Høfde 4

 

Forestil dig en sommermorgen. Solen skinner, og det er allerede over tyve grader grader udenfor, så du har søgt ind i skyggen, hvor du nu sidder på jorden og får varmet ryggen af væggen, du læner dig opad. Dit hår er stift af saltvand, du har bare tæer, og på fødderne og op ad skinnebenene er der hist og her sandkorn fra morgenens badetur. I hånden har du dagens første kop kaffe.

Sandsynligheden for, at du inden for de seneste par måneder har oplevet noget i denne stil, er stor. For os, der ikke kan få sol og varme nok, har det været et overflødighedshorn af feriestemning, af parfumeret duft af solcreme, af afslappet jeg-behøver-ikke-en-ekstra-trøje-med-holdning, livet er nemt og vi mødes bare udenfor, ikke? Håndklæder, der dårligt når at tørre, før de skal bruges igen, den flappende lyd af klip-klapper hen over fortovet, og en klistret fornemmelse af jordbæris i mundvigen.

Min uge 30 foregik ved Vesterhavet, ud for Høfde 4. En høfde er et dige i vandkanten, der bryder bølgerne og beskytter kysten, og jeg ville aldrig have vidst, at stendiget på vores strand hed en høfde, hvis ikke fordi der lige ned til stranden lå en smuk nyistandsat restaurant ved navn Høfde 4. Sort træ, nylagt stråtag, og med en stor, solbeskinnet terrasse, hvor man kunne nyde sine bagskuld eller – selvfølgeligt – sin Aperol, mens man betragtede strømmen af letpåklædte badegæster, der daskede forbi med håndklæde over skulderen. Åben fra klokken otte om morgenen og til den sidste gæst gik hjem.  Det sorte hus emmede af sommerstemning, og når jeg om morgenen passerede det på vej til dagens første badetur, spillede de stille morgenjazz med Kurt Elling, John Coltrane og Bill Charlap, så  man fik lyst til at gå forbi i slowmotion for at få alle tonerne med.

Min høfde 4 – restauranten OG stendiget – står som det stolte symbol på sommer, sol, ferie, blødt strandsand og klart blåt havvand. Aftener, der aldrig slutter. Blæst, der ikke køler. Hud, der er varm og smager af saltvand.  Og så flyder mine tanker til et sted længere oppe ad Vestkysten. Ved Harboøre Tange ligger Høfde 42, som Cheminova og Landbrugsministeriet brugte som giftdepot for fabrikkens kemikalieaffald for 60 år siden. Tonsvis af forurenet sandjord er i dag inddæmmet, og ligger som en skamstøtte over datidens tro på, at vi bare kan plastre miljøet til med vores affald. At vi uden omkostninger kan tonse derudaf uden at skænke det en tanke, at vores adfærd efterlader sig skadelige spor. Sådan opførte man sig dengang i 1960, og sådan opfører vi os… stadigvæk.

Minderne om den dejligste sommer blander sig med tanken om dyr, der skulle slagtes før tid, skovbrande der kunne sende gløder to kilometer væk og starte en ny brand, landmænd med ussel høst og rød bundlinje, og med den foruroligende følelse af, at den fremmedartede middelhavsagtige sommerhede hviler på et fuldkomment uholdbart grundlag. Nogen bliver klimabange, nogen flyver rask videre, nogen bliver plantefarsspisende veganere, og nogen nyder rask væk stadig en god oksemørbrad. Nogen lægger ansvaret på os alle sammen hver især, nogen vil have politikkerne og Kina til at rykke, før de selv afbestiller weekendturen til New York, og nogen mener ikke, at klimaet er væsentligt at have fokus på i den kommende valgkamp. Nogen mener, at vi skal bevare håbet, nogen sætter deres tillid til teknologien og menneskets fornuft, og nogen mener, det hele er bare er naturlige udsving.

