Happy Autumn

Efter en i sandhed enestående sommer er det med sindsro og fuldkommen accept, vi her i salonen kan konstatere, at kalenderen nu skriver 20. september, hvilket i flere tidsregninger regnes som efterårets begyndelse. Man skulle være et utaknemmeligt skarn, hvis man vovede at beklage dette – vi har fået vores varmekvote opfyldt i år, så lad blot mørkningen, køligt blæsevejr og regn holde sit indtog. Tiden er nu kommet til de indendørs sysler, stearinlys, uldne sweatre, varme vanter, eftertænksomme tanker og opbyggelige samtaler. Skulle nogen derude have lyst til at begrave sig i en god bog, kan jeg anbefale Donna Tartts “Stillidsen”, som med sine 800 sider godt nok kræver sin kvinde m/k at komme igennem. Men når nu man ikke skal bruge aftenerne på at nusse i haven eller hænge ud i byens lune gader, burde tiden også være der – historien er god og medrivende, og jeg havde det, som om jeg havde været i biografen og se en fængslende helaftensfilm. Bogen har fået næsten udelt positiv kritik i Danmark, mens udlandet har været lidt mere delt. Pyt med det. Skulle man være til lidt kortere historier, vil jeg anbefale Alice Munros novellesamling “Dear Life” – jeg er kun midtvejs igennem den, men har allerede fornemmelsen af at have udvidet bekendtskabskredsen med en broget samling skæbner med finurlige forhistorier. Den findes naturligvis på dansk, men fordelen ved at læse den på engelsk er, at man med dette fremmedsprog får en følelse af at bevæge sig uden for landets grænser – helt gratis. Stor glæde har jeg også fundet i at begrave mig på sofaen med en stak tegneserier fra biblioteket – Nikoline Werdelin, Sten og Stoffer og Pondus, for at nævne nogle af favoritterne. Ægte afslapning!

En anden absolut sikker efterårs-crooner (og her snakker vi måske især livets efterår) er Leonard Cohen, der på mandag bringer sin 13. plade på gaden. Et smugkig afslører, at vi kan forvente os sikker velkendt og uovertruffen Cohen-melankoli – lyt bare her: Almost Like the Blues

Og rammer efteråret dig alligevel på den hårde måde med mismod, depression og træthed , så prøv med lidt sand virkelighedsflugt. Forleden læste jeg om dette nyåbnede hotel i London, og hvis vi for en stund ikke forholder os til realiteterne (læs: prisen på 348 £ for en enkelt overnatning), men nøjes med at nyde billederne, så kan man næsten ikke andet end at blive i godt humør: The Ham Yard Hotel in London Jeg ser for mig, hvordan jeg efter en smuk efterårsdag i London med besøg på Tate Gallery, et lille smut omkring Notting Hill, kaffe i Kensington-området og en rar lille slentretur i Hyde Park vender tilbage til en omgang five-o’clock-tea på hotellet. Jeps, det skulle nok være rart.

Et sidste efterårstip – og det bringer jeg, fordi den sidste måneds tid har bragt mig uhørt mange gode selskabelige stunder – er at bruge de mørke aftener eller regnvåde dage i selskab med de gode venner, man alt for sjældent ser. Formiddagskaffe en times tid eller to, uhøjtidlige middagskomsammener med mad, rødvin og kage, mens man får vendt afstemningen i Skotland og tidens hårtrimningstendenser, en kop te en hverdagsaften, hvor man puster ud over hverdagen med en ligesindet (er du til mælk theen, kan jeg anbefale en assam-pushkin-blanding – salonens foretrukne for tiden). Alt bringer varme i hjertet og kan anbefales.

Med ønsket om et dejligt efterår.

Reklamer

Det Danske Midsommerparadoks

Meget sigende har Holger Drachmanns smukke sang “Vi elsker vort land” aka “Midsommervisen” to melodier; den oprindelige og lidt svære melodi skrevet af Peter Erasmus Lange-Müller i 1885, og Shubiduas lettere og mere skrålbare version. Sigende er det, fordi det illustrerer den danske Skt. Hans Aftens tvesidede Janusansigt  – på den ene side en smuk, stemningsfuld og klassisk dansk sommeraftenbegivenhed, og på den anden side en mere, skal vi kalde det… folkelig oplevelse, hvor ens første tanke ikke går til P.S. Krøyers Sankt Hansblus ved Skagen Strand, men nærmere til Benny fra Olsen Banden, EM i 1992 og Fru Kristof.

