Hundrede udveje i en verden på afveje #17: Husk at undre dig

I morges sad jeg på færgen fra Århus til Odden sammen med alle de andre sjællændere, der havde været til konfirmation i Jylland, og sammen med jyderne, der skulle til konfirmation på Sjælland. Avisen var læst, den medbragte te drukket, og jeg nægtede at slutte mig til gruppen af mennesker, der sad bøjet over telefonen, så jeg lagde hoved tilbage og stenede. Kiggede på folk, der gik forbi, eller som stod i kø til en kop caffe latte til 45 kroner. Og lod tankerne dukker op i mit hoved, vende en omgang, og passere videre.

Jeg spekulerede over, om det var trendy for mænd med bare fødder i Birckenstock-sandaler. Eller om det bare var udbredt. Eller om jeg slet ikke kunne konkludere noget ud fra tre mænd i kaffekøen. Jeg spurgte mig selv, hvor mange af kaffekunderne, der i øvrigt kendte til Espresso Houses dunkle fortid, og om de i givet fald var ligeglad. Jeg lyttede til en far og en bedstemor, hver med en tre-årig i hånden, der udvekslede erfaringer om børnehave og dagpleje, og jeg konstaterede, at jyder bare lyder mere velovervejede, når de taler. Er det den lidt lavere hastighed, der spiller ind, og ville det hjælpe på mit flade københavnske, at jeg talte langsommere, eller ville det bare blive mærkeligt? Jeg undrede mig – for jeg ved ikke hvilken gang – over, hvorfor der altid er for få dametoiletter, så vi kommer til at bruge vores dyrebare tid på at stå i kø, mens mændene synligt lettede defilerer forbi. Jeg kiggede på plakaten på væggen og fandt det svært at fatte, at man med succes kunne udbrede et ord som Kombardo, og lugten af hvidløg fra manden ved nabobordet fik mig til at spekulere over, om jeg udsendte en lige så kraftig odeur, når jeg havde spist hvidløg. Og jeg reflekterede over, om mine gulerødder og medbragte boller ville gøre mine børn stamkunder i kiosken, når de engang tjente deres egne penge.

Så døsede jeg hen, og snart var vi ved Odden, og Kombardo-sangen gjaldede over dækket. På turen henover Sjælland nød jeg synet af de knaldgule rapsmarker og tænkte, at der er noget saliggørende ved at give sig tid til at undre sig i det stille. Vi taler ikke om en banebrydende, Einsteinsk undren over, at lys skulle være en bølge og ikke en partikel. Ej heller den passivt-aggresive form for undren (jeg undrer mig VIRKELIGT over, at vi ikke er blevet informeret om, at der ville blive lukket for det varme vand i weekenden), hvor man blot misbruger ordet til at udtrykke, at man er meget utilfreds. Nej, det handler om den undren, der kun opstår, at man er nærværende og tilstede i verden og faktisk interesserer sig for, hvad der sker omkring en. Undren om stort og småt, vigtigt og – tilsyneladende – uvigtigt, seriøst og sjovt. Undren bygget på en oprigtig åbenhed over for, hvad der måtte være af forklaringer. Forklaringer, som man ikke selv har udtænkt, og som måske tvinger en til at revurdere sit syn på dette og hint.

Den form for undren kræver tid. Det er, når man dovent sidder på en sandstrand og lader sandet glide gennem fingrene, at man kommer til at tænke over det ufattelige i, at der efter sigende er lige så mange stjerner i universet som sandkorn på jorden. Det er, når man har al tid i verden til at spise morgenmad en søndag formiddag, at man får vendt, hvorfor tebirkes hedder københavnerbirkes, når man krydser Storebælt. Og hvorfor der er huller i midten af en bagel. Det er, når jeg sidder i min brors sommerhus ved bålet om aftenen og funderer over, hvorfor jeg har det, som om jeg befandt mig på farfars bondegård for en evighed siden, indtil jeg kommer i tanker om, at det er duften af bygmarker, der kaster mig tilbage til barndommen somre.

