrede udveje i en verden på afveje #10: Nogen gange er en købesmåkage godt nok

Det sure med det søde. Sorrig og glæde. Sol og skygge. Julesorg og juleglæde. Tilværelsen veksler, og hvis man har lyst, kan stille sig midt i diskussionen mellem Svend Brinkman og hans insisteren på at være negativ på den ene side og positivpsykologernes evige jagt efter at blive den bedste udgave af sig selv på den anden side, og så kan man prøve at gøre op med sig selv, hvem man tror mest på.

I sidste uge bragte Berlingske en artikel om Michael Scott Moore, en tysk-amerikansk journalist, der havde tilbragt tre år som gidsel hos somaliske pirater. Tre år i fangenskab hos nogen, der kun lod ham overleve, fordi de kunne tjene penge på det. Tre års uvidenhed. Tre års ventetid. Tre år er en mindre evighed, og man kan vil undre sig over, hvordan han holdt gejsten og håbet oppe og bevarede sig selv i en så håbløs situation.

Sagen er, at han ikke holdt håbet oppe. De gange han tillod sig selv at håbe og tro på gidseltagerne, når de sagde, han kom ud i morgen, var ved at slå ham ud, når det viste sig, at han ikke kom ud. Hans vej gennem de mange dage, som blev til uger, måneder og år, blev derfor at lade være med at håbe og i stedet komme igennem hver enkelt dag på en tålelig måde. Dagene blev tålelige gennem faste yoga-ritualer. Gennem intens tankevirksomhed omkring to bøger, han havde været ved at skrive inden gidseltagningen. Gennem samtale med de af gidseltagerne, der var interesserede. Gennem faste tilbageblik til hans barndom og ungdom, så han bevarede kontakten til sig selv og til sin identitet, som den så ud, før han blev gidsel. Og gennem tilgivelse. Ikke, fordi han var flink, men fordi han mærkede, hvordan had og vrede fik ham til at gå til grunde.

At være taget som gidsel er en ekstrem situation, og man kan ikke overføre alt, hvad der virker i et usselt telt med seks Kalashnikov-bevæbnede vagter udenfor, til hverdagens op- og nedture. Måske kan man dog lade sig inspirere. Livet byder også på andre skyggesider end gidseltagning, og vi forlanger for meget af os selv, hvis vi forventer, at vi dag ud og dag ind kan bevare håbet, optimismen og glæden. Sorg og savn og dårlige dage er også en del af pakken. Der er dage, hvor man skal sætte ambitionsniveauet lavt og måske bare fokusere på at få tre hovedmåltider, svare venligt, hvis fremmede taler til en, og komme tidligt i seng. Dagen efter kan man måske supplere med en god kop kaffe, og den efterfølgende dag med et fodbad.

Og rammer mismodet ned midt i julen, er et enkelt stearinlys med lidt gran omkring mere end fint. Måske suppleret med en vaniljekrans fra Irma. Det er ikke for sjov, at Grundtvig skrev om julesorgen, om mismodet og følelsen af afmagt, der netop kan ramme, når det hele skulle være frydefuldt og glædeligt. Nogen gange gør man sig selv en tjeneste ved at acceptere, at dages opgave er komme igennem den på en tålelig måde.

Udvej nummer ti: Nogen gange er en købesmåkage godt nok.

Reklamer

Hundrede udveje i en verden på afveje #9: Nyd dit eget selskab i et minut

I sidste uge var jeg til et foredrag om fremtidens arbejdsmarked og den verden, de unge mennesker skal forberede sig på at begå sig i. Jeg lærte begrebet VUCA-world at kende (VUCA står for Volatile, Uncertain, Complex og Ambiguous), og et af de mange budskaber var, at evnen til at fokusere, holde pauser og hvile hjernen var vigtigere end nogensinde. Foredraget sluttede med, at alle hundrede tilhørere skulle lukke øjnene og sidde stille i et minut.