En kær veninde har beskrevet det så rammende:

“Den aften er altså et paradoks – på den ene side har vi Drachmann med stor hat ved bålet på Skagen Strand og på den anden side… ja, familien Danmark for fuldt udtræk incl. videotøfler, ølvom, smøger, grimme t-shirts, masser af fadbamser, forkullede klamme pølser og skoddet musik ud fra højtalerne på det mobile skurvognsanlæg.”

Og, ja, ideelt set så jeg også gerne mig selv stå ved den danske kyst i hvide hørklæder, omkranset af kulturpersonligheder og med højstemte dialoger som lydtæppe, men virkeligheden er, at børnene gerne vil til hoppeborg og popcorn i Utterslev Mose, og så er det da det, vi gør!

Lidt dansk-sommer-mormor-nostalgi i kraft af hjemmelavet hyldeblomstsaft skal jeg dog nok få krydret aftenen med, og på den måde vil jeg ihukomme barndommens Skt. Hans-aftener i min mormor og morfars sommerhus i Høsterkøb, hvilket på sin vis ikke var så langt fra den Drachmannske ånd. Og hyldeblomsterne blomstrer lidt endnu, så lad os benytte lejligheden til at genopfriske opskriften:

HYLDEBLOMSTSAFT:

– 20 klaser hyldeblomster

– 1 kg sukker

– 2 spsk. citronsyre

– reven skal og saft af 2 økologiske citroner

– 1 liter kogende vand

– 1 tsk atamon

Det hele hældes i en skål og stilles i køleskabet 4-5 dage, inden det filtreres gennem et klæde og hældes på skoldede flasker.

Der findes alskens variationer af denne opskrift. Nogen skyller hyldeblomsterne først (det gør jeg ikke, for så forsvinder en masse af det fine støv – jeg fjerner blot de mest synlige urenheder), nogen undlader atamon (det gør jeg heller ikke, men kunne nok godt, for vi drikker det hurtigt), og i år har jeg ikke brugt citronsyre, for det er pt. ikke til at opdrive i Storkøbenhavn (tilføj en ekstra citron, så går det nok). Men lige meget hvilken variant, du vælger, så er resultatet en drik, der smager af dansk sommer, som vi helst husker den: sol, sand, lyse aftener, blomstrende rosenbuske, glade studenter i hestevogne, børn med sommerknæ og spandevis af jordbær. Drik saften enkelt, blandet op med koldt vand, eller giv den hvidvin, danskvand, mynteblade, citronskiver eller hvad du nu lyster. Men tøv ikke for længe, for om lidt er hyldeblomstsæsonen forbi.

Hav en rigtigt dejlig Skt. Hans – med Drachmann eller fadbamser.

 

 

Tour de Nord-Ouest

Forrige søndag, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel, besluttede jeg at cykle en tur. Og det skulle ikke være en hvilken som helst tur. Det skulle være en tur ad anonyme veje i oversete områder. Og det skulle være en tur med de positive briller på – I ved, sådan nogen med blå bølgekant og røde stænger, som man kun kan blive i godt humør af at se ud af. Jeg var i samme positive stemning, som når man til den årlige julefrokost på arbejde – efter at have ærgret sig over ikke at komme til bords med nogen af yndlingskollegerne – beslutter sig for at være venlig over for kollegaen i IT-afdelingen, som bevares! er hjælpsom og flink, men som aldrig siger så meget, og er hendes hår ikke lidt fladt, og hun har garanteret ikke nogen kæreste.

Jeg hoppede derfor på cyklen og tilbagelagde strækningen Frederiksborgvvej-Tagensvej-Lygten-Rentemestervej i Københavns Nord-Vest-kvarter. Fire større veje, som ikke lige får billedet af charmerende lokalmiljøer med dynamiske handlende, lækre specialbutikker og livligt gademiljø frem på nethinden.

Tagensvej starter (eller slutter, afhængig af synsvinklen) i et T-kryds, hvor gaden møder Frederiksborgvej. Mens man holder på cyklen og venter på grønt, har man – hvis man drejer sig lidt i sadlen –  udsigt til intet mindre en tre arkitektoniske perler. En berømt Grundtvigskirke, et tidligere kapel, der nu huser et dansehus (“Dansekapellet”), og en bygning i stilren 30’er-arkitektur med et indbydende spisested, “Måltid”, i stueetagen (læs om deres menu på Måltid)

Arkitekturen fejler i hvert fald ikke noget! Længere nede af Tagensvej kan jeg konstatere, at beboerne i etageejendommene sætter pris på smukke blomsterbede. Så er de jo lige som alle os andre.