Det er dejligt at undre sig. Det gør verden større og dybere. Og det vidner om, at man er tilstede lige nu.

Udvej nummer sytten: Giv dig tid til at undre dig.

Reklamer

Hundrede udveje i en verden på afveje #16: Riv rodet op med roden – hvis du orker

Længe har jeg anet, at dette forår ville få december måned til at virke som een lang yogatime. Inden for fem uger står den på to børnefødselsdage og tre konfirmationer, herunder en på den anden side af Storebælt samt en, vi selv skal afholde. Min kalender er fyldt med lister, på opslagstavlen og køleskabet hænger billetter og bon’er og kort, der skal skrives glade lykønskninger i, og selv arbejdskalenderen har påklistret diverse påmindelser om ting, der skal købes på vej hjem. I den ene ende af spisebordet hersker gavebordet fra den 11-åriges fødselsdag i forrige uge, og på reolen ligger æsken med påskepynt og venter på at komme i kælderen. Af og til tager den sig en snak med stakken af Anders And-blade, der ikke helt ved, hvad den venter på, men til gengæld har ligget der siden marts. I april havde vi besøg af en gymnasieelev fra Slovakiet, og de fine gaver, hun bragte os, gør påskepynten og Anders And-bladene selskab, sammen med støvet, der efterhånden har sluttet sig til, og et uafsluttet bamse-syprojekt. Og sådan ser der ud i resten af huset – bunker og ting, der venter på, at et overskudsramt menneske passerer forbi og tænker Hov, du skal da i pap-containeren eller Jeg lægger lige dig ned i den kommode, du ligger ovenpå.

Rod er indbegrebet af en ond cirkel. Man orker ikke lige at rydde op, for der er vigtigere ting at tage sig til, og mens man kigger på rodet bliver man en smule mere træt indeni og gider I HVERT FALD ikke at rydde op, når man har en ledig stund. Umærkeligt sniger rodet sig ind på listen med alle de andre opgaver, man skal ordne, og får dem til at virke lidt mere uoverskuelige og trættende, og selvom rodet ikke har fået sin selvstændige plads på listen, hænger det hele tiden tungt ind over, som en mørk sky i horisonten, der garanteret bliver til et gevaldigt regnskyl på et tidspunkt.

Og ikke nok med, at rodet dræner en for energi til at tage sig af det, det opfører sig også så tarveligt, at det genererer mere rod. Når entreen alligevel roder, gider man ikke gøre sig umage med at stille sin taske på plads, næ, det står ligefor at dumpe den oven i den store klump af vinterstøvler og gummisko, der er groet frem. Hvorfor skulle man gøre sig den umage at følge avisen til papircontaineren, når den lige så godt kan lege med de andre gamle aviser på gulvet i gangen.

En parasit, det er, hvad rodet er. Det suger energien ud af dig og breder sig umærkeligt, og en dag kigger du på dig selv i det kalkplettede spejl og tænker Hvem er den gustne slapsvans med dårlig holdning, der står og skuler?

Hvad er udvejen? spørger du. Og havde jeg været din strikse latinlærer, havde svaret været Snap out of it! Tag dig sammen og lad være med at klynke. Men moralske opsange og udskamning gør i det lange løb sjældent verden bedre, hvis du spørger mig, og måske er er der en helt fornuftig grund til, at man ikke får gjort noget ved sagerne. Måske har man brug for den halve time på langs med avisen og en kop te. Måske er man nået til bristepunktet for, hvor mange pligter man kan fylde sit liv med, hvis man også skal se sig selv som værende andet end en protestantisk arbejdshest. Måske må man bare erkende, at det rationelt set havde været smart at sætte en time af til at komme bunkerne til livs, men mennesket er andet end rationelle kalkuler, og modstanden mod at rydde op kan ses som en stille markering af ens grænser for, hvad man gider stille op til af kedelige opgaver i dette liv.