Vi skal helt sikkert ikke tabe håbet, og vi skal helt sikkert gøre noget. Nu. Når alt kommer til alt, vil jeg hellere have, at sommeren i år bliver den sommer, vi taler om i fremtiden. Kan I huske sommeren 2018…? Den eventyrlige, unaturligt varme sommer, som vi heldigvis ikke har oplevet siden, fordi vi har fået styr på CO2-udledningen, temperaturstigningerne og klimaforandringerne. Den sommer, der var helt forrygende dejlig at flyde rundt i, men også skræmmende og forkert, og som heldigvis er afløst af, bevares, lidt mere velkendte sommerdage, gerne med sol, nok også med byger af og til, og med temperaturer på den velkendte side af 25 grader. Terrassen på Høfde 4 er helt sikkert også skøn at sidde på, selvom varmen er mere nordisk end sydlig, jazzmusikken vil smyge sig mindst lige så frydefuldt ind under huden, og den beroligende tilfredsstillelse ved at vide, at der er styr på klimaet, vil til fulde opveje, at der er brug for at tage en trøje på om aftenen.

Reklamer

Dronning Louises Bro

Man kan bruge mange betegnelser om broen, der starter, hvor Frederiksborggade slutter, og slutter, hvor Nørrebrogade starter. De 200 meter vej og cykelsti og fortov er en by i byen, et mikrokosmos, et koncentrat, et spejl af verden omkring. Som en kanariefugl, der dratter ned af pinden og fortæller minearbejderne, at der er for lidt ilt, fortæller livet på Dronnings Louises Bro os, hvordan vi har det i dag. Vi, der har vores gang i byen – vi, der bor her – vi, der er på gennemfart og skynder os at komme ud igen. Vi, der alle har vores grunde til at cykle over Dronning Louises Bro. Hvis vi af lutter hast eller distraktion skulle have glemt at vende blikket opad mod himlen eller til siden mod menneskene omkring os, så råber broen budskabet ind i vores ører, som var vi en dårligt hørende bedstefar, der får serveret budskabet i stavelser med høj stemme. Distortion er startet! Vinden er drejet i øst! Skoleferien er slut.

Når solen bryder frem i april efter 2 måneders blæsende kulde og grå himmel, bringer de befolkede bænke og fortove på broens østlige side det første vidnesbyrd om, at det bliver sommer en gang. Pludselig er der ghettoblastermusik og lyden af klirrende flasker. Grin. Snak. Råb. Fyre, der sidder på direkte på jorden med ryggen op ad den lave mur, mens de misser med øjnene og sludrer med pigerne, der står op, fordi de ikke vil have beskidte bukser. Stemningen bliver aldrig aggressiv, måske fordi sol og varme skaber glæde, måske fordi folk ikke bliver hængende længe nok til at blive fulde og sure. Måske når jeg bare ikke at opleve det, fordi jeg cykler forbi om eftermiddagen, inden der for alvor går flirt og territoriekampe i den. Når solen bryder frem, bliver broen befolket.

Når der er valg i Danmark, vil selv den dovneste demokrat blive mindet om det på vej over broen. Når arbejdsmyrerne og skoleleverne og de studerende vælter henover broen på cykler i hastig fart, med blikket skarpt rettet mod indre by, står partiernes kandidater og fodfolk klar med deres foldere og æbler og rundstykker, som de deler ud til de heldige inderst på cykelstien, der rækker hånden ud efter gaverne, eller som bliver bremset af det røde lys ved Søtorvet. Jeg har givet high five til Uffe Albæk, mens han stadig var radikal. Jeg har modtaget Frank Jensens ganske udmærkede rosinbolle fra Lagkagehuset. Jeg er ankommet til kontoret med bolcher i lommen, en appelsin i tasken, og en gratis flaske vand, hvis man skulle savne det. Europavalget giver ganske lidt, folketingsvalg lidt mere, og kommunalvalg allermest.

Og i disse dage, hvor landet er ved at gå i stå af faglige kampe, og de fleste af os krydser fingre for, at det hele snart falder på plads, står fagforeningerne klar klokken 7.45 med faner og sang i megafon, og pludselig har man Du må få min sofacykel, når jeg dør hængende i hovedet resten af dagen. Midt på vestsiden står en stor samlet, syngende flok, og oppe ved det røde lys står en enlig SF’er, der ser ud til at nyde lejligheden til at råbe SKULDER VED SKULDER og EN LØSNING FOR ALLE for alle os cyklister, der ikke kan flygte, før lyset skifter.

