Det store i det små

Det blev en uge med mink-kaos, desperate farmere i aviserne og en – gætter jeg – pænt stor flok borgere, incl. mig selv, der ikke har kunnet finde deres ben i, om der er begået en forbrydelse mod sagesløse erhvervsdrivende, eller om verden er reddet fra en ny, ødelæggende epidemi, der ville starte hele corona-miséren forfra. Eller begge dele. Ulykkeligt for mange er det lige meget hvad.

På den private bane baksede jeg med diverse besværligheder, som ikke er noget at tale om i det store perspektiv, men som ikke desto mindre bevirkede, at jeg nærmest væltede ind i weekenden fredag eftermiddag og ikke kunne tænke på andet end at smide mig på sofaen og blive der i en ikke nærmere defineret uendelighed.

Heldigvis har novembervejret vist sig fra sin venlige side her i weekenden, og en bibliotekstur med yngstesønnen lørdag formiddag blev forlænget med cafebesøg med flødeskumstoppet cacao og lun tebirkes, hvilket han taler om endnu, så måske man skulle gentage det næste weekend. Hyggeligt var det i hvert fald. Ansporet af en alenlang liste på køleskabet over to-do-punkter i hjemmet kastede min mand sig over en reol i entreen, der fungerer som magnet for ALLE de ting, man ikke lige kan finde en plads til, og det væltede frem med ting, vi ikke anede eksisterede – et brilleetui, en grøn plastikbeholder, en nøgle (selvfølgeligt – med 5 mennesker og 7 cykler og naboer, vi passer kat for, er omfanget af nøgler overvældende, og de skal holdes i kort snor, hvilket en gang imellem glipper), og en helt masse støv. Befriende var det, da reolen atter stod knivskarp og opryddet, og vi glæder os over det, så længe det varer.

En gammel græker og en præst i avisen ansporede til opbyggelige tanker. Den gamle græker er Seneca* (tak til Niels Overgaards letlæste og anbefalelsesværdige bog om stoicismen – du ved, dem med den stoiske ro – der hedder ”Det hele handler ikke om dig”. Lån den på biblioteket, eller køb den hos din boghandler). Seneca var meget nede på jorden og skriver bl.a.

Heraf følger også, at vi ikke må forbitres over jammerlige småting. Slavedrengen (!) er for træg og vandet for lunkent til at drikke og lejet er uredt og bordet skødesløst dækket; at hidse sig op over sådan noget er vanvid!

Jeg kigger på min to-do-liste og kunne fortsætte: ”skidt med, at alle børnene skal have nyt pas, at der skal lampe op udenfor, og jeg ved ikke, hvad gør vi med sommerferien, banken har for 17. gang rykket for billedlegitimation og bliver mindre og mindre venlig i tonen, ovenlysvinduet på trappen skal males, og vi skal have en murer til at fixe nogle fliser på badeværelset og det var kun toppen af listen”. Man kan forledes til at blive meget træt, men det er jo bare jammerlige småting, og det nås nok det hele.

Den gamle græker får ordet igen:

Man må altså vænne sig til sine vilkår og beklage sig mindst muligt over dem og udnytte de gunstige muligheder, de rummer, thi intet er så bittert, at en rolig sjæl ikke kan finde formildende omstændigheder. Selv ganske små grunde har arkitektens kunst tit gjort stort nok til mange foretagender, og den snævreste krog har fornuftig disposition gjort beboelig.

Lige nu er reolen i gangen i hvert fald fornuftigt disponeret, og med sin begrænsede plads giver den os gunstige muligheder for løbende at få ryddet op i al det skrammel, der umærkeligt hober sig op.