Tagensvej har faktisk en del at byde på. Jeg runder hjørnet til Lygten (det er navnet på en vej), og drejer efter nogle 100 meter op ad Rentemestervej, og så kan navnet næsten ikke blive mere Nord-Vest agtigt. Men også her viser der sig også flere overrakelser – tag-kunst, flotte bygninger i bedste autentiske storbyindustrielle stil, funky danske firmaer og et bibliotek, der alene i sin facadeudsmykning RÅBER på det storlæsende Politiken-segmentet:

Jo, Rentemestervej byder faktisk på mange uventede oplevelser. Vejen munder ud i Utterslev Torv, som objektivt set er et fint lille torv med bindingsværkhus på midten og et lille gadekær. Ligesom andre dele af Københavns Nordvestkvarter har området gennem tiderne huset en hashhandel og andre mindre spændende etablissementer, og det ry hænger lidt ved torvet endnu. Men det er også her, jeg finder den største overraskelse – et lille intimt spisested/vinbar/cafe: SWAG – det står for Simple Wine and Gourmet (og minsandten om andre ikke også har opdaget dette sted, for jeg finder ud af, at de er nomineret i AOK inden for kategorien “bedste nye spisested”). Denne søvnige eftermiddag er jeg ikke lige til rødvin, men en dejlig caffe latte bliver det da til, mens jeg hyggesnakker med pigen bag disken. Hvis deres sans for madlavning er lige så god som deres evner inden for indbydende indretning, er det bare om at komme afsted. :

Og ligesom det viser sig, at hende fra IT-servicedesken spiller saxofon i et jazz-band i week-enderne, har en langdistance-kæreste i London, er kåret som Årets Underviser på IT-Universitetet, og faktisk har fladt hår på den dyre måde – ja, så gemte disse anonyme veje også på mere, end jeg umiddelbart tænkte. Det hjalp at tage de kulørte JA-briller på og cykle ud i solen.

Glædelig Grundlovsdag og glædelig Pinse.

 

 

Tivoli, trommer og Babak Vakili

Ser man sig selv som et kultiveret og oplyst væsen, kan det at få børn godt give en fornemmelse af at blive sendt til tælling. Vi går i biografen for at se Olsen-Banden som tegnefilm, Ipad’en bliver spammet til med Super Mario, Angry Birds og Minecraft, og den foretrukne musik i hjemmet er MGP og sydkoreanske ørehængere. Så meget desto større er glæden over, at maj måneds kulturelle oplevelser i København skyldes mine børn.

Snup en tur på elefanten

Snup en tur på elefanten

Det startede med en Tivoli-tur en lørdag aften i starten af maj, hvor der var Musikskoledage i Tivoli, som min datter skulle deltage i. Efter en fin strygerkoncert nød vi at opleve mørket falde på over København og Tivoli, og det er i skumringen, at Tivoli bliver særligt magisk og tager sig ud fra sin mest eventyrlige side. Gamle karrusseller, svævende ballongynger, gammeldags bolcher, kulørte lamper, klistrede  candy floss i lyserøde nuancer. Stille er der ikke i denne nostalgiske lomme – luften er fuld hvin fra rutchebanerne, musik på Plænen og forbipasserende biler på H.C Andersens Boulevard – men larmen bliver aldrig anmassende. Så dejligt. Man får helt lyst til at være en nydelig, ældre dame på 85, der spadserer adstadigt rundt blandt løjerne, mens hun nyder synet af de udsprungne blomster og lysene på Det Kinesiske Tårn.

