Mit hoved er fyldt med alt det, jeg også ville fortælle dig på falderebet. Alt det, der er poppet op de sidste 14 dage. Strøtanker. Absolut rodet og i uskøn forening – akkurat lige som mængden af glade, trætte og overvældede rejsende her på færgen – kommer det her:

Jeg kom i gang med yoga med Karen Pallisgaards Begynderyogabogen. Nem og pæn bog med gode programmer, som hjælper dig i gang hjemme på dit eget gulv. Bliver du grebet af det, kan en yogamåtte være rar at have. Anders Haarh Rasmussen har skrevet ”En fortælling om at være træt”, som er en inspirerende bog, dels om hans problem med altid at være træt, dels hvordan han tog på retreat i Indien for at gøre noget ved det. Han kommer bl.a. ind på Hartmut Rosas resonansbegreb, der handler om, hvordan man genskaber følelsen af genklang i sit liv. Bente Klarlund og Mikkel Wold har skrevet Krop og sjæl og meningen med livet, der også inviterer til gode overvejelser om mening, lykke og etik. I en helt anden boldgade fandt jeg Mark Mansons Kunsten at være f*ucking ligeglad forfriskende. Hans hovedbudskab er, at livet er fuld af problemer, og det handler om at vælge de rigtige problemer at bøvle med.

At gå er rigtigt dejligt, hvis du ikke har opdaget det. Luften og den rytmiske bevægelse skaber god tankevirksomhed. Når jeg har ondt i kroppen, går jeg til Body-SDS, selv om det både kan være dyrt ikke særligt rart, mens det står på. Meditation er jeg aldrig rigtigt kommet i gang med, men dem, der praktiserer det, har stor glæde af det, og du kan jo starte med at sætte dig ned og tælle din vejrtrækning i tyve minutter – så er du i gang. Er du til den slags, kan det give lige så meget ro i hovedet at gå i kirke – find en smuk kirke, og helst en med en dygtig præst. Personligt er jeg vild med Marmorkirken i København. Og ellers kan et smukt museum (Davidssamlingen eller Glyptoteket i København, fx) give samme følelse af ro og skønhed. Det sammen gælder klassiske koncerter, og en requiem er altid storslået – der er fire af dem: Mozarts, Verdis, Brahms og Faurés). Storladne alle sammen. Du skal spise ordentligt – det ved du sikkert godt. Jeg er aldrig kommet af med min sukkertrang, men jeg holder den i ave ved en simpel regel om kun at spise sødt i weekenden (som i den sammenhæng først starter fredag aften). Det fungerer for mig, og bliver jeg inviteret ud og spise en tirsdag, giver jeg mig selv dispensation, for jeg elsker desserter, og der skal være mening med galskaben. Kød har jeg af flere grunde skåret ned på, mens jeg til gengæld hopper over enhver form for diæt, der gør madlavning til en højere videnskab. Skal jeg tabe mig, skærer jeg ned på aftensmaden, og spiser ekstra mange bønner og linser et par uger. Det plejer at virke. Apropos mad kan jeg anbefale Kogebogeriet i Guldbergsgade, der har mange skæve kogebøger – fx. er jeg blevet rigtig glad for “Mad, der får folk til at tale sammen”, som de introducerede mig for.

Kæledyr kan jeg kun anbefale, at man får, selv om det rationelt set ingen mening giver, fordi det bare er at bede om mere arbejde. Men nu er der andet i verden end rationelle argumenter, og det er fyldt med så meget glæde at have et kæledyr. Hunde giver nok mest nærvær, katte mest frihed, men marsvin og kaniner også skønne. Jeg læste engang, at man ikke kan være vred, når man 1) ser en sjov film og 2) aer et dyr, og det er rigtigt – dyr er max afslappende, og ifølge eksperterne udløser det at ae et dyr velværehormonet oxytocin. Aner ikke, om det passer, men det lyder fornuftigt.

Brug din tid og dine penge på noget, der giver mening for dig. Hjælp andre – verden har brug for, at vi hjælper hinanden, og det at hjælpe giver dig større lykkefølelse end nye sko. Tro mig. Glem ikke at være kreativ – hvis du elskede at tegne som barn, er der ingen grund til at lade være, bare fordi du er blevet voksen. Grin ofte, og hvis der ikke er meget at grine af, så gå ud og led efter det. Det er vigtigt. Kast dig ud i de kampe, der er værd at kæmpe – og lad de andre ligge.

Færgen er i havn om få minutter. Tak for denne gang.

I dag er sidste feriedag. Vemodet over at skulle hjem lurer lige om hjørnet, men jeg har besluttet, at det vil jeg ikke lade mig mærke med. Vi skal have en sidste, dejlig dag i dag. Alle sammen. I dag handler ikke om, at ferien snart er slut. I dag handler om, at solen endnu engang har velsignet os med sine stråler, at vi skal bade og spise en god morgenmad med nybagt brød og bær fra haven og snakke om, hvad vi skal lave, og bagefter skal jeg have en kop kaffe med sødmælk, mens jeg læser avisen, og hvis vi er heldige, får vi også besøg af vores kaninvennepar, og…

… du skal have en god dag i dag. Dagen i dag er den vigtigste dag i dit liv lige nu, og du skal fokusere din energi på at få så meget godt ud af den som muligt. Det er i dag, du gør lidt ekstra ud af din havregrød og putter æbletern på. Det er i dag, du smiler sødt til din mand, når han sidder på sengekanten og ser mere død end levende ud, og du siger godmorgen i stedet for klokken er mange. Det er i dag, du bruger to et halvt sekund på at glæde dig over den blomstrende rose i forhaven, og til at råbe hej drenge til genboens tvillinger. Det er i dag, du glæder dig over 4 grønne lys i træk på vej til arbejde. Det er i dag, du glæder dig til dagens første kop kaffe på kontoret. Det er i dag, du går med de andre i kantinen i stedet for at kaste mad i dig ved skrivebordet, mens du tjekker Facebook. Det er i dag, du siger hej til den mutte teenager bag kassen i Fakta, også selv om du ved, at hun nok ikke gengælder det. Det er i dag, du sætter dig med en kop te 10 minutter og kigger ud af vinduet, inden du begynder at lave aftensmad. Det er i dag, du sætter Cornelis Wreeswijk på, mens du går i køkkenet. Det er i dag, du får skrevet en lang sms til et par af de veninder, du længe har tænkt på, men ikke har hørt fra. Det er i dag, du ryster dynen ud af vinduet, inden du går i seng, så den er frisk og blød at putte sig under. Det er i dag, du med taknemmelighed falder i søvn mens du glæder dig over alt, der er gået godt i dag.

At fokusere på dagen i dag afholder dig ikke fra at blive kørt over af en lastbil eller blive ringet op fra hospitalet, hvor din mor netop er blevet indlagt med en blodprop. Din psykopatchef holder ikke op med at være psykopatchef, ligesom der ikke dumper to millioner kroner ind på din konto til at redde dig ud af din gæld. Du kan stadig blive ramt af influenza, dagen før du skulle have været til Mallorca, og punkteringer, regnskyl og en knækket kindtand er du heller ikke forskånet for. Den slags hændelser og vilkår er i en anden liga, som vi ikke skal behandle her.

