Sytten udveje i en verden på afveje #13: Gode nyheder er en kunstart

Det startede som, hvad der skulle være en nem opgave. En gennemgang af de bedste, mest positive historier fra 2018. Beretninger, der skulle få mig selv og jer andre til at tænke: der er håb forude. Efter sigende skal der fem gode nyheder til at opveje en dårlig, og dårlige historier er ikke svære at finde, så der er brug for de gode historier.

Ikke den mest originale ide med sådan en liste, det indrømmer jeg, men ikke desto mindre en værdig måde at afslutte året på.

Med de helt nære minder fra min egen navle gik det nemt. Yngste søn fik ikke skrevet hjem i tre måneder. Familien undgik at blive ramt af statslig udflytning og fyringsrunde endnu en gang. Jeg opdagede glæden ved sort the med sødmælk. Årets møder med sundhedsvæsenet var af udramatisk karakter og med tilfredsstillende resultater. Bilen holdt endnu et år. Vi havde pindsvin i haven i sommer. Juletræet i stuen stod kun mildt skævt, og i den rette vinkel sås det ikke. Banale glæder, men vigtige at huske.

Løftede jeg blikket en anelse til noget, der ikke handlede om mig selv, gik det også stadig. Min nevø overlevede et frygteligt styrt på motorcyklen. Cyklisten, der skred foran mig på Frederiksborgvej, knaldede cykelhjelmen og ikke kraniet i asfalten og kunne rejse sig igen med en ordentlig forskrækkelse som eneste mén. Pladsen foran Frue Plads fik ny, smuk belægning.

Men den store verden… her kneb det lidt med hukommelsen, og jeg kastede spørgsmålet ud i nærmeste kreds. Og der blev stille. Og der blev tænkt. Nogen skulle lige ud og spise churros, før de kunne svare. Andre sendte spørgsmålet videre til næste generation. Men efter lidt tid kom tilbagemeldingerne, mere eller mindre tøvende.

Der var svar, der var ligetil. Stigende klimabevidsthed. Thailandske børn reddet ud af grotte. Nord- og Sydkorea har nærmet sig hinanden. EU står endnu. De svenske skovbrande blev bekæmpet, fordi folk var gode til at hjælpe hinanden.

Et svar røg i Yvettes censur (at den borgerlige regering står endnu).

Et andet var for langt fra min interessesfære til at kunne indgå på autentisk vis (at Danmark kom med i 1/8-finalen i VM).

Nogle svar var smalle, men fine. At vi har Jonathan Spang og Tæt på Sandheden. Herrens Veje. Og en fin julekalender på DR1, der gav anledning til gode snakke med børnene om, hvad der sker, når man dør. Vejkirken ved Overby på vej til Sjællands Odde, der stadig står smuk og rødkalket midt i det sjællandske landskab.

Og så var der alle dem, så hvilede på et lidt tvivlsomt leje af noget, der ikke var rart at tænke på. Som at servere en La Glace-kage på en paptallerken; det kræver lidt fortrængning, hvis man skal nyde den.

Den fantastiske sommer… som måske/måske ikke udsprang af klimeforandringerne og i hvert fald blev et dyrt bekendtskab for landmændene. At en tidligere Venstre-minister havde forladt landet. At bitcoin-spekulanterne fik en over nakken. At der er kommet opmærksomhed på danske studerendes problemer med stress. At Republikanerne tabte midtvejsvalget. At dygtige journalister i tæt samarbejde på tværs af grænser fik sagerne om udbytteskat frem i lyset.

Det blev ikke en fin og ligetil liste. Og der er lidt langt mellem snapsene. Til gengæld lærte jeg, at gode nyheder kræver forarbejde og er langt sværere at grave frem ind de dårlige nyheder. Med mindre det hele handler om, at der vitterligt ikke var så meget glædeligt at berette om? I hvert fald starter jeg listen for 2019 på tirsdag. Både over de nære glæder, som er uendeligt vigtige at glæde sig over, og de mere vidtrækkende, og lige så betydningsfulde glæder. Og så håber vi, at 2019 hjælper mig godt på vej.

Hvordan ser din liste ud?

Udvej nummer 13: Husk de gode nyheder.

Godt nytår!