Det Kinesiske Tårn med de mange lamper

Det Kinesiske Tårn med de mange lamper

Lidt mere folkeligt, men overraskende nok ikke dårligere var en kulturfestival på den lokale folkeskole i sidste uge. Her fik jeg blandt andet for første gang oplevet den musikalske genre “stomp”, om hvilken jeg ikke vidste mere, end at det var vist var noget med at slå på trommer. Nu ved jeg, at aktiviteten er en blanding af dans og musik og ofte involverer lettere alternative “musikinstrumenter” som skraldespande, zinkvaske og koste . Tre umanerligt energiske mænd med trommestikker og spande og hvide jakkesæt trommede i den solvarme skolegård, så sveden sprang, og vi kom alle i kontakt med vores indre stammekriger. Er du lige så uvidende om stomp, som jeg var før denne fyrrige oplevelse, så oplev Stomp Up Front her:

http://www.stompupfront.dk/#prettyPhoto/1/

Til sidst blev jeg da for alvor rystet ud af min musikalske komfortzone, da rapperen Babak Vakili kom på scenen i skolegården. Glad Nørrebro-fyr, der på den ene side taler på den måde, man nu engang forventer en københavner med udenlandsk navn taler, men som på den anden side overraskede ved at synge sange, der faktisk lød… helt vildt godt! Og som befriende nok skriver tekster, der ikke handler om lette damer og beskidte penge, men i stedet om kærlighed og menneskers svære relationer. Tilført et svedigt beat – jamen, så bliver det da ikke bedre!  Kom i kontakt med din indre rapper og lyt med her:  Når alt kommer til alt  eller her: Falder ikk’ for dig. Babak Vakili har netop udgivet et nyt album, som han er så venlig at dele med os gratis: Ord er som vind. Politiken har også skrevet om ham – læs med her og mor dig over Per Marquard Otzens illustration: Danske politikere fremmedgør ungdommen

På den måde startede jeg måneden som en 85-årig dame med vandonduleret hår, og sluttede den som 17-årig nordvest-rapper. Sådan er København så mangfoldig i maj måneds varme.

 

 

Møllegade

Allerførst skal salonværtinden beklage, at salonen har holdt lukket i længere tid. Salonen led under, at der var andre opgaver, der pressede sig på. Og da en værtinde uden gejst er en pinsel for gæsterne, valgte vi i stedet at vente med at åbne salonen, til tiden og lysten atter meldte sig. Det er så heldigvis sket, og et stort velkommen indenfor.

Eller skulle vi sige udenfor, for så blev det da pludseligt på rekordfart sommer! Hvilken lykke at cykle gennem København i bare (og lidt blege) ben, mens byens beboere hænger ud på trappetrin og bænke og bare nyder livet og lader lysten afgøre, hvad man skal give sig til (nemlig ingenting).

Sommer i byen

Sommer i byen

Berlingskes korrespondent i Berlin havde i lørdags en artikel med titlen “Godt vi har hipsterne”, som var en hyldest til de unge storbyboere i skovmandsskjorter og skæg, med deres mikrobryggerier og smalle spisesteder og nye, underlige vaner. Hvor andre begræder, at gamle bydele forandres, at autentiske bodegaer med brune vægge afløses af  funky kaffebarer, at boligpriserne stiger, og at “den oprindelige befolkning” efterfølges af humanister og designere – ja, så hilser Jesper Thobo-Carlsen fra Berlingske udviklingen velkommen, fordi æstetikken øges, madkvaliteten stiger og der kommer liv i små, døde butikslokaler. Læs hele indlægget her: http://www.b.dk/kultur/godt-vi-har-hipsterne

Hipsterne rykker ind og åbner små, snedige butikker

Hipsterne rykker ind og åbner små, snedige butikker

Jeg tænkte på artiklen, da jeg cyklede gennem på Møllegade på Nørrebro her til eftermiddag. Fordi gaden er ensrettet mod den retning, jeg plejer at komme fra, har jeg altid valgt at køre ned ad gaden ved siden af, og på den måde har jeg aldrig oplevet den lille perle, med klassiske gamle ejendomme fra 1880’erne, iblandet grønne trækroner og små specialbutikker. Men tilfældet ville, at jeg i dag valgte at trodse ensretningen, og det var en god ide. Tag en smut forbi – du skal holde dig til den del af gaden, der ligger mellem Nørrebrogade og Guldbergsgade, og pludseligt bliver der mulighed for sushi, kaffe, danske og udenlandske bøger i ny eller brugt stand. Og sågar bæredygtige smykker! Så kan man tænke over, om man vil begræde tabet af en gammel bæverding, eller om man vil glæde sig over et antikvariat med en turkis stol i hjørnet, en smuk rød bogkuffert og en blomst udenfor.

