Mens jeg spiser skumbananer (det er fredag!) og drikker kaffe og stadig kluk-ler over den film, en kollega har sendt mig af sin arbejdsplads (panorama af stuegulv med legetøj über alles og en lille dreng, der sidder oppe på et bord), forsøger jeg at lade følelsen af at have påskeferie bundfælde sig. Klokken 15.04 tikkede en mail ind om tal til et presseberedskab, men også den fik vi afpareret, og nu slukker jeg computeren og forsøger at holde den lukket en rum tid.

Arbejdet kan vi tage ferie fra, skolen ligeledes, men ikke corona. Den er derude endnu. Og det håndterer vi på forskellige måder. Vi forskanser os på forskellig vis, synger og laver yoga sammen hver for sig, ses på afstand, og for nogen af os virker det at gøre rent, for andre at løbe en tur eller bage en kage. Måske alt sammen et udtryk for den sunde leveregel om at forsøge at kontrollere det, man kan kontrollere, og lade det andet ligge. Og vigtigere end nogensinde er det at fokusere på alt det, der er at glæde sig over – tal, der går i den rigtige retning, forårslyset, følelsen derude af fællesskab og nødvendighed, der er lige så stærk som julestemningen i december, håbet, det spirende håb om at vi snart kan vende tilbage til en snert af normalitet, og glæden over, hvor gode vi er til at stå sammen og vise, at vi er der for hinanden. Der er meget at bekymre sig over – men også meget at glæde sig over. Og selv om nogen af os er mere end møre oven på tre uger med arbejde-skole-familieliv i een kolossal pærevælling, er det også værd at påskønne, at det på den ene eller anden måde har kunnet lade sig gøre.

Salonen er lukker og går på ferie. God påske!