Søndag morgen bød på et hop i Øresund, hvilket var jävla koldt, men som altid utroligt livgivende. Vel hjemme igen var avisen i mellemtiden kommet, og i Berlingske advokerede præsten Karsten Møller Hansen for, at man skulle neddrosle ambitionen om storhed i livet, kæmpe idealer, vilde historier og masser af indfriede drømme. Og måske bare stræbe efter smukke og enkle livshistorier, der er bygget på, at børnebørnene elsker at komme på besøg, at man køber kanelstang hver weekend og har været sammen med sin hustru i 55 gode år. Måske lidt støjende ord i en verden, hvor idealet er at gribe dagen og leve i nuet, men hans pointe er, at det forhold at livet ikke blev, som det skulle, er også liv. Det kan man tænke over, nu hvor udlandsrejserne og de store fester er sat på pause. Som Seneca siger: at hidse sig op over sådan noget er vanvid, og er man i det konstruktive humør, kan man øve sig i stoicisme og benytte stilstanden til at spise tebirkes sammen med en, man holder af, nyde den blege novembersol, der kaster sit lys på træernes sidste gulnede blade, og glæde sig over synet at en opryddet reol i gangen.

*Seneca: Om vrede. Om mildhed. Om sindsro.

Mens de tæller

Hvis man stopper op og giver sig selv en pause til at reflektere over, hvad man har foretaget sig af store og små handlinger den forgangne uge, kan man på ejendommelig vis danne sig et mikroskopisk billede af verden omkring, som den ser ud. Lille nu er der en lomme af optimisme at putte sig i, mens Biden haler ind på Trump og ser ud til at vinde Pennsylvania, og det er bare om at nyde det, mens det varer. Man er blevet lidt for vant til at lade være med glæde sig for tidligt.

Jeg har indtastet 32320511 i mine kontakter, og således figurerer Coronasmitteopsporing mellem Christian (som jeg ikke kender, men det er nok en af mine børns venner) og Dyrlægen. Jeg er nu så rutineret, at jeg ved, at jeg ikke kan komme igennem før ved 17-tiden, men at det går hurtigt, når man først er igennem, også selvom man til en start er nummer 48 i køen. Og at de er superflinke derinde.

Jeg har googlet Biden vs. Trump så mange gange de sidste to døgn, at jeg undrer mig over ikke at få reklamer for rundrejser i USA eller Weekendavisen i mit feed, og pludseligt taler man hjemmevant om, hvordan det går i Georgia og Nevada, også selv om man ikke er i nærheden af at kunne placere dem på et kort.

Jeg har for første gang siddet i et personalekøkken og råbt ”hvor er det kedeligt”, selv om der ikke var nogen til at høre det. Kombinationen af at spise frokost alene (fordi 90 pct. af de andre arbejdede hjemme, og vi i øvrigt ikke må flokkes i køkkenet mere end 4 mennesker), og at have så travlt om morgenen, at frokosten bestod af fire skiver rugbrød omkring to skiver rullepølse, var for meget. Jeg råber eller sjældent, og slet ikke, når jeg er alene; det kan godt virke sært. Det var det også.

Jeg har brugt uendelig tid i Royal Copenhagens flagskibsbutik på Amagertorv sammen med min mor, hvor en af de flinke ekspedienter, der havde al den plads og tid, man kunne ønske sig, velvilligt fortalte om deres nye stel, der er udtænkt i en hytte i Klitmøller, og som på ”fornemmeste vis forener moderne funktionalitet med klassisk udtryk”. Jeg mangler ikke kopper i mit hjem, tværtimod, men har lyst til at gå tilbage og købe hele Hav-serien og give mit bidrag, så den skrøbelige porcelæn i de smukke, højloftede rum også er der om et år. En nærmest meditativ oplevelse var det at gå rundt i rolige lokaler, omgivet af skønhed, og jeg kan kun anbefale det.

Jeg har aflyst og ændret planer i et væk. Frokosten med mig selv hos det lille pandekagested i Larsbjørnsstræde (en aftale, der kom i stand efter episoden med rugbrødsmaden), og drinken med min mand hos Paradiso på Nørrebrogade blev udskudt, fordi yngstesønnen skal testes, og vi søreme ikke skal være dem, der spreder noget som helst. Af samme grund ingen fritidsaktiviteter. Eller godnatkram. Men til gengæld mere hjemmearbejde. Og håndvask. Og afstand.

Jeg er gået til Irma og hjem igen og tilbage til Irma, fordi jeg stadig ikke er stærk i at huske mundbind. Og det samme med slikbutikken. Og Netto. Og biblioteket.