I søndags kom jeg til at tænke på øvelsen, da jeg skulle til at lave morgenmad. En af tilhørerne havde efter foredraget bemærket, at hun ikke kunne mindes, hvornår hun sidst havde lavet ingenting i et helt minut, og i min overskudsagtige søndagsro besluttede jeg at følge op på øvelsen. Jeg satte mig til rette på en køkkenstol, rettede ryggen, lukkede øjnene, trak vejret – og det gjorde jeg så i tres sekunder.

Bagefter gik jeg i gang med de amerikanske pandekager, og nu var jeg jo gevaldigt fokuseret på at være fokuseret, så jeg lavede ikke andet imens. Jeg tømte ikke opvaskemaskine, jeg dækkede ikke bord, jeg tjekkede ikke telefonen, jeg stod bare og kiggede på fem klatter dej på en smørglinsende pande og bemærkede, at en af dem havde form som de fostre, man ser på et scanningsbillede. Jeg kedede mig lidt, noterede at jeg var lidt øm i nakken, rullede med skuldrede – først ti gange den ene vej, så ti gange den anden vej. Efter uendeligt lang tid var pandekagerne færdige.

Da morgenmåltidet var ved at være slut, deklarerede jeg, at der var temadag i familien. Det handlede om at fokusere, så nu skulle alle bruge en halv time på en enkelt beskæftigelse, uden skærme, musik eller andre afledningsmanøvrer. Imens ville jeg hellige mig avisen.

Min ældste datter kastede sig også over avisen, og inden længe var hun og min mand indrulleret i en diskussion om Henrik Qvortrups etik og Se&Hør vs. Ekstra Bladet. Min mellemste havde utroligt fornuftigt sat sig med en bog og var meget optaget af at forstå alle ord, så min avislæsning blev jævnligt afbrudt af redegørelser for, hvad barak, interimistisk og malplaceret betød. Min yngste brugte sin halve time på en længe tiltrængt oprydning og havde hver femte minut spørgsmål til placeringen af diverse Lego, sværd og udklædningstøj.

Ved frokosttid var jeg blevet ambitiøs og lagde TO minutters lave-ingenting ind i programmet. Alle var optaget af andre sysler, og det lykkedes overraskende nok at skrabe ethundredetyve sekunders stilhed sammen. Efter en tur på biblioteket snuppede jeg TRE minutter, og der var ikke grænser for min stolthed over denne fantastiske evne til at fokusere.

Mens min mand lavede aftensmad, satte jeg mig i stuen for at nå op på FIRE minutter. Mens jeg sad med lukkede øjne, kom jeg i tanker om en yogaøvelse, jeg engang for mange år siden havde lært, hvor man skal stikke tungen helt ud af munden og sige AHHH. Det måtte jeg også prøve, så det gjorde jeg. Efter to minutter gik min mand gennem stuen og spurgte, om de mærkelige lyde kom herindefra. Jeg tog de sidste minutter i stilhed.

Inden sengetid stod den på FEM minutters YIN-yoga på gulvet i en bedeagtig stilling med armene strakt frem foran på gulvet. Katten cirklede omkring mig, mjavede bekymret og forlod så rummet igen, synligt urolig over kæmpekatten midt på gulvet. Mens jeg lå i den uvante stilling, regnede jeg ud, at jeg sammenlagt måtte have tilbragt femten minutter i mit eget selskab uden at lave noget som helst. Den slags er udmattende, når man ikke er vant til det. Jeg tumlede i seng oven på en hård, men god dag.

Udvej nummer ni: Nyd dit eget selskab i et minut.

Hundrede udveje i en verden på afveje #8: Skru op

Nogen gange skal man ikke tænke eller analysere eller forholde sig til tingenes tilstand; i stedet skal man lade sig flyde med følelsernes raseren og blive kastet rundt, hylet ud af den og sat skakmat af noget, der ikke kan være i et skema. Til dette er musik fantastisk – musik kan ligesom dufte sende en tyve år tilbage, til dengang verden var ung og man selv ligeså. Hermed nogle bud på musikalske følgesvende udi følelsernes huseren:

Når du er trist på den højstemte måde – mindes en kær afdød; har gennemgået en svær, men veloverstået periode, eller affundet dig med en vanskelig og rigtig beslutning: Lyt til Pentatonix’ Halleluja . Skal der skrues endnu mere op for patos’en, vælger du Mozarts Requiem.

