Mens vi venter på vacciner og spyt-test og forår og bare en eller anden form for genåbning, pleaase, så går livet sin uvante, vante gang, og man krydser fingre for at vågne op til gode nyheder. Og indtil det sker, prøver man at leve så normalt som muligt, godt hjulpet på vej af de pudsige rutiner, der har fundet vej i denne sære tid.

Den engang så skarptskårne, korte frisure har vokset sig stor og uregerlig, og der skal en særlig indsats til, for at det ikke klasker sammen i verdens fladeste samling hår. Tolv lyserøde 18mm curlers fra Matas har vist sig at løse problemet, så hver tredje aften kan resten af familien nyde synet af mig spankulerende rundt med oprullet hår, efterfulgt af synet af mig med bobbet hår a la.. jeg ville ønske, jeg kunne skrive Prinsesse Diana, men Margaret Thatcher er nok tættere på. Anyway… efter en god nats søvn forsvinder de værste firser-vibes, og håret er nu klar til – fyldigt og ikke-sammenklasket – at blive sendt ud i verden.

Hvilket jo så kun sker i begrænset omfang. Den daglige cykeltur til arbejde er savnet, og der er nogen, der påstår, at man selvfølgeligt bare kan cykle rundt en time alligevel, men jeg fungerer nu engang bedst med en klokkeklar destination. I stedet er jeg igen begyndt at gå lidt, så den lokale Fakta får som regel et besøg, når arbejdsdagen er omme – en lille mælk eller tre mangler man vel altid, og hvis det bare kunne have en mikroskopisk indvirkning på den flade bagdel, jeg efterhånden har udviklet, kunne det også være fint.

Min mor er jeg også begyndt at se; det kræver så bare lige et besøg på nærmeste klinik med vatpind-op-i-næsen-test. Fy for pokker, men det er jo hurtigt overstået. Nå, nej, det er det ikke, hvis der er kø, og det var der sidst, hvor min bror og jeg tilbragte 50 minutter i bidende frost på en parkeringsplads foran et af de skandaleramte testcentre, som dagen efter blev lukket, og vi krydser nu blot fingre for, at vores personlige data ikke flyver rundt i WhatsApp. Men det lykkedes at besøge mor på hendes fødselsdag, hurra for det, og i morgen snupper jeg endnu en pind i næsen og henter lagkage til os hos La Glace.

Udover Carmens Curlers og kviktest har jeg også vænnet mig til at støvsuge KONSTANT, fordi fem mennesker, der konstant er hjemme, åbenbart producerer ufattelige mængder støv. Det skal man nok ikke tænke for meget over. Vi bager også en del, for et eller andet skal der jo ske, og så har kryds-og-tværs’erne fået en renæssance. Ugens højdepunkt er onsdag kl 20, hvor de sender seneste afsnit af I hus til halsen – tre kvarters feel-good-vi-rydder-lige-op-og-får-malet-lofterne-hvide-og-lavet-et-funky-flisebord-og-så-bliver-livet-meget-lettere. Om ikke andet har jeg altid en ubændig trang til at rydde op bagefter, så det er jo også en metode til at holde hjemmet ryddeligt.

Så fik jeg pludseligt sms om, at “Hverdagsvegetar” var kommet hjem til mig på biblioteket, og det blev jeg så glad for, for det måtte betyde, at man godt måtte låne og aflevere bøger igen. Jeg samlede den kæmpestak af bøger, der har ligget og samlet støv, og som for længst er læst, sammen, men ak! En nærlæsning af hjemmesiden bragte mig desværre på ret kurs igen, for der er stadig lukket for alle andre end studerende og skoleelever, og hvis man er så uheldig, at ens reserverede bøger kommer hjem, ja, så bliv venligst væk, og du kan man jo heldigvis bare bestille bøgerne igen. Vi siger tak for det gode råd, og da vi skal være søde ved i hinanden i disse svære tider, vil jeg ikke gøre et større nummer ud af, hvorfor det ikke kan lade sig gøre at bestille og hente bøger, når de godt kan finde ud af den model i nabokommunen. Der er forhåbentlig en meningsfuld grund. Men æv.

Så kage og stort hår og støvsugning en masse. Summa-summarum: der sker ikke en pind, men det gør der alligevel i det små, og jeg bliver ved med at håbe og glæde mig over alt det, der går godt. Hvilket jo ret beset er en del. Og jeg vil elske den dag, jeg kan pakke de lyserøde velcro-curlers-væk og hoppe på cyklen og køre til arbejde med vind i det ultrakorte hår.