Hundrede udveje i en verden på afveje #7: Hold liv i din problemsuppe

Jeg læste om en iransk studerende, der for snart længe siden tog til USA for at studere på Berkeley. Den unge studerende havde godt styr på det engelske sprog, men var naturligvis ikke flydende i det. Dette medførte, at han misforstod betydningen af et udtryk, han ofte hørte hos medstuderende og undervisere, nemlig the solution of my problems. Han kendte ikke ordet solution og troede, det betød en kemisk væske, en boblende og sydende slags væske, og han hørte udtrykket som en metafor for den flydende masse af problemer, vi alle bærer rundt på.

Den iranske studerende syntes, det var en smuk metafor. I udtrykket, som vi i denne sammenhæng kan oversætte til min problemsuppe (det kunne også være min problemvæske eller – mere kemisk – min problemfluidum), hørte han en helt særlig opfattelse af menneskets problemer. I stedet for at se problemer som noget, der skal løses – som et puslespil, der kan gå op og så er alt godt –  hørte han en accept af, at ens liv altid vil bestå af store og mindre problemer. Vi bærer alle rundt på en krukke med vores helt egen suppe af problemer – nogen store, nogen små, nogen der opløses undervejs, nogen der har det med at forblive. I perioder er der ikke så meget suppe, og den er let og nemt at håndtere – og i andre perioder er suppen tyk og fyldig og ved at skvulpe over. Indtil den igen bliver til en tynd og gennemsigtig væske.

I dag består min suppe måske af en revnet køkkenbordplade, en søn der ikke kan finde ud af matematik og en mærkelig knop på knæet, og om en måned kan det handle det om et besværligt julegaveønske, et hav af opgaver på arbejde, der skal være færdige inden jul, og to gløgg-arrangementer oven i hinanden. For igen at blive afløst af sommerferieplaner, der ikke vil gå op, en datter der ikke kan finde ud af biologi og en mærkelig lyd fra bilen. Sådan er livet, og når problemerne er små og småboblende, skal vi værdsætte det, og når de er gigantiske og spruttende, skal vi huske, at det går over igen.

Den unge iraner blev helt oplivet over dette syn på menneskets kvaler, fordi det indebar en accept af, at livet altid i en eller anden grad er bøvlet, og at man derfor ikke skal se set som et udtryk for, at noget er gået galt eller at man har fejlet. Problemerne er en del af det at være menneske, og havde vi ingen problemer, var vi ikke til. Ligesom, hvis vi ikke havde noget åndedræt.

Uendeligt skuffet blev han, da virkeligheden gik op for ham, og han fandt ud af, at ordet solution netop ikke bar denne betydning af accept i sig. At solution netop handler om at blive problemerne kvit en gang for alle. Men vi kan jo sagtens vælge at holde fast i iranerens kemi-metafor. Det smukke ved metaforer er jo, at de kan give et helt nyt syn på realiteterne, og sådan kan man jo vælge, hvilke briller man vil have på, når man ser sig omkring. Er vores besværlige liv et puslespil, som skal gå op – eller er det en suppe, vi skal mestre at balancere med?

Skal vi sige om november, at det er årets dejligste, glødende af rødbrune farver, jf. Bjørn Bredal, eller at mørk er november, løvfaldet slut som Thorkild Bjørnvig. Vælg selv.

Udvej nummer 7: Hold liv i din problemsuppe

Historien om den iranske student er at finde i Georg Lakoff og Mark Johnsons bog (1980): Metaphors we live by, side 143.