Når livet er noget møg, men de skal ikke få dig ned med nakken! Ingen forstår dig, du er blevet fyret, manden er skredet, bankkontoen tom, men du kæmper alene fremad i storbyen efter devisen Ensom, men stærkEst-ce que tu m’aimes? med Maître Gims.

Livet er fabelagtigt, helt ubeskriveligt skønt. 12 til eksamen, udsigt til ferie og (engang i en fjern fremtid) på vej til stranden i klip-klapper og solhat: Uptown Funk eller Cake by the Ocean

Du kan næsten ikke vente til det bliver december og jul, med julefrokoster og kalendergaver og granguirlander i gaden, men Last Christmas er trods alt liiiige at overgøre det, så i stedet lytter du til  Do they Know it’s Christmas.

Du kan næste ikke vente til det bliver jul, med hvide stearinlys og stemningsfulde julegudstjenester og vanillekranse bagt på oldemors opskrift: Bachs Juleoratorium

Dit liv går op i lønarbejde og lektiehjælp og madlavning og vinterdækskift, men i virkeligheden bor der en sindsygt karismatisk femme fatale/machoman indeni, som styrer natten, hvis han/hun ellers havde tid og overskud: Modern Noir Songs

Din indre femme fatale/machoman føler sig træt: Cigarettes after sex

Du kan næsten ikke være i dig selv over at skulle bruge lørdag formiddag på at vaske gulve, og du har seriøst brug for noget opmuntring, du kan vrikke til, mens du skurer plankerne med lunt sæbespånevand: It’s Raining Men eller I Need a Hero eller I Will Survive.

Du trænger seriøst til et godt grin, og det får du med Brotherhood of Man. Er du overskudsagtig, danser du med og giver andre et godt grin.

Udvej nummer otte: Skru op!

Hundrede udveje i en verden på afveje #7: Hold liv i din problemsuppe

Jeg læste om en iransk studerende, der for snart længe siden tog til USA for at studere på Berkeley. Den unge studerende havde godt styr på det engelske sprog, men var naturligvis ikke flydende i det. Dette medførte, at han misforstod betydningen af et udtryk, han ofte hørte hos medstuderende og undervisere, nemlig the solution of my problems. Han kendte ikke ordet solution og troede, det betød en kemisk væske, en boblende og sydende slags væske, og han hørte udtrykket som en metafor for den flydende masse af problemer, vi alle bærer rundt på.

Den iranske studerende syntes, det var en smuk metafor. I udtrykket, som vi i denne sammenhæng kan oversætte til min problemsuppe (det kunne også være min problemvæske eller – mere kemisk – min problemfluidum), hørte han en helt særlig opfattelse af menneskets problemer. I stedet for at se problemer som noget, der skal løses – som et puslespil, der kan gå op og så er alt godt –  hørte han en accept af, at ens liv altid vil bestå af store og mindre problemer. Vi bærer alle rundt på en krukke med vores helt egen suppe af problemer – nogen store, nogen små, nogen der opløses undervejs, nogen der har det med at forblive. I perioder er der ikke så meget suppe, og den er let og nemt at håndtere – og i andre perioder er suppen tyk og fyldig og ved at skvulpe over. Indtil den igen bliver til en tynd og gennemsigtig væske.

I dag består min suppe måske af en revnet køkkenbordplade, en søn der ikke kan finde ud af matematik og en mærkelig knop på knæet, og om en måned kan det handle det om et besværligt julegaveønske, et hav af opgaver på arbejde, der skal være færdige inden jul, og to gløgg-arrangementer oven i hinanden. For igen at blive afløst af sommerferieplaner, der ikke vil gå op, en datter der ikke kan finde ud af biologi og en mærkelig lyd fra bilen. Sådan er livet, og når problemerne er små og småboblende, skal vi værdsætte det, og når de er gigantiske og spruttende, skal vi huske, at det går over igen.