Advertisement

Sytten udveje i en verden på afveje #12: Det bliver jul lige meget hvad

Måske er december gået så hurtigt, at du ikke har nået at komme i julestemning. Måske er det fint, at du ikke skal have mere gløgg før om elleve måneder. Måske glæder du dig mest af alt til, at lyset vender tilbage. Måske glæder du dig som et lille barn over julemåneden og ville ønske, vi kunne skrue tiden en måned tilbage. Måske er du mest optaget af den ene gave på niecens ønskeseddel, der ikke er til at opstøve. Eller måske gør tanken om de 50.000 mennesker, der har søgt om julehjælp i landet omkring, dig knusende afslappet omkring dit indkøb af gaver. Måske er julesorgen i år større end juleglæden og julen noget, de andre leger. Eller måske giver julen dig netop en kærkommen lejlighed til at skabe en smule glæde midt i sorgen. Måske kommer du til at tænke på din barndoms jul og smiler med tårer i øjnene. Måske kommer du til at tænke på din barndoms jul og sværger på, at det kan du gøre bedre. Måske glæder du dig mest af alt til at stene på sofaen med en krimi 1. juledag. Måske forstår du ikke, hvordan beretningen om en fattig jomfrus fødsel af en dreng for totusinde år siden kan danne grundlag for plastikgran, rigelige mængder snaps og ekstra mange skilsmisser. Måske føler du dig som Lakhdar Brahimi i bestræbelserne for at strikke et program sammen i juledagene, der tilgodeser alle medlemmer i din sammenbragte familie. Måske er du mest af alt ærgerlig over, at der aldrig kom granguirlander op over Nørrebrogade. Måske bruger du al energien på at få lov til at holde jul alene, selv om alle omkring dig er ved at gå i spåner over det. Måske har du aldrig brudt dig om brunkager, og til gengæld vansmægter du efter flere vaniljekranse. Dem med kokosmel. Måske ville du bare så gerne have haft hvid jul. Måske er det en svær tid at springe ud som fuldtidsvegetar på. Måske er du netop i stødet til det efter tre julefrokoster med and, leverpostej og flæskesteg. Måske er det bedste af det hele, at børnenes svømmeundervisning holder pause i tre uger. Måske nyder du morgen efter morgen naboernes juletræskæder midt i mørket. Måske er det svært at glæde sig, når man også læser aviser.  Måske skal du på kirkegården og stille en blomst. Måske føles det hele omsonst. Måske var det i år, du skulle få læst Selma Lagerlöfs Legenden om juleroserne:

Det eneste, de mærkede, var en fjern klokkeklang, der førtes til dem af en svag søndenvind. Hvordan skal den klokkeklang kunne vække den døde skov? tænkte abbed Hans. Thi nu, da han stod midt i vinterens mørke, forekom det ham langt mere umuligt, at der her skulle kunne opblomstre en urtegård, end han før havde tænkt. Men da klokken havde ringet en kort stund, gik der en pludselig lysning gennem skoven. Der blev straks efter lige så mørkt igen, men så kom lyset tilbage. Det kæmpede sig frem som en lysende tåge mellem de mørke træer. Så stærk en virkning havde det, at mørket gik over til svagt daggry.

Glædelig jul.

Udvej nummer 12: Hold jul lige meget hvad

Sytten udveje i en verden på afveje #11: En.To.Tre.Fire

  • Sæt dig på en stol med fødderne i jorden og hænderne i skødet. Slap af i skuldrene. Og kæben.
  • Luk øjnene.
  • Træk vejret ind og helt ned i maven, mens du langsomt tæller til 4
  • Hold vejret, mens du langsomt tæller til 4
  • Ånd ud, mens du langsomt tæller til 4
  • Hold pause, mens du langsomt tæller til 4
  • Gentag 20 gange
  • Gør det igen i morgen

Udvej nummer 11: Træk vejret med maven

Sytten udveje i en verden på afveje #10: Nogen gange er en købesmåkage godt nok

Det sure med det søde. Sorrig og glæde. Sol og skygge. Julesorg og juleglæde. Tilværelsen veksler, og hvis man har lyst, kan stille sig midt i diskussionen mellem Svend Brinkman og hans insisteren på at være negativ på den ene side og positivpsykologernes evige jagt efter at blive den bedste udgave af sig selv på den anden side, og så kan man prøve at gøre op med sig selv, hvem man tror mest på.

I sidste uge bragte Berlingske en artikel om Michael Scott Moore, en tysk-amerikansk journalist, der havde tilbragt tre år som gidsel hos somaliske pirater. Tre år i fangenskab hos nogen, der kun lod ham overleve, fordi de kunne tjene penge på det. Tre års uvidenhed. Tre års ventetid. Tre år er en mindre evighed, og man kan vil undre sig over, hvordan han holdt gejsten og håbet oppe og bevarede sig selv i en så håbløs situation.

Sagen er, at han ikke holdt håbet oppe. De gange han tillod sig selv at håbe og tro på gidseltagerne, når de sagde, han kom ud i morgen, var ved at slå ham ud, når det viste sig, at han ikke kom ud. Hans vej gennem de mange dage, som blev til uger, måneder og år, blev derfor at lade være med at håbe og i stedet komme igennem hver enkelt dag på en tålelig måde. Dagene blev tålelige gennem faste yoga-ritualer. Gennem intens tankevirksomhed omkring to bøger, han havde været ved at skrive inden gidseltagningen. Gennem samtale med de af gidseltagerne, der var interesserede. Gennem faste tilbageblik til hans barndom og ungdom, så han bevarede kontakten til sig selv og til sin identitet, som den så ud, før han blev gidsel. Og gennem tilgivelse. Ikke, fordi han var flink, men fordi han mærkede, hvordan had og vrede fik ham til at gå til grunde.