Men de fleste dage bliver bedre af, at man beslutter sig for, at de skal være gode. Og god betyder ikke nødvendigvis uproblematisk eller lykkelig; god betyder først og fremmest, at du er til stede i det, du laver, og hvis du er heldig, kaster det måske nogle behagelige og sjove oplevelser af sig, men det er egentlig en sidegevinst. Det handler om, at du bruger din energi med bevidsthed og på ting – problemer, hændelser, opgaver – det giver mening at bruge tid på. Din fine, lavpraktiske, ordinære hverdag, som jo i sidste ende er det, der udgør dit liv; den vil vinde ved, at du kaster lidt ekstra opmærksomhed på den.

Tænk på Benny Andersens Morgenhymne. Det starter sådan her:

I dag skal der leves, folkens!

Vi er allerede godt i gang

Startede tidligt i morges

Vand i ansigtet

Kaffe i halsen

Et rask skænderi

Og lidt morgenavis.

V i mangler stadig latteren

arbejdet

kærligheden

og et par måltider til

så mere kul på, folkens!

 

I dag skal der leves.

Man falder i snak med alle mulige herovre. Når man passerer en hundelufter på den stille morgenstrand, når man står i kø til is og får gode råd om, hvad der er bedst, og når man får øjenkontakt med sommergæsterne i huset ved siden af, der også har sat sig på terrassen for at nyde solen. Vi er alle fælles om vores glæde ved at være her, og mere er der sådan set ikke brug for. Vi ved ikke, hvem hinanden er, hvad vi går og roder med, når vi ikke holder ferie, og om vi bor i en 2-værelses i Rødovre eller kæmpe villa i Risskov. Og surprise! det gør ikke noget, for i al denne overflod af sol og varme og hav og blæst og bjergtagende landskaber og dejlige oplevelser med dem, man holder af, ja, så føles alt det halløj med præstationer og jordisk gods så fjernt og ligegyldigt. Det vigtige bliver pludseligt, at vi er glade og har set noget smukt eller nyt og ikke har skændtes og at vi alle har det så godt i vores kroppe af al den badning og gåen rundt og luft og indtryk.

Hvor meget jeg end anerkender fordelen ved at sætte sig mål i livet – ved at arbejde for en vigtig sag, spare op, knokle for at få en uddannelse – så har målene det med at brede sig på alle livets områder, og før man ved af det, halser man rundt i en evig jagt efter anerkendelse, succes, sundhed, penge, lykke og kærlighed. Blikket er fæstnet på horisonten, dér hvor målene en dag vil være opfyldt, hvor huset vil være istandsat over det hele, de sidste kilo tabt, det gode job nået, og man kommer umærkeligt til at betragte dagene, der forløber i tiden op til den endelige målopfyldelse, som skridt på vejen og noget, der bare skal overstås. Indtil DEN STORE DAG indtræffer.

DEN STORE DAG indtræffer sjældent. Drypvis gør den det, men den dag, du endeligt tager din sidste eksamen, mangler der stadig at blive malet en dør derhjemme; den dag, du endeligt får din velfortjente lønforhøjelse, kæmper du stadig med at få din teenagedatter til at tømme opvaskemaskinen; den dag, du endeligt når idealvægten, har du stadig ikke råd til at flytte til et større hus.

Og ved du hvad: det gør slet ikke noget. Den anerkendelse, du gerne vil have, de behov, du gerne vil dække, de drømme, du gerne vil indfri, de afhænger ofte slet ikke af din indkomst og din berømmelse. Eller størrelsen på dit hus. Eller antal sko.

Som man plejer at sige: Det er de færreste, der ligger på dødslejet og tænker ”bare jeg havde tilbragt noget mere tid på kontoret”. Det er ikke til at sige, hvad man vil værdsætte til den tid, men mon ikke det for de flestes vedkommende vil være noget med at have haft masser af kærlighed i sit liv, grinet meget, værdsat de små ting i livet, snakket med interessante mennesker, undgået store ulykker, oplevet noget interessant.

Den dag du holder op med at fodre dit ego og dets mange storladne drømme, den dag får du for alvor mulighed for at leve et stort liv. Det betyder ikke, at du skal holde op med at forfølge langsigtede mål; det betyder, at du skal tage hvert enkelt mål op til nøje granskning og spørge dig selv, hvorfor du bruger tid på dette mål, og hvad du forventer, det vil give dig. Om det er en kamp, det giver mening at kæmpe.

Ulempen ved det varme vejr er, at der nogen gange kommer alger i vandet. Det oplevede vi, da vi gik ned til stranden her til formiddag. I dag skulle vi bare bade og ikke køre nogen steder, men hvem har lyst til at bade i plumret, brunligt vand? I vandet ville vi, så vi satte os i bilen og kørte 5 km op ad kysten, til en vildere strand med stenbund, hvilket vi ikke er vant til. Av, nogen sår, jeg fik på mine fødder af at forsøge at gå ud i vandet, og jeg opgav hurtigt og stavrede meget uskønt tilbage. Der var nok en grund til, at alle andre mennesker på stranden badede fra badebroen, og jeg fulgte eksemplet og hold da op, for nogle skønne bølger, der var derude. Det var en helt anden måde at bade på, – vildere og man måtte svømme hele tiden, for der var dybt (og bunden var som bekendt i øvrigt af sten, og hvem har lyst til at røre det?). Efter et kvarter gik vi op, helt møre i kroppen, og hvilken salighed det var at sætte sig på sit håndklæde og hvile og lade blikket falde på den sælsomme natur i det fjerne, hvor stranden gik over i et bakket, grønt landskab med stier og klipper.

Lige så langt tilbage, jeg kan huske, har jeg lagt planer. Planer for weekenden, aftenen, studiet, fremtiden, mine børns liv. Jeg har kigget på verden omkring mig, scannet situationen, mulighederne og farerne, analyseret og vurderet for til sidst at hæfte bunken af store og små informationsbidder sammen til planen.

Nogen gange har planen været enkel og skråsikker og blot krævet, at jeg leverede den nødvendige dosis disciplin. Få overstået alle de kedelige pligter i huset lørdag, og slap så af søndag. Eller knib ballerne sammen og læs pensum og kom til timerne, så skal du nok komme igennem Erhvervsøkonomi. Det er den slags planer, der skal føre en sikkert fra punkt A til punkt B, så man kan nyde resultatet på den anden side og smide sig på sofaen med en god følelse i kroppen. Slankekure og træningsprogrammer hører også til i denne gruppe, lige som gode hensigter om at ringe til ens farmor hver søndag eller sætte skolæste i skoene om aftenen, så de holder længere. Det svære er ikke at skrue planen sammen, det svære er at følge den.

Andre planer ligner en indkøbsseddel, der har ligget og rodet rundt i bunden af en mulepose i uendelige tider; krøllet, revnet og med ord, der er tværet ud af saften fra en mast pære. Det er den slags planer, man laver, når man køber et gammelt hus for første gang, og hverken kender sine egne evner eller bygningens skjulte skavanker. Eller tager på bilferie gennem Europa i højsæsonen. Eller på legeplads med sine tre små børn. Man kan gøre et vist forarbejde, men der er udefrakommende faktorer og manglende viden, som man først bliver bevidst om og må forholde sig til, når det opstår.

Og så er der de planer, der er så indgroede i os, at kun den skarpeste, mest årvågne sjæl vil opdage, at der er taler om planer. Vaner, værdier, livsstil, kultur; forklædningerne er mange, men dybest nede gemmer der sig en masterplan. En overbevisning om, hvad der er det rigtige eller mest fornuftige at gøre for at få et godt liv.

