Hvad laver du her!?

Knap har vi rejst os fra julebordet, før årsskiftet står for døren. Og hvor juletidens mentale fokus er på det nære, på hyggen, på traditioner, familie og fortid, er nytårets fokus anderledes fremadrettet. Det er  nu, mange af os har en tendens til at tænke i forandringer, nye planer, opgør med dårlige vaner og formulering af nye mål for fremtiden.

Denne forandringsgejst kan vi her i salonen kun bifalde; det er da livsbekræftende, at vi mennesker ikke bare falder hen i rutiner og vaner, men faktisk forholder os aktivt til de drømme og længsler, der rumsterer inden i os og forstyrrer vores vante gænge.

At ambitionerne 31. december til tider er større end viljen 1. januar, og at vi i begejstringen over  udsigten til vægttab, efteruddannelse, opsparing, girafsprog i stedet for skænderier, nymalet spisestue osv. glemmer at forholde os til, hvordan vi realiserer målene – ja, det kender vi nok også allesammen. Der er adskillige coaching-håndbøger, der kan hjælpe på vej med dette – du ved, et stærkt ‘hvorfor’ er den bedste motivationsfaktor, fokuser på henimod i stedet for væk fra, osv. – så det skal jeg springe over.

Til gengæld har jeg lyst til at bringe et Nelson Mandela-citat på banen: What count in life is not the fact that we have lived. It is what difference we have made to the lives of others that will determine the significance of the life we lead.

Påstanden er altså, at betydningen af vores liv beror på, hvilken forskel vi har gjort i andres liv. Og det behøver jo absolut ikke være store heltegerninger, det her handler om – vi kan ikke alle rejse ud med Læger Uden Grænser eller donere millioner til velgørenhed. Eller vælte et apartheid-styre! Mindre kan også gøre det;  det kan også være det gode råd, vi gav engang til en veninde i kærestesorg, den ros vi uopfordret gav en kollega, den hjælp vi tilbød en nabo i knibe, den pose gratis æbler, vi stillede ud foran vores hoveddør, den dør vi holdt for en anden osv.

Jeg kan stadig huske den præst, der for mange, mange år siden begravede min oldemor, fordi han sagde sådan nogle søde ord, trøstende ord til mig efter begravelsen. Jeg erindrer den søde ekspedient i La Glace, der kom og forærede mig, en lille pige på 6-7 år, en tallerken med en fin lille Sarah Bernard-kage, fordi jeg havde været oppe ved disken og spørge til prisen. Jeg mindes med varme en underviser på universitetet, der gav sig tid til at snakke med mig om De Store Ting I Livet, da jeg havde krise over studierne. Og der er heldigvis masser af andre personer i rækken – bipersoner såvel som hovedpersoner i mit liv.

Så når vi har fået styr på, hvor mange kilo, vi skal tabe i det nye år, og hvor mange klassikere, vi skal have læst, så kan det måske give mening at bruge en stund på at overveje noget så stort som vores værdier i livet. Hvilken verden vil vi gerne leve i, og hvordan kan vi selv bidrage hertil? Hvilken forskel skal det gøre i verden, at lige netop jeg findes? Hvad skal der blive sagt til min begravelse?

Som Julie Maria synger i kendingsmelodien til DR’s julekalender Pagten, som  vi her i salonen stadig har svært ved at slippe, fordi den i al sin barske socialrealisme også var en fantastisk poetisk og stemningsfuld historie med mennesker og nisser og smukke Grundtvig-strofer: Uden hinanden er vi ingenting/to snefnug der hvirvler i en vintervind. Med andre ord: vi skal gribe ind i andres liv og gøre en forskel for hinanden – på den måde bliver vi ikke bare tilfældige snefnug, der hvirvler omkring og omkuld, når blæst og kulde raser.

Med ønsket om et meningsfuldt 2014 – og et stort tak for jeres besøg i salonen i 2013.  Jeg håber at se jer igen i det nye år.

Godt nytår!

