På en dag, hvor man måske, på et tidspunkt, hvis vi opfører os ordentligt, stadig holder afstand og gør, hvad der bliver sagt, kan øjne en svag mulighed for at komme ud i samfundet igen, føler jeg trang til at vide med mig selv, at vi har kunnet drage en eller anden form for læring af situationen. Ikke, fordi vi ikke alle hellere havde været foruden, men det kunne dog være et lyspunkt, at man var blevet et lidt klogere menneske.

Der er flere, der minder om, hvor lidt klogere vi blev af finanskrisen – at den skamfuldhed over at have været så optaget af friværdi og forbrug og rejser, der ramte os for ti år siden, langsomt og sikkert fortog sig i takt med, at pengene vendte tilbage. Men jeg vælger at tro på det bedste, og derfor vil jeg sætte min lid til, at jeg i meget lang tid vil huske:

• Hvor små og basale ting, det er, jeg mest savner: At kunne give min mor et knus, når jeg ser hende, og ikke holde mig på de famøse 2 meters afstand, at kunne hænge ud i en venindes køkken over en kop kaffe, at cykle til arbejde, at være sikker på, at jeg kommer til Løjt med storfamilien i Pinsen, og ikke mindst: at blive klippet! Oh, hvilken luksus, det er at have velklippet hår. Det er ikke den manglende sommerferie eller endnu en guldring, jeg savner – det er hverdagens små støttefunktioner, der mangler i mit liv.
• Det utrolige overskud og den kreativitet, der er piblet frem iblandt os. Morgensang på P2, altanfællessang på Amager og Nørrebro og rundt omkring, fyrene fra Randers Regnskov, virtuel fredagsbar, indkøbshjælpehold, online yoga og du kan sikkert komme på meget mere. Det er da utroligt betryggende at vide, at vi kan så meget sammen.
• Hvor fantastisk det er, at jeg faktisk nyder at være sammen med min mand og børn dag ud og dag ind. Tænk engang – ingen eskalerende konflikter, ingen fnidder, ingen UBÆNDIG TRANG til bare at være alene.
• Glæden ved et rent og ryddeligt hus. I disse tider, hvor der er utroligt meget fritid i omløb i mit liv, fordi svømning, cafeaftaler, vejlaugsmøder, foredrag er aflyst, ja, der finder jeg mig selv konstant med en klud i hånden, når jeg ikke sidder foran PC’en. Og det der hus, man tit sukker over, fordi det er for lille og for gammelt og trænger til at blive malet – ja, det bliver faktisk utroligt hyggeligt af, at ruderne er pudsede, dørkarmene vaskede, rodet sat på plads, støvet suget bort, tøjet lagt på plads, afløbet renset (YAHK!), meget fedtet køkkenlampe tørret af, håndklæderne lagt i skabet, køleskabslågen aftørret, kaffekværnen tømt for oldgamle bønne-rester, rent etc. etc. etc.

På min bogreol står en bog, der hedder ”How to be free”, skrevet af Tom Hodgkinson, en engelsk gut, der engang var reklamemand i det pulserende London, indtil han blev så træt af det liv, at han vendte 180 grader og blev en slags britisk pendant til Bonderøven. Det er 10 år siden, jeg læste bogen, og som jeg husker hans pointe kogt helt ind til benet, så er den, at hvis man tag over hovedet og råd til at invitere venner til et måltid mad, så har man nok. Så behøver man ikke mere. Det kan vi tænke over, når coronakrisen engang slutter og vi tager hul på klimakrisen.

Amen.