Hvis du kan mobilisere lidt energi til at komme bunkerne til livs, så gør for Guds skyld det. Du vil få det bedre af det. Ingen bliver glad af at kigge på en vase med visne blomster. Og hvis ikke du kan, så accepter, at alting kører lidt på halv kraft for tiden, og klap dig på skulderen for blot at være et menneske. Sæt dig demonstrativt midt i kaosset med en æske fyldte chokolader og en stor kop kaffe og vis, at det er dig, der bestemmer! Og mind dig selv om, at alt er en fase, og en dag tager Fanden alligevel ved dig og du får styr på sagerne på halvanden time, mens du hører Elton John for fuld hammer.

Det siger jeg til mig selv imens.

Udvej nummer 16: Ryd op, hvis du orker – eller lev med rodet.

Hundrede udveje i en verden på afveje #15: Giv automatpiloten fri – den trænger til pause

Hvis dit liv er skruet sammen ligesom mit, så hænger alle hverdagens aktiviteter sammen med en solid klistermasse af planlægning, erfaringsbaserede rutiner og en stor grad af forudsigelighed. Mandagslasagne, fredagsrester, madplan og storindkøb, alle smører selv madpakke, hvis gulvene bliver vasket torsdag bliver lørdag formiddag sjovere, ferie med brødrene i uge 30, jul i Århus i lige år og København i ulige år, og jeg er kun lige startet!

Jeg holder af rutinerne, af traditionerne og de tilbagevendende begivenheder. De er med til at forme mit liv og definere, hvem jeg er. De skaber også grundlaget for, at mine børn har et stabilt barndomshjem, får lavet deres lektier, er vaccinerede og ikke har huller i tænderne. At vi ikke bor i en ruin, og at vi kan komme på sommerferie, selv om der kom en uventet VVS-regning. Men det er også på grund af rutinerne, at jeg over søndagsmorgenmaden med ekstra interesse læste en klumme af Birgitte Borup, weekendredaktør på Berlingske, med overskriften Den største løgn af alle er, at alt godt kommer til den, der venter. Klummen var et nådesløst angreb på pligtfølelse, langmodighed og frygt for det  uvisse og udtrykte en undren over, at verden aldrig har stået mere åben, samtidig med at en hær af mennesker slæber sig gennem tilværelsen, mens de sukker over arbejdet, chefen, konen, kiloene og køkkenarbejdet. Vi venter på pensionen, den store åbenbaring, at nogen headhunter os, at en uventet arv dukker op, eller at der bare sker et eller andet mirakuløst, der hiver os ud af den stille død, som vores liv er blevet. Vi har ladet hjernen tage styringen, bundet os selv op på utallige forpligtelser og er blevet så trænede i den behovsudskydelse, som ethvert fornuftigt liv indebærer, at et lille pip om, hvad der kunne være sjovt eller spændende at gøre, aldrig bliver hørt. Og hvis det bliver hørt, skal det igennem en benhård censur af, hvad der er praktisk muligt/sikkert/normalt.

Mit liv er ikke en stille død, heldigvis. Ikke desto mindre kunne jeg genkende nogen tendenser og min egen stemme, når jeg klagede min nød over dette og hint. Jeg kunne genkende min trang til forudsigelighed. Som måske lige så meget er en vane, som en trang. Og tænker jeg så tilbage på de sidste par uger, slår det mig, hvordan nogen af de begivenheder, der vakte min begejstring, netop ikke var noget, jeg havde planlagt. Hvordan de kun kom ind i mit liv, fordi rutinerne var sat ud af kraft, og fordi lysten vandt over pligterne.