Reklamer

Blev det jul i år?

Kalenderen siger i skrivende stund 23. december 2014. Lillejuleaften. De sidste gaver blev købt og pakket ind i forgårs, køleskabet blev fyldt i går, døren til kontoret blev lukket i eftermiddag, og ris a la manden bliver lavet om lidt. Gulvene er nyvaskede, de værste bunker er fjernet, og jeg kan kigge rundt i mit hjem uden at se alt for mange udestående pligter. Så nu mangler der bare… julesindsstemnningen.

Den amerikanske præsident i 1920’erne, Calvin Coolidge, sagde i sin juletale til det amerikanske folk den 25. december 1927:

Christmas is not a time or a season but a state of mind. To cherish peace and good will, to be plentous in mercy, is to have the real spirit of Christmas. If we think on these things, there will be born in us a Saviour and over us will shine a star sending its gleam of hope to the world.

Fred, velvilje og barmhjertighed. Det er det, julen handler om, og måske det var en god ide at stoppe op et øjeblik og spørge sig selv, hvor meget der var af den slags i december måned i år. Hvor meget håb har man tilført verden…

I mit hjem var freden til at overse sidste mandag, da jeg kylede en banan hen ad gulvet, greb min jakke og forlod hjemmet i afmægtigt raseri over, at børnene spolerede en hyggelig julekalenderstund med at skændes højlydt over, hvem der skulle sidde i den røde stol. Freden har også været udfordret afskillige morgener, hvor spørgsmålet om, hvem der skal have julekalenderen tættest på sig, og hvem der skal puste tændstikken ud, har været til heftig debat. Og specielt fredelig vil jeg heller ikke kalde min reaktion, da et af mine yndige børn i vrede kaldte sin søster for fede svin …

Har jeg vist velvilje og barmhjertighed i særlig grad den sidste måneds tid? Nok ikke – jeg har været optaget af at få en travl kalender til at gå op og føre regneark over gaverne til børnene fra de de forskellige familiemedlemmer og holde rodet fra døren, mens vindueskarmene blev mere og mere belæssede med hjemmelavede lys, toiletpapirrulle-nisser fra børnehaven og snelandskab med pladevat og smølfer.

Og lur mig, om der ikke er en person eller to ude i det danske land, der har det ligesom mig. Vi har julet fysisk, men ikke mentalt. Julestemningen har været målt i antal tændte stearinlys, og ikke antal stille stunder med mildhed i sindet.

Det mirakuløse er, at vi kan nå det endnu. Julen er ikke slut, og ligesom det aldrig er for sent at få en god barndom, så er det heller ikke for sent at komme i julestemning. Så når du står op i morgen den 24. december, så tænd et lys for dem, der ikke længere er her til at holde jul med os. Når dine børn har svært ved at håndtere al spændingen og kanaliserer den ud i overstadighed eller hidsige plagerier, så giv dem et ekstra stort kram og mind dem om, at du elsker dem. Glemte du at vaske den kjole, du skulle have haft på, så husk at du er meget lækrere, når du er afslappet og humoristisk, end travl og anspændt. Ramte din mand ikke plet med gaven, så tag det som et udtryk for, at det er svært at købe gaver – ikke, at han ikke elsker dig. Blev kalkunen tør, så kommer du helt sikkert til at blive mæt alligevel. Synes du, din søsters ide med at give gaverne midt på dagen, er tåbelig, så husk, hvor lille et problem det i livets store sammenhæng er.

Jeg havde engang en god kollega, der – når problemerne blev lidt vel store – yndede at sige “det bliver jul alligevel”. Og det gjorde det søreme. Også i år. Især hvis vi tænker på ordene fred, velvilje og barmhjertighed.

Rigtig glædelig jul!