At være taget som gidsel er en ekstrem situation, og man kan ikke overføre alt, hvad der virker i et usselt telt med seks Kalashnikov-bevæbnede vagter udenfor, til hverdagens op- og nedture. Måske kan man dog lade sig inspirere. Livet byder også på andre skyggesider end gidseltagning, og vi forlanger for meget af os selv, hvis vi forventer, at vi dag ud og dag ind kan bevare håbet, optimismen og glæden. Sorg og savn og dårlige dage er også en del af pakken. Der er dage, hvor man skal sætte ambitionsniveauet lavt og måske bare fokusere på at få tre hovedmåltider, svare venligt, hvis fremmede taler til en, og komme tidligt i seng. Dagen efter kan man måske supplere med en god kop kaffe, og den efterfølgende dag med et fodbad.

Og rammer mismodet ned midt i julen, er et enkelt stearinlys med lidt gran omkring mere end fint. Måske suppleret med en vaniljekrans fra Irma. Det er ikke for sjov, at Grundtvig skrev om julesorgen, om mismodet og følelsen af afmagt, der netop kan ramme, når det hele skulle være frydefuldt og glædeligt. Nogen gange gør man sig selv en tjeneste ved at acceptere, at dages opgave er komme igennem den på en tålelig måde.

Udvej nummer ti: Nogen gange er en købesmåkage godt nok.

Sytten udveje i en verden på afveje #9: Nyd dit eget selskab i et minut

I sidste uge var jeg til et foredrag om fremtidens arbejdsmarked og den verden, de unge mennesker skal forberede sig på at begå sig i. Jeg lærte begrebet VUCA-world at kende (VUCA står for Volatile, Uncertain, Complex og Ambiguous), og et af de mange budskaber var, at evnen til at fokusere, holde pauser og hvile hjernen var vigtigere end nogensinde. Foredraget sluttede med, at alle hundrede tilhørere skulle lukke øjnene og sidde stille i et minut.

I søndags kom jeg til at tænke på øvelsen, da jeg skulle til at lave morgenmad. En af tilhørerne havde efter foredraget bemærket, at hun ikke kunne mindes, hvornår hun sidst havde lavet ingenting i et helt minut, og i min overskudsagtige søndagsro besluttede jeg at følge op på øvelsen. Jeg satte mig til rette på en køkkenstol, rettede ryggen, lukkede øjnene, trak vejret – og det gjorde jeg så i tres sekunder.

Bagefter gik jeg i gang med de amerikanske pandekager, og nu var jeg jo gevaldigt fokuseret på at være fokuseret, så jeg lavede ikke andet imens. Jeg tømte ikke opvaskemaskine, jeg dækkede ikke bord, jeg tjekkede ikke telefonen, jeg stod bare og kiggede på fem klatter dej på en smørglinsende pande og bemærkede, at en af dem havde form som de fostre, man ser på et scanningsbillede. Jeg kedede mig lidt, noterede at jeg var lidt øm i nakken, rullede med skuldrede – først ti gange den ene vej, så ti gange den anden vej. Efter uendeligt lang tid var pandekagerne færdige.

Da morgenmåltidet var ved at være slut, deklarerede jeg, at der var temadag i familien. Det handlede om at fokusere, så nu skulle alle bruge en halv time på en enkelt beskæftigelse, uden skærme, musik eller andre afledningsmanøvrer. Imens ville jeg hellige mig avisen.

Min ældste datter kastede sig også over avisen, og inden længe var hun og min mand indrulleret i en diskussion om Henrik Qvortrups etik og Se&Hør vs. Ekstra Bladet. Min mellemste havde utroligt fornuftigt sat sig med en bog og var meget optaget af at forstå alle ord, så min avislæsning blev jævnligt afbrudt af redegørelser for, hvad barak, interimistisk og malplaceret betød. Min yngste brugte sin halve time på en længe tiltrængt oprydning og havde hver femte minut spørgsmål til placeringen af diverse Lego, sværd og udklædningstøj.

Ved frokosttid var jeg blevet ambitiøs og lagde TO minutters lave-ingenting ind i programmet. Alle var optaget af andre sysler, og det lykkedes overraskende nok at skrabe ethundredetyve sekunders stilhed sammen. Efter en tur på biblioteket snuppede jeg TRE minutter, og der var ikke grænser for min stolthed over denne fantastiske evne til at fokusere.