Den 9. april er flagene på halv, 5. juni er de på hel, 15. juni ligeså (Valdemarsdag og Genforeningsdagen 1920, hvis du skulle være i tvivl), og på den måde får man styr på datoen og historien, mens man passer sin lavpraktiske hverdag.

At krydse broen er i sig selv en kunstart. Ved det første kryds efter Nørrebrogade, dér hvor vejen krydser Dosseringen, er det kun nybegyndere og særligt trodsige, der trodser det røde lys om morgenen. Ikke på grund af biltrafikken, som på den strækning er sparsom, men fordi stedet er et oplagt sted for færdselspolitiet at fange cyklende lovovertrædere. Derfor holder vi alle pænt tilbage i en klump, der vokser sig større og større, indtil det grønne lys skyder os afsted til næste stop, krydset ved søgaderne, der leverer en hel anden trafik, der ikke sjældent går helt ud i krydset, fordi en uheldig billist har fejlvurderet, om han kunne nå over. Her gælder det om at lægge sig rigtigt, afhængigt af om man skal ligeud af Frederiksborggade, til venstre ad Øster Søgade, eller til højre ad den alternative cykelsti, der er blevet anlagt langs den dyre køkkenbutik, i modsat retning af, hvad der er logisk, men som alligevel er blevet til, fordi alle cyklister med kurs mod Vendersgade alligevel cyklede den vej. Hurra for pragmatiske løsninger.

Om eftermiddagen går det modsatte vej, med færre happenings på sidelinjen, men – hvis vejret er til det – mere leben. Folk er befriet fra dagens slid og pligter, i hvert fald dem der handler om arbejdslivet, og det giver en mere løssluppen stemning. Tørklæderne er løsere bundet, der stikker buketter op af cykelkurvene, og løsrevne mobilsamtaler med børn og ægtefæller fylder lydbilledet.

En dag holdt der en scooter midt på cykelstien på Østerbrosiden. Det var en af de dage, hvor solen bagte og broen emmede af liv, og så meget desto mere stak det lille parkerede køretøj ud. Det var en af disse scootere for handikappede eller dårligt gående – den slags, hvor der er plads til habengut foran og bagtil og måske også en hund. Idet jeg passerede, bemærkede jeg, at der sad en ældre mand, som havde hovedet hvilende på styret, som om han sov eller kiggede direkte ned i asfalten. Hvid skjorte. Blå bukser. Gråt tjavset hår under en kasket. Der hang en hvid pose med jordbær på styret.

Tankers hastighed er bemærkelsesværdige. På de næste 50-60 meter nåede jeg at overveje, om han var død. Jeg nåede at tænke på det faktum, at det farligste sted at falde om er blandt mange mennesker, fordi alle regner med, at de andre gør noget. Jeg nåede at få associationer til de dødsfald, man af og til hører om, hvor liget først bliver fundet, når naboerne begynder at studse over lugten fra lejligheden på 2. th., og når politiet får brudt døren op, bliver de mødt af et væld af mider. Jeg nåede omkring ensomhed, storbyens fremmedgørelse, stress, manglende opmærksomhed. Jeg så en alvorligt udseende nyhedsoplæser for mig, der fortalte om, hvordan en mand tidligere i dag havde siddet død i flere timer, mens tusinder af cyklister på Dronning Louises Bro havde passeret ham uden at gøre noget. Og mens jeg trampede videre, tænkte jeg på en Kierkegaard-kyndig, jeg for nyligt havde læst, der sagde, at man er de valg, man træffer, og jeg tænkte over, hvilket menneske det gjorde mig til, at jeg valgte ikke at stoppe op.

Jeg nåede også omkring Hannah Arendt tese om den banale ondskab. Om hvordan ondskaben ikke er koncentreret hos særligt modbydelige skabninger, men kan vokse sig frem i os alle, hvis vi ikke hele tiden forholder os til, hvilket system vi er en del af, og hvordan vi agerer i det system. Og om det mon var ondt at cykle videre.