Gør et litteraturfund

Gør et litteraturfund

Kommer du ikke lige forbi Møllegade de næste par dage, kan du tage et virtuelt besøg hos gadens boghandel: http://www.moellegadesboghandel.dk/blog/, i kaffebaren: http://superkaffeforsyningen.blogspot.dk/ eller intet mindre end i gadens  litteraturhus. Sidstnævnte havde jeg aldrig hørt om, men sagen er, at der i Møllegade 7 ligger et samlingssted for spirende og etablerede skribenter i en nedlagt kirke. Huset lyder det germanskklingende navn “LiteraturHaus” – kig selv på det: http://www.literaturhaus.dk/Forside.1.aspx

Slå bagdelen i sædet og nyd sommervarmen

Slå bagdelen i sædet og nyd sommervarmen

Her torsdag aften kl. 20.30 er der 22 grader udenfor, fuglene synger, og jeg har opdaget en ny gade i dag. Det slår mig, at miraklernes tid ikke er forbi. Glædelig forsommer.

 

Hvis livet giver dig citroner

… så skynd dig at bage en masse af Yvettes lækre citronmuffins!

“Evigt ejes kun det tabte” sagde min far (med et citat af Henrik Ibsen) til mig, dengang jeg havde mistet en fin Charlotte Lynggaard-halskæde på en gåtur i det særegne naturområde omkring  Rudolph Tegner-museet i Dronningmølle. Og sandt er det jo, at vi kun har vores ting og menneskene omkring os til låns, så nyd dem, mens de er her. Og nyd minderne bagefter.

Det har jeg tænkt ekstra meget på i den sidste tid, der har været lidt vel fyldt op af tab. Først tog vi afsked med en 54-årig kvinde fra vejen, der måtte sige farvel til livet som følge af sygdom. Og tilbage står mand og to store børn, der nu skal levet med tabet af kvinden i deres liv.

I den knap så tragiske, men ikke desto mindre mindre meget vemodige ende måtte jeg endvidere sige farvel til vores genbofamilie, som vi har delt hverdag med i ti år. Ud og ind af hinandens huse, lån af mælk, spontan kaffedrikning i solen, børnefødselsdage osv. De har forladt storbyen til fordel for skov og strand, og det er dem så vel undt – det er bare os andre, der nu skal have fyldt et tomrum op efter dette tab af værdifulde hverdagsoplevelser.

Oven i alt dette er det det ekstra dejligt, at foråret har holdt sit indtog med sol og lunere luft. Nogen gange er alt bare nemmere, når man sidder i en lun krog udenfor og bliver varmet igennem af solen.  Og hvad er mere naturligt end at fejre solskinnet med en omgang citronmuffins? Det gør vi her i salonen, og vi følger denne enkle opskrift:

Ingredienserne til ca. 20 citronmuffins er:

Kagedej:

  • 250 g sukker
  • 250 g blødt smør
  • 4 æg
  • 250 g mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk. vanillepulver
  • skal og saft af halvanden citron

Glasur:

  • 150 g flormelis
  • skal og saft af 1/2 citron  (drop evt. citronskallen, hvis dine muffins skal spises af børn – de kan godt blive lidt overvældede af citronsmagen og den ujævne glasur)
  • lidt vand

Rør sukker og smør så længe, du har kræfter. Jo længere tid, jo bedre bliver konsistensen i sidste ende. Sætter man sig ud i solen og rører, orker man at blive ved ret længe.

Tilsæt æggene et ad gangen, og igen: røre, røre, røre for hver gang, du har puttet et æg i

Bland mel, bagepulver og vanilliesukker sammen og vend det i smørblandingen og rør sammen. Her er det ikke så vigtigt at røre længe.

Tilsæt til sidst citronskal og -saft.

Dejen puttes i muffinforme og bages i en forvarmet ovn ved 170 grader (ikke varmluft) på nederste rille. Når der ikke hænger dej ved, når man stikker i dem, er de færdige – det tager ca. 20-25 minutter. Man kan også lave en stor kage – så skal den nok have dobbelt så lang tid.

Når dine muffins er færdigbagte og kølet af, putter du glasur på.

Jeg foretrækker the frem for kaffe til citronmuffins, men det er jo en smagssag. Tilbage er der kun at sige velbekomme – og nyd smagen af citron og forår!

