Hundrede udveje i en verden på afveje #13: Gode nyheder er en kunstart

Det startede som, hvad der skulle være en nem opgave. En gennemgang af de bedste, mest positive historier fra 2018. Beretninger, der skulle få mig selv og jer andre til at tænke: der er håb forude. Efter sigende skal der fem gode nyheder til at opveje en dårlig, og dårlige historier er ikke svære at finde, så der er brug for de gode historier.

Ikke den mest originale ide med sådan en liste, det indrømmer jeg, men ikke desto mindre en værdig måde at afslutte året på.

Med de helt nære minder fra min egen navle gik det nemt. Yngste søn fik ikke skrevet hjem i tre måneder. Familien undgik at blive ramt af statslig udflytning og fyringsrunde endnu en gang. Jeg opdagede glæden ved sort the med sødmælk. Årets møder med sundhedsvæsenet var af udramatisk karakter og med tilfredsstillende resultater. Bilen holdt endnu et år. Vi havde pindsvin i haven i sommer. Juletræet i stuen stod kun mildt skævt, og i den rette vinkel sås det ikke. Banale glæder, men vigtige at huske.

Løftede jeg blikket en anelse til noget, der ikke handlede om mig selv, gik det også stadig. Min nevø overlevede et frygteligt styrt på motorcyklen. Cyklisten, der skred foran mig på Frederiksborgvej, knaldede cykelhjelmen og ikke kraniet i asfalten og kunne rejse sig igen med en ordentlig forskrækkelse som eneste mén. Pladsen foran Frue Plads fik ny, smuk belægning.

Men den store verden… her kneb det lidt med hukommelsen, og jeg kastede spørgsmålet ud i nærmeste kreds. Og der blev stille. Og der blev tænkt. Nogen skulle lige ud og spise churros, før de kunne svare. Andre sendte spørgsmålet videre til næste generation. Men efter lidt tid kom tilbagemeldingerne, mere eller mindre tøvende.

Der var svar, der var ligetil. Stigende klimabevidsthed. Thailandske børn reddet ud af grotte. Nord- og Sydkorea har nærmet sig hinanden. EU står endnu. De svenske skovbrande blev bekæmpet, fordi folk var gode til at hjælpe hinanden.

Et svar røg i Yvettes censur (at den borgerlige regering står endnu).

Et andet var for langt fra min interessesfære til at kunne indgå på autentisk vis (at Danmark kom med i 1/8-finalen i VM).

Nogle svar var smalle, men fine. At vi har Jonathan Spang og Tæt på Sandheden. Herrens Veje. Og en fin julekalender på DR1, der gav anledning til gode snakke med børnene om, hvad der sker, når man dør. Vejkirken ved Overby på vej til Sjællands Odde, der stadig står smuk og rødkalket midt i det sjællandske landskab.

Og så var der alle dem, så hvilede på et lidt tvivlsomt leje af noget, der ikke var rart at tænke på. Som at servere en La Glace-kage på en paptallerken; det kræver lidt fortrængning, hvis man skal nyde den.

Den fantastiske sommer… som måske/måske ikke udsprang af klimeforandringerne og i hvert fald blev et dyrt bekendtskab for landmændene. At en tidligere Venstre-minister havde forladt landet. At bitcoin-spekulanterne fik en over nakken. At der er kommet opmærksomhed på danske studerendes problemer med stress. At Republikanerne tabte midtvejsvalget. At dygtige journalister i tæt samarbejde på tværs af grænser fik sagerne om udbytteskat frem i lyset.

Det blev ikke en fin og ligetil liste. Og der er lidt langt mellem snapsene. Til gengæld lærte jeg, at gode nyheder kræver forarbejde og er langt sværere at grave frem ind de dårlige nyheder. Med mindre det hele handler om, at der vitterligt ikke var så meget glædeligt at berette om? I hvert fald starter jeg listen for 2019 på tirsdag. Både over de nære glæder, som er uendeligt vigtige at glæde sig over, og de mere vidtrækkende, og lige så betydningsfulde glæder. Og så håber vi, at 2019 hjælper mig godt på vej.

Hvordan ser din liste ud?