Så steg jeg af. Trak op på fortovet, vendte cyklen og gik tilbage, i modsat retning af alle cyklisterne på vej hjem. Da jeg nåede frem til manden, bøjede jeg mig lidt frem mod ham, og sagde:

”Hallo?”

”Hallo”, svarede han.

”Er alt OK?” spurgte jeg.

”Alt er fint!” svarede han med klar røst.

Og så steg jeg på min cykel og kørte hjem.

Have you ever seen the rain?

Lad os se det i øjnene: Det regner. Det regner rigtigt meget for tiden, og det har det næste gjort uafbrudt siden onsdag aften, hvor jeg lige havde overtalt min mand til at hænge vasketøjet ud i haven. Der har det så kunnet hænge lige siden.

Svend Brinkmann ville nok sige, at livet ikke altid er en fest, og at det så absolut er på sin plads at surmule lidt over det forbaskede regnvej, men så let giver vi ikke op! Lad os omfavne regnevejret, lukke det ind i varmen, tage det til os som en længe ventet julegave, og de bedste hjælpemidler til at gøre dette med oprigtig overbevisning kommer her:

  1. Den barnlige: Regn er forudsætningen for verdens mest grundlæggende og basale glæde for børn i alle aldre: at traske gennem vandpytter. Man kan diskutere, om det er endnu skønnere at træde igennem den tynde is på vandpytterne efter en nat med frost, men uomtvisteligt er det, at vandpytter har glædet alle børn gennem tiderne. Og lad os derfor benytte lejligheden til en lille, ikke kattevideo, men barn-med-hund-video, der illustrerer fornøjelsen ved vandpytter.
  2. Den usunde: Ligesom citronsorbet, Riccos iskaffe og kold hvedeøl synes som skabt til solskinsvejr, så føles visse synder bare mere naturlige i regnvejr. Ja, endda mere end naturlige. Påkrævede. Hjemmebagte kanelsnegle – but of course. En god, lang lur på sofaen lørdag eftermiddag. Lidt for behageligt tøj, der ikke strammer – det er ok, skat, det regner jo. Lakridser. Skumbananer. Heksehyl. Chokolade til kaffen. Masser af kaffe. Og te. Der skal være balance i tingene, og når nu det ikke er solskinsvejr, skal det være godt på andre punkter.
  3. Den kulturelle: Gå all in. På alle fronter. Hør solid regnvejrmusik som fx gode gamle Bonnie Tylers hæse, 80’er-tunge Have You Ever Seen the Rain?, Adeles Set Fire To the Rain eller, måske lidt på kanten, men til gengæld festligt: The Weather Girls’ It’s Raining Men. Benyt lejligheden til at læse vores eminente Københavnerpoet Søren Ulrik Thomsen, som – ret mig, hvis jeg tager fejl – ikke har skrevet en eneste digtsamling, der ikke rummer et digt om regn. Begrav dig i historier, der finder sted i regnvejr, eller som om ikke andet har den rette dunkle, skæbnesvangre regnvejrs-eller-noget-der-ligner-stemning. Alice Munroe, Haruki Murakami, Paul Auster, for blot at nævne nogen, der i mine øjne passer bedre til lyden af regndråber på taget end plasken fra swimmingpoolen. Og endeligt kan du jo gense filmen Magnolia og glæde dig over, at det bare er vand, der kommer ned fra himlen.
  4. Den forfængelige: Dit pæne nyvaskede tøj bliver dejligt blødt af at blive gennemvædet af regnvand (ved jeg nu), og din hud har godt af det bløde, kalkfri vand fra oven. Og skadelige, ældende solstråler er der i hvertfald ingen af, mens det vælter ned.
  5. Den husmorfornuftige: Haven har godt af regn, og alt det regnvand, du naturligvis opsamler, kan bruges til at vande blomster med i tørre perioder. Det gør meget mindre ondt at bruge lørdag formiddag på at gøre rent, når det regner udenfor, end hvis solen havde skinnet. Og så ved husmoderen med sin snusfornuft og lange livserfaring, at på et eller andet tidspunkt, før eller siden, SÅ STOPPER DEN %#!§?½! REGN!