Skænk os af lykkens væld

Så blev det Santa Lucia, og mange af os, der er for gamle til at gå optog iført fars aflagte, hvide skjorte, vil konstatere, at der her den 13. decmber i virkeligheden er meget, meget lidt tid tilbage inden juleaften. Og det er nu, ens intention om, at julen skal være hyggelig og rar og afslappet, for alvor bliver udfordret. Salonen iler derfor med hjælp, for julen handler jo i sin grund-essens om glæde og om at være rare ved hinanden, og ved fælles indsats kan vi godt få det budskab lidt længere frem i bevidstheden.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at salonen er meget glad for ord. Som den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein så smukt udtrykte ordenes betydning: “Grænserne for mit sprog sætter grænserne for min verden”. Lad os derfor kaste et par sætninger ud i verden, der får skubbet det glade julebudskab op foran to-do-lister, indkøbs-stress, lommesmerter, halsbrand og overvægt:

JEG ER SÅ GLAD FOR

vores alt for lille hus, der i denne måned får boostet dets tætte, intime atmosfære med julepynt, kagedåser, julekalendre, stearinlys, lyskæder, gaver og gran. Det er tæt og overvældende og måske lidt for meget, men det er også bare umanerligt hyggeligt!

HVOR ER JEG HELDIG, AT

jeg har nogen genboer, der banker på mandag eftermiddag for at forære mig en pose nyristede espressobønner fra Risteriets lager i Rødovre – bare fordi, vi i week-enden kom til at snakke om god kaffe og om det ulyksalige i at løbe tør.

DET GØR MIG VARM OM HJERTET

at min mand og jeg fik mast et fem-minutters stævnemøde på gaden ind, da han alligevel passerede mit arbejde torsdag formiddag, og at vi tilmed var så heldige, at en af Københavns små mobile kaffe-knallerter havde parkeret lige dér, så jeg tilmed kunne nyde en varm cafe latte samtidig.

JEG GLÆDER MIG SÅDAN TIL

at drikke glögg på vejen sammen med alle naboerne sidste lørdag inden jul. Hvor er det skønt, at folk har tid og lyst til den slags.

JEG ER SÅ TAKNEMMELIG FOR, AT

min kære mor følger vores datter til violin hver tirsdag, når nu forældrene ikke lige kan løse den logistiske knude i at nå hjem fra arbejde og køre 30 minutter i bus og gå ti minutter for at nå frem til børneviolinsamspil i Kødbyen kl. 16.

JEG KAN SÅ GODT LIDE

at afslutte dagen med at se julekalender med børnene. Først en ufarlig af slagsen på DVD (Jul i Valhal, for den er vi flere, der bare så godt kan lide), og derefter Pagten, som godt nok er hård kost for en følsom voksen som mig, men som også er en virkeligt godt skruet sammen historie.

Find selv på mange flere – der er nok af sætninger, og hvis du ser efter, har du sikkert også masser at fylde ud med.

Hav en dejlig december-week-end.

De tre små ord

Så blev det december, og for os, der stadig har bevaret et barnlig glæde ved julen, er det jo en herlig tid. Her i salonen har vi også fundet julepynten frem, og vi glæder os over, hvordan alle for en stund har fokus på den samme begivenhed. Men vi ved jo også alle, at december kan være en måned fyldt med hektisk aktivitet, en konstant følelse af at være bagud, og dårlig samvittighed over, at man stadig mangler at købe 15 gaver. Derfor vil jeg ile med at viderebringe tre små ord med magisk virkning. Jeg fandt dem i en stresshåndteringsplan på mit arbejde, og jeg er overbevist om, at de i december kan være ganske nyttige. Værs’go:

PYT

Pyt med, at jeg ikke får puttet hjemmelavede til-og-fra-kort på gaverne i år. Pyt med, at jeg heller ikke i år nåede ind og se julebordene hos Royal Copenhagen, selv om de plejer at være så flotte. Pyt med, at pebernødderne er købte og halvkedelige. Pyt med, at gavepapiret er købt i Netto i november 2012, og at rullen har et knæk på midten af at have været mast inde i et skab. Pyt med, at vi stadig ikke kan se TV2, og børnene derfor må nøjes med julekalendrene på DR1. Pyt med, at halvdelen af pærerne i den udendørs lyskæde er gået ud siden sidste jul (forstår stadig ikke, hvad der sker, mens de ligger stille nede i en kasse i 10 måneder). Pyt med, at min søn har vundet en julemand, der kan synge jingle bells. Pyt med, at det ikke bliver denne måned, jeg får sovet igennem. Pyt med, at jeg ikke få lavet konfekt i aften – jeg vil hellere se Love Actually på DVD for 7. gang.