Den unge iraner blev helt oplivet over dette syn på menneskets kvaler, fordi det indebar en accept af, at livet altid i en eller anden grad er bøvlet, og at man derfor ikke skal se besværet som et udtryk for, at noget er gået galt eller at man har fejlet. Problemerne er en del af det at være menneske, og havde vi ingen problemer, var vi ikke til. Ligesom, hvis vi ikke havde noget åndedræt.

Uendeligt skuffet blev han, da virkeligheden gik op for ham, og han fandt ud af, at ordet solution netop ikke bar denne betydning af accept i sig. At solution netop handler om at blive problemerne kvit en gang for alle. Men vi kan jo sagtens vælge at holde fast i iranerens kemi-metafor. Det smukke ved metaforer er jo, at de kan give et helt nyt syn på realiteterne, og sådan kan man jo vælge, hvilke briller man vil have på, når man ser sig omkring. Er vores besværlige liv et puslespil, som skal gå op – eller er det en suppe, vi skal mestre at balancere med?

Skal vi sige om november, at det er årets dejligste, glødende af rødbrune farver, jf. Bjørn Bredal, eller at mørk er november, løvfaldet slut som Thorkild Bjørnvig. Vælg selv.

Udvej nummer 7: Hold liv i din problemsuppe

Historien om den iranske student er at finde i Georg Lakoff og Mark Johnsons bog (1980): Metaphors we live by, side 143.

Hundrede udveje i en verden på afveje #6: Værn om dine ritualer

Hver morgen ringer mit vækkeur kl. 5.30, og jeg trykker – selvfølgeligt -på snooze-knappen. To gange i alt, så klokken bliver 5.48, før jeg langsomt begynder at indtage dagen. Jeg tænder lyskæden i stuen, senere to stearinlys på spisebordet, og først når vi alle sætter os ved morgenbordet, tænder jeg lampen over bordet. Ved morgenbordet sidder vi på de samme pladser, og hver har vi et særligt krus, som ingen andre drikker af. Under morgenmaden kommer katten som regel ind fra haven, og når vi har taget ud af bordet, mjaver den højlydt, og så får den et æg. Jeg forlader huset som den første, sætter alle cyklerne frem fra skuret (ikke kun for at være flink, jeg kan ikke komme til min egen, før de andre er væk). Efter fem minutter på cykel passerer jeg Grundtvigskirken, og jeg glæder mig over synet, især hvis jeg rammer tidspunktet, hvor solen står op bag tårnet. Når jeg kommer ind på arbejde, smider jeg min taske ved min plads, går ud i køkkenet og roder i skabet efter det helt rigtige glas, som jeg fylder med 1 tsk. nescafe, kogende vand og varm mælk. Sådan går det morgen efter morgen, indtil vi når weekend’en, hvor en ny rytme indtræffer et par dage, indtil det er mandag igen, og ovenstående gentager sig.

Den forsømte fuldmægtig, tænker du måske. Eller hamsterhjul. Eller noget andet trælsomt og jeg-har-ikke-noget-liv-agtigt. Hvor fantasiforladt, hvor gabsommeligt, hvor uendeligt middelmådigt og uambitiøst. Hvad blev der af de store tanker og revolutionen og nytænkning og kreativitet?

Hertil vil jeg sige: Når jeg engang om forhåbentlig mange år sidder og kigger tilbage på mit liv, inden tiden rinder ud, tror jeg ikke, det er fødselsdagene, sommerferierne og lønforhøjelserne, der vil stå stærkest i erindringen. De vil være der, sammen med alt det andet sammenrend af minder, bristede illusioner, uventede glæder, tab, store overraskelser og uventede drejninger, men jeg er ikke sikker på, at de vil være det væsentligste.

