Hver morgen er der yoga nede på stranden klokken 9. Hvor hipster-spelt-agtigt er det lige, kunne man en kort stund forledes til at tænke, men ikke her på ferien. Her er sindet åbent, tankerne venlige og gå-på-modet stort. Så i morges dukkede jeg op, snuppede en orange yogamåtte fra den store sivkurv ved siden af strandkiosken og sluttede mig til den store menneskecirkel i sandet, der alle var vendt mod søde Sandja. Lagde mig i savasana, lukkede øjnene, mærkede den blide morgensol på kroppen, lyttede til bølgeskvulpene og ventede på, at vi gik i gang.
Jeg har gået til yoga flere gange, og hver gang er der sket det samme: i starten føles det forløsende, afslappende, rart, men når sæsonen nærmer sig sin ende, er jeg begyndt at kede mig, og holder derfor op igen. På den baggrund kan det synes spøjst, at jeg nu anbefaler det, men jeg skal prøve at forklare.
Min nuværende praksis bygger ikke på holdundervisning, men på ca. 15 minutter morgen og aften, og når jeg ellers har behov for det. Jeg har købt en ganske enkel begynderbog med forskellige serier (kom i gang om morgenen, få god fordøjelse, ret kontorkroppen ud, og fald til ro inden sengetid og lignende) en yogamåtte og et par dejlige og bløde yogabukser med løse ben. De tre ting – bogen, måtten, bukserne – er nu blevet mine faste makkere, når jeg indleder og afslutter dagen, og de hjælper mig til at være tilstede i min krop på en bevidst måde. At føle mig grounded, som det hedder i bogen.
Yoga gør utroligt mange gode ting for din krop. Det hjælper dig med at trække vejret dybt og roligt. Det giver dig – lidt afhængig af, hvilke stillinger, du udfører – styrke i kroppen. Det strækker de muskler, som er blevet stramme (og tro mig, dem har de fleste af os en del af, og personligt er jeg særligt glad for de øvelser, der åbner op i hoften og psoas-musklen), så du efterhånden kan bevæge dig mere frit og afslappet. Det løsner op i spændinger og ømhed i kroppen. Og – igen afhængigt af stillingerne – giver yoga dig energi, så du frisk går dagen i møde, eller får dig til at blive dybt afslappet, så du nærmest kan rulle direkte i seng og ind i søvnens glæder.
Sondringen mellem krop og sjæl er ikke altid hensigtsmæssig, for vi risikerer at overse, hvordan vores følelser og tanker påvirker vores krop. Og omvendt, hvordan vores krops tilstand påvirker vores sind. Stress, bekymringer og sorg sætter sig i kroppen, ligesom smerter og spændinger i kroppen sætter sig i vores sind. Det er svært at være glad, hvis man har ondt. Og er man ikke glad, får man nemt ondt. Det ene eller det andet sted. Yoga bryder denne skelnen og arbejder med sindet gennem kroppen.
I dag er der mange flere former for yoga, end den gang jeg startede, så kommer du også til at kede dig, er der masser af muligheder for at finde en mere dynamisk form. Mit bud er dog, at du vil elske den følelse, yogaen giver i din krop, og kommer du til at kede dig – ja, så kan man også se det som et tegn på, at man ikke har brug for det mere. At det går fint med groundingen. Men ellers: køb en begynderbog, se videoer på nettet eller meld dig til et yogahold