Udvej nummer 13: Husk de gode nyheder.

Godt nytår!

Hundrede udveje i en verden på afveje #12: Det bliver jul lige meget hvad

Måske er december gået så hurtigt, at du ikke har nået at komme i julestemning. Måske er det fint, at du ikke skal have mere gløgg før om elleve måneder. Måske glæder du dig mest af alt til, at lyset vender tilbage. Måske glæder du dig som et lille barn over julemåneden og ville ønske, vi kunne skrue tiden en måned tilbage. Måske er du mest optaget af den ene gave på niecens ønskeseddel, der ikke er til at opstøve. Eller måske gør tanken om de 50.000 mennesker, der har søgt om julehjælp i landet omkring, dig knusende afslappet omkring dit indkøb af gaver. Måske er julesorgen i år større end juleglæden og julen noget, de andre leger. Eller måske giver julen dig netop en kærkommen lejlighed til at skabe en smule glæde midt i sorgen. Måske kommer du til at tænke på din barndoms jul og smiler med tårer i øjnene. Måske kommer du til at tænke på din barndoms jul og sværger på, at det kan du gøre bedre. Måske glæder du dig mest af alt til at stene på sofaen med en krimi 1. juledag. Måske forstår du ikke, hvordan beretningen om en fattig jomfrus fødsel af en dreng for totusinde år siden kan danne grundlag for plastikgran, rigelige mængder snaps og ekstra mange skilsmisser. Måske føler du dig som Lakhdar Brahimi i bestræbelserne for at strikke et program sammen i juledagene, der tilgodeser alle medlemmer i din sammenbragte familie. Måske er du mest af alt ærgerlig over, at der aldrig kom granguirlander op over Nørrebrogade. Måske bruger du al energien på at få lov til at holde jul alene, selv om alle omkring dig er ved at gå i spåner over det. Måske har du aldrig brudt dig om brunkager, og til gengæld vansmægter du efter flere vaniljekranse. Dem med kokosmel. Måske ville du bare så gerne have haft hvid jul. Måske er det en svær tid at springe ud som fuldtidsvegetar på. Måske er du netop i stødet til det efter tre julefrokoster med and, leverpostej og flæskesteg. Måske er det bedste af det hele, at børnenes svømmeundervisning holder pause i tre uger. Måske nyder du morgen efter morgen naboernes juletræskæder midt i mørket. Måske er det svært at glæde sig, når man også læser aviser.  Måske skal du på kirkegården og stille en blomst. Måske føles det hele omsonst. Måske var det i år, du skulle få læst Selma Lagerlöfs Legenden om juleroserne:

Det eneste, de mærkede, var en fjern klokkeklang, der førtes til dem af en svag søndenvind. Hvordan skal den klokkeklang kunne vække den døde skov? tænkte abbed Hans. Thi nu, da han stod midt i vinterens mørke, forekom det ham langt mere umuligt, at der her skulle kunne opblomstre en urtegård, end han før havde tænkt. Men da klokken havde ringet en kort stund, gik der en pludselig lysning gennem skoven. Der blev straks efter lige så mørkt igen, men så kom lyset tilbage. Det kæmpede sig frem som en lysende tåge mellem de mørke træer. Så stærk en virkning havde det, at mørket gik over til svagt daggry.

Glædelig jul.

Udvej nummer 12: Hold jul lige meget hvad

Hundrede udveje i en verden på afveje #11: En.To.Tre.Fire

  • Sæt dig på en stol med fødderne i jorden og hænderne i skødet. Slap af i skuldrene. Og kæben.
  • Luk øjnene.
  • Træk vejret ind og helt ned i maven, mens du langsomt tæller til 4
  • Hold vejret, mens du langsomt tæller til 4
  • Ånd ud, mens du langsomt tæller til 4
  • Hold pause, mens du langsomt tæller til 4
  • Gentag 20 gange
  • Gør det igen i morgen

Udvej nummer 11: Træk vejret med maven

Hundrede udveje i en verden på afveje #10: Nogen gange er en købesmåkage godt nok

Det sure med det søde. Sorrig og glæde. Sol og skygge. Julesorg og juleglæde. Tilværelsen veksler, og hvis man har lyst, kan stille sig midt i diskussionen mellem Svend Brinkman og hans insisteren på at være negativ på den ene side og positivpsykologernes evige jagt efter at blive den bedste udgave af sig selv på den anden side, og så kan man prøve at gøre op med sig selv, hvem man tror mest på.