Jeg har hængt ud med to gamle veninder, ikke på Peders Craft Beer Bar & Bottle Shop i Skt. Peders Stræde eller Fovls i Nordvest, eller hvor der nu kunne være festligt at være, men på… zoom. Hyggeligt var det nu ikke desto mindre.

Og så har jeg – måske i en desperat trang efter noget, der kan aflede opmærksomheden fra avisernes evigt breaking news-gule forsider – voldlyttet til Bruce Springsteens nyeste album, Letter to You. Ja, tænk engang, manden der skabte lydsporet til mine unge teenageår, har samlet The E Street Band i sit hus i New Jersey og på fem dage skabt et under af et album, der lyder som gode gamle dage, og man fatter ikke, at det er muligt at komme tilbage efter næsten 30 år og lave noget, der er så godt. Det er meget opmuntrende, og man glemmer for en stund alt om minkmutationer og cluster 5. Min yndling er House of a Thousand Guitars, men vælg selv, (hvis du ellers er til The Boss).

Og det går stadig fremad i Pennsylvania. Tak!

Rigtige mennesker på stranden klokken fem om morgenen

I en hverdag fyldt med zoommøder langt hinsides kvalmestadiet og en konstant strøm af mails er der intet så velgørende som aktiviteter, der bringer en i kontakt med den virkelige, fysiske verden. Dagens avis rummer en hel artikel om danskernes søgen ud i naturen under corona, og før denne avis overhovedet var landet i min postkasse, var min mand og jeg i færd med det samme.

Vi har som bekendt haft vores debut som vinterbadere, og selv om vandet denne vinter aldrig nåede under fire grader, og der ingen istapper var på stigen fra badebroen, ja, så tillader jeg mig at konkludere, at når man bader fra oktober til maj, så er man pr. defintion vinterbader. Frost eller ej. Ret beset er det, vi har gang i nu – her i midten af maj – ikke vinterbadning, højest morgenbadning eller til nød opvarmning til næste sæson, men hvad vi end kalder det, er det nu stadig koldt, og meget mere end ti sekunder holder jeg ikke.

Hvor vi havde det hele for os selv i vinter, blot vi var der inden otte, er den store udfordring nu, at man skal absurd tidligt op for at bade uden at skulle forholde sig til andre. Forrige gang var vi der 5.30, og det var med nød og næppe, for da vi var færdige, var de næste på vej ud; sidste gang prøvede vi 5.15, og det var en succes – ikke et øje mødte vi.

Så i morges prøvede vi at gentage succesen, men ak! det nærmest vrimlede ved Øresund der lidt over fem Kr. Himmelfartsmorgen, og ethvert håb om stilletid brast. En mand med mundbind og kedeldragt stod og snakkede med en mand, der holdt i en meget skævt parkeret bil på vejen foran stranden, og allerede der gav det stof til diverse forestillinger i mit hoved, for helt normalt så det ikke ud. En gruppe på tre passerede på stranden, den ene med et håndlæde over skulderen, men de lignede mest af alt en gruppe på vej hjem fra noget festligt, og hvad håndklædet lavede, ved jeg ikke. En helt normal vinterbaderkvinde – de kan bl.a. kendes på den lådne Karmameju-heldragt, vi alle af uvisse årsager har forelsket os i – var på vej ud ad badebroen, men vendte om ved mødet af nogen personer, der sad yderst ud. Måske hendes trang til at smide tøjet svandt ved tanken om selskab af nogen fra et afterparty, og hendes tilbagevenden fik min mand og jeg til at konkludere, at vi heller ikke gad gå derud. Vi valgte i stedet den gammeldags mole, som ganske vist ikke er lige så god at bade fra – stejl stige hæftet på betonvæg, kontra badebroens ergonomisk letbestigelige stiger med gode håndtag og mindre stejlhed – og mens vi der kastede os i den kolde bølge blå ankom en mand på cykel og satte sig ved begyndelsen af molen og begyndte at spise en sandwich. På vej tilbage passerede vi ham, han hilste høfligt godmorgen, og også han holdt af at have tingene for sig selv, for efter at vi havde forladt molen, cyklede han selv ud for enden med sin sandwich og slog sig ned der.