Reklamer

Hundrede udveje i en verden på afveje #6: Værn om dine ritualer

Hver morgen ringer mit vækkeur kl. 5.30, og jeg trykker – selvfølgeligt -på snooze-knappen. To gange i alt, så klokken bliver 5.48, før jeg langsomt begynder at indtage dagen. Jeg tænder lyskæden i stuen, senere to stearinlys på spisebordet, og først når vi alle sætter os ved morgenbordet, tænder jeg lampen over bordet. Ved morgenbordet sidder vi på de samme pladser, og hver har vi et særligt krus, som ingen andre drikker af. Under morgenmaden kommer katten som regel ind fra haven, og når vi har taget ud af bordet, mjaver den højlydt, og så får den et æg. Jeg forlader huset som den første, sætter alle cyklerne frem fra skuret (ikke kun for at være flink, jeg kan ikke komme til min egen, før de andre er væk). Efter fem minutter på cykel passerer jeg Grundtvigskirken, og jeg glæder mig over synet, især hvis jeg rammer tidspunktet, hvor solen står op bag tårnet. Når jeg kommer ind på arbejde, smider jeg min taske ved min plads, går ud i køkkenet og roder i skabet efter det helt rigtige glas, som jeg fylder med 1 tsk. nescafe, kogende vand og varm mælk. Sådan går det morgen efter morgen, indtil vi når weekend’en, hvor en ny rytme indtræffer et par dage, indtil det er mandag igen, og ovenstående gentager sig.

Den forsømte fuldmægtig, tænker du måske. Eller hamsterhjul. Eller noget andet trælsomt og jeg-har-ikke-noget-liv-agtigt. Hvor fantasiforladt, hvor gabsommeligt, hvor uendeligt middelmådigt og uambitiøst. Hvad blev der af de store tanker og revolutionen og nytænkning og kreativitet?

Hertil vil jeg sige: Når jeg engang om forhåbentlig mange år sidder og kigger tilbage på mit liv, inden tiden rinder ud, tror jeg ikke, det er fødselsdagene, sommerferierne og lønforhøjelserne, der vil stå stærkest i erindringen. De vil være der, sammen med alt det andet sammenrend af minder, bristede illusioner, uventede glæder, tab, store overraskelser og uventede drejninger, men jeg er ikke sikker på, at de vil være det væsentligste.

Det vil til gengæld hverdagens gentagelser, som bliver så indarbejdede, at de til sidst bliver en del af ens person, dybt forankret i sjæl og krop. Alle disse dagligdags ritualer, som langsomt er vokset frem, fordi de passer en godt; som har udviklet sig i det stille, uden man har tænkt over det. Lige pludseligt har man sat sig ved morgenbordet kl. 6.45 hver eneste hverdag i to år, fordi det lige netop er det tidspunkt, der får kabalen med spisning, tandbørstning, lade telefonen op, finde nøgler og rydde op i køkkenet til at falde mere eller mindre smukt på plads. Man har indfundet sig på sit arbejde klokken otte, fordi det i den anden ende passer med de øvrige hente-lave-lektier-og-mad-aktiviteter. Man laver ikke aftensmad om fredagen, fordi det bedste i hele verden er at smide sig på sofaen med avisen, og børnene protesterer ikke over rugbrød og havregryn, fordi der er slik i vente.

Ritualerne kan også opstå og afvikles på ganske kort tid, som f.eks. i løbet af en sommerferieuge. Kan I huske den lille bager, hvor vi købte pain au chocolat hver morgen, kvidrer man begejstret ved minderne om uge 29 på Korsica. Og hver aften gik vi tur til stranden og købte is i Det Blå Ishus, om uge 30 ved Vesterhavet. Mange dage på et nyt sted skal der ikke til, før man finder sig selv i et genkendeligt mønster af urokkelige siddepladser, faste indkøbssteder og uforanderlige badetidspunkter. De gentagne handlinger bliver på rekordfart til traditioner og symboler på et trygt tilhørsforhold, som forankrer os i verden og giver os ro til at kapere hurlumhejet omkring os.

Nogen kunne få den tanke, at man bliver en særling af alle disse ritualer og faste handlingsmønstre, men frygt ikke!, som englen sagde, for ofte sker der det, at et ritual ændrer sig og bliver til et nyt ritual. Pludseligt passer det ind i rytmen at stå et kvarter senere op, og så bliver det ny standard. Man finder ud af, hvor dejligt det er at smøre hænderne ind i granatæblecreme fra Matas inden sengetid, i stedet for at smøre dem ind i Niveacreme efter opvasken, og så er det en ny vane. Aftenkaffen bliver erstattet med te, silke bliver udskiftet med uld, Det gule Ishus viser sig at være bedre end det blå, og tirsdagspilates udskiftes med onsdagsyoga.