I sidste uge bragte Berlingske en artikel om Michael Scott Moore, en tysk-amerikansk journalist, der havde tilbragt tre år som gidsel hos somaliske pirater. Tre år i fangenskab hos nogen, der kun lod ham overleve, fordi de kunne tjene penge på det. Tre års uvidenhed. Tre års ventetid. Tre år er en mindre evighed, og man kan vil undre sig over, hvordan han holdt gejsten og håbet oppe og bevarede sig selv i en så håbløs situation.

Sagen er, at han ikke holdt håbet oppe. De gange han tillod sig selv at håbe og tro på gidseltagerne, når de sagde, han kom ud i morgen, var ved at slå ham ud, når det viste sig, at han ikke kom ud. Hans vej gennem de mange dage, som blev til uger, måneder og år, blev derfor at lade være med at håbe og i stedet komme igennem hver enkelt dag på en tålelig måde. Dagene blev tålelige gennem faste yoga-ritualer. Gennem intens tankevirksomhed omkring to bøger, han havde været ved at skrive inden gidseltagningen. Gennem samtale med de af gidseltagerne, der var interesserede. Gennem faste tilbageblik til hans barndom og ungdom, så han bevarede kontakten til sig selv og til sin identitet, som den så ud, før han blev gidsel. Og gennem tilgivelse. Ikke, fordi han var flink, men fordi han mærkede, hvordan had og vrede fik ham til at gå til grunde.

At være taget som gidsel er en ekstrem situation, og man kan ikke overføre alt, hvad der virker i et usselt telt med seks Kalashnikov-bevæbnede vagter udenfor, til hverdagens op- og nedture. Måske kan man dog lade sig inspirere. Livet byder også på andre skyggesider end gidseltagning, og vi forlanger for meget af os selv, hvis vi forventer, at vi dag ud og dag ind kan bevare håbet, optimismen og glæden. Sorg og savn og dårlige dage er også en del af pakken. Der er dage, hvor man skal sætte ambitionsniveauet lavt og måske bare fokusere på at få tre hovedmåltider, svare venligt, hvis fremmede taler til en, og komme tidligt i seng. Dagen efter kan man måske supplere med en god kop kaffe, og den efterfølgende dag med et fodbad.

Og rammer mismodet ned midt i julen, er et enkelt stearinlys med lidt gran omkring mere end fint. Måske suppleret med en vaniljekrans fra Irma. Det er ikke for sjov, at Grundtvig skrev om julesorgen, om mismodet og følelsen af afmagt, der netop kan ramme, når det hele skulle være frydefuldt og glædeligt. Nogen gange gør man sig selv en tjeneste ved at acceptere, at dages opgave er komme igennem den på en tålelig måde.

Udvej nummer ti: Nogen gange er en købesmåkage godt nok.

Hundrede udveje i en verden på afveje #9: Nyd dit eget selskab i et minut

I sidste uge var jeg til et foredrag om fremtidens arbejdsmarked og den verden, de unge mennesker skal forberede sig på at begå sig i. Jeg lærte begrebet VUCA-world at kende (VUCA står for Volatile, Uncertain, Complex og Ambiguous), og et af de mange budskaber var, at evnen til at fokusere, holde pauser og hvile hjernen var vigtigere end nogensinde. Foredraget sluttede med, at alle hundrede tilhørere skulle lukke øjnene og sidde stille i et minut.

I søndags kom jeg til at tænke på øvelsen, da jeg skulle til at lave morgenmad. En af tilhørerne havde efter foredraget bemærket, at hun ikke kunne mindes, hvornår hun sidst havde lavet ingenting i et helt minut, og i min overskudsagtige søndagsro besluttede jeg at følge op på øvelsen. Jeg satte mig til rette på en køkkenstol, rettede ryggen, lukkede øjnene, trak vejret – og det gjorde jeg så i tres sekunder.