NEJ

Nej, vi kommer ikke til det første julearrangement i børnehaven (men vi kommer til det andet). Nej, vi får ikke kogt klejner i år. Nej, de voksne søskende og deres ægtefæller giver ikke gaver til hinanden, for ingen ved, hvad de andre ønsker sig – og det, de ønsker sig, er alligevel for dyrt. Nej, børnene får heller ikke pakkekalendre i år (til gengæld får de en ekstra gave juleaften, og det må være lige så godt). Nej, der kom desværre heller ikke julekort afsted i år.

HJÆLP

Hjælp, jeg orker ikke at lave hele julemiddagen selv – gider I tage ris a la mande, mandelgave og kirsebærsauce med? Hjælp, jeg kan ikke finde det stativ til en Iphone 4, din datter ønsker sig – vil du finde navnet på en hjemmeside, tak? Hjælp, det har været et dyrt år – kan vi ikke bare give små gaver? Hjælp, jeg er træt – er det ok, jeg går i seng, selv om klokken er kvart over ni og madpakkerne ikke er smurt?

Med disse tre ord i mente går det hele meget nemmere. Hav en dejlig december – og husk at tage bussen hjem fra julefrokosten!

Tagensvej

Forleden gjorde jeg noget, jeg har haft lyst til længe, men aldrig får gjort. Jeg stoppede på vej hjem fra arbejde, inden afhentning af børnene, og satte mig ved vinduesbordet på en cafe med en kop kaffe. Og lavede ingenting. I en halv time. Telefonen blev i tasken, de dragende dameblade blev i tidskriftsholderen – det var kun mig & mine tanker, en cortado og udsigten til en befærdet vej i København.

Jeg bemærkede, at Socialdemokratiets valgplakater var sat fast med en bedre lim end SF’s. Jeg spekulerede på, om det mon er fysisk umuligt at lave en pæn tankstation – dén overfor var nemlig bemærkelsesværdig uskøn – og kom i tanker om Arne Jacobsens funkistankstation på Strandvejen i Skovshoved. Det kan altså lade sig gøre. Jeg noterede mig, at mange cyklister gaber fredag eftermiddag ved halvfire-tiden. Og at danskernes vintertøj bliver holdt i forbavsende ens grå-beige-sorte farvenuancer, og skulle vi ikke lave om på det? Mine tanker fløj 20 år tilbage til min kollegietid – der lå nemlig et kollegium skråt over for caféen – og jeg forsvandt ind i gamle minder og historier fra den gode tid. Småsnakken fra bordet ved siden af blandede sig med den lave musik fra radioen. Fyren ved bordet ved siden af lignede en hjemløs, men arbejdede på en Macbook, og sådan er der nok en del tendenser, jeg er blevet for voksen til at forstå. Og skummet i min cortado forblev forbavsende intakt, mens glasset blev mere og mere tomt. Efter en halv time sagde jeg tak for kaffe, og smuttede op på cyklen igen.

Da jeg forlod stedet, havde jeg det som om, jeg havde været til halvanden times meditation eller mindfulness. Mere skal der åbenbart ikke til – en halv time, hvor tankerne får lov at flyve, hvor blikket bliver fjernt, hvor man lægger mærke til bordet, man sidder ved (det var mørkebrunt), og lydene og menneskene og tingene omkring en. Hvor man kommer i kontakt med, hvad der egentlig rører sig indeni en, når man ikke konstant er optaget af at forholde sig til den daglige logistiske udfordring med arbejde, indkøb, familie og hus und so weiter i skøn forening. Og det sjove er, at når man sådan har nydt sit eget selskab uforstyrret en stund, så er man faktisk meget mere til stede, når man kaster sig ud i livet igen.

