Rigtige mennesker på stranden klokken fem om morgenen

I en hverdag fyldt med zoommøder langt hinsides kvalmestadiet og en konstant strøm af mails er der intet så velgørende som aktiviteter, der bringer en i kontakt med den virkelige, fysiske verden. Dagens avis rummer en hel artikel om danskernes søgen ud i naturen under corona, og før denne avis overhovedet var landet i min postkasse, var min mand og jeg i færd med det samme.

Vi har som bekendt haft vores debut som vinterbadere, og selv om vandet denne vinter aldrig nåede under fire grader, og der ingen istapper var på stigen fra badebroen, ja, så tillader jeg mig at konkludere, at når man bader fra oktober til maj, så er man pr. defintion vinterbader. Frost eller ej. Ret beset er det, vi har gang i nu – her i midten af maj – ikke vinterbadning, højest morgenbadning eller til nød opvarmning til næste sæson, men hvad vi end kalder det, er det nu stadig koldt, og meget mere end ti sekunder holder jeg ikke.

Hvor vi havde det hele for os selv i vinter, blot vi var der inden otte, er den store udfordring nu, at man skal absurd tidligt op for at bade uden at skulle forholde sig til andre. Forrige gang var vi der 5.30, og det var med nød og næppe, for da vi var færdige, var de næste på vej ud; sidste gang prøvede vi 5.15, og det var en succes – ikke et øje mødte vi.

Så i morges prøvede vi at gentage succesen, men ak! det nærmest vrimlede ved Øresund der lidt over fem Kr. Himmelfartsmorgen, og ethvert håb om stilletid brast. En mand med mundbind og kedeldragt stod og snakkede med en mand, der holdt i en meget skævt parkeret bil på vejen foran stranden, og allerede der gav det stof til diverse forestillinger i mit hoved, for helt normalt så det ikke ud. En gruppe på tre passerede på stranden, den ene med et håndlæde over skulderen, men de lignede mest af alt en gruppe på vej hjem fra noget festligt, og hvad håndklædet lavede, ved jeg ikke. En helt normal vinterbaderkvinde – de kan bl.a. kendes på den lådne Karmameju-heldragt, vi alle af uvisse årsager har forelsket os i – var på vej ud ad badebroen, men vendte om ved mødet af nogen personer, der sad yderst ud. Måske hendes trang til at smide tøjet svandt ved tanken om selskab af nogen fra et afterparty, og hendes tilbagevenden fik min mand og jeg til at konkludere, at vi heller ikke gad gå derud. Vi valgte i stedet den gammeldags mole, som ganske vist ikke er lige så god at bade fra – stejl stige hæftet på betonvæg, kontra badebroens ergonomisk letbestigelige stiger med gode håndtag og mindre stejlhed – og mens vi der kastede os i den kolde bølge blå ankom en mand på cykel og satte sig ved begyndelsen af molen og begyndte at spise en sandwich. På vej tilbage passerede vi ham, han hilste høfligt godmorgen, og også han holdt af at have tingene for sig selv, for efter at vi havde forladt molen, cyklede han selv ud for enden med sin sandwich og slog sig ned der.

I mellemtiden havde en gruppe på fire unge slået sig ned ved et bord ved stranden. De var stille og rolige og generede ingen. Da vi passerede dem, hørte vi en af dem spørge en anden: “Hvor længe sad du så inde?”

Konklusionen er, at jo tidligere man står op, jo tættere kommer man på grænsen mellem sen nat og tidlig morgen, og jo mere divers bliver gruppen af mennesker ved Øresund. Men lige meget hvad, så er det det virkelige liv, ikke i digital opløsning på en bærbar Lenovo, men i fast fysisk form, med lugten af tang i næsen, stille havblik for ens blik og levende mennesker omkring; mennesker, der helt sikkert ikke havde fundet vej ind i ens zoommøde.

 

Dagbog fra et lukket land. Dag 22.

 Mens jeg spiser skumbananer (det er fredag!) og drikker kaffe og stadig kluk-ler over den film, en kollega har sendt mig af sin arbejdsplads (panorama af stuegulv med legetøj über alles og en lille dreng, der sidder oppe på et bord), forsøger jeg at lade følelsen af at have påskeferie bundfælde sig. Klokken 15.04 tikkede en mail ind om tal til et presseberedskab, men også den fik vi afpareret, og nu slukker jeg computeren og forsøger at holde den lukket en rum tid.