Bagefter gik jeg i gang med de amerikanske pandekager, og nu var jeg jo gevaldigt fokuseret på at være fokuseret, så jeg lavede ikke andet imens. Jeg tømte ikke opvaskemaskine, jeg dækkede ikke bord, jeg tjekkede ikke telefonen, jeg stod bare og kiggede på fem klatter dej på en smørglinsende pande og bemærkede, at en af dem havde form som de fostre, man ser på et scanningsbillede. Jeg kedede mig lidt, noterede at jeg var lidt øm i nakken, rullede med skuldrede – først ti gange den ene vej, så ti gange den anden vej. Efter uendeligt lang tid var pandekagerne færdige.

Da morgenmåltidet var ved at være slut, deklarerede jeg, at der var temadag i familien. Det handlede om at fokusere, så nu skulle alle bruge en halv time på en enkelt beskæftigelse, uden skærme, musik eller andre afledningsmanøvrer. Imens ville jeg hellige mig avisen.

Min ældste datter kastede sig også over avisen, og inden længe var hun og min mand indrulleret i en diskussion om Henrik Qvortrups etik og Se&Hør vs. Ekstra Bladet. Min mellemste havde utroligt fornuftigt sat sig med en bog og var meget optaget af at forstå alle ord, så min avislæsning blev jævnligt afbrudt af redegørelser for, hvad barak, interimistisk og malplaceret betød. Min yngste brugte sin halve time på en længe tiltrængt oprydning og havde hver femte minut spørgsmål til placeringen af diverse Lego, sværd og udklædningstøj.

Ved frokosttid var jeg blevet ambitiøs og lagde TO minutters lave-ingenting ind i programmet. Alle var optaget af andre sysler, og det lykkedes overraskende nok at skrabe ethundredetyve sekunders stilhed sammen. Efter en tur på biblioteket snuppede jeg TRE minutter, og der var ikke grænser for min stolthed over denne fantastiske evne til at fokusere.

Mens min mand lavede aftensmad, satte jeg mig i stuen for at nå op på FIRE minutter. Mens jeg sad med lukkede øjne, kom jeg i tanker om en yogaøvelse, jeg engang for mange år siden havde lært, hvor man skal stikke tungen helt ud af munden og sige AHHH. Det måtte jeg også prøve, så det gjorde jeg. Efter to minutter gik min mand gennem stuen og spurgte, om de mærkelige lyde kom herindefra. Jeg tog de sidste minutter i stilhed.

Inden sengetid stod den på FEM minutters YIN-yoga på gulvet i en bedeagtig stilling med armene strakt frem foran på gulvet. Katten cirklede omkring mig, mjavede bekymret og forlod så rummet igen, synligt urolig over kæmpekatten midt på gulvet. Mens jeg lå i den uvante stilling, regnede jeg ud, at jeg sammenlagt måtte have tilbragt femten minutter i mit eget selskab uden at lave noget som helst. Den slags er udmattende, når man ikke er vant til det. Jeg tumlede i seng oven på en hård, men god dag.

Udvej nummer ni: Nyd dit eget selskab i et minut.

Hundrede udveje i en verden på afveje #7: Hold liv i din problemsuppe

Jeg læste om en iransk studerende, der for snart længe siden tog til USA for at studere på Berkeley. Den unge studerende havde godt styr på det engelske sprog, men var naturligvis ikke flydende i det. Dette medførte, at han misforstod betydningen af et udtryk, han ofte hørte hos medstuderende og undervisere, nemlig the solution of my problems. Han kendte ikke ordet solution og troede, det betød en kemisk væske, en boblende og sydende slags væske, og han hørte udtrykket som en metafor for den flydende masse af problemer, vi alle bærer rundt på.