Mens min mand lavede aftensmad, satte jeg mig i stuen for at nå op på FIRE minutter. Mens jeg sad med lukkede øjne, kom jeg i tanker om en yogaøvelse, jeg engang for mange år siden havde lært, hvor man skal stikke tungen helt ud af munden og sige AHHH. Det måtte jeg også prøve, så det gjorde jeg. Efter to minutter gik min mand gennem stuen og spurgte, om de mærkelige lyde kom herindefra. Jeg tog de sidste minutter i stilhed.

Inden sengetid stod den på FEM minutters YIN-yoga på gulvet i en bedeagtig stilling med armene strakt frem foran på gulvet. Katten cirklede omkring mig, mjavede bekymret og forlod så rummet igen, synligt urolig over kæmpekatten midt på gulvet. Mens jeg lå i den uvante stilling, regnede jeg ud, at jeg sammenlagt måtte have tilbragt femten minutter i mit eget selskab uden at lave noget som helst. Den slags er udmattende, når man ikke er vant til det. Jeg tumlede i seng oven på en hård, men god dag.

Udvej nummer ni: Nyd dit eget selskab i et minut.

Sytten udveje i en verden på afveje #7: Hold liv i din problemsuppe

Jeg læste om en iransk studerende, der for snart længe siden tog til USA for at studere på Berkeley. Den unge studerende havde godt styr på det engelske sprog, men var naturligvis ikke flydende i det. Dette medførte, at han misforstod betydningen af et udtryk, han ofte hørte hos medstuderende og undervisere, nemlig the solution of my problems. Han kendte ikke ordet solution og troede, det betød en kemisk væske, en boblende og sydende slags væske, og han hørte udtrykket som en metafor for den flydende masse af problemer, vi alle bærer rundt på.

Den iranske studerende syntes, det var en smuk metafor. I udtrykket, som vi i denne sammenhæng kan oversætte til min problemsuppe (det kunne også være min problemvæske eller – mere kemisk – min problemfluidum), hørte han en helt særlig opfattelse af menneskets problemer. I stedet for at se problemer som noget, der skal løses – som et puslespil, der kan gå op og så er alt godt –  hørte han en accept af, at ens liv altid vil bestå af store og mindre problemer. Vi bærer alle rundt på en krukke med vores helt egen suppe af problemer – nogen store, nogen små, nogen der opløses undervejs, nogen der har det med at forblive. I perioder er der ikke så meget suppe, og den er let og nemt at håndtere – og i andre perioder er suppen tyk og fyldig og ved at skvulpe over. Indtil den igen bliver til en tynd og gennemsigtig væske.

I dag består min suppe måske af en revnet køkkenbordplade, en søn der ikke kan finde ud af matematik og en mærkelig knop på knæet, og om en måned kan det handle det om et besværligt julegaveønske, et hav af opgaver på arbejde, der skal være færdige inden jul, og to gløgg-arrangementer oven i hinanden. For igen at blive afløst af sommerferieplaner, der ikke vil gå op, en datter der ikke kan finde ud af biologi og en mærkelig lyd fra bilen. Sådan er livet, og når problemerne er små og småboblende, skal vi værdsætte det, og når de er gigantiske og spruttende, skal vi huske, at det går over igen.

Den unge iraner blev helt oplivet over dette syn på menneskets kvaler, fordi det indebar en accept af, at livet altid i en eller anden grad er bøvlet, og at man derfor ikke skal se besværet som et udtryk for, at noget er gået galt eller at man har fejlet. Problemerne er en del af det at være menneske, og havde vi ingen problemer, var vi ikke til. Ligesom, hvis vi ikke havde noget åndedræt.

Uendeligt skuffet blev han, da virkeligheden gik op for ham, og han fandt ud af, at ordet solution netop ikke bar denne betydning af accept i sig. At solution netop handler om at blive problemerne kvit en gang for alle. Men vi kan jo sagtens vælge at holde fast i iranerens kemi-metafor. Det smukke ved metaforer er jo, at de kan give et helt nyt syn på realiteterne, og sådan kan man jo vælge, hvilke briller man vil have på, når man ser sig omkring. Er vores besværlige liv et puslespil, som skal gå op – eller er det en suppe, vi skal mestre at balancere med?

Skal vi sige om november, at det er årets dejligste, glødende af rødbrune farver, jf. Bjørn Bredal, eller at mørk er november, løvfaldet slut som Thorkild Bjørnvig. Vælg selv.

Udvej nummer 7: Hold liv i din problemsuppe

Historien om den iranske student er at finde i Georg Lakoff og Mark Johnsons bog (1980): Metaphors we live by, side 143.