Arbejdet kan vi tage ferie fra, skolen ligeledes, men ikke corona. Den er derude endnu. Og det håndterer vi på forskellige måder. Vi forskanser os på forskellig vis, synger og laver yoga sammen hver for sig, ses på afstand, og for nogen af os virker det at gøre rent, for andre at løbe en tur eller bage en kage. Måske alt sammen et udtryk for den sunde leveregel om at forsøge at kontrollere det, man kan kontrollere, og lade det andet ligge. Og vigtigere end nogensinde er det at fokusere på alt det, der er at glæde sig over – tal, der går i den rigtige retning, forårslyset, følelsen derude af fællesskab og nødvendighed, der er lige så stærk som julestemningen i december, håbet, det spirende håb om at vi snart kan vende tilbage til en snert af normalitet, og glæden over, hvor gode vi er til at stå sammen og vise, at vi er der for hinanden. Der er meget at bekymre sig over – men også meget at glæde sig over. Og selv om nogen af os er mere end møre oven på tre uger med arbejde-skole-familieliv i een kolossal pærevælling, er det også værd at påskønne, at det på den ene eller anden måde har kunnet lade sig gøre.

Salonen er lukker og går på ferie. God påske!

Dagbog fra et lukket land. Dag 21.

En af de dage, hvor hjernen er ved at koge over efter 4 timers uafbrudt skypemøder hug på en hård køkkenstol, kun afbrudt af hurtig frokostproduktion, lektiehjælp, peptalks til opgivende skoleelev, klargørelse af skype-trommeundervisning, og toiletbesøg med de andre mødedeltageres fortsatte snak i øresneglen (spøjs oplevelse). Derudover de sædvanlige 7000 mails, der hele tiden flyver ind fra højre. Min mor ser Matador hver dag, og min bror i Frankrig har til sin store glæde opdaget, at man kan se En by i provinsen på dr.dk. Der er mange måder at grounde og finde ro på.

Kurven er ved at stagnere – hurra for det – og foråret er – selv på en kold og blæsende coronadag – på vej:

Dagbog fra et lukket land. Dag 20.

Når jeg engang vender tilbage til min fysiske arbejdsplads, vil det være med en ny og høj tolerancetærskel over for mine kolleger, arbejdsplads og arbejdsliv i øvrigt. På det tidspunkt vil jeg nemlig have vænnet mig til:

  • At blive spurgt – midt under et skype-møde, som man er i gang med at lede – om, hvad koden til Minecraft er
  • At holde møder til lyden af en opvaskemaskine, der bliver tømt
  • At en kat passerer forbi den person, man holder møde med, så man ikke længere kan se hendes ansigt
  • At ham, man deler kontor med, pludseligt får en ubændig trang til at spille David Bowie for dem, han holder møde med
  • At i øvrigt seriøse mennesker tit og ofte deler links til syngende mennesker, skype-møder der går galt, og andet, der under alle omstændigheder ikke burde være plads til i løbet af en arbejdsdag, men som lige nu er helt ok
  • At det der med ergonomi, arbejdsmiljø og ordentlige arbejdsforhold er totalt overvurderet. Hvad er der galt med en køkkenstol og en mikroskopisk bærbar?
  • At morgenhår, slidte t-shirts og det nøgne ansigt uden mascara og eyeliner er et helt legitimt arbejdslook
  • At bruge de for hjernen så vigtige pauser i løbet af dagen til at logge på 5.U’s teams-konto, tjekke aula, lave lækre frokosttallerkner, der holder humøret oppe, og minde om at pausen er slut
  • At multitaske på et uhørt højt niveau – mails flyver ind, mens man sidder til skype-møde, og der bliver lagt en besked i teams, samtidig med at telefonen ringer, og nogen kalder fra den anden ende af huset
  • Arbejde 7.30 til 17? But of course – vi er her alligevel

Dagbog fra et lukket land. Dag 19.

På en dag, hvor man måske, på et tidspunkt, hvis vi opfører os ordentligt, stadig holder afstand og gør, hvad der bliver sagt, kan øjne en svag mulighed for at komme ud i samfundet igen, føler jeg trang til at vide med mig selv, at vi har kunnet drage en eller anden form for læring af situationen. Ikke, fordi vi ikke alle hellere havde været foruden, men det kunne dog være et lyspunkt, at man var blevet et lidt klogere menneske.