Når vi vælger at tage en uddannelse, er det sjældent af den ene grund, at samtlige fag lyder så spændende, at vi uvægerligt må følge dem; det er også ud fra en forestilling om, at uddannelse højner muligheden for et job, som vil give en brød på bordet og – hvis man er heldig – stimulere en, så man synes, det er værd at bruge mange timer på. Og når man kan tjene penge, er det også nemmere at stifte en familie og købe en bolig. Eller det er nemmere at få alle de fysiske ting, man drømmer om. Eller at rejse jorden rundt. Og når man engang bliver gammel, har man forhåbentligt sparet nogle af de penge op, man har tjent, så man kan forlade arbejdsmarkedet og stadig have råd til noget af det, der gør livet sjovt. Der er en plan. Der er et mål og en beskrivelse af, hvordan vi kommer hen til det mål fra den position, vi befinder os på lige nu. Det er ikke sikkert, man har stillet tingene så firkantet op i sit hoved, men tro mig – den dag man går hjem til sine forældre og fortæller, at man ikke har tænkt at tage en uddannelse, så skal de nok formulere det nogenlunde, som jeg har beskrevet ovenfor. Bare mere højlydt.

Planer er gode at have, lad os holde fast i det. Planer skaber fremdrift, holder os fast på vores mål, når vejen dertil bliver lidt træls og gør det muligt at realisere vores drømme.

Men det er med planer som så meget andet her i livet – vand, mad, frihed, tryghed, spænding. Man kan godt få for meget. Mere er ikke nødvendigvis lig med bedre. Grundlæggende er der to problemer med planer, hvoraf det første er, at de har en tendens til at blive et mål i sig selv, og det andet er, at de sløver vores evne til at improvisere, hvilket igen bærer et problem i sig, nemlig at vi går glip af en masse uventede oplevelser.

Planer, der slutter sig om sig selv, er planer, som vi glemmer at forholde os til; planer, hvor det bliver et argument i sig selv at følge den. Vi glemmer at spørge os selv, om planen stadig giver mening i vores liv, eller om den blot hænger ved som en gammel vane, ligesom måden man lægger øjenmakeup på eller koger sine æg. Eller måske i højere grad udtrykker andres tanker.

Den slags planer findes ikke hos mig, tænker du. Så dum er jeg ikke. Jeg reflekterer skam over mit liv. Hvad regner du mig egentlig for? Jeg regner dig for at være et meget tænksomt og klogt menneske, der ligesom resten af menneskeheden overvurderer dets evne til at tænke rationelt. Heldigvis, for det vigtige her i livet er sjældent rationel; skønhed og kærlighed og interesser og lyster er sjældent rationelle, men det sjove er, at vi ofte handler som om, vi er rationelle. Og det er her, tingene støder sammen, for vi følger en rationel plan, som ikke længere giver mening i vores alt-andet-end-rationelle liv.

Min mand og jeg havde for mange år siden to små børn og ville gerne have en tre’er. Vi boede også i et gammelt hus, der havde været under renovering, siden vi flyttede ind – vores yngste var da 2 måneder – og vi manglede stadig et værelse i overetagen. På væggene i dette værelse sad grimt og sikkert brandfarligt cigarkassetræ, under vinduet en gammel energislugende el-radiator og gulvet var belagt med et grimt linoleumsgulv af en art. Vi var enige om, at vi ikke skulle have en treer, før det værelse var sat i stand, måske ud fra en overbevisning om, at endnu et barn ville gøre det endnu mere urealistisk at få det lavet, måske for at presse os selv til at blive færdige. Men tiden gik, vi kom ikke videre med værelset, vores to børn blev større og jeg blev ældre. Til sidst indså vi, at det var en dum regel, vi havde lavet, så vi droppede den, fik endnu et dejligt barn og på en eller anden måde lykkedes det os også at få færdiggjort værelset. Planen blev ændret, og alt blev bedre.

En af mine veninder og hendes mand købte nogenlunde samtidig med os et lige så gammelt hus, som de ved Gud også har hældt mange penge og meget tid og energi i. De har en aftale om, at de en gang om året sætter sig ned og kigger hinanden dybt i øjnene og spørger sig selv, om de stadig er glade for at bo i deres hus, om charmen opvejer besværet, om de stadig vil være arbejdssomme husejere.

Det var det ene problem med planer: de kan blive et mål i sig selv, mens planens hovedperson mentalt er stået af for længe siden. Planen er blevet et tog, der tonser derudaf uden fører. Det andet problem med at bygge sit liv på planer er, at man bliver dårligere til at improvisere.

Jeg læste engang et interview med en mor til fire. Sådan en kvinde kan jeg, der er mor til tre, ikke lade være med at beundre. Det interessante var, at kvinden fortalte, at det var meget nemmere at have fire børn end tre. Hvorfor? Fordi den ældste kan hjælpe med den yngste? Nej. Fordi man er mere garvet som forælder? Nej. Fordi man er ældre? Absolut nej. Det, der til gengæld skete, da de fik barn nummer fire, var, at de opgav at følge med. De opgav at være tjekkede, at komme til alle forældremøder, at være i form, at gøre karriere. De opgav at have styr på alting, men vænnede sig til at tage tingene, som de kom. Og så blev alting nemmere. En smule mere kaotisk, måske, men sandsynligvis også mere afslappet. Afslappet, fordi man ikke har blikket fast hæftet på den store køreplan, men gør, hvad der kan lade sig gøre i enhver situation.

Min mands kusine og hendes mand har fået fire piger i rap. Det er ikke hende, jeg refererer til ovenfor, men de er lige så gode eksempler på, hvordan man håndterer fire børn i en travl hverdag. Jeg vil ikke sige med overskud, for det vil de nok selv betakke sig for, men med godt humør, snilde løsninger og en meget lille trang til at gøre ting, som traditionerne foreskriver. Hun og jeg var engang i svømmehallen, og hun havde tre af pigerne med, som på det tidspunkt måske var 2, 4 og 8 år. Da vi alle havde vasket os og skulle til at tage badedragter på, spurgte moderen hende på 8: hvor er din badedragt henne? Og pigen svarede klart: den ligger hjemme hos mormor. Allerede der var jeg ved at panikke på deres vegne, og så i ånden, hvordan hele turen gik i vasken. Min mands kusine, til gengæld, hun kiggede blot på de tre piger, og sagde så til den mellemste, at hun skulle give sin badedragt til den ældste, og at den mellemste i stedet kunne tage den yngstes på – badedragter er jo heldigvis ret fleksible og måske var de lidt store i det i forvejen, fordi det var arvetøj – og den yngste kunne så bade i sine blebukser, som hun skulle have haft på alligevel. Det tog ca. 4 sekunder, og krisen var afblæst. Jeg er stadig fuld af beundring over denne mor.

De gange i mit liv, jeg har skulle improvisere, kommer jeg altid ud på den anden side, og ofte med en god historie med mig. Og sandsynligvis også med sved under armene og spændinger i skuldrene, men måske det er en lav pris for en god historie. Min familie og jeg skulle engang hjem fra Malaga med et irsk lavprisselskab (så vi havde selv bedt om problemer, kan du med rette sige) og skulle mellemlande i Madrid. Lufthavnen i Madrid, Barajas, er en stor lufthavn med flere terminaler, som man skal køre i shuttlebus mellem, og vi havde ikke oceaner af tid. Vi fandt med lidt besvær ud af, hvilken terminal vi skulle flyve fra, vi fandt shuttle-bussen, vi kørte i tyve minutter, og allerlængst væk i terminalen, rundt om et hjørne, holdt lavprisselskabet til. Hurra.