Og jo, vi kunne da også bare tale om rutiner, men så mister vi blikket for gentagelsens skønhed og hverdagens mystik. Lad os gemme rutineordet til de aktiviteter, som foregår uden større ophøjelse. Tøjvask, huske indkøb af opvaskemaskinesalt, aflæsning af elmåleren, skift til vinterdæk – og listen er desværre alenlang – må for mig gerne ske så umærkeligt, at jeg umiddelbart efter har glemt, at mit liv også består af den slags nødvendigheder. Disse rutiner kommer sandsynligvis aldrig til at fremkalde et mildt smil på mit aldrende ansigt, modsat de stille morgener i familiens skød, hvor vi alle langsomt vågner, inden vi begiver os ud i verden. Modsat alle de ritualer, der er med til at gøre mig til den, jeg er.

Udvej nummer seks: værn om dine ritualer.

Hundrede udveje i en verden på afveje #5: Tag et surhedsregulerende middel

Det handler ikke om E226 eller E334. Ej heller E525. Nej, det handler om os selv, vi forunderlige mennesker, der den ene dag er kreative, altfavnende, energiske og nådige – for den næste dag at vågne op, eddikesur, med et skjult håb om, at nogen gør noget åndsvagt, så man med rette kan få lov at råbe højt. Nogen gange tager den ene dag den anden, og man vågner søreme igen næste dag, stadig lige vrissen, for hvor var i går en åndsvag dag, og til sidst er det blevet en dårlig vane at have rynket pande og nedadvendte mundvige. En vane, man egentlig gerne vil ud af, men man ved ikke hvordan, for følelsen sidder fast.

Men så snupper man bare et af de midler, der står nedenunder. De første er for dem, der udover at være sure også er energiforladte og fodslæbende; de sidste for dem, hvis surhed har en snert urolig, aktiv arrighed i sig. De er gratis, de skader ikke, og de feder (næsten) heller ikke:

  1. Start med det basale: tag behageligt tøj på. Det virker banalt, men følelsen af at smyge sig ud af et par stramme jeans og hoppe over i natbukserne i blødt bomuld er nærmest eventyrlig. Spændingen i parforholdet og overvejelser omkring, hvorfor jeans’ene strammer, skal du gemme til en anden dag.
  2. A et dyr (ja, bydeform af ae er a). Det er teknisk umuligt at være sur, når man aer en lille venligsindet kanin, en spindende kat eller en galoperende glad hund, ikke mindst, fordi de fleste dyr vil forsøge at undslippe, hvis de bliver aet med hidsige, vrisne tag. Eller bare bide igen. Men altså, følelsen af blød pels under ens hænder gør underværker og får umærkeligt en til at sige ahhh.
  3. Det kan heller ikke lade sig gøre at være sur og grine samtidig, og de fleste af os har et par filmscener, der med statsgaranti får os til at grine, og som sikkert ligger på Youtube. Min mand kan næsten ikke tale af grin, når han ser The Big Lebowski, og jeg skal bare finde et klip af en studievært, der får grineflip, eller en privatoptagelse af kiks i familien, så er den hjemme.
  4. Lige så rart som det bløde tøj: Tag et fodbad (og husk en kande med varmt vand ved siden af, så du ikke får kolde fødder). Udover, at det føles rart, så er der også noget sært afvæbnende ved at betragte sine skæve tæer skulpe rundt i boblerne, som et lille barn i et badekar. Der mangler bare en badeand.
  5. Vent til det bliver mørkt, sæt dig udenfor og kig op i himlen og fundér over, at der er 384.400 km op til månen, at stjernerne er kugler af brændende gas, som er op til 20.00 grader på overfladen, at der er flere milliarder af dem, og at Pluto – den yderste planet i solsystemet – er 5,9 mia. km. væk fra solen. Når du har filosoferet lidt over det, er du så overvældet, at du går i seng og glemmer, at du var sur.
  6. Snup en bog på hylden, læg telefonen væk, og lad dig suge ind i en verden, fjern fra din egen. Pludseligt befinder du dig i Dublin, i den Stockholmske skærgård eller på Bellahøj Politistation, og du er mere optaget af, om hovedpersonen når frem til Bornholmerfærgen, inden det er for sent, end af dit jammerlige humør, som du helt glemmer at dyrke.
  7. Oplev glæden ved, at du faktisk kan gøre nytte. Ryd op i din taske, en enkelt skuffe eller i kurven i gangen, der rummer de sidste to års klipklapper OG vanter. Det skal være overkommeligt, så du er sikker på at fuldende opgaven, men så vil du også mærke glæden ved at udrette noget, og ikke mindst ved at smide halve kuglepenne og gamle krummer ud.
  8. Gå ud. Gå en tur. Hold dig væk fra ambitionen om at løbe en tur, for det bliver ikke til noget, og så bliver du i endnu dårligere humør. Tag i stedet gode sko på, godt med tøj, og bevæg dig så ud i vejret og verden.
  9. Dette er ikke sundt, men det virker. Bag en kage. Fra bunden. Ikke noget med at suse i Lagkagehuset og købe en færdig gulerodskage; du skal gennemgå hele processen selv. Veje, rive, røre, smelte, hælde. Langsomt vil duften brede sig i dit køkken, og allerede her vil du være i bedre humør. Og du har jo allerede været ud og gå en tur, så du kan med glæde og begejstring spise et stykke af din nybagte, fantastiske kage.
  10. Hvor frelst, det end lyder, er den bedste måde at få det bedre på: at hjælpe nogen. Gå i Netto og lad ham bag i køen komme foran, hold tilbage for nogen i trafikken og nyd deres overraskede smil, og allerbedst: næste gang, du passerer en på gaden og tænker ”hold fast, en dejlig solgul frakke”, så sig det, i stedet for blot at tænke det. En ud af ti vil synes, du er sær – de resterende ni vil blive glade.