I mellemtiden havde en gruppe på fire unge slået sig ned ved et bord ved stranden. De var stille og rolige og generede ingen. Da vi passerede dem, hørte vi en af dem spørge en anden: “Hvor længe sad du så inde?”

Konklusionen er, at jo tidligere man står op, jo tættere kommer man på grænsen mellem sen nat og tidlig morgen, og jo mere divers bliver gruppen af mennesker ved Øresund. Men lige meget hvad, så er det det virkelige liv, ikke i digital opløsning på en bærbar Lenovo, men i fast fysisk form, med lugten af tang i næsen, stille havblik for ens blik og levende mennesker omkring; mennesker, der helt sikkert ikke havde fundet vej ind i ens zoommøde.

 

Dagbog fra et lukket land. Dag 22.

 Mens jeg spiser skumbananer (det er fredag!) og drikker kaffe og stadig kluk-ler over den film, en kollega har sendt mig af sin arbejdsplads (panorama af stuegulv med legetøj über alles og en lille dreng, der sidder oppe på et bord), forsøger jeg at lade følelsen af at have påskeferie bundfælde sig. Klokken 15.04 tikkede en mail ind om tal til et presseberedskab, men også den fik vi afpareret, og nu slukker jeg computeren og forsøger at holde den lukket en rum tid.

Arbejdet kan vi tage ferie fra, skolen ligeledes, men ikke corona. Den er derude endnu. Og det håndterer vi på forskellige måder. Vi forskanser os på forskellig vis, synger og laver yoga sammen hver for sig, ses på afstand, og for nogen af os virker det at gøre rent, for andre at løbe en tur eller bage en kage. Måske alt sammen et udtryk for den sunde leveregel om at forsøge at kontrollere det, man kan kontrollere, og lade det andet ligge. Og vigtigere end nogensinde er det at fokusere på alt det, der er at glæde sig over – tal, der går i den rigtige retning, forårslyset, følelsen derude af fællesskab og nødvendighed, der er lige så stærk som julestemningen i december, håbet, det spirende håb om at vi snart kan vende tilbage til en snert af normalitet, og glæden over, hvor gode vi er til at stå sammen og vise, at vi er der for hinanden. Der er meget at bekymre sig over – men også meget at glæde sig over. Og selv om nogen af os er mere end møre oven på tre uger med arbejde-skole-familieliv i een kolossal pærevælling, er det også værd at påskønne, at det på den ene eller anden måde har kunnet lade sig gøre.

Salonen er lukker og går på ferie. God påske!

Dagbog fra et lukket land. Dag 21.

En af de dage, hvor hjernen er ved at koge over efter 4 timers uafbrudt skypemøder hug på en hård køkkenstol, kun afbrudt af hurtig frokostproduktion, lektiehjælp, peptalks til opgivende skoleelev, klargørelse af skype-trommeundervisning, og toiletbesøg med de andre mødedeltageres fortsatte snak i øresneglen (spøjs oplevelse). Derudover de sædvanlige 7000 mails, der hele tiden flyver ind fra højre. Min mor ser Matador hver dag, og min bror i Frankrig har til sin store glæde opdaget, at man kan se En by i provinsen på dr.dk. Der er mange måder at grounde og finde ro på.

Kurven er ved at stagnere – hurra for det – og foråret er – selv på en kold og blæsende coronadag – på vej:

Dagbog fra et lukket land. Dag 20.

Når jeg engang vender tilbage til min fysiske arbejdsplads, vil det være med en ny og høj tolerancetærskel over for mine kolleger, arbejdsplads og arbejdsliv i øvrigt. På det tidspunkt vil jeg nemlig have vænnet mig til:

