Vi har nu været her en uge, og for hver dag, der går, kommer vi længere væk fra hverdagens dynamik og tempo. Hvilket ikke betyder, at vi går i stå; vi bevæger os bare anderledes og oplever noget andet. I formiddag nåede vi ikke at bage chokoladekage, fordi der pludseligt sad to kaniner foran terrassen, som vi måtte kigge på. Vi havde ellers snakket længe om den kage og købt ind til den, men hvor tit har man en brun og en beige kanin tussende rundt foran sit hus?

Hvis det kræver tilvænning at koncentrere sig om at gøre én ting ad gangen, så kræver det næste, jeg vil nævne, også en seriøs indsats. Nemlig at sætte tempoet ned. Når man som jeg altid har storket afsted, tilbagelagt en hvilken som helst strækning, hvad enten det er indkøbsturen, turen fra kontoret til printeren, fra sofaen til toilettet, i rask trav, alt for tit spist stående, snakket hurtigt, ja bare generelt haft tempo på enhver aktivitet, så er der tale om en vane, som ikke bare forsvinder natten over.

Hvad er problemet? spørger du måske. Tempo, dynamik, energi kan på mange planer have sin berettigelse; man når en masse, der sker noget omkring en, man gror ikke fast. Helt rigtigt, men der er godt nok også mange ulemper ved at løbe gennem livet. Her er nogen af dem.

Det går næsten altid ud over vores krop, at vi skynder os. Vi glemmer at passe på den, og vi bruger den ikke optimalt. Vejrtrækningen bliver overfladisk, fordøjelsen dårlig, vi spænder, bider tænderne sammen og bruger kroppen forkert.

Travle mennesker er sjældent verdens mest empatiske mennesker, og vi spreder i hvert fald ikke god stemning. Vi bliver irriterede på folk, der sænker vores tempo, hvad enten det er barnevognen foran på fortovet eller en kollega, der stiller et besværligt spørgsmål, netop som mødet skal til at slutte. I al vores hastværk er vi sjældent opmærksomme på, om der er en, der hænger lidt med hovedet, og vi skal ikke regne med, at folk vil svare ærligt på spørgsmålet hvordan går det, hvis vores blik og kropssprog signalerer, at vi allerede er et nyt sted på vej hen

Og så misser du alle detaljerne og overraskelserne og de finurlige begivenheder omkring dig, når du kun har blik for speedometret eller uret eller om du når det grønne lys om 100 meter. Hvis du sænker tempoet en anelse på din cykel, er du ikke til fare for trafikken, selv om du lige kigger op på gavlmaleriet med at digt af Inger Christensen i guldskrift til højre for dig. Har du god tid til at komme på arbejde, er der tid til at køre ad en anden rute, der er 150 meter længere, og stoppe ved vinduet ved den nye butik med kogebøger, der pludseligt er åbnet. Og du giver dig måske til at smile til et barn i en klapvogn, der stirrer på dine flotte, røde sko, og du ser, at det da var Ellen Hillingsøe, der lige gik forbi dig. Er du billist, kan du høste de vildeste taknemmelige smil – jeg taler af erfaring – ved at holde tilbage for nogen, der prøver at krydse vejen.

Fordelene ved at sætte tempoet ned er åbenbare; vejen dertil vanskeligere. Jeg er stadig ved at lære det, og der er ingen nemme veje til at ændre en mangeårig, indgroet vane. At bevæge mig hurtigt sidder så dybt indarbejdet i kroppen, at der skal solide kræfter til. Her er, hvad der virker for mig:

Allerførst: beslut dig for at sætte tempoet ned, og hav det i tankerne i løbet af dagen. Sæt måske en seddel op på køleskabet, eller et citat på din telefon. Meget starter med, at man beslutter sig. Dengang jeg gik til pilates, startede timen ofte med følgende instruktion: lyn lynlåsen (man skal forestille sig en lynlås, der går fra skridtet til navlen, og øvelsen skal få en til at spænde de nederste mavemuskler), spænd bæltet (spænd op i musklerne i taljen), knap vesten (spænd brystmuskulaturen) og tag vesten på (ret ryggen og gør dig bred over skuldrene). Nogen gange beslutter jeg mig for at cykle på arbejde the pilates way. Det bevirker, at jeg cykler afsted med rank holdning, hvilket tvinger mig til at bruge benmusklerne mere. Det er hårdere at cykle på denne måde, så jeg sætter automatisk tempoet ned. På samme måde, når jeg går: hvis jeg fokuserer på at rulle mere med foden, fra jeg sætter hælen i til jeg slipper med tåen, så går det også langsommere. I bil er det intet problem – jeg har så stor respekt for trafikkens farer, at jeg sjældent kører for hurtigt. Hvis du er den type, der racer afsted i bil, så vil jeg blot repetere de sidste ord, men kørelærer Bent sagde til mig, da jeg havde fået kortet og han slap mig ud i trafikken: se dig for, når du skifter bane, og overhold hastighedsgrænserne – så skal det hele nok gå. Så se dig for, når du skifter bane, og sæt farten ned!

Rollemodeller. Kender du nogen, der bevæger sig langsomt, afslappet, adstadigt, så kopier dem. Hvis ikke du gør – og de kan faktisk være vanskelige at få øje på, i hvert fald der hvor jeg færdes – så lav en omvendt model: Kig på dem, du IKKE vil ligne. Hende, der råber idiot til din søn, fordi han ligger lidt i vejen på cykelstien; ham, der dytter af bilen foran, fordi den ikke er hurtig nok til at starte. Dem, der bryder enhver form for køkultur, når der bliver åbnet en ny kasse i supermarkedet. Dem vil vi du hvert fald ikke ligne, vel?!

Kig din dag igennem og vurder, om du overhovedet har brug for at skynde dig. Dengang mine tre børn var små, var programmet pænt pakket i løbet af dagen. Hvis jeg skulle hente senest klokken 16 – hvilket tilsyneladende er vigtigt for mange forældre – skulle jeg køre på arbejde 7.30, så jeg kunne være der klokken 8 og gå igen 15.30. Den vane sidder så indarbejdet i mig, at jeg selv efter at børnene er blevet større og selv cykler i skole, stadig indtil for nyligt piskede rundt om morgenen for at kunne køre 7.30. En dag slog det mig, at der intet skete ved at komme hjem 16.15 i stedet for 16.00, hvilket betyder, at jeg har tid til at daske op til skolen med min yngste – kun af hygge, han kan sagtens cykle selv – og når jeg bagefter når ind til byen, står jeg i godt vejr af og trækker cyklen de sidste 200 meter ned gennem Fiolstræde, som min far i mange år gik ned af, når han skulle på arbejde. Min far er her ikke mere, men på den måde starter jeg dagen i hans fodspor, og det er en rar måde af starte dagen på.