Udvej nummer fem: Tag et surhedsregulerende middel.

Hundrede udveje i en verden på afveje #4: Prøv med et digt

I slutningen af min teenagetid – der, hvor gymnasiet snart var overstået, og verden lige om lidt stor og åben – yndede jeg at sidde på mit værelse sent om aftenen, med stearinlys i den halvmåneformede smedejernslysestage fra Christianias julemarked, og læse digte af Michael Strunge. Der i halvmørket forestillede jeg mig, hvordan jeg ville tilbringe hver eneste aften på den måde, så snart studentereksamenen var overstået, og tiden igen blev min egen. Midnat, stearinlys, Michael Strunge-digte om natmaskinen, tranceformationer og sorte klumper af søvn… Det fuldendte liv, med andre ord.

Senere udviklede mit liv sig i mindre melodramatisk retning, og de lyserøde hæfter med digte fra Borgens Forlag forblev glemte og tilstøvede på bogreolen. Man behøver dog ikke være højtidelig teenager for at læse digte, og det hænder, at jeg af og til tager en samling ned fra hylden. Glemt er al viden fra dansktimerne om jamber og trokæer, og tilbage er bare fornøjelsen ved ordene.

Nogle digte kan man bare nyde. Når Benny Andersen skriver om en stille eftermiddag over to kopper depresso, er det svært ikke at trække på smilebåndet, og jeg gætter på, at selv en overbevist ateist kan få stærke billeder på nethinden af Jacob Knudsens luft og bølge blusser i brand, i glød.

Inger Christensen hiver jeg også kun nydelse ud af, selv om den dybere betydning sandsynligvis står tydeligt for en garvet digtlæser. Hendes alfabet bjergtager mig, og jeg er ikke i nærheden af at kunne udlægge, hvad hun vil sige, men det er lige meget, for prøv og hør: grænserne findes, gaderne, glemslen/ og græs og agurker og geder og gyvel/begejstringen findes, og grænserne findes/grenene findes, vinden der løfter dem/findes

Andre digte kan man fornøje sig med at undres over. Jeg tyggede i flere år på, hvad Pia Tafdrup mente, når hun skrev når der går hul på en engel, og pludseligt en dag stod det soleklart for mig. Troede jeg, indtil jeg læste et interview med hende, hvor det viste sig, at hun havde ment noget helt andet, men pyt med det – det gav stadig mening for mig på min egen måde, og det er vel også okay. Vil du have noget at undre dig over, er Pia Tafdrup et godt sted at starte.