Og øv. Vores afgang var rykket et døgn, hvilket vi aldrig havde fået noget af vide om, for den information var strandet hos det rejseselskab, der havde solgt os flybilletterne. Dér stod vi, trætte, sultne, fem mennesker, heraf tre børn, og kunne først komme hjem 24 timer efter. Der var ikke andet at gøre end at placere familien i MacDonalds lige ved siden af skranken – en uhørt luksus for børnene, hvis kedelige forældre aldrig bruger penge på usund fastfood – og så måtte jeg i gang med at ringe rundt, for jeg var den eneste, der kunne spansk. Syv opkald til syv hoteller, der alle var fuldt bookede. Det så sort ud. Men så var der bingo ved det ottende hotel, der tilmed lå centralt og var til at betale. For at gøre en lang historie kort fik vi et fantastisk døgn i Madrid – børnene fik en kæmpesuite og gik efter en halv time rundt i hvide badekåber og frottetøfler – vi fik set Puerta del Sol og Plaza Santa Ana, som jeg huskede fra min ungdom, Museo Reína Sofía og Guérnica – og et døgn senere tog vi flyveren hjem. Nu med et uforglemmeligt minde fra Madrid, som rejseselskabet tilmed betalte.

Der er dette velkendte gamle ordsprog med, at man kan hjælpe en sulten mand ved at give ham en fisk. Eller man kan hjælpe ham ved at give ham en fiskestang. Læner man sig op ad en god plan, svarer det til at samle godt med fisk sammen. Læner man sig op ad en solid evne til at improvisere, er det ligesom at have en excellent kulfiberfiskestang og en masse agn. Man kan skabe tryghed ved at skrabe til sig, spare op og bygge et solidt hus– og så kan man skabe tryghed ved at vedligeholde sine evner til at klare sig.

Jeg er ikke god til at improvisere, og jeg har aldrig dyrket det. Jeg har aldrig rejst på interrail eller ø-hop i Grækenland. Jeg har ikke blaffet. Jeg har aldrig stået uden bolig. Jeg er ikke blevet forladt, fyret eller gået konkurs. Dette er blot en konstatering, ikke en forherligelse eller kritik, men det betyder, at jeg stadig øver mig, når mit liv tvinger mig til at lave en afstikker fra den oprindelige plan. Jeg øver mig i ikke at panikke over, at der nu sker noget anden, og jeg øver mig i at skifte fokus fra, at tingene ikke går, som de skal, til at koncentrere mig om at afsøge de alternative muligheder, der er for at komme videre. Som sagt har jeg ikke et langt livs erfaring i at improvisere, så jeg støtter mig til små huskesætninger eller råd som: Hvad ville XX have gjort? (hvem XX er, afhænger af situationen. Hvis det er noget med børnekaos, er XX måske min mands kusine – hende med de fire piger. Hvis det er arbejde, kan det være en tidligere chef eller kollega, jeg har set op til for hans eller hendes evne til at løse tilsyneladende uløselige problemer), eller Hvad er det værste, der kan ske nu? (kan få en til at trække vejret normalt igen, mens man venter på Falck, der skal få liv i ens bilbatteri den 23. december, og stresser over færgeafgang fra Odden om 2 timer. Herregud, skulle man miste de penge og køre over Fyn i stedet, så går det vel også nok). Er man i det mere filosofiske hjørne, kan man reflektere over, at den måde, man vælger at tilgå sit problem på, er med til at definere, hvem man er. Så dér står du i Novasol-sommerhuset i Snogebæk. I er lige kommet, det er begyndt at regne, og turen til ishuset – som du har glædet dig til på hele rejsen, fordi det bare er så sommerferieagtigt at gå aftentur til ishuset – er i fare. Her kan man så vælge at lave en kop te, sætte sig og surmule, mens børnene er irriterende og larmende, og bande over vejret i Danmark. Eller man kan vælge at sige ”det er mig, der bestemmer, om vi får en god ferie”, smide børnene og dig selv i regntøj, og begive dig afsted med den 2-årige i klapvogn og den 4-årige i hånden. (Ja, det endte i is over det hele, og da vi skulle hjem, var den 4-årige træt, så ned i klapvognen med hende og op på armen med den 2-årige og hans allerede dryppende is, men hey! vi kom afsted, og regnen vaskede alligevel regntøjet rent.)

Det skal ikke være nogen hemmelighed: havvandet er koldt om morgenen. Det kræver overvindelse, udholdenhed og en evner til ud-af-kroppen-oplevelse for at komme under. Når vandet når det bløde maveskind, tænker jeg på min mor, der i mange år sagde til jeg selv ”den der overvinder sig selv, er stærkere end den, der overvinder en hel by”, når vækkeuret ringede de mørke og kolde vintermorgener. Men jeg kommer under, tæller koncentreret til 30 for ikke at tænke på, hvor koldt det er, og lige pludseligt føles vandet ikke så koldt mere, nu er det bare friskt, og på et tidspunkt er det ligefrem behageligt, og så er det, jeg lader mig falde bagover i det blå saltvand og lægger mig og flyder på ryggen, mens jeg kigger op i himlen. Dér ligger jeg og duver et par minutter, inden jeg lader mine fødder dumpe ned på den bløde sandbund og går op igen. Når jeg senere sidder ved morgenbordet, kan jeg stadig mærke blodet rulle raskt rundt i mine årer, og af og til drysser nogle sandkorn fra mit hår ned på bordet, hvor de ligger som et minde om morgenens badetur.

Følesansen. Nerveenderne i vores hud. Som må have det lidt ligesom lægesekretærerne på landets sygehuse – der er ikke brug for dem mere. Vi bliver mere og mere digitale, og klarer tingene på en abstrakt skærm.

Der går længere og længere tid imellem, at man står med en hundredekroneseddel eller en tyver i hånden, for vi betaler med dankort eller Mobilepay. Det kan der være flere fordele ved. Vi løber ikke tør for kontanter, der sker ikke det store ved at tabe sin pung udover en masse administrativt besvær, og vi slipper for at røre ved bakteriebefængte sedler og mønter. For ikke at nævne, at sort økonomi og kriminalitet trives bedst med kontanter. Men det bliver også lidt abstrakt med de penge.

Da min søn var blevet konfirmeret, stod han med 4.000 i kontanter, som jeg købte af ham ved at overføre et tilsvarende beløb på MobilePay til ham. I tiden efter havde jeg derfor helt uvant altid kontanter på mig, og glæden ved rigtige penge gik op for mig. Det var som om, jeg bedre kunne forholde mig til, hvad tingene kostede, når jeg skulle tælle hundredekronesedler op for at betale. Jeg kunne huske, hvad jeg havde købt. Og følelsen af de mange dejlige tiere og tyvere i min pung afholdt mig fra at klatte dem væk på tyggegummi og gajoler. Det var på samme tid, det kom frem, at Nets – ejeren af Dankortet – opererede med vanvittige lønninger til topledelsen, hvilket jeg var med til at understøtte, hver gang jeg svingede mit dankort. Jeg begyndte at føle en stille glæde, hver gang jeg lagde en hundredekroneseddel i Faktader, over, at jeg heller ikke denne gang bidrog til Nets’ indtjening.