Den iranske studerende syntes, det var en smuk metafor. I udtrykket, som vi i denne sammenhæng kan oversætte til min problemsuppe (det kunne også være min problemvæske eller – mere kemisk – min problemfluidum), hørte han en helt særlig opfattelse af menneskets problemer. I stedet for at se problemer som noget, der skal løses – som et puslespil, der kan gå op og så er alt godt –  hørte han en accept af, at ens liv altid vil bestå af store og mindre problemer. Vi bærer alle rundt på en krukke med vores helt egen suppe af problemer – nogen store, nogen små, nogen der opløses undervejs, nogen der har det med at forblive. I perioder er der ikke så meget suppe, og den er let og nemt at håndtere – og i andre perioder er suppen tyk og fyldig og ved at skvulpe over. Indtil den igen bliver til en tynd og gennemsigtig væske.

I dag består min suppe måske af en revnet køkkenbordplade, en søn der ikke kan finde ud af matematik og en mærkelig knop på knæet, og om en måned kan det handle det om et besværligt julegaveønske, et hav af opgaver på arbejde, der skal være færdige inden jul, og to gløgg-arrangementer oven i hinanden. For igen at blive afløst af sommerferieplaner, der ikke vil gå op, en datter der ikke kan finde ud af biologi og en mærkelig lyd fra bilen. Sådan er livet, og når problemerne er små og småboblende, skal vi værdsætte det, og når de er gigantiske og spruttende, skal vi huske, at det går over igen.

Den unge iraner blev helt oplivet over dette syn på menneskets kvaler, fordi det indebar en accept af, at livet altid i en eller anden grad er bøvlet, og at man derfor ikke skal se besværet som et udtryk for, at noget er gået galt eller at man har fejlet. Problemerne er en del af det at være menneske, og havde vi ingen problemer, var vi ikke til. Ligesom, hvis vi ikke havde noget åndedræt.

Uendeligt skuffet blev han, da virkeligheden gik op for ham, og han fandt ud af, at ordet solution netop ikke bar denne betydning af accept i sig. At solution netop handler om at blive problemerne kvit en gang for alle. Men vi kan jo sagtens vælge at holde fast i iranerens kemi-metafor. Det smukke ved metaforer er jo, at de kan give et helt nyt syn på realiteterne, og sådan kan man jo vælge, hvilke briller man vil have på, når man ser sig omkring. Er vores besværlige liv et puslespil, som skal gå op – eller er det en suppe, vi skal mestre at balancere med?

Skal vi sige om november, at det er årets dejligste, glødende af rødbrune farver, jf. Bjørn Bredal, eller at mørk er november, løvfaldet slut som Thorkild Bjørnvig. Vælg selv.

Udvej nummer 7: Hold liv i din problemsuppe

Historien om den iranske student er at finde i Georg Lakoff og Mark Johnsons bog (1980): Metaphors we live by, side 143.

Hundrede udveje i en verden på afveje #6: Værn om dine ritualer

Hver morgen ringer mit vækkeur kl. 5.30, og jeg trykker – selvfølgeligt -på snooze-knappen. To gange i alt, så klokken bliver 5.48, før jeg langsomt begynder at indtage dagen. Jeg tænder lyskæden i stuen, senere to stearinlys på spisebordet, og først når vi alle sætter os ved morgenbordet, tænder jeg lampen over bordet. Ved morgenbordet sidder vi på de samme pladser, og hver har vi et særligt krus, som ingen andre drikker af. Under morgenmaden kommer katten som regel ind fra haven, og når vi har taget ud af bordet, mjaver den højlydt, og så får den et æg. Jeg forlader huset som den første, sætter alle cyklerne frem fra skuret (ikke kun for at være flink, jeg kan ikke komme til min egen, før de andre er væk). Efter fem minutter på cykel passerer jeg Grundtvigskirken, og jeg glæder mig over synet, især hvis jeg rammer tidspunktet, hvor solen står op bag tårnet. Når jeg kommer ind på arbejde, smider jeg min taske ved min plads, går ud i køkkenet og roder i skabet efter det helt rigtige glas, som jeg fylder med 1 tsk. nescafe, kogende vand og varm mælk. Sådan går det morgen efter morgen, indtil vi når weekend’en, hvor en ny rytme indtræffer et par dage, indtil det er mandag igen, og ovenstående gentager sig.