 

Lyngbyvej

“Villads. Du har glemt dit fodboldtøj! For satan. For helvede. Stooooooop!” Moderen kom cyklende på sin Christianiacykel med de to små børn på deres slingrende cykler foran, da det slog hende, at den 6-årige manglede noget. I morgenmørkets dis stoppede de op på cykelstien, mens de øvrige cyklister ræsede forbi og lysene fra Lyngbyvejens bil-hav lyste op i baggrunden. “For satan. Nu kommer vi for sent. Pis!” Den lille familie trak cyklerne op på fortovet og vendte op; de to børn betuttede og tavse og moderen højlydt bandende.

Stakkels, stakkels Villads. Stakkels Villads’ søster. Og stakkels Villads’ mor. Om en time ville hun svedende snige og rødmosset sig ind til et møde, der var startet for 10 minutter siden. Hun ville diskret sætte sig ind og forsøge at nå kaffekanden, uden at gøre sig bemærket. Når hendes chef kiggede på hende, ville hun sende et undskyldende blik og skynde sig at bladre frem til den rigtige side i mødematerialet. Resten af dagen ville forsøge at ryste skammen over at have råbt af sin søn af sig, og hun ville mest af alt have lyst til at tage tilbage til skolen og sige undskyld.

Kære Villads’ mor. Du er ikke den eneste. Ved krydset Tagensvej-Nørre Alle blev jeg overhalet af en mand, der var synligt utilfreds med min tilstedeværelse midt på cykelstien, og da jeg høfligt replicerede med et “Tak, det er godt, du kan hjælpe mig”, fik jeg et “IDIOT!” lige i hovedet. Da jeg nåede ind til Nørregade, blev min opmærksomhed fanget af en bil med hornet i bund. Inde bag ruden sad en mand og råbte af bilen foran, der åbenbart ikke var hurtig nok til at komme afsted. Hold op, hvor han råbte.

Alt det skete i februar, men nu er det marts og forår. Lidt koldt og vådt forår, måske, men forår er det. Det er lyst, når vi spiser morgenmad, det er lyst, når vi spiser aftensmad, og selv om jeg husker mange kolde marts-måneder (og såmænd også april-måneder), så kan vi tillade os at håbe, at det lige om lidt bliver varmt.

Lige om lidt bliver man ikke søvnig kl. ni om aftenen, og lige om lidt behøver vi ikke stearinlys og chai-te og dejligt varme hjemmesko for at komme gennem dagen.Lige om lidt cykler jeg afsted i små sko og cowboyjakke, og min cykelkurv er ikke proppet med regnbukser og skiftesko og ekstra trøje, til hvis der er koldt på kontoret. Og de andre på cykelstien vil være i godt humør og have husket fodboldtøjet og kun sige noget pænt til hinanden. Som hende, der forleden overhalede mig og i forbifarten råbte “Sikke en dejlig cykel, du har!” Det er god karma.

God karma og lunt forår venter lige om hjørnet. Det bliver godt.

Yvettes Juleoratorium

Juleborde hos Royal Copenhagen

Juleborde hos Royal Copenhagen

I flere dage har der lydt dommedagsprofetier fra Vejdirektoratet, der har spået om abnormt intens trængsel Lillejuleaften mellem 14 og 20. Budskabet var klart: Kun en tåbe frygter ikke juletrafikken. Og da færgebilletterne var bestilt for 100 år siden, drog også jeg afsted med min familie fra hovedstanden til hovedlandet, i latterlig god tid, så vi både var klar til at besejre køer på motorvejen og til at nå tilpas langt frem i bilkøen til, at vi ville vinde i kampen om en siddeplads på Molsfærgen.