Nu er min pung tyk i starten af måneden og tynd i slutningen. Den fysiske udformning af min pung understøtter min finansielle formåen, og jeg skal ikke kigge på en saldoopgørelse eller tælle bonner for at regne ud, om jeg skal vente med at købe bogen, der ligger og frister i vinduet. Jeg har stadig et beløb stående på min konto til større køb, men alle mine dagligdagsindkøb foregår kontant.

Det lyder gammeldags. Besværligt. Bagstræberisk. Men det giver mig en fysisk føling med, hvad jeg har råd til.

Jeg læser også stadig bøger af rigtigt papir. Sender fødselsdagsinvitationer med posten. Får leveret papiravisen hver morgen. Det er stik imod udviklingen, det er besværligt og dyrt og overhovedet ikke rationelt, men det holder mig forbundet til den fysiske verden omkring mig.

Og vi kan næsten ikke snakke om fysiske ting uden også at komme ind på kvalitet. Kvalitet, som får dig til at lade fingeren glide hen over overfladen, hvad enten det er et møbel eller en bluse eller et frisk og sprødt æble, som ikke er sprøjtet med stoffer, der gør dig syg. Kvalitet, som får dig til at føle, at ham eller hende, der har produceret denne ting, har gjort det med opmærksomhed og grundighed. Vælg ting, der kan repareres, og som du orker at reparere. Eller som kan bære en lille ridse, et skår eller et hul. Vælg ting, som andre gerne vil overtage, hvis du en dag ikke har brug for dem. Vi taler om forskellen på et masseproduceret krus fra Netto, og et hånddrejet keramikkrus, som der kun findes et af. Vi taler om notesbogen med pjaskede sider, der går op i ryggen efter tre dage, kontra den med lidt tykkere sider og solidt omslag. Træ kontra laminat. Glas vs. plastik. Gode ting gør dig glad. Gode ting skaber kontakt. En skarp kniv, der ligger godt i hånden, bliver din ven, når du forbereder aftensmaden, og får dig til at føle dig hjulpet og velkommen i verden. En smurt og velfungerende cykel er som en venlig hånd, der umærkeligt skubber dig frem på. En blød hovedpude i den rette tykkelse er den ven, der tager imod dig, når du træt lader dig dumpe ned i sengen ved sengetid.

Ja, det er nogen gange dyrere. Ja, vi har ikke alle råd til at vælte os i designermøbler og iklæde os skræddersyet tøj. Men der er smutveje. Hvis man fx er villig til at købe brugt (min allerbedste yndlings-cashmere-sweater er købt brugt) Hvis man er villig til at skære ned på mængden af sko/ferier/flasker rødvin, og til gengæld nyder resten. Hvis man foretager en bevidst prioritering (jeg går fx sjældent i den fristende kantine på arbejde eller køber lækker to go caffe latte, hvilket til gengæld gør, at jeg har råd til en god frisør). Hvis man har øjnene op for alle de gratis tilbud omkring en (biblioteker, strande og havnebade, gratis museer eller gratisdage på de øvrige museer). Hvis man kan planlægge bare en lille smule og tager hjemmebagte boller og termokande-te med på turen fra København til Århus, i stedet for at lægge uhyrlige summer for en flad sandwich og en danskvand.

Kodeordet er den fysiske verden omkring dig. Det handler om at opbygge en venligsindet og opmærksom relation mellem dig og dine omgivelser. Det handler om at sanse og om at omgive sig med ting, der lader sig sanse. Det er ikke nemt i en verden bestående af masseproduktion, digitalisering og forbrugerisme, men hvis du tager sagen i din egen hånd, og accepterer at det tager mere tid og nogen gange – men ikke nødvendigvis altid – er dyrere, så kan det godt lade sig gøre

I øens nordligste lille by er der åbnet et is- og kaffehus i et gammelt kølehus på havnen. I et indhak på siden af det lille hus er isboden placeret, så mens kunden foran dig får fyldt en vaffel med hindbærsorbet og karamel-peanuts-chokolade-is, kan du dreje sig en kvart omgang, mens du venter, og kigge på klipperne og havet. Når du har købt is til børnene og fået de obligatoriske smagsprøver af frisk, kold æble-, mango- og citronsorbet, går du rundt om huset, i retning mod havet, og du kan nu træde ind ad de store gulv-til-loft -panoramavinduer, der står vidt åbne, og blive mødt af duften af friskmalet kaffe. I dine ører har du lyden af bølger, der slår mod klipperne, expressomaskinens summen og småsnak i det fjerne fra de kunder, der har sat sig ud i solen, hvor de nyder livet på de brede trin af træbrædder, som en tømrer behændigt har fået arbejdet ind mellem de store sten. Med en kop skoldhed kaffe i hånden slår du dig ned udenfor og lader solen varme din krop og havet fange dit blik.

Ikke sjældent hører man mennesker, der rammes af alvorlig sygdom, fortælle, at de først efter sygdommens indtræf i deres liv får øjnene op for skønheden omkring dem. Den høje og klare septemberhimmel, de fine aftegninger i en ferskenfarvet roses blade, blegt lys i et Hammershøi-maleri, fuglekvidder en tidlig sommermorgen, et digt af William Wordsworth, smagen af nyopgravede kartofler, følelsen af mild sommeregn i ansigtet, og jeg kunne blive ved.

Uendeligt banalt, ja, men det vigtigste i livet er ofte banalt. I vores kærlighed til et nyfødt barn eller i sorgen over at miste en elsket er vi alle inderst inde ret ens og ret banale. Jeg vil gerne slå et slag for at få øjne og ører og alle sanser op for verden omkring os, så vi ikke skal have en dødelig sygdom for at værdsætte alt det skønne og umiddelbare, der er lige foran vores næse.

Da jeg var teenager hørte jeg i en periode, der nok strækker sig over et år, Smetanas Die Moldau. Dagligt, og gerne mange gange i træk (tak til min overbærende familie). Senere har jeg lyttet til Mozarts Requiem non-stop. Og Don Giovanni. Når jeg synger Se, nu stiger solen får jeg gåsehud af melodien og ordene, og jeg har præsteret overraskende hurtigt at tabe to kilo, fordi endemålet – at kunne fortære en smørmættet chokoladecroissant uden at bekymre mig om min vægt – udstyrede mig med en overmenneskelig disciplin (krøllet logik, jeg ved det godt – men det fungerede!). Når jeg spiser et sødt, solvarmt, nyplukket jordbær, er jeg nærmest lykkelig, og i mit indre bærer jeg stadigt mindet om udsigten fra en hotellejlighed, jeg boede på for tre år siden på Korsica, som lå 20 meter fra Middelhavet, kun med en stribe græs og et stykke strand imellem.

Visse ting er så smukke, at det næsten river i en. Det føles som om, man ophører med at eksistere, fordi man suges ind af tonerne, farven, duften. Maleriet, digtet, lydene bliver mål i sig selv – de skal ikke andet end at være. Være tilstede for os, så vi for en stund kan boltre os i nydelsen eller hengivelsen eller følelsen af, at nogen har ramt plet.

Vi kan ikke hele tiden gå på museum eller til koncert eller sidde på en strand og stirre på et hav, men det behøver vi heldigvis heller ikke, for skønheden er ofte lige omkring dig. Hvis man bor i et betonhelvede med udsigt til motorveje på alle sider, og himlen over er grå-gul af smog, så kræver det en aktiv og opsøgende indsats, ingen tvivl om det. Skønheden skal såmænd nok være der i det små – en spæd mælkebøtte, som har tvunget sig vej gennem asfalten, en svag solstråle, der gennembryder den tunge himmel, en fugl, der fløjter – men øvelsen kan være krævende.