Og så er der de digte, der får dig til at føle sig genkendt. Fordi en anden har oplevet det samme, og det, du troede var dit eget forbandede problem, er bare en del af det at være menneske. Sikken lettelse. Søren Ulrik Thomsens digtsamling fra 2002 Det værste og det bedste er en skøn gennemgang af ups and downs ved livet, og jeg kan på det kraftigste anbefale at snuppe et par sider i den hver aften inden sengetid. Den er ligetil, uden krasse metaforer og uforståelige billeder, men bare fuld af dejlige ord om, hvordan det er at være Søren. Og os andre.

Bogen, der næsten er eet langt digt, starter sådan her: Det bedste er regnvejr på film/musik i en taxi/og håndskrevne breve med masser af stempler/på kramoisinrøde frimærker langtvejs fra. Det lyder også rart.

Senere: at det alligevel ikke var kræft var det bedst. Jeps, den følelse er vi flere, der sikkert kan genkende.

Og senere, om det værste:

Fald aldrig i søvn omkring klokken sytten/for det er de værste drømmes tid/hvor din ungdoms by genopstår som en stejl tåge/i hvis kløfter du råber din kærestes navn/og finder en sko fuld af blod.

Her troede jeg, at det kun var mig, der oplevede, at for lange eftermiddagslure altid resulterede i mareridtsagtige og surrealistiske drømme med en tiger, der lister rundt i rummet, hvor jeg sover, og jeg kæmper for at vågne, men det kan jeg ikke, for der bliver ved med at falde en pude ned over mit ansigt så jeg ikke kan åbne øjnene og arghh! Men det sker åbenbart også for Søren Ulrik Thomsen og måske også for en masse andre. Vi er i samme båd, og tak fordi, at nogen kan formidle det så smukt.

Prøv med Det værste og det bedste. Prøv med et digt.

Hundrede udveje i en verden på afveje #3: En dag vil du grine af det

Da jeg skulle føde mit første barn, kom jeg for sent afsted til hospitalet. Det var ikke sjovt at køre i taxa henover brosten, ej heller at holde i kø på Øster Søgade, og slet ikke at blive sat af ved opgang 5, for derefter at finde ud af, at fødeafdelingen var ved opgang 4. De 200 meter i Rigshospitalets kælder føltes som en Golgata-vandring på hundrede år, og da jeg langt om længe nåede skranken på afdelingen, havde de forlagt mine papirer, og i øvrigt var der kun et skyllerum ledigt. Det bedste, der er at sige om den historie, er, at der kom et velskabt barn ud af det.

Da barnet var et par år, sad vi en aften i vores nyindkøbte, charmerende OG istandsættelseskrævende hus og undrede os over de små trin, man kunne høre over os. Var det en mår? Var det mus? Nej, det var rotter, kunne kommunens rottedame konstatere, da hun så deres pøller, der lå spredt ud over hele loftet. Hun lavede røgprøver, satte fælder op, alt sammen uden effekt, og i flere uger gik jeg i seng med mobilen og nøglerne ved min side, klar til akut flugt i tilfælde af, at kræene skulle gnave i en ledning og sætte ild til hytten, mens vi sov. Langt om længe fandt rottedamen og vi ved fælles indsats ud af, at der løb et rør i en skunk med direkte adgang ned til kloakken – røret var nødtørftigt blevet ”lukket” med en sten, der efterlod masser af plads til ivrige rotter. Det underjordiske kloaksystem havde med andre ord en direkte passage til vores loft, og det havde Københavns rotter benyttet sig af i stor stil. Røret blev muret til, brønden udskiftet og rottesikret for 20.000 kr., og det bedste, der er at sige om den historie, er… at den er slut.