Sytten udveje i en verden på afveje #6: Værn om dine ritualer

Hver morgen ringer mit vækkeur kl. 5.30, og jeg trykker – selvfølgeligt -på snooze-knappen. To gange i alt, så klokken bliver 5.48, før jeg langsomt begynder at indtage dagen. Jeg tænder lyskæden i stuen, senere to stearinlys på spisebordet, og først når vi alle sætter os ved morgenbordet, tænder jeg lampen over bordet. Ved morgenbordet sidder vi på de samme pladser, og hver har vi et særligt krus, som ingen andre drikker af. Under morgenmaden kommer katten som regel ind fra haven, og når vi har taget ud af bordet, mjaver den højlydt, og så får den et æg. Jeg forlader huset som den første, sætter alle cyklerne frem fra skuret (ikke kun for at være flink, jeg kan ikke komme til min egen, før de andre er væk). Efter fem minutter på cykel passerer jeg Grundtvigskirken, og jeg glæder mig over synet, især hvis jeg rammer tidspunktet, hvor solen står op bag tårnet. Når jeg kommer ind på arbejde, smider jeg min taske ved min plads, går ud i køkkenet og roder i skabet efter det helt rigtige glas, som jeg fylder med 1 tsk. nescafe, kogende vand og varm mælk. Sådan går det morgen efter morgen, indtil vi når weekend’en, hvor en ny rytme indtræffer et par dage, indtil det er mandag igen, og ovenstående gentager sig.

Den forsømte fuldmægtig, tænker du måske. Eller hamsterhjul. Eller noget andet trælsomt og jeg-har-ikke-noget-liv-agtigt. Hvor fantasiforladt, hvor gabsommeligt, hvor uendeligt middelmådigt og uambitiøst. Hvad blev der af de store tanker og revolutionen og nytænkning og kreativitet?

Hertil vil jeg sige: Når jeg engang om forhåbentlig mange år sidder og kigger tilbage på mit liv, inden tiden rinder ud, tror jeg ikke, det er fødselsdagene, sommerferierne og lønforhøjelserne, der vil stå stærkest i erindringen. De vil være der, sammen med alt det andet sammenrend af minder, bristede illusioner, uventede glæder, tab, store overraskelser og uventede drejninger, men jeg er ikke sikker på, at de vil være det væsentligste.

Det vil til gengæld hverdagens gentagelser, som bliver så indarbejdede, at de til sidst bliver en del af ens person, dybt forankret i sjæl og krop. Alle disse dagligdags ritualer, som langsomt er vokset frem, fordi de passer en godt; som har udviklet sig i det stille, uden man har tænkt over det. Lige pludseligt har man sat sig ved morgenbordet kl. 6.45 hver eneste hverdag i to år, fordi det lige netop er det tidspunkt, der får kabalen med spisning, tandbørstning, lade telefonen op, finde nøgler og rydde op i køkkenet til at falde mere eller mindre smukt på plads. Man har indfundet sig på sit arbejde klokken otte, fordi det i den anden ende passer med de øvrige hente-lave-lektier-og-mad-aktiviteter. Man laver ikke aftensmad om fredagen, fordi det bedste i hele verden er at smide sig på sofaen med avisen, og børnene protesterer ikke over rugbrød og havregryn, fordi der er slik i vente.

Ritualerne kan også opstå og afvikles på ganske kort tid, som f.eks. i løbet af en sommerferieuge. Kan I huske den lille bager, hvor vi købte pain au chocolat hver morgen, kvidrer man begejstret ved minderne om uge 29 på Korsica. Og hver aften gik vi tur til stranden og købte is i Det Blå Ishus, om uge 30 ved Vesterhavet. Mange dage på et nyt sted skal der ikke til, før man finder sig selv i et genkendeligt mønster af urokkelige siddepladser, faste indkøbssteder og uforanderlige badetidspunkter. De gentagne handlinger bliver på rekordfart til traditioner og symboler på et trygt tilhørsforhold, som forankrer os i verden og giver os ro til at kapere hurlumhejet omkring os.

Nogen kunne få den tanke, at man bliver en særling af alle disse ritualer og faste handlingsmønstre, men frygt ikke!, som englen sagde, for ofte sker der det, at et ritual ændrer sig og bliver til et nyt ritual. Pludseligt passer det ind i rytmen at stå et kvarter senere op, og så bliver det ny standard. Man finder ud af, hvor dejligt det er at smøre hænderne ind i granatæblecreme fra Matas inden sengetid, i stedet for at smøre dem ind i Niveacreme efter opvasken, og så er det en ny vane. Aftenkaffen bliver erstattet med te, silke bliver udskiftet med uld, Det gule Ishus viser sig at være bedre end det blå, og tirsdagspilates udskiftes med onsdagsyoga.