Bænket mellem to af børnene på bagsædet betragtede jeg det solbeskinnede landskab omkring Roskilde Fjord, lettere træt oven på en hektisk december og en alt for sen torsdag aften, hvor min datter og jeg faldt i SKAM-fælden og kværnede tre afsnit i træk. Og oven på en morgen, hvor fem mennesker skulle have pakket tasker, huset skulle rengøres, gaver huskes, uenige børn adskilles, kat klappes farvel plus alt det løse, som jeg altid glemmer, hvor lang tid tager.

Min mand påpegede fra førersædet, at motoren altså larmede mere, end den plejede, og jeg gav ham ret. Ved 100 km i timen var det acceptabelt, men over 110 blev lyden enerverende. For så igen at blive fin, når vi overhalede ved høj hastighed. Vi konstaterede, at det i længden kunne blive irriterede at skulle vælge mellem at køre 100 og 130 km i timen.

Trangen til ro afstedkom en uvant liberal holdning til, at alle børn sad begravet i deres skærme. Henover Sjællands Odde spillede de Simon & Garfunkels version af Silent Night, hvor sælsom julesang langsomt overdøves af lyden af en nyhedsoplæser, der beretter om verdens aktuelle ulykker. Min datter sagde “Ajj,man bliver helt afslappet af den musik” og lidt efter “det er godt nok forstyrrende med ham, der snakker”, og på den måde afspejlede sangen ganske fint den blandede sindsstemning, vi fejrer jul på oven på et turbulent år. Vi vil så gerne glæde os over julen, men… det er også lidt svært med de seneste begivenheder i verden. Det forstyrrer. Juleglæde og julesorg anno 2016.

I radioen holdt de afstemning om and vs. flæskesteg juleaften, hvilket faldt ud til andens fordel. Og så er der dem, der spiser begge dele. Eller spiser kalkun. Vi hørte Det er jul det er cool, hvilket fik de voksne til at skrue op, hvorefter børnene overdøvede med at recitere hele første vers af Jul på Vesterbro. To generationers bud på en realistisk udlægning af julen.

Vel ankommet til Sjællands Odde oven på en næsten skuffende glat kørsel, ventede vi i lettere spænding sammen med alle de andre farende på at komme ombord. Jeg mindedes julen for to år siden, hvor bilens batteri var dødt, netop som vi skulle til at køre hjemmefra, og vi derfor ankom til færgelejet på et hængende hår og var lykkelig for spredte siddepladser i børneafdelingens lydinferno. Og hvor min datter troede, jeg flirtede med en mand, fordi jeg bød ham en småkage som tak fordi, han rykkede sig. I år blev det til fem pladser ved siden af hinanden, og kiks, te, gulerødder og chokolade kørte rundt mellem os i en lind strøm. Ingen kastede op. Ingen skændtes. Sådan endte færgeturen med at blive ligeså uventet problemfri som køreturen.

Ude af Århus Havn spillede radioen Uptown Funk. Ikke megen julestemning i dén sang – til gengæld fik vi alle lyst til at gå amok på et dansegulv. Og så landede vi hos bedsteforældrene. I fjernsynet spiller de Love Actually, som jeg allerede så på DVD i starten af december, men som altid kan ses igen. Juletræet er blevet pyntet, julekjolen vasket og hængt til tørre, og jeg vil lægge mig i selen for at lade julefreden sænke sig, nærværet indfri sig, og tro på, at 2017 bringer fred og glæde. I morgen vil jeg overtale børnene til at gå med i kirke og synge Glade Jul uden forstyrrelser.

Glædelig jul.