Der er flere, der minder om, hvor lidt klogere vi blev af finanskrisen – at den skamfuldhed over at have været så optaget af friværdi og forbrug og rejser, der ramte os for ti år siden, langsomt og sikkert fortog sig i takt med, at pengene vendte tilbage. Men jeg vælger at tro på det bedste, og derfor vil jeg sætte min lid til, at jeg i meget lang tid vil huske:

  • Hvor små og basale ting, det er, jeg mest savner: At kunne give min mor et knus, når jeg ser hende, og ikke holde mig på de famøse 2 meters afstand, at kunne hænge ud i en venindes køkken over en kop kaffe, at cykle til arbejde, at være sikker på, at jeg kommer til Løjt med storfamilien i Pinsen, og ikke mindst: at blive klippet! Oh, hvilken luksus, det er at have velklippet hår. Det er ikke den manglende sommerferie eller endnu en guldring, jeg savner – det er hverdagens små støttefunktioner, der mangler i mit liv.
  • Det utrolige overskud og den kreativitet, der er piblet frem iblandt os. Morgensang på P2, altanfællessang på Amager og Nørrebro og rundt omkring, fyrene fra Randers Regnskov, virtuel fredagsbar, indkøbshjælpehold, online yoga og du kan sikkert komme på meget mere. Det er da utroligt betryggende at vide, at vi kan så meget sammen.
  • Hvor fantastisk det er, at jeg faktisk nyder at være sammen med min mand og børn dag ud og dag ind. Tænk engang – ingen eskalerende konflikter, ingen fnidder, ingen UBÆNDIG TRANG til bare at være alene.
  • Glæden ved et rent og ryddeligt hus. I disse tider, hvor der er utroligt meget fritid i omløb i mit liv, fordi svømning, cafeaftaler, vejlaugsmøder, foredrag er aflyst, ja, der finder jeg mig selv konstant med en klud i hånden, når jeg ikke sidder foran PC’en. Og det der hus, man tit sukker over, fordi det er for lille og for gammelt og trænger til at blive malet – ja, det bliver faktisk utroligt hyggeligt af, at ruderne er pudsede, dørkarmene vaskede, rodet sat på plads, støvet suget bort, tøjet lagt på plads, afløbet renset (YAHK!), meget fedtet køkkenlampe tørret af, håndklæderne lagt i skabet, køleskabslågen aftørret, kaffekværnen tømt for oldgamle bønne-rester, rent etc. etc. etc.

På min bogreol står en bog, der hedder ”How to be free”, skrevet af Tom Hodgkinson, en engelsk gut, der engang var reklamemand i det pulserende London, indtil han blev så træt af det liv, at han vendte 180 grader og blev en slags britisk pendant til Bonderøven. Det er 10 år siden, jeg læste bogen, og som jeg husker hans pointe kogt helt ind til benet, så er den, at hvis man tag over hovedet og råd til at invitere venner til et måltid mad, så har man nok. Så behøver man ikke mere. Det kan vi tænke over, når coronakrisen engang slutter og vi tager hul på klimakrisen.

Amen.

Dagbog fra et lukket land. Dag 18.

Seks skype-møder af en times varighed på én dag. Enough said. Jeg har fået dårlig holdning, blevet et par grader mere nærsynet, og mine skuldre og nakke værker og knager. Det har været en kæmpe åbenbaring at lære videokonferencekonceptet at kende, og jeg ser utroligt mange gevinster, som vi også kan bruge i fremtiden. Først og fremmest kan langt mere lade sig gøre over afstande, og det er blevet muligt at ses uformelt med folk, som man alt for sjældent ser i virkeligheden. Utroligt, hvor hyggeligt det faktisk kan være at sidde med hver sin kop te i hver sin del af byen og kigge på hinandens skærmansigter – også selv om de færreste bliver kønnere i den version.

Men der er stadig udvikling af hente på kropssiden. I sig selv kan almindelige møder være udfordrende for os, der godt kan lide og bevæge os, men der har man dog en vis fleksibilitet i at kunne dreje sig på stolen, rejse sig for at skænke kaffe og måske gå over og åbne vinduet. Foran den lille skærm er alt dette svært. Enten har resten af mødedeltagerne pludseligt kun udsyn til ens mave, eller også skal man slæbe skærmen med sig i alt, hvad man gør, hvilket også har sine begrænsninger.

Så jeg ender blot med at erkende, at man måske bare ikke skal have seks skype-møder på en dag, hvilket også vil glæde min mand. Han siger, at jeg … i hvert fald ikke taler lavt. Sorry.