Og jo, vi kunne da også bare tale om rutiner, men så mister vi blikket for gentagelsens skønhed og hverdagens mystik. Lad os gemme rutineordet til de aktiviteter, som foregår uden større ophøjelse. Tøjvask, huske indkøb af opvaskemaskinesalt, aflæsning af elmåleren, skift til vinterdæk – og listen er desværre alenlang – må for mig gerne ske så umærkeligt, at jeg umiddelbart efter har glemt, at mit liv også består af den slags nødvendigheder. Disse rutiner kommer sandsynligvis aldrig til at fremkalde et mildt smil på mit aldrende ansigt, modsat de stille morgener i familiens skød, hvor vi alle langsomt vågner, inden vi begiver os ud i verden. Modsat alle de ritualer, der er med til at gøre mig til den, jeg er.

Udvej nummer seks: værn om dine ritualer.

Sytten udveje i en verden på afveje #5: Tag et surhedsregulerende middel

Det handler ikke om E226 eller E334. Ej heller E525. Nej, det handler om os selv, vi forunderlige mennesker, der den ene dag er kreative, altfavnende, energiske og nådige – for den næste dag at vågne op, eddikesur, med et skjult håb om, at nogen gør noget åndsvagt, så man med rette kan få lov at råbe højt. Nogen gange tager den ene dag den anden, og man vågner søreme igen næste dag, stadig lige vrissen, for hvor var i går en åndsvag dag, og til sidst er det blevet en dårlig vane at have rynket pande og nedadvendte mundvige. En vane, man egentlig gerne vil ud af, men man ved ikke hvordan, for følelsen sidder fast.

Men så snupper man bare et af de midler, der står nedenunder. De første er for dem, der udover at være sure også er energiforladte og fodslæbende; de sidste for dem, hvis surhed har en snert urolig, aktiv arrighed i sig. De er gratis, de skader ikke, og de feder (næsten) heller ikke:

  1. Start med det basale: tag behageligt tøj på. Det virker banalt, men følelsen af at smyge sig ud af et par stramme jeans og hoppe over i natbukserne i blødt bomuld er nærmest eventyrlig. Spændingen i parforholdet og overvejelser omkring, hvorfor jeans’ene strammer, skal du gemme til en anden dag.
  2. A et dyr (ja, bydeform af ae er a). Det er teknisk umuligt at være sur, når man aer en lille venligsindet kanin, en spindende kat eller en galoperende glad hund, ikke mindst, fordi de fleste dyr vil forsøge at undslippe, hvis de bliver aet med hidsige, vrisne tag. Eller bare bide igen. Men altså, følelsen af blød pels under ens hænder gør underværker og får umærkeligt en til at sige ahhh.
  3. Det kan heller ikke lade sig gøre at være sur og grine samtidig, og de fleste af os har et par filmscener, der med statsgaranti får os til at grine, og som sikkert ligger på Youtube. Min mand kan næsten ikke tale af grin, når han ser The Big Lebowski, og jeg skal bare finde et klip af en studievært, der får grineflip, eller en privatoptagelse af kiks i familien, så er den hjemme.
  4. Lige så rart som det bløde tøj: Tag et fodbad (og husk en kande med varmt vand ved siden af, så du ikke får kolde fødder). Udover, at det føles rart, så er der også noget sært afvæbnende ved at betragte sine skæve tæer skulpe rundt i boblerne, som et lille barn i et badekar. Der mangler bare en badeand.
  5. Vent til det bliver mørkt, sæt dig udenfor og kig op i himlen og fundér over, at der er 384.400 km op til månen, at stjernerne er kugler af brændende gas, som er op til 20.00 grader på overfladen, at der er flere milliarder af dem, og at Pluto – den yderste planet i solsystemet – er 5,9 mia. km. væk fra solen. Når du har filosoferet lidt over det, er du så overvældet, at du går i seng og glemmer, at du var sur.
  6. Snup en bog på hylden, læg telefonen væk, og lad dig suge ind i en verden, fjern fra din egen. Pludseligt befinder du dig i Dublin, i den Stockholmske skærgård eller på Bellahøj Politistation, og du er mere optaget af, om hovedpersonen når frem til Bornholmerfærgen, inden det er for sent, end af dit jammerlige humør, som du helt glemmer at dyrke.
  7. Oplev glæden ved, at du faktisk kan gøre nytte. Ryd op i din taske, en enkelt skuffe eller i kurven i gangen, der rummer de sidste to års klipklapper OG vanter. Det skal være overkommeligt, så du er sikker på at fuldende opgaven, men så vil du også mærke glæden ved at udrette noget, og ikke mindst ved at smide halve kuglepenne og gamle krummer ud.
  8. Gå ud. Gå en tur. Hold dig væk fra ambitionen om at løbe en tur, for det bliver ikke til noget, og så bliver du i endnu dårligere humør. Tag i stedet gode sko på, godt med tøj, og bevæg dig så ud i vejret og verden.
  9. Dette er ikke sundt, men det virker. Bag en kage. Fra bunden. Ikke noget med at suse i Lagkagehuset og købe en færdig gulerodskage; du skal gennemgå hele processen selv. Veje, rive, røre, smelte, hælde. Langsomt vil duften brede sig i dit køkken, og allerede her vil du være i bedre humør. Og du har jo allerede været ud og gå en tur, så du kan med glæde og begejstring spise et stykke af din nybagte, fantastiske kage.
  10. Hvor frelst, det end lyder, er den bedste måde at få det bedre på: at hjælpe nogen. Gå i Netto og lad ham bag i køen komme foran, hold tilbage for nogen i trafikken og nyd deres overraskede smil, og allerbedst: næste gang, du passerer en på gaden og tænker ”hold fast, en dejlig solgul frakke”, så sig det, i stedet for blot at tænke det. En ud af ti vil synes, du er sær – de resterende ni vil blive glade.