Lidelse med anstand

Vores kælder er ved at blive sat i stand, og det er virkelig en kedelig indledning på et indlæg. Men sådan forholder det sig, og det bringer massiv uorden med sig. Der er ting over det hele – bortset fra de ting, vi egentligt skal bruge, for de står i bagerste kasse nederst, ude i cykelskuret, bag trillebøren. Vi kan ikke sidde ved køkkenbordet, for der ligger hele forrådskammeret, og der er bonus til ham eller hende, der kan komme på flere retter med chilibønner på dåse, for dem har vi rigtigt mange af. Man kan kun komme i bad, hvis man inden da fjerner tre poser med svømmetøj og nogle rengøringsmidler. Hver eftermiddag kommer vi hjem til nyt murerstøv på gulvet, lugten af fremmede mænds cigaretter, indkørslen endnu mere mudret end i går, og det er et dagligt spændingsmoment, om vi kan få bilen ud. Godt, vi ikke skal bruge den hver dag. Jeg tænder op i brændeovnen og drikker te og nusser katten Sonja; alt sammen i et forsøg på at bekæmpe rodets massive forstyrrelse med maksimal hygge. Om aftenen går vi alle i seng og tænker “en dag er det slut”, “en dag er det slut” og det er det jo heldigvis.

Efterårsbuket

Ingen gider se et billede af en renoveringsramt kælder, så her er i stedet en dejlig buket blomster, jeg købte i Århus i efterårsferien

En dag bliver det hele fint, og jeg vil grine af, at jeg hver anden morgen på vej til arbejde cyklede forbi min mor og dumpede en stor pose snavset vasketøj, som jeg behændigt havde balanceret på styret. Og min mor vil til den tid grine af, at hun ikke længere skal vaske sin voksne datters families beskidte undertøj. Og jeg vil hurtigt glemme, hvor utroligt forstyrrende og belastende det var at være omgivet af massivt rod, og jeg vil fortrænge, hvor sårbare vi mennesker egenligt er, når der ikke skal mere til at bringe os ud af balance. I morgen skal jeg til fødselsdag hos en veninde, der lige har sendt en sms og skrevet, at det er weekenden, hvor hendes kæreste flytter ind, og i øvrigt har de ingen gulv. Glæder mig til at høre, hvordan hun griber det an.

Perspektivering kan være et godt middel mod at lade sig slå ud af livets besværligheder, men man kan også håndtere sine trængsler ved at lade sig inspirere af nogen, der lider med format, og her kan jeg anbefale vokalgruppen Pentatonix’ version af Leonard Cohens Hallelujah. Skulle man ingen problemer have, vil man næsten få lyst til at martres af svære længsler, ulykkelig kærlighed og eksistentiel krise, så smukt fremfører de deres plagsomme kvaler.

Og nu vi er ved musik – dog i den mere lyse ende af skalaen – vil jeg kaste opmærksomheden på en lille filmperle, jeg faldt over på Filmstriben en af de regnfulde sommeraftner for et par måneder siden. Se bort fra titlen, der er helt misvisende –  Forelsket i New York  – og se filmen (gratis, på Filmstriben) for dens gode musik og forførende New York’er-sommerstemning. På sin vis handler filmen også om lidelse, men dog af en art, der hurtigt transformeres til kreativ musikudfoldelse. Keira Knightley er blevet forladt af sin smarte musiker-kæreste, men finder heldigvis sammen med en falleret producer, og sammen indspiller de hendes egne, hjemmeskrevne sange rundt omkring i New York med hjælp fra en broget skare af forskellige musikere. En fin smagsprøve er sangene Coming Up Roses og Tell Me If You Wanna Go Home.

Er du også omgivet af drænende rod eller oplever andre trælse indgreb i din sjælefred, og er du ikke lige i humør til æstetisk lidelse eller virkelighedsflugt til New York, så kan jeg anbefale Hella Joofs nyeste bog, Papmaché-reglen. Nogen gange er et godt grin det bedste middel mod en irriterende hverdag. Hør f.eks. Hella Joofs middel mod den misundelse, man kan blive grebet af, når ens hverdag minder lidt for meget om en Mike Leigh-film. Hun kalder den Rub & Stub-reglen:

(…) vi leger, vi må bytte med en. (…) Vi må hver især vælge én, som vi bytter med. Rub og stub. Intelligens, udseende, økonomi, karriere, familie, ordblindhed og vaginisme. Og vedkommende får vores liv med alt, hvad der dertil hører af knyster, læsebriller, børn og hunden og vores mand og haven og søde gamle tante Bertha (…). Og nu skal du lige mærke efter, hvem du gerne vil bytte med. Hvem vil du gerne bytte med? Er der ikke nogen, du gerne vil bytte med? Mærk lige efter en gang til.