Tirsdag i påskeferien, eksempelvis, spillede Tottenham mod Manchester City. Jeg har ikke set en fodboldkamp siden 1992, og jeg kan aldrig huske, om det nu er VM eller EM, husets mænd følger med i. Kvalificeret spild af tid, hvis du går mig på klingen. Men denne aften i påskeferien var jeg træt, mine sønner skulle udnytte, at vi befandt os hos farmor og farfar, hvis tv-pakke er gigantisk i forhold til vores eget usle stueantenne-udbud, og jeg lagde mig derfor på sofaen om aftenen og kiggede med. Spurgte den ældste, hvem vi holdt med, og da Manchester City åbenbart er et oliesheik-finansieret hold, holdt vi naturligvis med Tottenham. Og hvilken kamp! Spænding lige fra første minut med det ene mål efter det andet, VAR-afgørelser, der både fastholdt og annullerede mål, og uvished til det sidste om, hvem der gik videre, alt imens der også blev tid til at kommentere spillernes frisurer, navne og uvaner. Vi (!) vandt, jeg kastede mig som noget helt nyt over avisens reportage to dage efter, der gik i detaljer med det (citat) episke opgør, og forleden ærgrede jeg mig i det skjulte over at konstatere, at Tottenham havde tabt til West Ham. Fatter stadig ikke off side-reglen, men det er også lige meget. Nu venter vi bare på opgøret med Ajax.

Et andet eksempel: Mødtes med to gode veninder i sidste uge til frokost, og talen faldt på Dronningen – filmen, ikke Margrethe – som vi alle gerne ville se. Helt mirakuløst havde ingen af os noget på programmet tirsdag i denne uge, men vi har også alle travle hverdage, og man ved aldrig, hvordan man har sovet natten før, om der er lektier, der skal laves, og om statsministeren har udskrevet valg, så vi lod det stå åbent og aftalte at sms’es ved. Tirsdag klokken 18 kunne vi alle tre godt overskue at forlade vores travle børnefamilieliv for en stund, og vi mødtes et for os alle nyt sted, Movie House i Hellerup. Skumlede lidt over de høje billetpriser, lige indtil vi kom ind i salen med små brokadelamper, sæder der med et enkelt knap forvandlede sig til en plysbeklædt liggestol med behagelig benstøtte, bløde puder, man kunne knuge ind til sig, når Trine Dyrholm blev for nedrig, og tæpper, såmænd. Så var 130 kroner jo ikke dyrt! Filmen i sig selv var en oplevelse af den stærkere, men lige så stærk var den berusende og næsten kættersk frihedsagtige fornemmelse, det var at køre ud i forårsaftenen i april måned for at mødes med to veninder og se en film. At jeg lige snuppede et par liter mælk, et bundt porrer og en pose mel med hjem fra Døgnnetto bagefter tog ikke brodden af fornøjelsen.

Og så har jeg været på kursus og havde forinden læst en for gammel beskrivelse af dagens program. Derfor kom det som en overraskelse for mig, at en af dagens oplægsholdere var Esben Kjær, P1-journalisten der har skrevet flere bøger om sin søns død og vores måde at forholde os til døden på i den vestlige verden. Som vi underforstået ikke altid er særligt gode at forholde os til, hvilket der kan være mange grunde til, herunder vores egen angst for døden og manglende erkendelse af, at vi en dag ikke er her mere. Hvis vi skænker det lidt flere aktive tanker, at vi en dag ikke selv er på denne jord – og samtidig anerkender, hvor lidt magt vi har over livets gang – kan vi måske håndtere livet med lidt større visdom og bedre forholde os til mennesker, der har mistet. Det kan lyde som et meget dystert emne, men mens jeg cyklede hjem fra kurset, prøvede jeg at forholde mig til, at også jeg – hvor utroligt det kan forekomme – en dag ikke er her længere, og hvis man tør tænke den tanke, bliver man også mere bevidst om betydningen af, hvad man fylder sine dage og år med. Hvis jeg til den tid kan sige, at de fleste af mine dage har været fyldt med kærlighed, nærvær og taknemmelighed, ja, så lever jeg – omend modstræbende – med, at det slutter en dag.