Prøv det – det koster kun 25 kr. og en halv time af din tid. Rigtig glædelig fredag!

Hornbæk og Nørrebro og alle de andre steder

I sidste uge var jeg så heldig at være på et todageskursus, der fandt sted på et gammelt badehotel i Hornbæk. November måned er i sagens natur ikke et tidspunkt, hvor et badehotel får demonstreret sit fulde potentiale – jo, man kan gå en tur på stranden, mens det blæser en halv pelikan, og jo, man kan se, der er en stor have fuld af nøgne træer og nedfaldne blade udenfor, men det summende sommerliv, sol & sand, kølig hvidvin og nypillede rejer – det må man tænke sig til. Og der gik faktisk også det meste af den første dag, før jeg fandt ud af, hvilket vidunderligt sted, jeg var havnet.

Det, folkene på dette sted kunne, var at gøre sig umage – hvilket langsomt gik op for mig, som tiden gik. En lækker espressomaskine til fri afbenyttelse. Kusmi-te ad libitum. Allerede her var jeg naturligvis solgt. Men også detaljer som levende lys – selv på de borde i spisesalen, hvor der ikke sad mennesker; enkeltstående blomster i høje glas; knitrende hvide duge; limonade i flasker med fine etiketter; en tændt pejs, hvor man kunne nyde aftenkaffen. Jeg havde det, som om nogen havde opfyldt alle de ønsker, jeg ikke vidste, jeg havde til sådan et sted. Med andre ord: en perle, som har en særlig plads i mit hjerte.

Og når jeg tænker over det, rummer mit hjerte flere af sådanne små steder rundt omkring i verden, som gør mig glad at tænke på. Nogle steder er minder, som jeg ved, jeg aldrig kommer til at se igen – andre lever i bedste velgående i min nærhed.

Et sted, jeg ikke kommer til at gense, er en lejlighed i Barcelonas charmerende El Born-kvarter, hvor jeg lejede et værelse under et studieophold for snart en del år siden. Ejerne var et ungt par i konstant godt humør – han havde vist et relativt jordnært bankjob, hun var designstuderende og havde desuden en rengøringsjob tidligt om morgenen for at finansiere studierne. Lejligheden var en stor gammel herskabslejlighed med gamle, farvede mosaikgulve i bedste sydlandsk stil, og den var naturligvis – hun var jo designstuderende – indrettet særdeles originalt og hyggeligt. Et limegult spisebord hér, et orginalt menukort sat i ramme dér, osv. Umuligt at beskrive, men særdeles let at mindes.

I den modsatte ende af spekret har vi et lille kaffested, jeg cykler forbi hver morgen. Jeg plejer at køre ind ad Tagensvej, helt ude fra starten ved Grundtvigskirken og ind til Nørre Allé-krydset. De af jer, der har jeres gang i København, vil vide, at Tagensvej bestemt ikke er lige spændende alle steder. Det starter fint med Grundtvigskirken og arkitekten P.V. Jensen-Klints fine huse omkring, men derefter står den mest på kønsløse Lejerbo-boligblokke fra 80’erne, som aldrig har været i nærheden af en arkitekt, kiosker, kina-grill’er, en butik med køkkengrej, der siger og skriver ALTID har ophørsudsalg, spillehaller og mere i samme boldgade. Men så ligger der, næsten inde ved Jagtvej-krydset, en café med det der typiske berliner-udseende – forskellige slidte møbler, rå murstensvægge og høje smalle bord langs vinduerne, hvorfra man kan følge livet på gaden. Når jeg cykler forbi i halvmørket lidt i 8, er stedet næsten lige åbnet, og som regel har der også allerede indfundet sig et par gæster. Lamperne lyser op og vidner om en varm hule, hvor man kan krybe i ly for mørket og kulden, og der ser bare så hyggeligt ud! Jeg har endnu ikke brudt min morgenrutine og parkeret cyklen og sat mig ind for at lune mig med en varm kop kaffe – men bare tanken om, at det kunne jeg gøre, er rar. Det sted gør mig også glad.