Og nej, jeg vil heller ikke bytte mit liv og min jordhuleagtige kælder væk. Trods alt og heldigvis. Hav en dejlig weekend i dit liv, som du forhåbentlig heller ikke vil bytte væk.

 

 

Chili-majs-suppe med kylling à la Yvette

Majs - chili - hvidløg

Hovedingredienser i suppen: majs, chili og hvidløg

Visse dage vil ikke rigtigt lykkes. Som tirsdag i sidste uge, hvor jeg punkterede på vej hjem fra arbejde og derefter fik lov at tilbringe 50 minutter med at stå i kø i Elgiganten, fordi kunden foran mig skulle have optaget et lån, IT-systemet drillede, og de var underbemandede. Eller onsdag, da høfeberen ramte mig med en hammer klokken 21 om aftenen, samtidig med at den 12-årige fandt ud af, han havde fransk for. Eller torsdag, hvor jeg efter aftensmaden skulle til at frembringe 60 fødselsdagsboller og en chokoladebradepandekage til fredagens børnefødselsdag for derefter at finde ud af, at katten var strandet på naboens høje tag og ikke turde komme ned.

Men der er også dage, hvor tingene lykkes, og blandt andet lykkes det mig i sidste uge at lokke en opskrift på en dejlig suppe ud af kantinens kok. Kokken er en mand af få ord, så mængdeangivelserne var op til mig selv, men her kommer den i Yvettes fortolkning:

Chili-majs-suppe med kylling à la Yvette

Du skal bruge:

  • 1 hel kylling
  • Olivenolie
  • 3 løg, skåret i småstykker
  • 3 fed hvidløg, skåret i småstykker
  • 1 rød chili, uden kerner og skåret i småstykker (start evt. med 1/2 og tilsæt mere til sidst, afhængig af, hvilken styrke du er vant til)
  • 1,5 liter kyllingbouillon (brug kogevandet og tilsæt kyllingbouillonterninger til passende styrke)
  • 1 pose frosne majs (650 gram)

Sådan laver du suppen:

  • Kog kyllingen i saltet vand og pil den i småstykker, når den er til at røre ved. Gem kogevandet.
  • Steg løg, hvidløg og chili ved god varme i olivenolie i ca. 5 minutter. Rør rundt, så det ikke branker.
  • Tilsæt 350 gram majs
  • Hæld 1/2 liter kyllingbouillon over
  • Lad det koge i et kvarter og blend det derefter med stavblenderen.
  • Tilsæt resten af bouillonen
  • Tilsæt kyllingstykker og 300 gram frosne majs
  • Lad suppen koge op og varme igennem og smag til med salt og peber og evt. mere chili.

Suppen er nu færdig – server den med godt brød til. Har man overskud, kan følgende pifte suppen op:

  • ostebrød (brødskiver med et tyndt lag sennep og revet ost ovenpå puttes under grillen i ovnen, til osten er smeltet) – skær evt. i trekanter for syns skyld
  • ærtepure (kogte frosne ærter, der er blendet og tilsat salt, peber og lidt cremefraiche)
  • røde peberfrugter i tern

– eller hvad man nu er vant til at pifte sine supper op med. To ud af tre børn her i huset spiste suppen, hvilket er en høj succesrate for nye opskrifter. De fik så også lovet is bagefter…

Velbekomme.

Chili-majs-suppe med kylling, ostebrød og topping

Yvettes chili-majs-suppe med kylling, serveret med ostebrød, rød peberfrugt og ærtepure

Tips:

  • Tilsæt evt. kyllingevandet hele peberkorn, laurbærblade, krydderurter eller hvad, du måtte have liggende.
  • Vil du have en endnu mere fyldig suppe, kan du nøjes med 1 liter bouillon.
  • Suppen kan også laves med kyllingfilet, der er skåret i småstykker: steg stykkerne som det første, så de bliver hvide på alle sider – tag op og stil til side – tilsæt når suppen er blendet, og lad suppen koge lidt længere, ca. et kvarter.