Udvej nummer fem: Tag et surhedsregulerende middel.

Sytten udveje i en verden på afveje #4: Prøv med et digt

I slutningen af min teenagetid – der, hvor gymnasiet snart var overstået, og verden lige om lidt stor og åben – yndede jeg at sidde på mit værelse sent om aftenen, med stearinlys i den halvmåneformede smedejernslysestage fra Christianias julemarked, og læse digte af Michael Strunge. Der i halvmørket forestillede jeg mig, hvordan jeg ville tilbringe hver eneste aften på den måde, så snart studentereksamenen var overstået, og tiden igen blev min egen. Midnat, stearinlys, Michael Strunge-digte om natmaskinen, tranceformationer og sorte klumper af søvn… Det fuldendte liv, med andre ord.

Senere udviklede mit liv sig i mindre melodramatisk retning, og de lyserøde hæfter med digte fra Borgens Forlag forblev glemte og tilstøvede på bogreolen. Man behøver dog ikke være højtidelig teenager for at læse digte, og det hænder, at jeg af og til tager en samling ned fra hylden. Glemt er al viden fra dansktimerne om jamber og trokæer, og tilbage er bare fornøjelsen ved ordene.

Nogle digte kan man bare nyde. Når Benny Andersen skriver om en stille eftermiddag over to kopper depresso, er det svært ikke at trække på smilebåndet, og jeg gætter på, at selv en overbevist ateist kan få stærke billeder på nethinden af Jacob Knudsens luft og bølge blusser i brand, i glød.

Inger Christensen hiver jeg også kun nydelse ud af, selv om den dybere betydning sandsynligvis står tydeligt for en garvet digtlæser. Hendes alfabet bjergtager mig, og jeg er ikke i nærheden af at kunne udlægge, hvad hun vil sige, men det er lige meget, for prøv og hør: grænserne findes, gaderne, glemslen/ og græs og agurker og geder og gyvel/begejstringen findes, og grænserne findes/grenene findes, vinden der løfter dem/findes

Andre digte kan man fornøje sig med at undres over. Jeg tyggede i flere år på, hvad Pia Tafdrup mente, når hun skrev når der går hul på en engel, og pludseligt en dag stod det soleklart for mig. Troede jeg, indtil jeg læste et interview med hende, hvor det viste sig, at hun havde ment noget helt andet, men pyt med det – det gav stadig mening for mig på min egen måde, og det er vel også okay. Vil du have noget at undre dig over, er Pia Tafdrup et godt sted at starte.

Og så er der de digte, der får dig til at føle sig genkendt. Fordi en anden har oplevet det samme, og det, du troede var dit eget forbandede problem, er bare en del af det at være menneske. Sikken lettelse. Søren Ulrik Thomsens digtsamling fra 2002 Det værste og det bedste er en skøn gennemgang af ups and downs ved livet, og jeg kan på det kraftigste anbefale at snuppe et par sider i den hver aften inden sengetid. Den er ligetil, uden krasse metaforer og uforståelige billeder, men bare fuld af dejlige ord om, hvordan det er at være Søren. Og os andre.

Bogen, der næsten er eet langt digt, starter sådan her: Det bedste er regnvejr på film/musik i en taxi/og håndskrevne breve med masser af stempler/på kramoisinrøde frimærker langtvejs fra. Det lyder også rart.

Senere: at det alligevel ikke var kræft var det bedst. Jeps, den følelse er vi flere, der sikkert kan genkende.

Og senere, om det værste:

Fald aldrig i søvn omkring klokken sytten/for det er de værste drømmes tid/hvor din ungdoms by genopstår som en stejl tåge/i hvis kløfter du råber din kærestes navn/og finder en sko fuld af blod.