Er man bare en kende bedre stillet, er det blot et spørgsmål om at skærpe opmærksomheden, så er der skønhed overalt. I guldringen på din ringfinger, måske. I lyden af din sovende kats nydelsesfulde spinnen. I den intense duft fra den citron, du skærer ud, mens du laver aftensmad. I en behagelig, varm podcast-stemme. I smagen fra en kop sort Kenya-the med sødmælk. I samspillet mellem de lilla striber på boghvedemelposen og den orange farve på peanutglasetikken ved siden af.

Zoom ind. Det er lige foran dig.

Mine fødder var blevet lidt trætte at se på. Grå, tørre og med hæle, der ikke kunne blive rene, fordi skidtet havde sat sig fast i revnerne og gjort dem evigt smudsige. Al det sand og salt og sandalgang slider på dem, og til sidst var der ikke meget lækre sommerfødder over dem, så jeg brugte hele eftermiddagen på terrassen under parasollen med at genoprette fodbalancen. Først satte jeg dem i blød i en balje med lunken vand og bagepulver (opløser hudceller), og lænede mig derefter tilbage og lukkede øjnene en ti minutters tid. Så tog jeg fødderne op af vandet, tørrede dem let, gned hælene med citronsaft og lod det sidde lidt, mens det blegede hælene. Da citronsyren havde gjort sit arbejde, skyllede jeg fødderne igen, tørrede dem og gnubbede dem godt og grundigt med en hamphandske. Skylle, skylle, tørre, tørre og til sidst blev de smurt ind i en fed kamferduftende fodcreme. Så lagde jeg fødderne og på bordet og lod dem tørre en halv times tid, et voilà! De dejligste, bløde rene fødder, der nu kun mangler et lag knaldrød lak

En gang om året inviterer jeg en flok veninder til fødselsdag. En har jeg gået i børnehave med, en er min kusine, en del har jeg studeret med og fælles for dem alle er, at de har en særlig betydning i mit liv og har haft det, siden jeg var ung. Jeg har også andre rigtigt gode veninder, men lige netop denne samling mennesker har en historie sammen, udviklet over mange år og holdt sammen af en årlig begivenhed. Fødselsdagsmiddagen har jeg holdt i mange år, og det er som sådan intet revolutionerende ved det. Jeg sender dem en invitation – 8-10 kvinder dukker op – de får mad og drikke, jeg får gaver, vi snakker om, hvad der sket i vores liv siden vi sås for et år siden, og de fleste går igen ved inden midnat, for så er vi trætte.

Det særlige for mig ved denne begivenhed er, at jeg har skænket aftenen masser af opmærksomhed. Kigget i kogebøger for at finde nogle retter, jeg har lyst til at lave, udfærdiget en eller anden invitation, som er forskellig fra år til år, men som altid er ganske fysisk – papir, konvolut og sendt med posten. Nogle år holder jeg en velkomsttale med hvad, jeg måtte have på hjertet; andre år er der menukort med bemærkninger, en poster med boganbefalinger. Nogle år er der et gennemgående tema, som afspejler sig i invitationen og menuen. Nogle år er der bare mad og drikke og os kvinder.

Det handler ikke om, at skabe den perfekte aften – jeg har et anstrengt forhold til ordet perfekt – det handler ikke om at imponere. Når jeg nævner aftenen her, er det fordi jeg gør mig umage med denne aften. Jeg pusler med invitationen, tænker over menuen, overvejer aftenens forløb. Og hygger mig hele vejen igennem.

Du kender sikkert forskellen ved at få en gave pakket ind i tyndt, pjasket papir med nylonbånd, der ikke har fået lavet krøller, men bare hænger sjasket og formålsløst – og så en gave pakket ind i kraftigt papir med en snor, der er farveafstemt og bundet i en smuk sløjfe. I princippet er det ligegyldigt, for indholdet af gaven er det samme, men i de fleste tilfælde vil gaven blive givet og modtaget med lidt mere stolthed og glæde. Fordi nogen har givet sig umage.

Vores liv ville gå i stå, hvis vi skulle skænke alle aktiviteter lige så meget opmærksomhed. Det smarte ved vaner er, at de frigiver energi til at beskæftige sig med noget mere kompliceret og hurra for det. Hvis vi skulle gå all in på at lave aftensmad en tilfældig onsdag, ville der ikke være overskud til at hjælpe sønnen med fransk bagefter. Problemet er, at når vi håndterer alt med vanens kraft og venstre hånd, så oplever vi ikke glæden ved at gøre sig umage. Ved at bære opmærksom, kreativ, kvalitetsbevidst. Så bidrager vi ikke til skønheden i denne verden, så reproducerer vi bare os selv.

Så af og til – når du bager brød, skriver et til- og frakort, pudser dine sko eller din cykel, lægger tøj sammen, dækker bordet, vælger tomater, reder sengen, anretter din – eller andres – havregrød: tænk over, hvad du gør, og vælg at gøre det så godt, du kan.

Vi har nu været her en uge, og for hver dag, der går, kommer vi længere væk fra hverdagens dynamik og tempo. Hvilket ikke betyder, at vi går i stå; vi bevæger os bare anderledes og oplever noget andet. I formiddag nåede vi ikke at bage chokoladekage, fordi der pludseligt sad to kaniner foran terrassen, som vi måtte kigge på. Vi havde ellers snakket længe om den kage og købt ind til den, men hvor tit har man en brun og en beige kanin tussende rundt foran sit hus?

Hvis det kræver tilvænning at koncentrere sig om at gøre én ting ad gangen, så kræver det næste, jeg vil nævne, også en seriøs indsats. Nemlig at sætte tempoet ned. Når man som jeg altid har storket afsted, tilbagelagt en hvilken som helst strækning, hvad enten det er indkøbsturen, turen fra kontoret til printeren, fra sofaen til toilettet, i rask trav, alt for tit spist stående, snakket hurtigt, ja bare generelt haft tempo på enhver aktivitet, så er der tale om en vane, som ikke bare forsvinder natten over.

Hvad er problemet? spørger du måske. Tempo, dynamik, energi kan på mange planer have sin berettigelse; man når en masse, der sker noget omkring en, man gror ikke fast. Helt rigtigt, men der er godt nok også mange ulemper ved at løbe gennem livet. Her er nogen af dem.

Det går næsten altid ud over vores krop, at vi skynder os. Vi glemmer at passe på den, og vi bruger den ikke optimalt. Vejrtrækningen bliver overfladisk, fordøjelsen dårlig, vi spænder, bider tænderne sammen og bruger kroppen forkert.

