Sommerferie. Dag 7. Om at gøre en ting ad gangen.

I dag stod jeg op klokken 7. Lavede dej til brød. Vækkede de andre. Fandt badetøj og håndklæder. Gik ned og badede. Gik hjem. Satte brød i ovnen. Klædte mig på. Spiste morgenmad med familien. Snakkede om, hvad vi skulle i dag. Kørte til den turkise sø nordpå. Hoppede ud fra klippen fem gange. Sad i solen og tørrede. Kørte hjem. Spiste frokost. Drak kaffe på terrassen. Læste i min bog. Snakkede om, hvad vi nu skulle. Gik på stranden. Badede. Gik hjem igen. Sov lidt. Lavede aftensmad. Gik på stranden. Badede. Lidt kortere tid end tidligere. Gik hjem. Hængte badetøj på plads. Drak en kop te. Læste avisen. Børstede tænder. Sagde godnat. Sidder nu på sengen, og om lidt sover jeg

Der findes tre tider – fortid, nutid og fremtid – og jeg vil vove den påstand, at fortiden og fremtiden får det meste af vores opmærksomhed. Jeg er et udpræget fremtidsmenneske, forstået på den måde, at jeg ikke dvæler specielt med ved fortiden, men til gengæld er jeg rigtigt godt meget til stede i fremtiden. Det har sine fordele – jeg er forberedt på alskens situationer, jeg er god til det lange, seje træk, fordi jeg har målet ude i fremtiden for øje, jeg havner sjældent i kaotiske situationer, og fornuftig omgang med mine penge, mine evner og mine ressourcer i øvrigt har skabt et godt fundament i mit liv.

Der også utroligt mange ulemper ved at være et fremtidsmenneske. Man kan få hovedet fuld af bekymringer, som for de flestes vedkommende viser sig at være grundløse, man kan blive så fokuseret på, hvad der kan lade sig gøre, at det der med lyst ender med at blive en sekundær faktor, og måske værst af alt – man glemmer at være til stede i nuet.

Jeg har vænnet mig til at klare mange ting i hovedet på den halve time, det tager mig at cykle på arbejde – opgaver bliver løs, møder planlagt, svar formuleret, madplan udformet, osv. Til gengæld var det først, da jeg startede på at observere verden omkring mig, at jeg konstaterede 1) der mangler træer i København. Vi må have flere træer!, 2) at mange bygninger har sjove tagudhæng og smukke reliefer, som man kun ser, når man lægger hovedet tilbage, 3) at vi danskere går ufatteligt douche og New Nordic-agtigt klædt, for nu at sige det pænt  (mindre pænt: gråt, beige, sort og brunt i hundrede afskygninger) og 4) til gengæld skal der ikke andet end en knaldgul frakke til for virkelig at lyse op i gadebilledet. Da jeg foldede ørerne ud, bemærkede jeg, hvordan lydbilledet fra den første del af turen ændrede sig fra at være relativt stabilt og ens (biler) til at blive meget intenst og mangfoldigt, efterhånden som jeg nærmede mig byen (busser, sirener, biplyde fra lyskrydsene, samtaler på sprog, jeg ikke kendte, eldrevne Christaniacyklers svusch-lyd, når de passerede forbi, vejarbejde osv.). Selv lugtene ændrer sig fra diskrete blomsterdufte fra buske hist og her til parfumer, diesel, brød, kaffe, sved.

Da jeg først begyndte at være tilstede på mine cykelture – vi kan kalde det mindfull cykling – skete der det forunderlige, at jeg nærmest blev forelsket i mit liv. Når jeg nåede frem på arbejde, var det som at have været en halv time i på ferie i et fremmed land. Jeg havde haft antennerne lige så meget ude og suget lige så meget til mig, som hvis jeg var gået rundt i en fremmed by. Min opmærksomhed var blevet skærpet, og det samme var min tilstedeværelse.

Min kusine og hendes mand havde to søde drenge og besluttede sig for at prøve at få en treer. Det fik de også – de fik faktisk en treer og en firer på én gang. En eftermiddag i hendes barselsorlov kiggede jeg forbi, og jeg husker synet af hende, stående ved komfuret, med een tvilling på den ene arm og een tvilling i bæresele på maven, alt imens hun stegte frikadeller. Ved siden af dette billede står en bekendts polterabend, hvor vi spiste middag i storesøsterens hus. Søsteren var den effektive slags – når hun bar et fad ud i køkkenet, kunne hun lige så godt vaske det og i øvrigt lige smutte ud med skraldespanden, og de der flasker kommer da lige i kælderen. Da måltidet var slut, kunne man ikke se, vi havde været der. Og jeg tænker på mine egne morgener, hvor jeg laver havregrød, vasker mig, dækker ord, lægger make-up, vækker børn, henter avisen, dækker bord i én stor pærevælling. For ikke at tale om mine børn, der laver lektier, mens de hører musik og har youtube kørende ved siden af.

Det hedder at multitaske, og det er til tider nødvendigt og ganske praktisk at kunne, så madlavningen ikke går helt i stå, fordi man skal forklare forskellen på addition og division, eller man skal køre ind til siden, fordi nogen i bilen spørger, hvornår vi er der. Men sagen er, at det nemt griber om sig og breder sig til situationer, hvor der ikke er noget vundet ved det. Der er ikke altid behov for det, men vi har vænnet os til det.

Multitasking er ineffektivt – man tror, man gør to ting på én gang, men i virkeligheden veksler man mellem aktiviteterne. Hvis du skal læse avis, samtidig med at du hjælper med lektierne, så gør du ikke begge ting samtidig – du skiftes til at læse artiklen og svare på spørgsmål. Og de ord, du læser, mens du taler, dem kan du ikke huske, og så må du bare læse det igen, når du har fået ro. Udover, at du ikke sparer tid, laver du ofte fejl, fordi du ikke koncentrerer dig. Du glemmer at tage tid på ægget, fordi du lige skulle se, hvem du fik en sms fra. Du kom til at putte smør på brødet til det barn, der hader smør, fordi du også lige skulle råbe en besked til din mand. Og for at toppe det hele – når du er gennem hvad, du nu skulle igennem, uden at have sparet tid, med et par fejl hist og her, så er du tilmed mere træt i dit hoved af al denne hoppen frem og tilbage i opmærksomheden, ligesom du sandsynligvis ikke føler dig særligt meget til stede.

Det er svært at lade være, og der er masser af hverdagssituationer, hvor det uden større tab sagtens kan lade sig gøre. Så længe du laver noget, der kan køres af på rutinen, og som måske endda er kedeligt – kartoffelskrælning, skopudsning, for at nævne et par eksempler – så går der intet tabt ved at høre god musik eller snakke med nogen samtidig.

Men i andre situationer er min erfaring, at man skal træffe et aktivt valg om kun at lave denne ene ting, og så koncentrere sig om det. Gevinsten ligger ligefor – du bliver ikke så træt i dit hoved, du udfører sandsynligvis aktiviteten bedre, og måske vigtigst af alt: du er til stede i dit liv. Lige her og nu. Med hvad du nu måtte beskæftige dig med.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s