Og der er den lillebitte café i starten af gågaden i Århus, næsten oppe ved Banegården. Og en restaurant i Barcelona, hvor min mand og jeg spiste for 12 år siden, som jeg aldrig vil være i stand til at genfinde. Og det gamle kollegiekøkken. Og køkkenet i en lejlighed, som en af mine veninder boede i, mens vi begge var på barsel – den lå i stueplan, lige bag Kongens Nytorv, og når vi sad og drak kaffe ved køkkenbordet kunne vi følge med i det pulserende byliv udenfor, og vi følte os næsten som en aktiv del af det. Og der er det lille spisested med kulørte lamper ved indsejlingen på Christiansø. Og der er det lille hotel med mikroskopiske værelser i Paris ved St. Sulpice, hvor jeg boede med min mor i vinterferien, da jeg var 17 år. Og der er…

I, mine kære salon-gæster, har sikkert også lignende steder i jeres bevidsthed. Nogle steder skal måske genses; nogle steder skal måske bare have lov at være et kært minde. Men sæt pris på disse steder, der giver din mentale globus varme og dybde.

Med ønsket om en rigtigt dejlig week-end – wherever you are!

Stefansgade

Den mest solgte skønlitterære bog i disse dag er hverken Jussi Adler-Olsen, Liza Marklund eller Jan Guillou. Det er derimod Yahya Hassans digtsamling. Tænk engang, en digtsamling – det er da opløftende. Også selv om Yahya Hassans digtsamling i sig selv ikke er opløftende læsning. Men at tænke sig, at der i disse dag i en lind strøm bliver langet digtsamlinger over diskene hos de dansk boghandlere – det kan jeg godt lide.

For de fleste mennesker er digte noget, vi brugte meget tid på i skolen og måske i gymnasiet – og nogen gange er et digt også en sang, og så kender vi det alle sammen lidt bedre. Således er Svantes Viser ikke så langt væk, fordi vi kan nynne med på nogen af sangene, og Dan Turells digte kom lidt længere frem i bevidsheden, da Halfdan E satte musik til og udgav dem på CD. Men ellers er digte ikke noget, særligt mange af os bruger tid på.

Selv levede jeg min gymnasietid gennem Michael Strunge. Vi folder drømmens faner ud havde nærmest ikonisk status, og jeg kunne Natmaskinen udenad. Med den uspolerede selvhøjtidelighed, som kun en 18-årig kan præstere, sad jeg søndag aften på mit værelse med kaffe, tændte stearinlys og en Strunge-digtsamling og var det tætteste, jeg kunne komme, på livets mening. Så gik der lige tyve år med studier, arbejde og familiestiftelse, og når det i forvejen var svært at få tid til at læse en almindelig krimi, stod lyrikken ikke lige forrest i rækken. Tilfældet ville så, at jeg i sommer havde en Pia Tafdrup-digtsamling med ud i det danske sommerland, og langsomt fik jeg vakt interessen for digte til live. Der begynder at dukke digtsamlinger op i bogstakken ved sengen og i tasken fra biblioteket, og jeg er gået på strandhugst i min fars glimrende samling af digte.

Nu sidder du måske, kære salongæst, og tænker: Hvad skal vi med digte? Hvad er der i vejen med en god historie? Og er digte ikke bare for mærkelige? Mit helt uvidenskabelige og personlige svar er, at digte giver et dybere perspektiv på vores liv, på det vi oplever, føler og tænker. Hvorfor det, tænker du. Fordi digte formår at give dig en større sproglig bevidsthed og gør dig i højere grad i stand til at sætte ord på det, du ikke selv kan formulere. Digte kan give denne her aha-følelse af Netop! – det er LIGE sådan, jeg har det.  Og som Michelle Pheiffer siger til sine modvillige high school elever i filmen Dangerous Minds: jo mere man har ordet i sin magt, jo større indflydelse har man på sit eget liv.