Det vil til gengæld hverdagens gentagelser, som bliver så indarbejdede, at de til sidst bliver en del af ens person, dybt forankret i sjæl og krop. Alle disse dagligdags ritualer, som langsomt er vokset frem, fordi de passer en godt; som har udviklet sig i det stille, uden man har tænkt over det. Lige pludseligt har man sat sig ved morgenbordet kl. 6.45 hver eneste hverdag i to år, fordi det lige netop er det tidspunkt, der får kabalen med spisning, tandbørstning, lade telefonen op, finde nøgler og rydde op i køkkenet til at falde mere eller mindre smukt på plads. Man har indfundet sig på sit arbejde klokken otte, fordi det i den anden ende passer med de øvrige hente-lave-lektier-og-mad-aktiviteter. Man laver ikke aftensmad om fredagen, fordi det bedste i hele verden er at smide sig på sofaen med avisen, og børnene protesterer ikke over rugbrød og havregryn, fordi der er slik i vente.

Ritualerne kan også opstå og afvikles på ganske kort tid, som f.eks. i løbet af en sommerferieuge. Kan I huske den lille bager, hvor vi købte pain au chocolat hver morgen, kvidrer man begejstret ved minderne om uge 29 på Korsica. Og hver aften gik vi tur til stranden og købte is i Det Blå Ishus, om uge 30 ved Vesterhavet. Mange dage på et nyt sted skal der ikke til, før man finder sig selv i et genkendeligt mønster af urokkelige siddepladser, faste indkøbssteder og uforanderlige badetidspunkter. De gentagne handlinger bliver på rekordfart til traditioner og symboler på et trygt tilhørsforhold, som forankrer os i verden og giver os ro til at kapere hurlumhejet omkring os.

Nogen kunne få den tanke, at man bliver en særling af alle disse ritualer og faste handlingsmønstre, men frygt ikke!, som englen sagde, for ofte sker der det, at et ritual ændrer sig og bliver til et nyt ritual. Pludseligt passer det ind i rytmen at stå et kvarter senere op, og så bliver det ny standard. Man finder ud af, hvor dejligt det er at smøre hænderne ind i granatæblecreme fra Matas inden sengetid, i stedet for at smøre dem ind i Niveacreme efter opvasken, og så er det en ny vane. Aftenkaffen bliver erstattet med te, silke bliver udskiftet med uld, Det gule Ishus viser sig at være bedre end det blå, og tirsdagspilates udskiftes med onsdagsyoga.

Og jo, vi kunne da også bare tale om rutiner, men så mister vi blikket for gentagelsens skønhed og hverdagens mystik. Lad os gemme rutineordet til de aktiviteter, som foregår uden større ophøjelse. Tøjvask, huske indkøb af opvaskemaskinesalt, aflæsning af elmåleren, skift til vinterdæk – og listen er desværre alenlang – må for mig gerne ske så umærkeligt, at jeg umiddelbart efter har glemt, at mit liv også består af den slags nødvendigheder. Disse rutiner kommer sandsynligvis aldrig til at fremkalde et mildt smil på mit aldrende ansigt, modsat de stille morgener i familiens skød, hvor vi alle langsomt vågner, inden vi begiver os ud i verden. Modsat alle de ritualer, der er med til at gøre mig til den, jeg er.

Udvej nummer seks: værn om dine ritualer.

Hundrede udveje i en verden på afveje #5: Tag et surhedsregulerende middel

Det handler ikke om E226 eller E334. Ej heller E525. Nej, det handler om os selv, vi forunderlige mennesker, der den ene dag er kreative, altfavnende, energiske og nådige – for den næste dag at vågne op, eddikesur, med et skjult håb om, at nogen gør noget åndsvagt, så man med rette kan få lov at råbe højt. Nogen gange tager den ene dag den anden, og man vågner søreme igen næste dag, stadig lige vrissen, for hvor var i går en åndsvag dag, og til sidst er det blevet en dårlig vane at have rynket pande og nedadvendte mundvige. En vane, man egentlig gerne vil ud af, men man ved ikke hvordan, for følelsen sidder fast.