Og så er vi tilbage ved Birgitte Borups beskrivelse af den stille død, som tilværelsen kan udvikle sig til, hvis man ikke er opmærksom. Livet som én lang nærdødsoplevelse – det bliver næsten ikke værre. Det er svært nok at tænke på, at vi skal dø en dag, men det er jo trods alt et vilkår for os alle. Vi har ikke noget valg her. Vi har til gengæld til fulde et valg, hvad angår tiden inden. Altså hvad angår vores L-I-V. Der er ikke frit valg på alle hylder, for vi er hver især udstyrede med evner, fysik, økonomi, væremåde, familie, interesser og erfaringer, der spiller ind på vores muligheder. Men hvis man en gang imellem vælger at skænke det en tanke, hvad der – ihukommende at livet en dag slutter – er vigtigt at bruge sin tid på, så kan vi måske godt få øje på lidt flere muligheder, end det, automatpiloten har vænnet os til at fokusere på. Måske man skulle spørge ballonkaptajnen næste gang.

Disse ord er skrevet af ren lyst.

Udvej nummer femten: Giv automatpiloten fri

Hundrede udveje i en verden på afveje #14: Januar kræver kunstigt åndedræt

2. januar er i mit liv PER DEFINITION årets hårdeste arbejdsdag. Intet over, intet ved siden af. Det bløde tæppe af julelys, guldkugler og granguirlander er med et snuptag hevet væk under benene på en, og tilbage står man, med bare tæer på det kolde stengulv, og skal have en hverdag til at fungere. På trods. Mørket slutter tæt om en, når man drister sig til at bevæge sig udenfor, pengepungen er slunken, og der venter en lang og kold måned forude.

Det gælder om at holde sindet åbent for de små glæder, for der er seriøst brug for dem i denne tid.

Lykken ville, at dette års anden dag var velsignet med en mørk og glasklar morgenhimmel, hvor et tyndt månesejl på den sydlige himmeldel var flankeret af en stor og skinnende Venus. Et billede, der fastholdt mig i mit pligtskyldige ærinde, da jeg forlod hjemmet lidt over syv om morgenen, og opmuntrende blev hængende foran mig den halve time, det tog mig at cykle på arbejde. Ved Frue Plads hang månen og Venus til højre for kirketårnet på Vor Frue Kirke. Jeg stillede cyklen, kastede et sidste blik på den nu mellemblå himmel og sagde tak for hjælpen og farvel.

Om eftermiddagen var der igen brug for overjordiske kræfter til at holde energien oppe. Café Granola blev på Værnedamsvej blev redningen. I den tætpakkede, halvdunkle cafe fandt jeg på mirakuløs vis en ledig plads i baren, og dér, med argentinske turister på den ene side og en brummende espressomaskine på den anden side, fandt jeg en lomme af varme, selskab og blød jazzmusik, og jeg drak min kaffe i taknemmelig ro.

3. januar kan man finde en mikroskopisk fryd i, at man kom igennem 2. januar med livet i behold, men ellers er øvelsen den samme. Morgenens stjernehimmel var skjult bag skydække; til gengæld brød et orangeviolet lys, efterhånden changerende til rødguld, frem i øst. Øjne og ører skal med insisterende kraft holdes åbne for, hvad der på egen hånd måtte dumpe ned af uventede glæder; det være sig fra naturens side, mennesker omkring eller måske blot den rare fornemmelse af en god nattesøvn. Intet er for småt her.

Og således resten af januar. Et skridt ad gangen. Vi har været her før, vi kommer igennem det igen. Evnen til at glædes og en god portion egenomsorg er i denne sammenhæng helt essentiel.

Udvej nummer fjorten: januar kræver kunstigt åndedræt.

Hundrede udveje i en verden på afveje #13: Gode nyheder er en kunstart

Det startede som, hvad der skulle være en nem opgave. En gennemgang af de bedste, mest positive historier fra 2018. Beretninger, der skulle få mig selv og jer andre til at tænke: der er håb forude. Efter sigende skal der fem gode nyheder til at opveje en dårlig, og dårlige historier er ikke svære at finde, så der er brug for de gode historier.