Travle mennesker er sjældent verdens mest empatiske mennesker, og vi spreder i hvert fald ikke god stemning. Vi bliver irriterede på folk, der sænker vores tempo, hvad enten det er barnevognen foran på fortovet eller en kollega, der stiller et besværligt spørgsmål, netop som mødet skal til at slutte. I al vores hastværk er vi sjældent opmærksomme på, om der er en, der hænger lidt med hovedet, og vi skal ikke regne med, at folk vil svare ærligt på spørgsmålet hvordan går det, hvis vores blik og kropssprog signalerer, at vi allerede er et nyt sted på vej hen

Og så misser du alle detaljerne og overraskelserne og de finurlige begivenheder omkring dig, når du kun har blik for speedometret eller uret eller om du når det grønne lys om 100 meter. Hvis du sænker tempoet en anelse på din cykel, er du ikke til fare for trafikken, selv om du lige kigger op på gavlmaleriet med at digt af Inger Christensen i guldskrift til højre for dig. Har du god tid til at komme på arbejde, er der tid til at køre ad en anden rute, der er 150 meter længere, og stoppe ved vinduet ved den nye butik med kogebøger, der pludseligt er åbnet. Og du giver dig måske til at smile til et barn i en klapvogn, der stirrer på dine flotte, røde sko, og du ser, at det da var Ellen Hillingsøe, der lige gik forbi dig. Er du billist, kan du høste de vildeste taknemmelige smil – jeg taler af erfaring – ved at holde tilbage for nogen, der prøver at krydse vejen.

Fordelene ved at sætte tempoet ned er åbenbare; vejen dertil vanskeligere. Jeg er stadig ved at lære det, og der er ingen nemme veje til at ændre en mangeårig, indgroet vane. At bevæge mig hurtigt sidder så dybt indarbejdet i kroppen, at der skal solide kræfter til. Her er, hvad der virker for mig:

Allerførst: beslut dig for at sætte tempoet ned, og hav det i tankerne i løbet af dagen. Sæt måske en seddel op på køleskabet, eller et citat på din telefon. Meget starter med, at man beslutter sig. Dengang jeg gik til pilates, startede timen ofte med følgende instruktion: lyn lynlåsen (man skal forestille sig en lynlås, der går fra skridtet til navlen, og øvelsen skal få en til at spænde de nederste mavemuskler), spænd bæltet (spænd op i musklerne i taljen), knap vesten (spænd brystmuskulaturen) og tag vesten på (ret ryggen og gør dig bred over skuldrene). Nogen gange beslutter jeg mig for at cykle på arbejde the pilates way. Det bevirker, at jeg cykler afsted med rank holdning, hvilket tvinger mig til at bruge benmusklerne mere. Det er hårdere at cykle på denne måde, så jeg sætter automatisk tempoet ned. På samme måde, når jeg går: hvis jeg fokuserer på at rulle mere med foden, fra jeg sætter hælen i til jeg slipper med tåen, så går det også langsommere. I bil er det intet problem – jeg har så stor respekt for trafikkens farer, at jeg sjældent kører for hurtigt. Hvis du er den type, der racer afsted i bil, så vil jeg blot repetere de sidste ord, men kørelærer Bent sagde til mig, da jeg havde fået kortet og han slap mig ud i trafikken: se dig for, når du skifter bane, og overhold hastighedsgrænserne – så skal det hele nok gå. Så se dig for, når du skifter bane, og sæt farten ned!

Rollemodeller. Kender du nogen, der bevæger sig langsomt, afslappet, adstadigt, så kopier dem. Hvis ikke du gør – og de kan faktisk være vanskelige at få øje på, i hvert fald der hvor jeg færdes – så lav en omvendt model: Kig på dem, du IKKE vil ligne. Hende, der råber idiot til din søn, fordi han ligger lidt i vejen på cykelstien; ham, der dytter af bilen foran, fordi den ikke er hurtig nok til at starte. Dem, der bryder enhver form for køkultur, når der bliver åbnet en ny kasse i supermarkedet. Dem vil vi du hvert fald ikke ligne, vel?!

Kig din dag igennem og vurder, om du overhovedet har brug for at skynde dig. Dengang mine tre børn var små, var programmet pænt pakket i løbet af dagen. Hvis jeg skulle hente senest klokken 16 – hvilket tilsyneladende er vigtigt for mange forældre – skulle jeg køre på arbejde 7.30, så jeg kunne være der klokken 8 og gå igen 15.30. Den vane sidder så indarbejdet i mig, at jeg selv efter at børnene er blevet større og selv cykler i skole, stadig indtil for nyligt piskede rundt om morgenen for at kunne køre 7.30. En dag slog det mig, at der intet skete ved at komme hjem 16.15 i stedet for 16.00, hvilket betyder, at jeg har tid til at daske op til skolen med min yngste – kun af hygge, han kan sagtens cykle selv – og når jeg bagefter når ind til byen, står jeg i godt vejr af og trækker cyklen de sidste 200 meter ned gennem Fiolstræde, som min far i mange år gik ned af, når han skulle på arbejde. Min far er her ikke mere, men på den måde starter jeg dagen i hans fodspor, og det er en rar måde af starte dagen på.

 

I dag stod jeg op klokken 7. Lavede dej til brød. Vækkede de andre. Fandt badetøj og håndklæder. Gik ned og badede. Gik hjem. Satte brød i ovnen. Klædte mig på. Spiste morgenmad med familien. Snakkede om, hvad vi skulle i dag. Kørte til den turkise sø nordpå. Hoppede ud fra klippen fem gange. Sad i solen og tørrede. Kørte hjem. Spiste frokost. Drak kaffe på terrassen. Læste i min bog. Snakkede om, hvad vi nu skulle. Gik på stranden. Badede. Gik hjem igen. Sov lidt. Lavede aftensmad. Gik på stranden. Badede. Lidt kortere tid end tidligere. Gik hjem. Hængte badetøj på plads. Drak en kop te. Læste avisen. Børstede tænder. Sagde godnat. Sidder nu på sengen, og om lidt sover jeg

Der findes tre tider – fortid, nutid og fremtid – og jeg vil vove den påstand, at fortiden og fremtiden får det meste af vores opmærksomhed. Jeg er et udpræget fremtidsmenneske, forstået på den måde, at jeg ikke dvæler specielt med ved fortiden, men til gengæld er jeg rigtigt godt meget til stede i fremtiden. Det har sine fordele – jeg er forberedt på alskens situationer, jeg er god til det lange, seje træk, fordi jeg har målet ude i fremtiden for øje, jeg havner sjældent i kaotiske situationer, og fornuftig omgang med mine penge, mine evner og mine ressourcer i øvrigt har skabt et godt fundament i mit liv.

Der også utroligt mange ulemper ved at være et fremtidsmenneske. Man kan få hovedet fuld af bekymringer, som for de flestes vedkommende viser sig at være grundløse, man kan blive så fokuseret på, hvad der kan lade sig gøre, at det der med lyst ender med at blive en sekundær faktor, og måske værst af alt – man glemmer at være til stede i nuet.

Jeg har vænnet mig til at klare mange ting i hovedet på den halve time, det tager mig at cykle på arbejde – opgaver bliver løs, møder planlagt, svar formuleret, madplan udformet, osv. Til gengæld var det først, da jeg startede på at observere verden omkring mig, at jeg konstaterede 1) der mangler træer i København. Vi må have flere træer!, 2) at mange bygninger har sjove tagudhæng og smukke reliefer, som man kun ser, når man lægger hovedet tilbage, 3) at vi danskere går ufatteligt douche og New Nordic-agtigt klædt, for nu at sige det pænt  (mindre pænt: gråt, beige, sort og brunt i hundrede afskygninger) og 4) til gengæld skal der ikke andet end en knaldgul frakke til for virkelig at lyse op i gadebilledet. Da jeg foldede ørerne ud, bemærkede jeg, hvordan lydbilledet fra den første del af turen ændrede sig fra at være relativt stabilt og ens (biler) til at blive meget intenst og mangfoldigt, efterhånden som jeg nærmede mig byen (busser, sirener, biplyde fra lyskrydsene, samtaler på sprog, jeg ikke kendte, eldrevne Christaniacyklers svusch-lyd, når de passerede forbi, vejarbejde osv.). Selv lugtene ændrer sig fra diskrete blomsterdufte fra buske hist og her til parfumer, diesel, brød, kaffe, sved.