Men så snupper man bare et af de midler, der står nedenunder. De første er for dem, der udover at være sure også er energiforladte og fodslæbende; de sidste for dem, hvis surhed har en snert urolig, aktiv arrighed i sig. De er gratis, de skader ikke, og de feder (næsten) heller ikke:

  1. Start med det basale: tag behageligt tøj på. Det virker banalt, men følelsen af at smyge sig ud af et par stramme jeans og hoppe over i natbukserne i blødt bomuld er nærmest eventyrlig. Spændingen i parforholdet og overvejelser omkring, hvorfor jeans’ene strammer, skal du gemme til en anden dag.
  2. A et dyr (ja, bydeform af ae er a). Det er teknisk umuligt at være sur, når man aer en lille venligsindet kanin, en spindende kat eller en galoperende glad hund, ikke mindst, fordi de fleste dyr vil forsøge at undslippe, hvis de bliver aet med hidsige, vrisne tag. Eller bare bide igen. Men altså, følelsen af blød pels under ens hænder gør underværker og får umærkeligt en til at sige ahhh.
  3. Det kan heller ikke lade sig gøre at være sur og grine samtidig, og de fleste af os har et par filmscener, der med statsgaranti får os til at grine, og som sikkert ligger på Youtube. Min mand kan næsten ikke tale af grin, når han ser The Big Lebowski, og jeg skal bare finde et klip af en studievært, der får grineflip, eller en privatoptagelse af kiks i familien, så er den hjemme.
  4. Lige så rart som det bløde tøj: Tag et fodbad (og husk en kande med varmt vand ved siden af, så du ikke får kolde fødder). Udover, at det føles rart, så er der også noget sært afvæbnende ved at betragte sine skæve tæer skulpe rundt i boblerne, som et lille barn i et badekar. Der mangler bare en badeand.
  5. Vent til det bliver mørkt, sæt dig udenfor og kig op i himlen og fundér over, at der er 384.400 km op til månen, at stjernerne er kugler af brændende gas, som er op til 20.00 grader på overfladen, at der er flere milliarder af dem, og at Pluto – den yderste planet i solsystemet – er 5,9 mia. km. væk fra solen. Når du har filosoferet lidt over det, er du så overvældet, at du går i seng og glemmer, at du var sur.
  6. Snup en bog på hylden, læg telefonen væk, og lad dig suge ind i en verden, fjern fra din egen. Pludseligt befinder du dig i Dublin, i den Stockholmske skærgård eller på Bellahøj Politistation, og du er mere optaget af, om hovedpersonen når frem til Bornholmerfærgen, inden det er for sent, end af dit jammerlige humør, som du helt glemmer at dyrke.
  7. Oplev glæden ved, at du faktisk kan gøre nytte. Ryd op i din taske, en enkelt skuffe eller i kurven i gangen, der rummer de sidste to års klipklapper OG vanter. Det skal være overkommeligt, så du er sikker på at fuldende opgaven, men så vil du også mærke glæden ved at udrette noget, og ikke mindst ved at smide halve kuglepenne og gamle krummer ud.
  8. Gå ud. Gå en tur. Hold dig væk fra ambitionen om at løbe en tur, for det bliver ikke til noget, og så bliver du i endnu dårligere humør. Tag i stedet gode sko på, godt med tøj, og bevæg dig så ud i vejret og verden.
  9. Dette er ikke sundt, men det virker. Bag en kage. Fra bunden. Ikke noget med at suse i Lagkagehuset og købe en færdig gulerodskage; du skal gennemgå hele processen selv. Veje, rive, røre, smelte, hælde. Langsomt vil duften brede sig i dit køkken, og allerede her vil du være i bedre humør. Og du har jo allerede været ud og gå en tur, så du kan med glæde og begejstring spise et stykke af din nybagte, fantastiske kage.
  10. Hvor frelst, det end lyder, er den bedste måde at få det bedre på: at hjælpe nogen. Gå i Netto og lad ham bag i køen komme foran, hold tilbage for nogen i trafikken og nyd deres overraskede smil, og allerbedst: næste gang, du passerer en på gaden og tænker ”hold fast, en dejlig solgul frakke”, så sig det, i stedet for blot at tænke det. En ud af ti vil synes, du er sær – de resterende ni vil blive glade.

Udvej nummer fem: Tag et surhedsregulerende middel.