Endnu et par år gik, jeg var stadig ung på arbejdsmarkedet, men dog ikke yngre, end at jeg også havde ambitioner. En dag kom HR-chefen forbi mit bord og spurgte, om jeg havde tid et øjeblik. Yes!!!, det er nu, jeg bliver forfremmet, tænkte jeg, og gik derefter i enrum med HR-chefen, der kunne oplyse mig om, at økonomidirektøren var meget lidt begejstret for mig, men heldigvis var der et ledigt job i den helt anden ende af organisationen et par kilometer væk, så hvis jeg ville være så venlig…

Og så var der dengang, vi tilbragte en uge i en mikroskopisk hytte på Rømø med cigarkassetræ på væggene, lysstofrør i loftet, regn fra himlen og udsigt til en parkeringsplads, hvor der holdt en udrangeret golfvogn, som børnene elskede at lege i. Og dengang jeg var til min første eksamen i gymnasiet, og fik en karakter, der for en stund slukkede alle mine drømme om nogen som helst fremtid overhovedet. Og dengang vi holdt med slukket motor i yderste spor på motorvejen, mens vi ventede på, at køen opløste sig, for derefter at erfare, at en halv times telefonopladning, sædevarme og radio kan tømme batteriet, så man ikke kan starte. Og dengang jeg bakkede ind i carporten med bagsmækken åben. Og dengang…

Der er oplevelser, der ikke bringer noget godt med sig. Der er episoder, der ikke efterlader andet end en dyrekøbt erfaring, og den var man i øvrigt gerne foruden. I en snæver vending kan man i ny og næ tage historierne frem og tænke ”godt, det er overstået!” Og man kan sige til sige børn “Husk, hvor dårligt min biologieksamen i 1. G gik, og se lige, hvor godt det er gået.” Om ikke andet kan man altid underholde med sin beretning over en middag med vennerne. Tænk på Hugh Grant, der i sine tidlige film nedlagde Andie MacDowell og Julia Roberts med, hvad der synes som én lang jammerlig vittighed over hans ynkelige liv – at han var ved at gå bankerot, aldrig havde fået kærligheden til at fungere, delte hus med weirdoen over alle weirdos osv. Forskellen på tragedie og komedie er som bekendt ofte blot et spørgsmål om tid, så jo værre historie, jo bedre bordherre-potentiale oparbejder du. Tænk over det, næste gang du bliver jordet til eksamen/ridser bilen/taber telefonen i toilettet/bagtaler din chef, mens hun hører det osv.

Udvej nummer 3: En dag vil du grine af det.

Hundrede udveje i en verden på afveje #2: Du skriver overskriften

I mandags faldt jeg over en historie om en mand ved navn Jerry Weintraub. Jerrys største drøm var at blive road manager for Elvis, og efter en intens indsats, der indebar – efter mit temperament – en pinagtig anmassende adfærd, imponerende vovemod og en del kreativitet lykkedes det ham efter et år. Han fik sit ønske opfyldt og blev ansat som road manager for Elvis. Dagen efter, dette var kommet i stand,  stod han med sin første opgave, en koncert i Miami, og problemet var nu, at der langt fra var udsolgt, og The King gad ikke optræde for halvtomme sale. Hvad gjorde Jerry nu? Jo, i stedet for at kaste sig ud i en håbløs kamp for at sælge billetterne, fik han nogen mænd til at fjerne de tomme stole og ændrede aftenen til en intim koncert, hvor publikum fik mulighed for at komme tættere på stjernen, og stjernen for alvor mærkede publikums hengivenhed. Bevares, de tjente ikke så meget, som de kunne have gjort, men det var underordnet – publikum og hovedpersonen var glade,

Einstein har sagt The true sign of intelligence is not knowledge, but imagination. Det er nogen gange vores fantasi og forestillingsevne, der afgør, om noget er gået fantastisk, eller om vi står med en kedelig øv-oplevelse, hvis fornemmeste opgave er at gå i glemmebogen hurtigst muligt. Nogen gange har vi valget, og så er det om at bruge det.