Da jeg først begyndte at være tilstede på mine cykelture – vi kan kalde det mindfull cykling – skete der det forunderlige, at jeg nærmest blev forelsket i mit liv. Når jeg nåede frem på arbejde, var det som at have været en halv time i på ferie i et fremmed land. Jeg havde haft antennerne lige så meget ude og suget lige så meget til mig, som hvis jeg var gået rundt i en fremmed by. Min opmærksomhed var blevet skærpet, og det samme var min tilstedeværelse.

Min kusine og hendes mand havde to søde drenge og besluttede sig for at prøve at få en treer. Det fik de også – de fik faktisk en treer og en firer på én gang. En eftermiddag i hendes barselsorlov kiggede jeg forbi, og jeg husker synet af hende, stående ved komfuret, med een tvilling på den ene arm og een tvilling i bæresele på maven, alt imens hun stegte frikadeller. Ved siden af dette billede står en bekendts polterabend, hvor vi spiste middag i storesøsterens hus. Søsteren var den effektive slags – når hun bar et fad ud i køkkenet, kunne hun lige så godt vaske det og i øvrigt lige smutte ud med skraldespanden, og de der flasker kommer da lige i kælderen. Da måltidet var slut, kunne man ikke se, vi havde været der. Og jeg tænker på mine egne morgener, hvor jeg laver havregrød, vasker mig, dækker ord, lægger make-up, vækker børn, henter avisen, dækker bord i én stor pærevælling. For ikke at tale om mine børn, der laver lektier, mens de hører musik og har youtube kørende ved siden af.

Det hedder at multitaske, og det er til tider nødvendigt og ganske praktisk at kunne, så madlavningen ikke går helt i stå, fordi man skal forklare forskellen på addition og division, eller man skal køre ind til siden, fordi nogen i bilen spørger, hvornår vi er der. Men sagen er, at det nemt griber om sig og breder sig til situationer, hvor der ikke er noget vundet ved det. Der er ikke altid behov for det, men vi har vænnet os til det.

Multitasking er ineffektivt – man tror, man gør to ting på én gang, men i virkeligheden veksler man mellem aktiviteterne. Hvis du skal læse avis, samtidig med at du hjælper med lektierne, så gør du ikke begge ting samtidig – du skiftes til at læse artiklen og svare på spørgsmål. Og de ord, du læser, mens du taler, dem kan du ikke huske, og så må du bare læse det igen, når du har fået ro. Udover, at du ikke sparer tid, laver du ofte fejl, fordi du ikke koncentrerer dig. Du glemmer at tage tid på ægget, fordi du lige skulle se, hvem du fik en sms fra. Du kom til at putte smør på brødet til det barn, der hader smør, fordi du også lige skulle råbe en besked til din mand. Og for at toppe det hele – når du er gennem hvad, du nu skulle igennem, uden at have sparet tid, med et par fejl hist og her, så er du tilmed mere træt i dit hoved af al denne hoppen frem og tilbage i opmærksomheden, ligesom du sandsynligvis ikke føler dig særligt meget til stede.

Det er svært at lade være, og der er masser af hverdagssituationer, hvor det uden større tab sagtens kan lade sig gøre. Så længe du laver noget, der kan køres af på rutinen, og som måske endda er kedeligt – kartoffelskrælning, skopudsning, for at nævne et par eksempler – så går der intet tabt ved at høre god musik eller snakke med nogen samtidig.

Men i andre situationer er min erfaring, at man skal træffe et aktivt valg om kun at lave denne ene ting, og så koncentrere sig om det. Gevinsten ligger ligefor – du bliver ikke så træt i dit hoved, du udfører sandsynligvis aktiviteten bedre, og måske vigtigst af alt: du er til stede i dit liv. Lige her og nu. Med hvad du nu måtte beskæftige dig med.

 

Hver morgen er der yoga nede på stranden klokken 9. Hvor hipster-spelt-agtigt er det lige, kunne man en kort stund forledes til at tænke, men ikke her på ferien. Her er sindet åbent, tankerne venlige og gå-på-modet stort. Så i morges dukkede jeg op, snuppede en orange yogamåtte fra den store sivkurv ved siden af strandkiosken og sluttede mig til den store menneskecirkel i sandet, der alle var vendt mod søde Sandja. Lagde mig i savasana, lukkede øjnene, mærkede den blide morgensol på kroppen, lyttede til bølgeskvulpene og ventede på, at vi gik i gang.

Jeg har gået til yoga flere gange, og hver gang er der sket det samme: i starten føles det forløsende, afslappende, rart, men når sæsonen nærmer sig sin ende, er jeg begyndt at kede mig, og holder derfor op igen. På den baggrund kan det synes spøjst, at jeg nu anbefaler det, men jeg skal prøve at forklare.

Min nuværende praksis bygger ikke på holdundervisning, men på ca. 15 minutter morgen og aften, og når jeg ellers har behov for det. Jeg har købt en ganske enkel begynderbog med forskellige serier (kom i gang om morgenen, få god fordøjelse, ret kontorkroppen ud, og fald til ro inden sengetid og lignende) en yogamåtte og et par dejlige og bløde yogabukser med løse ben. De tre ting – bogen, måtten, bukserne – er nu blevet mine faste makkere, når jeg indleder og afslutter dagen, og de hjælper mig til at være tilstede i min krop på en bevidst måde. At føle mig grounded, som det hedder i bogen.

Yoga gør utroligt mange gode ting for din krop. Det hjælper dig med at trække vejret dybt og roligt. Det giver dig – lidt afhængig af, hvilke stillinger, du udfører – styrke i kroppen. Det strækker de muskler, som er blevet stramme (og tro mig, dem har de fleste af os en del af, og personligt er jeg særligt glad for de øvelser, der åbner op i hoften og psoas-musklen), så du efterhånden kan bevæge dig mere frit og afslappet. Det løsner op i spændinger og ømhed i kroppen. Og – igen afhængigt af stillingerne – giver yoga dig energi, så du frisk går dagen i møde, eller får dig til at blive dybt afslappet, så du nærmest kan rulle direkte i seng og ind i søvnens glæder.

Sondringen mellem krop og sjæl er ikke altid hensigtsmæssig, for vi risikerer at overse, hvordan vores følelser og tanker påvirker vores krop. Og omvendt, hvordan vores krops tilstand påvirker vores sind. Stress, bekymringer og sorg sætter sig i kroppen, ligesom smerter og spændinger i kroppen sætter sig i vores sind. Det er svært at være glad, hvis man har ondt. Og er man ikke glad, får man nemt ondt. Det ene eller det andet sted. Yoga bryder denne skelnen og arbejder med sindet gennem kroppen.

I dag er der mange flere former for yoga, end den gang jeg startede, så kommer du også til at kede dig, er der masser af muligheder for at finde en mere dynamisk form. Mit bud er dog, at du vil elske den følelse, yogaen giver i din krop, og kommer du til at kede dig – ja, så kan man også se det som et tegn på, at man ikke har brug for det mere. At det går fint med groundingen. Men ellers: køb en begynderbog, se videoer på nettet eller meld dig til et yogahold