Det store i det små

Det blev en uge med mink-kaos, desperate farmere i aviserne og en – gætter jeg – pænt stor flok borgere, incl. mig selv, der ikke har kunnet finde deres ben i, om der er begået en forbrydelse mod sagesløse erhvervsdrivende, eller om verden er reddet fra en ny, ødelæggende epidemi, der ville starte hele corona-miséren forfra. Eller begge dele. Ulykkeligt for mange er det lige meget hvad.

På den private bane baksede jeg med diverse besværligheder, som ikke er noget at tale om i det store perspektiv, men som ikke desto mindre bevirkede, at jeg nærmest væltede ind i weekenden fredag eftermiddag og ikke kunne tænke på andet end at smide mig på sofaen og blive der i en ikke nærmere defineret uendelighed.

Heldigvis har novembervejret vist sig fra sin venlige side her i weekenden, og en bibliotekstur med yngstesønnen lørdag formiddag blev forlænget med cafebesøg med flødeskumstoppet cacao og lun tebirkes, hvilket han taler om endnu, så måske man skulle gentage det næste weekend. Hyggeligt var det i hvert fald. Ansporet af en alenlang liste på køleskabet over to-do-punkter i hjemmet kastede min mand sig over en reol i entreen, der fungerer som magnet for ALLE de ting, man ikke lige kan finde en plads til, og det væltede frem med ting, vi ikke anede eksisterede – et brilleetui, en grøn plastikbeholder, en nøgle (selvfølgeligt – med 5 mennesker og 7 cykler og naboer, vi passer kat for, er omfanget af nøgler overvældende, og de skal holdes i kort snor, hvilket en gang imellem glipper), og en helt masse støv. Befriende var det, da reolen atter stod knivskarp og opryddet, og vi glæder os over det, så længe det varer.

En gammel græker og en præst i avisen ansporede til opbyggelige tanker. Den gamle græker er Seneca* (tak til Niels Overgaards letlæste og anbefalelsesværdige bog om stoicismen – du ved, dem med den stoiske ro – der hedder ”Det hele handler ikke om dig”. Lån den på biblioteket, eller køb den hos din boghandler). Seneca var meget nede på jorden og skriver bl.a.

Heraf følger også, at vi ikke må forbitres over jammerlige småting. Slavedrengen (!) er for træg og vandet for lunkent til at drikke og lejet er uredt og bordet skødesløst dækket; at hidse sig op over sådan noget er vanvid!

Jeg kigger på min to-do-liste og kunne fortsætte: ”skidt med, at alle børnene skal have nyt pas, at der skal lampe op udenfor, og jeg ved ikke, hvad gør vi med sommerferien, banken har for 17. gang rykket for billedlegitimation og bliver mindre og mindre venlig i tonen, ovenlysvinduet på trappen skal males, og vi skal have en murer til at fixe nogle fliser på badeværelset og det var kun toppen af listen”. Man kan forledes til at blive meget træt, men det er jo bare jammerlige småting, og det nås nok det hele.

Den gamle græker får ordet igen:

Man må altså vænne sig til sine vilkår og beklage sig mindst muligt over dem og udnytte de gunstige muligheder, de rummer, thi intet er så bittert, at en rolig sjæl ikke kan finde formildende omstændigheder. Selv ganske små grunde har arkitektens kunst tit gjort stort nok til mange foretagender, og den snævreste krog har fornuftig disposition gjort beboelig.

Lige nu er reolen i gangen i hvert fald fornuftigt disponeret, og med sin begrænsede plads giver den os gunstige muligheder for løbende at få ryddet op i al det skrammel, der umærkeligt hober sig op.

Søndag morgen bød på et hop i Øresund, hvilket var jävla koldt, men som altid utroligt livgivende. Vel hjemme igen var avisen i mellemtiden kommet, og i Berlingske advokerede præsten Karsten Møller Hansen for, at man skulle neddrosle ambitionen om storhed i livet, kæmpe idealer, vilde historier og masser af indfriede drømme. Og måske bare stræbe efter smukke og enkle livshistorier, der er bygget på, at børnebørnene elsker at komme på besøg, at man køber kanelstang hver weekend og har været sammen med sin hustru i 55 gode år. Måske lidt støjende ord i en verden, hvor idealet er at gribe dagen og leve i nuet, men hans pointe er, at det forhold at livet ikke blev, som det skulle, er også liv. Det kan man tænke over, nu hvor udlandsrejserne og de store fester er sat på pause. Som Seneca siger: at hidse sig op over sådan noget er vanvid, og er man i det konstruktive humør, kan man øve sig i stoicisme og benytte stilstanden til at spise tebirkes sammen med en, man holder af, nyde den blege novembersol, der kaster sit lys på træernes sidste gulnede blade, og glæde sig over synet at en opryddet reol i gangen.

*Seneca: Om vrede. Om mildhed. Om sindsro.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s