 

Kronprinsensgade

Som opfølgning på sidste uges beretning om mit glædelige, virtuelle møde med en ung studerende kan jeg fortælle, at der i tirsdags kom et bud på mit arbejde med en cellofanindpakket vin-chokolade-opstilling. Det har jeg aldrig prøvet før, så jeg blev i sandhed overrasket. Vedhæftet var et lille kort, og minsandten om det ikke viste sig, at det var virtuelle veninde, der bare endnu engang ville sige tak for hjælpen. Det havde hun naturligvis ikke behøvet, men dejligt var det, og det gav endnu en lejlighed til at sende positive vibrationer gennem cyberspace. Min kære mand ringede mig i øvrigt op forleden dag på arbejde, fordi han mildest talt var utilfreds med, at han havde fået en hasteopgave, der betød, at han kom sent hjem. Jeg klarede naturligvis biksen selv derhjemme om eftermiddagen, men forventede naturligvis ikke at få verdens gladeste mand hjem. Da han så trådte ind ad døren lidt over 9 om aftenen, var han i fint humør, og det kunne man jo godt undre sig over. Han fortalte så selv, at han på vej ud af døren på arbejdet havde tænkt, at det jo ikke nyttede at bringe sit dårlige humør hjem til resten af familien. På vejen hjem havde han passeret en løber, som han havde råbt noget rosende og opmuntrende til, og det var løberen blev synlig glad for. Og så blev min mand selvfølgeligt også glad. Og så har vi den igen – hjælp en anden, og bliv et gladere menneske. Har selv på samme konto fulgt to italienske turister gennem byen for at komme ud af en mellemfornøjet sindstilstand. Lidt snik-snak om København og Napoli og 5 minutters gåtur – og ud kom to tilfredse italienere og en ikke-længere-mellemfornøjet dansker.

Alle disse ord om hjælpsomhed og glæde passer som fod i hose til den udadvendte og optimistiske årstid, vi snart går i møde. Er marts lig forår i din begrebsverden, vil jeg henlede opmærksomheden på, at man nogen steder i verden – f.eks. i Frankrig – regner foråret fra den 21. marts (jævndøgn) og så fremdeles. Således starter sommeren 21. juni (passer godt med, at juni tit er overraskende kold), efterår starter 21. september (passer godt med vores ofte lune sensommer), og vinteren 21. december. Så bliv nu ikke alt for skuffet, hvis den ikke står på milde vinde og åbentstående jakker i morgen. Der er 3 uger til, og i den tid kan man jo så nyde de sidste rester af vinterlige glæder – stearinlys, gode gryderetter, mørk rødvin og kraftige teer.

Og apropos te faldt jeg over en perle af en bog: “Afternoon Tea” af Stine Hincheldey Alwén, der er med til at drive A.C Perch’s Thehandel i Kronprinsensgade i København og nu også Århus. Verden mangler jo ikke koge- og opskriftsbøger, men denne er et skoleeksempel i en god en af slagsen. Først lidt fakta om the og derefter en række enkle opskrifter på alskens kager – nogen gange ledsaget af lidt tekst om kagen, men uden det kammer over. Og så er bogen i øvrigt spækket med de skønneste billeder. Bogen giver desuden sit bud på, hvilke theer, der egner sig til hvilke årstider, så er man meget forårshungrende, kan man jo passende proviantere, så man er HELT klar 21. marts! I salonen er vi meget glade for Panyong med hvid the (kan med rette drikkes her i slutningen af vinteren) og – for de mere forårskåde – hvid tempelthe (bare navnet er jo skønt…).

Skal der sødt på bordet, kan man passende kaste sig ud i delikatesser fra ovennævnte bog. Vi nævner i flæng: mini-marengstærter med citroncreme, bananmuffins med matchatopping, chokoladescones og After Eight kage. Kunne man så støve et par gamle, men velpudsede lysestager op, en smuk dug, og tynde the-kopper, er det næsten som at hoppe ind i bogens fortryllende five o’clock tea-stemning.

Til sidst en god roman: Anna Gavaldas “Bare sammen” handler om fire lidt specielle skæbner i en stor lejlighed i Paris: en anorektisk og kunstnerisk kvinde i tyverne, en aldrende dame, en utilpasset kok og en ung fyr, der ville have fundet sig mere hjemme i en aristokratisk fjern fortid. En på samme tid lidt barsk og meget indtagende krønike om fire personligheder, og selvom den både rummer død, dårlige barndomsminder og slidte mennesker er den i sidste ende en meget livsbekræftende historie. Den har været min redning de sidste par trætte aftener.

Hav en rigtig dejlig week-end – og husk halstørklædet lidt endnu.