  • At blive spurgt – midt under et skype-møde, som man er i gang med at lede – om, hvad koden til Minecraft er
  • At holde møder til lyden af en opvaskemaskine, der bliver tømt
  • At en kat passerer forbi den person, man holder møde med, så man ikke længere kan se hendes ansigt
  • At ham, man deler kontor med, pludseligt får en ubændig trang til at spille David Bowie for dem, han holder møde med
  • At i øvrigt seriøse mennesker tit og ofte deler links til syngende mennesker, skype-møder der går galt, og andet, der under alle omstændigheder ikke burde være plads til i løbet af en arbejdsdag, men som lige nu er helt ok
  • At det der med ergonomi, arbejdsmiljø og ordentlige arbejdsforhold er totalt overvurderet. Hvad er der galt med en køkkenstol og en mikroskopisk bærbar?
  • At morgenhår, slidte t-shirts og det nøgne ansigt uden mascara og eyeliner er et helt legitimt arbejdslook
  • At bruge de for hjernen så vigtige pauser i løbet af dagen til at logge på 5.U’s teams-konto, tjekke aula, lave lækre frokosttallerkner, der holder humøret oppe, og minde om at pausen er slut
  • At multitaske på et uhørt højt niveau – mails flyver ind, mens man sidder til skype-møde, og der bliver lagt en besked i teams, samtidig med at telefonen ringer, og nogen kalder fra den anden ende af huset
  • Arbejde 7.30 til 17? But of course – vi er her alligevel

Dagbog fra et lukket land. Dag 19.

På en dag, hvor man måske, på et tidspunkt, hvis vi opfører os ordentligt, stadig holder afstand og gør, hvad der bliver sagt, kan øjne en svag mulighed for at komme ud i samfundet igen, føler jeg trang til at vide med mig selv, at vi har kunnet drage en eller anden form for læring af situationen. Ikke, fordi vi ikke alle hellere havde været foruden, men det kunne dog være et lyspunkt, at man var blevet et lidt klogere menneske.

Der er flere, der minder om, hvor lidt klogere vi blev af finanskrisen – at den skamfuldhed over at have været så optaget af friværdi og forbrug og rejser, der ramte os for ti år siden, langsomt og sikkert fortog sig i takt med, at pengene vendte tilbage. Men jeg vælger at tro på det bedste, og derfor vil jeg sætte min lid til, at jeg i meget lang tid vil huske:

  • Hvor små og basale ting, det er, jeg mest savner: At kunne give min mor et knus, når jeg ser hende, og ikke holde mig på de famøse 2 meters afstand, at kunne hænge ud i en venindes køkken over en kop kaffe, at cykle til arbejde, at være sikker på, at jeg kommer til Løjt med storfamilien i Pinsen, og ikke mindst: at blive klippet! Oh, hvilken luksus, det er at have velklippet hår. Det er ikke den manglende sommerferie eller endnu en guldring, jeg savner – det er hverdagens små støttefunktioner, der mangler i mit liv.
  • Det utrolige overskud og den kreativitet, der er piblet frem iblandt os. Morgensang på P2, altanfællessang på Amager og Nørrebro og rundt omkring, fyrene fra Randers Regnskov, virtuel fredagsbar, indkøbshjælpehold, online yoga og du kan sikkert komme på meget mere. Det er da utroligt betryggende at vide, at vi kan så meget sammen.
  • Hvor fantastisk det er, at jeg faktisk nyder at være sammen med min mand og børn dag ud og dag ind. Tænk engang – ingen eskalerende konflikter, ingen fnidder, ingen UBÆNDIG TRANG til bare at være alene.
  • Glæden ved et rent og ryddeligt hus. I disse tider, hvor der er utroligt meget fritid i omløb i mit liv, fordi svømning, cafeaftaler, vejlaugsmøder, foredrag er aflyst, ja, der finder jeg mig selv konstant med en klud i hånden, når jeg ikke sidder foran PC’en. Og det der hus, man tit sukker over, fordi det er for lille og for gammelt og trænger til at blive malet – ja, det bliver faktisk utroligt hyggeligt af, at ruderne er pudsede, dørkarmene vaskede, rodet sat på plads, støvet suget bort, tøjet lagt på plads, afløbet renset (YAHK!), meget fedtet køkkenlampe tørret af, håndklæderne lagt i skabet, køleskabslågen aftørret, kaffekværnen tømt for oldgamle bønne-rester, rent etc. etc. etc.