Der boede engang en dame ved navn Tora i mit område. Jeg kendte hende ikke, men jeg vidste, hvem hun var, fordi hun havde været lærer på min folkeskole engang for hundrede år siden. Nu boede vi så i samme kvarter, og jeg så hende af og til på gaden, i kirken, hos blomsterhandleren. Man lagde mærke til Tora, for på sine ældre dage havde hun fået blodpropper i lungerne, der gjorde, at hun gik rundt med et iltapparat i en af de her store ternede indkøbstasker på hjul. Iltslange i næsen, tasken i hånden – sådan så man Tora. For et par år siden gik hun bort, og jeg genså hende for nyligt, ikke under en paranormal seance, men i en bog af Signe Wenneberg om altanhaver, som jeg havde lånt på biblioteket. Her tonede Tora pludseligt frem i sit eget kapitel, og jeg læste om hendes mindre bylejlighed med to altaner, hvor hun dyrkede alskens planter – blomster, bær og urter – og som havde indbragt hende førstepræmien i Politiken for Danmarks Flotteste Altan. Man kunne have mødt Tora i en artikel i Helse under overskriften Sådan lever jeg med nedsat lungekapacitet, men det sket ikke – i stedet blev hun kvinden med fransk esdragon, mexikansk appelsin-timian og blåbær på altanen i Nordvest.

Eller i mindre målestok: husker du sommeren 2006? Sikkert ikke, men den var lige så våd som den i 2017, hvilket vi alle har glemt på grund af tørken i 2018. I 2006 var jeg med mand og 2 børn (det tredje var der slet ikke tænkt på endnu) på sommerferie på Bornholm. Vi sad søndag aften i det lejede sommerhus i Snogebæk, og vejrudsigten for den kommende uge var truende grå og våd. Vi havde betalt for færgen, vi havde betalt for huset, og jeg var fast besluttet på at få en god ferie ud af det, møgvejr eller ej. Og når man er sommerferie, skal man også på aften-istur, så mens manden pakkede ud, fandt jeg regnjakkerne frem, satte jeg den 2-årige i klapvognen, tog den 4-årige i hånden og drog afsted til is-huset 1 kilometer væk, fast i troen på at de mørke skyer over os forblev på afstand en times tid endnu. Det gjorde de ikke. Netop som vi havde købt is og var på vej tilbage (nu med 2-årig på armen, fordi den 4-årige var træt af at gå og ville sidde i klapvognen) åbnede himlen sig, og regnjakker, børn, mor og is forvandlede sig til en udefinerbar, sammenflydende masse. Men vi holdt humøret højt hele vejen hjem, snakkede om at softice havde nogen åndsvagt små vafler, fik vasket hår i regnvand, spiste is og slikkede det af jakken, og vel hjemme var missionen overstået, og børnene fik et varmt bad. Isturen blev ikke historien om den afslappede gåtur i det gode vejr – det blev historien om vi lader os ikke slå ud.

Overskriften har vi magt over, historien kan vi have indflydelse på, men kendsgerningerne vælger vi dog ikke altid selv. Måske udviser vi intelligens, når vi bruger vores fantasi, men nogen gange må vi også bruge vores visdom til at erkende, at vi står med en regulær fiasko. Når noget er gået så galt, at vi kommer til at fremstå som Komiske Ali, hvis vi prøver at får det til at ligne noget andet. Når vi reelt ikke har noget valg. Når historien er af en sådan art, at udvalget af troværdige overskrifter er sparsomt og i hvert fald ikke rummer en god og livskraftig en af slagsen. Den slags oplevelser er livet jo også fuld af, og heldigvis kan vi også få noget ud af dem. Mere om det næste uge.

Udvej nummer 2: Du skriver overskriften

 

Hundrede udveje i en verden på afveje #1: Det meste er gratis

Et lille, fikst bord til at stille ved siden af lænestolen. Rosemunde-silkeundertrøjer i douce kulører. En farvet elements-kop fra Royal Copenhagen. Lækre, langskaftede læderstøvler at gå efteråret  i møde i. Dior-parfume ogen La Mer-serum til fugtkrævende hud. At gå ud og spise en gang om ugen. For nu bare at starte et sted. En bil med mere plads. At få lavet lyse striber hver tredje måned. Et stort, rødt gulvtæppe under spisebordet. Et bord-bænke-sæt til haven fra Paustian til 20.000. Charlotte Lynggaard-øreringe i rødguld fra Lotus-serien. Tredive centimeter brede knastfri planker i asketræ over hele gulvet i stueetagen.