Ikke den mest originale ide med sådan en liste, det indrømmer jeg, men ikke desto mindre en værdig måde at afslutte året på.

Med de helt nære minder fra min egen navle gik det nemt. Yngste søn fik ikke skrevet hjem i tre måneder. Familien undgik at blive ramt af statslig udflytning og fyringsrunde endnu en gang. Jeg opdagede glæden ved sort the med sødmælk. Årets møder med sundhedsvæsenet var af udramatisk karakter og med tilfredsstillende resultater. Bilen holdt endnu et år. Vi havde pindsvin i haven i sommer. Juletræet i stuen stod kun mildt skævt, og i den rette vinkel sås det ikke. Banale glæder, men vigtige at huske.

Løftede jeg blikket en anelse til noget, der ikke handlede om mig selv, gik det også stadig. Min nevø overlevede et frygteligt styrt på motorcyklen. Cyklisten, der skred foran mig på Frederiksborgvej, knaldede cykelhjelmen og ikke kraniet i asfalten og kunne rejse sig igen med en ordentlig forskrækkelse som eneste mén. Pladsen foran Frue Plads fik ny, smuk belægning.

Men den store verden… her kneb det lidt med hukommelsen, og jeg kastede spørgsmålet ud i nærmeste kreds. Og der blev stille. Og der blev tænkt. Nogen skulle lige ud og spise churros, før de kunne svare. Andre sendte spørgsmålet videre til næste generation. Men efter lidt tid kom tilbagemeldingerne, mere eller mindre tøvende.

Der var svar, der var ligetil. Stigende klimabevidsthed. Thailandske børn reddet ud af grotte. Nord- og Sydkorea har nærmet sig hinanden. EU står endnu. De svenske skovbrande blev bekæmpet, fordi folk var gode til at hjælpe hinanden.

Et svar røg i Yvettes censur (at den borgerlige regering står endnu).

Et andet var for langt fra min interessesfære til at kunne indgå på autentisk vis (at Danmark kom med i 1/8-finalen i VM).

Nogle svar var smalle, men fine. At vi har Jonathan Spang og Tæt på Sandheden. Herrens Veje. Og en fin julekalender på DR1, der gav anledning til gode snakke med børnene om, hvad der sker, når man dør. Vejkirken ved Overby på vej til Sjællands Odde, der stadig står smuk og rødkalket midt i det sjællandske landskab.

Og så var der alle dem, så hvilede på et lidt tvivlsomt leje af noget, der ikke var rart at tænke på. Som at servere en La Glace-kage på en paptallerken; det kræver lidt fortrængning, hvis man skal nyde den.

Den fantastiske sommer… som måske/måske ikke udsprang af klimeforandringerne og i hvert fald blev et dyrt bekendtskab for landmændene. At en tidligere Venstre-minister havde forladt landet. At bitcoin-spekulanterne fik en over nakken. At der er kommet opmærksomhed på danske studerendes problemer med stress. At Republikanerne tabte midtvejsvalget. At dygtige journalister i tæt samarbejde på tværs af grænser fik sagerne om udbytteskat frem i lyset.

Det blev ikke en fin og ligetil liste. Og der er lidt langt mellem snapsene. Til gengæld lærte jeg, at gode nyheder kræver forarbejde og er langt sværere at grave frem ind de dårlige nyheder. Med mindre det hele handler om, at der vitterligt ikke var så meget glædeligt at berette om? I hvert fald starter jeg listen for 2019 på tirsdag. Både over de nære glæder, som er uendeligt vigtige at glæde sig over, og de mere vidtrækkende, og lige så betydningsfulde glæder. Og så håber vi, at 2019 hjælper mig godt på vej.

Hvordan ser din liste ud?