Hundrede udveje i en verden på afveje #4: Prøv med et digt

I slutningen af min teenagetid – der, hvor gymnasiet snart var overstået, og verden lige om lidt stor og åben – yndede jeg at sidde på mit værelse sent om aftenen, med stearinlys i den halvmåneformede smedejernslysestage fra Christianias julemarked, og læse digte af Michael Strunge. Der i halvmørket forestillede jeg mig, hvordan jeg ville tilbringe hver eneste aften på den måde, så snart studentereksamenen var overstået, og tiden igen blev min egen. Midnat, stearinlys, Michael Strunge-digte om natmaskinen, tranceformationer og sorte klumper af søvn… Det fuldendte liv, med andre ord.

Senere udviklede mit liv sig i mindre melodramatisk retning, og de lyserøde hæfter med digte fra Borgens Forlag forblev glemte og tilstøvede på bogreolen. Man behøver dog ikke være højtidelig teenager for at læse digte, og det hænder, at jeg af og til tager en samling ned fra hylden. Glemt er al viden fra dansktimerne om jamber og trokæer, og tilbage er bare fornøjelsen ved ordene.

Nogle digte kan man bare nyde. Når Benny Andersen skriver om en stille eftermiddag over to kopper depresso, er det svært ikke at trække på smilebåndet, og jeg gætter på, at selv en overbevist ateist kan få stærke billeder på nethinden af Jacob Knudsens luft og bølge blusser i brand, i glød.

Inger Christensen hiver jeg også kun nydelse ud af, selv om den dybere betydning sandsynligvis står tydeligt for en garvet digtlæser. Hendes alfabet bjergtager mig, og jeg er ikke i nærheden af at kunne udlægge, hvad hun vil sige, men det er lige meget, for prøv og hør: grænserne findes, gaderne, glemslen/ og græs og agurker og geder og gyvel/begejstringen findes, og grænserne findes/grenene findes, vinden der løfter dem/findes

Andre digte kan man fornøje sig med at undres over. Jeg tyggede i flere år på, hvad Pia Tafdrup mente, når hun skrev når der går hul på en engel, og pludseligt en dag stod det soleklart for mig. Troede jeg, indtil jeg læste et interview med hende, hvor det viste sig, at hun havde ment noget helt andet, men pyt med det – det gav stadig mening for mig på min egen måde, og det er vel også okay. Vil du have noget at undre dig over, er Pia Tafdrup et godt sted at starte.

Og så er der de digte, der får dig til at føle sig genkendt. Fordi en anden har oplevet det samme, og det, du troede var dit eget forbandede problem, er bare en del af det at være menneske. Sikken lettelse. Søren Ulrik Thomsens digtsamling fra 2002 Det værste og det bedste er en skøn gennemgang af ups and downs ved livet, og jeg kan på det kraftigste anbefale at snuppe et par sider i den hver aften inden sengetid. Den er ligetil, uden krasse metaforer og uforståelige billeder, men bare fuld af dejlige ord om, hvordan det er at være Søren. Og os andre.

Bogen, der næsten er eet langt digt, starter sådan her: Det bedste er regnvejr på film/musik i en taxi/og håndskrevne breve med masser af stempler/på kramoisinrøde frimærker langtvejs fra. Det lyder også rart.

Senere: at det alligevel ikke var kræft var det bedst. Jeps, den følelse er vi flere, der sikkert kan genkende.

Og senere, om det værste:

Fald aldrig i søvn omkring klokken sytten/for det er de værste drømmes tid/hvor din ungdoms by genopstår som en stejl tåge/i hvis kløfter du råber din kærestes navn/og finder en sko fuld af blod.

Her troede jeg, at det kun var mig, der oplevede, at for lange eftermiddagslure altid resulterede i mareridtsagtige og surrealistiske drømme med en tiger, der lister rundt i rummet, hvor jeg sover, og jeg kæmper for at vågne, men det kan jeg ikke, for der bliver ved med at falde en pude ned over mit ansigt så jeg ikke kan åbne øjnene og arghh! Men det sker åbenbart også for Søren Ulrik Thomsen og måske også for en masse andre. Vi er i samme båd, og tak fordi, at nogen kan formidle det så smukt.

Prøv med Det værste og det bedste. Prøv med et digt.