I en hverdag fyldt med zoommøder langt hinsides kvalmestadiet og en konstant strøm af mails er der intet så velgørende som aktiviteter, der bringer en i kontakt med den virkelige, fysiske verden. Dagens avis rummer en hel artikel om danskernes søgen ud i naturen under corona, og før denne avis overhovedet var landet i min postkasse, var min mand og jeg i færd med det samme.

Vi har som bekendt haft vores debut som vinterbadere, og selv om vandet denne vinter aldrig nåede under fire grader, og der ingen istapper var på stigen fra badebroen, ja, så tillader jeg mig at konkludere, at når man bader fra oktober til maj, så er man pr. defintion vinterbader. Frost eller ej. Ret beset er det, vi har gang i nu – her i midten af maj – ikke vinterbadning, højest morgenbadning eller til nød opvarmning til næste sæson, men hvad vi end kalder det, er det nu stadig koldt, og meget mere end ti sekunder holder jeg ikke.

Hvor vi havde det hele for os selv i vinter, blot vi var der inden otte, er den store udfordring nu, at man skal absurd tidligt op for at bade uden at skulle forholde sig til andre. Forrige gang var vi der 5.30, og det var med nød og næppe, for da vi var færdige, var de næste på vej ud; sidste gang prøvede vi 5.15, og det var en succes – ikke et øje mødte vi.

Så i morges prøvede vi at gentage succesen, men ak! det nærmest vrimlede ved Øresund der lidt over fem Kr. Himmelfartsmorgen, og ethvert håb om stilletid brast. En mand med mundbind og kedeldragt stod og snakkede med en mand, der holdt i en meget skævt parkeret bil på vejen foran stranden, og allerede der gav det stof til diverse forestillinger i mit hoved, for helt normalt så det ikke ud. En gruppe på tre passerede på stranden, den ene med et håndlæde over skulderen, men de lignede mest af alt en gruppe på vej hjem fra noget festligt, og hvad håndklædet lavede, ved jeg ikke. En helt normal vinterbaderkvinde – de kan bl.a. kendes på den lådne Karmameju-heldragt, vi alle af uvisse årsager har forelsket os i – var på vej ud ad badebroen, men vendte om ved mødet af nogen personer, der sad yderst ud. Måske hendes trang til at smide tøjet svandt ved tanken om selskab af nogen fra et afterparty, og hendes tilbagevenden fik min mand og jeg til at konkludere, at vi heller ikke gad gå derud. Vi valgte i stedet den gammeldags mole, som ganske vist ikke er lige så god at bade fra – stejl stige hæftet på betonvæg, kontra badebroens ergonomisk letbestigelige stiger med gode håndtag og mindre stejlhed – og mens vi der kastede os i den kolde bølge blå ankom en mand på cykel og satte sig ved begyndelsen af molen og begyndte at spise en sandwich. På vej tilbage passerede vi ham, han hilste høfligt godmorgen, og også han holdt af at have tingene for sig selv, for efter at vi havde forladt molen, cyklede han selv ud for enden med sin sandwich og slog sig ned der.

I mellemtiden havde en gruppe på fire unge slået sig ned ved et bord ved stranden. De var stille og rolige og generede ingen. Da vi passerede dem, hørte vi en af dem spørge en anden: “Hvor længe sad du så inde?”

Konklusionen er, at jo tidligere man står op, jo tættere kommer man på grænsen mellem sen nat og tidlig morgen, og jo mere divers bliver gruppen af mennesker ved Øresund. Men lige meget hvad, så er det det virkelige liv, ikke i digital opløsning på en bærbar Lenovo, men i fast fysisk form, med lugten af tang i næsen, stille havblik for ens blik og levende mennesker omkring; mennesker, der helt sikkert ikke havde fundet vej ind i ens zoommøde.