Kan du huske det digt, der blev læst op ved begravelsen i filmen Fire bryllupper og en begravelse? Det var et uddrag af et langt digt af den engelsk digter W.H. Auden, der levede 1907 – 1973. Det lyder således: Stop all the clocks, cut off the telephone/Prevent the dog from barking with a juicy bone/Silence the pianos and with muffled drum/Bring out the coffin, let the mourners come/ Let aeroplanes circle moaning overhead/Scribbling on the sky the message He Is Dead/Put crêpe bows round the white necks of the public doves/Let the traffic policemen wear black cotton gloves. Og sådan fortsætter han med at beskrive, hvordan han vil stoppe verden, fordi hans elskede er død. Jeg kan ikke forestille mig en meget bedre beskrivelse af, hvordan man kan have det, når sorgen rammer en. Samtidig kan man finde trøst og en form for mening hos en anden englænder, Lord Tennyson, der i 1850 skrev digtet In Memoriam, hvor det bl.a. lyder [it is] better to have loved and lost/ than never to have loved at all. Så rigtigt, så rigtigt.

Pia Tafdrup er i mine øjne ikke nem, men hun skaber nogen meget smukke billeder med sine ord. Når hun i digtet Bevægelsen frem til fuglen beskriver nattergalen som en fugl der sender toner rundt som kuglelyn under himlens messingkuppel, kan en dansk sommeraften næsten ikke tegnes mere stemningsfuldt. Det samme med begyndelsen af digtet Befri de indvendige sange, hvor det lyder Når frostnætterne sætter ind/og stjernerne dirrer på himlem; jeg får næsten lyst til at tage min dunjakke på, når jeg læser det. Men som sagt er hun ikke nem, og jeg grubler stadig over, hvad hun vil sige med genkender lugten/når der går hul på en engel. Hvad sker der dog, når der går hul på en engel? Min lokale boghandler, som er tidligere dansklærer og meget alvidende, kunne ikke hjælpe – hun havde ikke læst så meget Pia Tafdrup, fordi det var for svært for eleverne –  og min kære nabo, en pensioneret folkeskolelærer med stor lune, så mest af alt ud, som om han havde lyst til at flygte, da jeg efterlyste hjælp til en digt-fortolkning. Så hvis der sidder nogen derude, der har et godt bud på, hvad digtet Vælter (som ovenstånde linier stammer fra) handler om, så hører jeg det meget gerne. Jeg har grublet lige siden august…

Det hænder, at min kære mand bladrer i en af mine digtsamlinger, når de ligger fremme. Efter et par minutter lukker han dem igen, lettere tom i ansigtet, og jeg gætter, at det kun er overbærenhed og almen respekt for sin hustru, der gør, at han ikke lader sin indre rindalist komme til orde. Måske har du det også sådan, men jeg synes alligevel, du skal give digtene en chance. Hvis det hjælper, så grib fat i nogen af dem, der er sat musik til: Dan Turells Hyldest til Hverdagen eller Gennem Byen Sidste Gang eller Søren Ulrik Thomsens og Lars H.U.G.’s Hen over Himlen. Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl er i øvrigt også ganske glimrende – også selv om den ikke har musik til.

Eller endnu bedre – for de af jer, der befinder jer i  København: tag ud til Stefansgade på Nørrebro, køb en kop kaffe i en af de gode kaffebarer i gaden, og stil dig op lige inden hjørnet af Jægersborggade og nyd gavlmaleriet med begyndelsen af Inger Christensens Alfabet, meget smukt dekoreret med himmelblå baggrund og guldcirkler. Abrikostræerne findes/abrikostræerne findes…

Hav en rigtigt smuk week-end – nu med endnu flere ord!