Den forsømte fuldmægtig, tænker du måske. Eller hamsterhjul. Eller noget andet trælsomt og jeg-har-ikke-noget-liv-agtigt. Hvor fantasiforladt, hvor gabsommeligt, hvor uendeligt middelmådigt og uambitiøst. Hvad blev der af de store tanker og revolutionen og nytænkning og kreativitet?

Hertil vil jeg sige: Når jeg engang om forhåbentlig mange år sidder og kigger tilbage på mit liv, inden tiden rinder ud, tror jeg ikke, det er fødselsdagene, sommerferierne og lønforhøjelserne, der vil stå stærkest i erindringen. De vil være der, sammen med alt det andet sammenrend af minder, bristede illusioner, uventede glæder, tab, store overraskelser og uventede drejninger, men jeg er ikke sikker på, at de vil være det væsentligste.

Det vil til gengæld hverdagens gentagelser, som bliver så indarbejdede, at de til sidst bliver en del af ens person, dybt forankret i sjæl og krop. Alle disse dagligdags ritualer, som langsomt er vokset frem, fordi de passer en godt; som har udviklet sig i det stille, uden man har tænkt over det. Lige pludseligt har man sat sig ved morgenbordet kl. 6.45 hver eneste hverdag i to år, fordi det lige netop er det tidspunkt, der får kabalen med spisning, tandbørstning, lade telefonen op, finde nøgler og rydde op i køkkenet til at falde mere eller mindre smukt på plads. Man har indfundet sig på sit arbejde klokken otte, fordi det i den anden ende passer med de øvrige hente-lave-lektier-og-mad-aktiviteter. Man laver ikke aftensmad om fredagen, fordi det bedste i hele verden er at smide sig på sofaen med avisen, og børnene protesterer ikke over rugbrød og havregryn, fordi der er slik i vente.

Ritualerne kan også opstå og afvikles på ganske kort tid, som f.eks. i løbet af en sommerferieuge. Kan I huske den lille bager, hvor vi købte pain au chocolat hver morgen, kvidrer man begejstret ved minderne om uge 29 på Korsica. Og hver aften gik vi tur til stranden og købte is i Det Blå Ishus, om uge 30 ved Vesterhavet. Mange dage på et nyt sted skal der ikke til, før man finder sig selv i et genkendeligt mønster af urokkelige siddepladser, faste indkøbssteder og uforanderlige badetidspunkter. De gentagne handlinger bliver på rekordfart til traditioner og symboler på et trygt tilhørsforhold, som forankrer os i verden og giver os ro til at kapere hurlumhejet omkring os.

Nogen kunne få den tanke, at man bliver en særling af alle disse ritualer og faste handlingsmønstre, men frygt ikke!, som englen sagde, for ofte sker der det, at et ritual ændrer sig og bliver til et nyt ritual. Pludseligt passer det ind i rytmen at stå et kvarter senere op, og så bliver det ny standard. Man finder ud af, hvor dejligt det er at smøre hænderne ind i granatæblecreme fra Matas inden sengetid, i stedet for at smøre dem ind i Niveacreme efter opvasken, og så er det en ny vane. Aftenkaffen bliver erstattet med te, silke bliver udskiftet med uld, Det gule Ishus viser sig at være bedre end det blå, og tirsdagspilates udskiftes med onsdagsyoga.

Og jo, vi kunne da også bare tale om rutiner, men så mister vi blikket for gentagelsens skønhed og hverdagens mystik. Lad os gemme rutineordet til de aktiviteter, som foregår uden større ophøjelse. Tøjvask, huske indkøb af opvaskemaskinesalt, aflæsning af elmåleren, skift til vinterdæk – og listen er desværre alenlang – må for mig gerne ske så umærkeligt, at jeg umiddelbart efter har glemt, at mit liv også består af den slags nødvendigheder. Disse rutiner kommer sandsynligvis aldrig til at fremkalde et mildt smil på mit aldrende ansigt, modsat de stille morgener i familiens skød, hvor vi alle langsomt vågner, inden vi begiver os ud i verden. Modsat alle de ritualer, der er med til at gøre mig til den, jeg er.

Udvej nummer seks: værn om dine ritualer.