Her troede jeg, at det kun var mig, der oplevede, at for lange eftermiddagslure altid resulterede i mareridtsagtige og surrealistiske drømme med en tiger, der lister rundt i rummet, hvor jeg sover, og jeg kæmper for at vågne, men det kan jeg ikke, for der bliver ved med at falde en pude ned over mit ansigt så jeg ikke kan åbne øjnene og arghh! Men det sker åbenbart også for Søren Ulrik Thomsen og måske også for en masse andre. Vi er i samme båd, og tak fordi, at nogen kan formidle det så smukt.

Prøv med Det værste og det bedste. Prøv med et digt.

Sytten udveje i en verden på afveje #3: En dag vil du grine af det

Da jeg skulle føde mit første barn, kom jeg for sent afsted til hospitalet. Det var ikke sjovt at køre i taxa henover brosten, ej heller at holde i kø på Øster Søgade, og slet ikke at blive sat af ved opgang 5, for derefter at finde ud af, at fødeafdelingen var ved opgang 4. De 200 meter i Rigshospitalets kælder føltes som en Golgata-vandring på hundrede år, og da jeg langt om længe nåede skranken på afdelingen, havde de forlagt mine papirer, og i øvrigt var der kun et skyllerum ledigt. Det bedste, der er at sige om den historie, er, at der kom et velskabt barn ud af det.

Da barnet var et par år, sad vi en aften i vores nyindkøbte, charmerende OG istandsættelseskrævende hus og undrede os over de små trin, man kunne høre over os. Var det en mår? Var det mus? Nej, det var rotter, kunne kommunens rottedame konstatere, da hun så deres pøller, der lå spredt ud over hele loftet. Hun lavede røgprøver, satte fælder op, alt sammen uden effekt, og i flere uger gik jeg i seng med mobilen og nøglerne ved min side, klar til akut flugt i tilfælde af, at kræene skulle gnave i en ledning og sætte ild til hytten, mens vi sov. Langt om længe fandt rottedamen og vi ved fælles indsats ud af, at der løb et rør i en skunk med direkte adgang ned til kloakken – røret var nødtørftigt blevet ”lukket” med en sten, der efterlod masser af plads til ivrige rotter. Det underjordiske kloaksystem havde med andre ord en direkte passage til vores loft, og det havde Københavns rotter benyttet sig af i stor stil. Røret blev muret til, brønden udskiftet og rottesikret for 20.000 kr., og det bedste, der er at sige om den historie, er… at den er slut.

Endnu et par år gik, jeg var stadig ung på arbejdsmarkedet, men dog ikke yngre, end at jeg også havde ambitioner. En dag kom HR-chefen forbi mit bord og spurgte, om jeg havde tid et øjeblik. Yes!!!, det er nu, jeg bliver forfremmet, tænkte jeg, og gik derefter i enrum med HR-chefen, der kunne oplyse mig om, at økonomidirektøren var meget lidt begejstret for mig, men heldigvis var der et ledigt job i den helt anden ende af organisationen et par kilometer væk, så hvis jeg ville være så venlig…

Og så var der dengang, vi tilbragte en uge i en mikroskopisk hytte på Rømø med cigarkassetræ på væggene, lysstofrør i loftet, regn fra himlen og udsigt til en parkeringsplads, hvor der holdt en udrangeret golfvogn, som børnene elskede at lege i. Og dengang jeg var til min første eksamen i gymnasiet, og fik en karakter, der for en stund slukkede alle mine drømme om nogen som helst fremtid overhovedet. Og dengang vi holdt med slukket motor i yderste spor på motorvejen, mens vi ventede på, at køen opløste sig, for derefter at erfare, at en halv times telefonopladning, sædevarme og radio kan tømme batteriet, så man ikke kan starte. Og dengang jeg bakkede ind i carporten med bagsmækken åben. Og dengang…

Der er oplevelser, der ikke bringer noget godt med sig. Der er episoder, der ikke efterlader andet end en dyrekøbt erfaring, og den var man i øvrigt gerne foruden. I en snæver vending kan man i ny og næ tage historierne frem og tænke ”godt, det er overstået!” Og man kan sige til sige børn “Husk, hvor dårligt min biologieksamen i 1. G gik, og se lige, hvor godt det er gået.” Om ikke andet kan man altid underholde med sin beretning over en middag med vennerne. Tænk på Hugh Grant, der i sine tidlige film nedlagde Andie MacDowell og Julia Roberts med, hvad der synes som én lang jammerlig vittighed over hans ynkelige liv – at han var ved at gå bankerot, aldrig havde fået kærligheden til at fungere, delte hus med weirdoen over alle weirdos osv. Forskellen på tragedie og komedie er som bekendt ofte blot et spørgsmål om tid, så jo værre historie, jo bedre bordherre-potentiale oparbejder du. Tænk over det, næste gang du bliver jordet til eksamen/ridser bilen/taber telefonen i toilettet/bagtaler din chef, mens hun hører det osv.

Udvej nummer 3: En dag vil du grine af det.