Udvej nummer 13: Husk de gode nyheder.

Godt nytår!

Hundrede udveje i en verden på afveje #12: Det bliver jul lige meget hvad

Måske er december gået så hurtigt, at du ikke har nået at komme i julestemning. Måske er det fint, at du ikke skal have mere gløgg før om elleve måneder. Måske glæder du dig mest af alt til, at lyset vender tilbage. Måske glæder du dig som et lille barn over julemåneden og ville ønske, vi kunne skrue tiden en måned tilbage. Måske er du mest optaget af den ene gave på niecens ønskeseddel, der ikke er til at opstøve. Eller måske gør tanken om de 50.000 mennesker, der har søgt om julehjælp i landet omkring, dig knusende afslappet omkring dit indkøb af gaver. Måske er julesorgen i år større end juleglæden og julen noget, de andre leger. Eller måske giver julen dig netop en kærkommen lejlighed til at skabe en smule glæde midt i sorgen. Måske kommer du til at tænke på din barndoms jul og smiler med tårer i øjnene. Måske kommer du til at tænke på din barndoms jul og sværger på, at det kan du gøre bedre. Måske glæder du dig mest af alt til at stene på sofaen med en krimi 1. juledag. Måske forstår du ikke, hvordan beretningen om en fattig jomfrus fødsel af en dreng for totusinde år siden kan danne grundlag for plastikgran, rigelige mængder snaps og ekstra mange skilsmisser. Måske føler du dig som Lakhdar Brahimi i bestræbelserne for at strikke et program sammen i juledagene, der tilgodeser alle medlemmer i din sammenbragte familie. Måske er du mest af alt ærgerlig over, at der aldrig kom granguirlander op over Nørrebrogade. Måske bruger du al energien på at få lov til at holde jul alene, selv om alle omkring dig er ved at gå i spåner over det. Måske har du aldrig brudt dig om brunkager, og til gengæld vansmægter du efter flere vaniljekranse. Dem med kokosmel. Måske ville du bare så gerne have haft hvid jul. Måske er det en svær tid at springe ud som fuldtidsvegetar på. Måske er du netop i stødet til det efter tre julefrokoster med and, leverpostej og flæskesteg. Måske er det bedste af det hele, at børnenes svømmeundervisning holder pause i tre uger. Måske nyder du morgen efter morgen naboernes juletræskæder midt i mørket. Måske er det svært at glæde sig, når man også læser aviser.  Måske skal du på kirkegården og stille en blomst. Måske føles det hele omsonst. Måske var det i år, du skulle få læst Selma Lagerlöfs Legenden om juleroserne:

Det eneste, de mærkede, var en fjern klokkeklang, der førtes til dem af en svag søndenvind. Hvordan skal den klokkeklang kunne vække den døde skov? tænkte abbed Hans. Thi nu, da han stod midt i vinterens mørke, forekom det ham langt mere umuligt, at der her skulle kunne opblomstre en urtegård, end han før havde tænkt. Men da klokken havde ringet en kort stund, gik der en pludselig lysning gennem skoven. Der blev straks efter lige så mørkt igen, men så kom lyset tilbage. Det kæmpede sig frem som en lysende tåge mellem de mørke træer. Så stærk en virkning havde det, at mørket gik over til svagt daggry.

Glædelig jul.

Udvej nummer 12: Hold jul lige meget hvad

Hundrede udveje i en verden på afveje #11: En.To.Tre.Fire

  • Sæt dig på en stol med fødderne i jorden og hænderne i skødet. Slap af i skuldrene. Og kæben.
  • Luk øjnene.
  • Træk vejret ind og helt ned i maven, mens du langsomt tæller til 4
  • Hold vejret, mens du langsomt tæller til 4
  • Ånd ud, mens du langsomt tæller til 4
  • Hold pause, mens du langsomt tæller til 4
  • Gentag 20 gange
  • Gør det igen i morgen

Udvej nummer 11: Træk vejret med maven