På min bogreol står en bog, der hedder ”How to be free”, skrevet af Tom Hodgkinson, en engelsk gut, der engang var reklamemand i det pulserende London, indtil han blev så træt af det liv, at han vendte 180 grader og blev en slags britisk pendant til Bonderøven. Det er 10 år siden, jeg læste bogen, og som jeg husker hans pointe kogt helt ind til benet, så er den, at hvis man tag over hovedet og råd til at invitere venner til et måltid mad, så har man nok. Så behøver man ikke mere. Det kan vi tænke over, når coronakrisen engang slutter og vi tager hul på klimakrisen.

Amen.

Dagbog fra et lukket land. Dag 18.

Seks skype-møder af en times varighed på én dag. Enough said. Jeg har fået dårlig holdning, blevet et par grader mere nærsynet, og mine skuldre og nakke værker og knager. Det har været en kæmpe åbenbaring at lære videokonferencekonceptet at kende, og jeg ser utroligt mange gevinster, som vi også kan bruge i fremtiden. Først og fremmest kan langt mere lade sig gøre over afstande, og det er blevet muligt at ses uformelt med folk, som man alt for sjældent ser i virkeligheden. Utroligt, hvor hyggeligt det faktisk kan være at sidde med hver sin kop te i hver sin del af byen og kigge på hinandens skærmansigter – også selv om de færreste bliver kønnere i den version.

Men der er stadig udvikling af hente på kropssiden. I sig selv kan almindelige møder være udfordrende for os, der godt kan lide og bevæge os, men der har man dog en vis fleksibilitet i at kunne dreje sig på stolen, rejse sig for at skænke kaffe og måske gå over og åbne vinduet. Foran den lille skærm er alt dette svært. Enten har resten af mødedeltagerne pludseligt kun udsyn til ens mave, eller også skal man slæbe skærmen med sig i alt, hvad man gør, hvilket også har sine begrænsninger.

Så jeg ender blot med at erkende, at man måske bare ikke skal have seks skype-møder på en dag, hvilket også vil glæde min mand. Han siger, at jeg … i hvert fald ikke taler lavt. Sorry.

Dagbog fra et lukket land. Dag 16.

Det er vigtigt at holde fast i de daglige rutiner, når verden omkring skrider.

Ligesom så mange andre på vores alder er min mand og jeg blevet vinterbadere. Denne vinter har været vores debut, og selvom vi ikke har oplevet at betræde en stige med is på gelænderet, og vandet ikke er nået længere ned end 4 grader, synes vi, vi har bestået.

Det har haft sin egen særlige charme at køre afsted lørdag morgen i bulderravende mørke, ned ad de tyste veje, uden modkørende biler – højest et enkelt avisbud på knallert har vi passeret. Kommenteret lyskæderne, der kom op et godt stykke før jul, og hvor de sidste endnu ikke er taget ned, og snakket om hvad der nu faldt os ind, når vi sad der lettere søvnige, men en let spænding omkring, hvad der ventede os.

Men med forårets komme må vi tidligere og tidligere op for at opleve den intime stemning, det giver at bade i mørke, og det er ikke kun lyset, der pibler frem; det gør de andre badende også. Vi havde ellers vænnet os til at have badebroen for os selv, at kunne brede os med håndklæder og taske og tøj og termokrus, og kunne hyle lige så tosset, vi havde lyst, når kroppen ramte det kolde vand. Men det er ved at være slut.

Vi var ellers frygteligt tidligt afsted i morges – 6.15 var klokken, da vi betrådte badebroen, og sikke et rend. En ældre herre i bare ben og badekåbe, der må formodes at bo lige om hjørnet. En ung fyr, der kom kørende i hvid BMW. En kvinde så godt pakket ind, at jeg gættede hende til at være cyklist, der kom langvejsfra. Og så os.

Det blev en civiliseret omgang, med dæmpede bemærkninger og hensynsfuld begrænsning af rodet omkring os, og et ønske om en god dag, da vi gik. Og en erkendelse af, at vi blidt må rykke ved vores sædvanlige rutine og stille vækkeuret til absurd tidligt, hvis vi virkeligt vil have det for os selv.