Dengang jeg var fattig studerende, var det meget nemmere. Den januar, jeg købte et par virkeligt lækre, blanktpolerede lædersko med firkantet snude (ja, det var dengang) i den eksklusive Bruno & Joel-butik i Indre By, levede jeg hele måneden af ris, der var vendt med løg og æbler stegt i olie og karry. Ikke så meget at overveje dér – spændende var det ikke, men det var skoene til gengæld. Tilsvarende kunne den grønne, franske parfumeflakon, jeg havde fået i julegave, i den grad også pynte op på hylden over håndvasken på kollegieværelset – den kastede glans over plastiktandbørsten og fik hele rummet til at ose af luksus.

Det har umærkeligt ændret sig, og efterhånden har jeg vænnet mig til at få lidt af det hele. Afsavn er ikke noget, vi dyrker, og der skulle gerne både være råd til sommerferie og ny vinterjakke, også selvom det var det år, faldstammen skulle udskiftes. Og der dukker hele tiden nye behov op, som gør, at man altid godt lige kunne bruge femtusinde ekstra om måneden. Det slutter aldrig, og mange af os kan aldrig rigtigt sige os fri for tanken om, at hvis man bare tjente lidt mere, så…

… ja, så glemmer vi alt det, der virker. Alt det, vi har. Det mest effektive våben, jeg her kan komme i tanker om – udover at henvise til klimaet, glæden ved at være rask og de fattige børn i Afrika, der ville juble, hvis bare de havde en procent af vores ting, og det bliver så bagstræberisk og virker desværre langtfra altid – er 80-20-reglen, som i min helt personlige udgave lyder sådan her:

Du har allerede de firs procent, og de tyve procent, du mangler, er flødeskummet på tilværelsen, som i det store regnskab ikke betyder noget. Et eksempel: på min ønskeseddel står der nyt tøj (ikke noget specifikt, bare meget og gerne lidt lækkert), en effektiv ansigtscreme og evindelige, dyre striber i håret. Så kommer jeg nemlig helt sikkert til at se bedre ud. Men sagen er, at hvis jeg sover otte timer om natten, tager tyve armbøjninger om dagen, drikker nok vand, smører en eller anden billig creme i ansigtet, retter ryggen og smiler stort og ægte – så er jeg allerede meget langt. Så er det mest mig selv, der vil bemærke den nye guldring. Og silkeundertrøjen.

Et andet eksempel: Mit hjem. Det er gammelt, lidt for lille, lidt slidt i kanterne hist og her, og det kunne være sjovt at kaste en million efter det. Men igen: når der er ryddet op (gratis), gjort rent (gratis, eller næsten gratis, når jeg betaler børnene for at gøre det), tænkt lidt over det krims-krams, jeg fylder i vindueskarmene (gratis, eller måske ligefrem indbringende, hvis jeg tog mig sammen og solgte noget af det), og i øvrigt løbende får givet ting videre, når vi var færdige med at bruge det eller glæde os over det – ja, så er her faktisk ret hyggeligt, og vi har plads nok og mangler ikke noget. Også selv om jeg sagtens kunne putte et lille bønne-bord ind hist og her, og der altid er plads til porcelæn fra Royal Copenhagen.

I How to be free påstår Tom Hodgkinson, at så længe vi har tag over hovedet og råd til at invitere vores venner på middag, så behøver vi ikke mere. Måske at gå lidt langt, og barren for basale behov ligger nok en anelse højere for mig. Men altså: hvis du kan få tingene til at løbe rundt, hvis ingen hjemme hos dig har huller i skoene eller tænderne, og hvis du kun må bruge formuleringen det har vi ikke råd til, hvis nogen vil til Hawaii i efterårsferien (som min søn) eller vil udskifte Skodaen med en Lamborghini (samme søn), så har du nok det nødvendige. Og alt det unødvendige kan du købe, hvis du en dag skulle få penge tilbage i skat eller arver uventet. Det løber ingen steder.

Det meste af det, du godt kunne tænke dig, ligger lige foran dig og kræver bare, at du samler det op. Ret ryggen, ryd op i stuen, find noget at grine af.

Udvej nummer et: Det meste er gratis.