Sommerferie. Dag 4. Om åndedræt.

I går gik vi hjem langs klipperne. Stien bugtede sig op og ned, og nogen gange befandt vi os pludseligt i en lille skov for et minut efter igen at have himlen over vores hoveder og det livlige hav på vores højre hånd. Der duftede skiftevis af caprifolier, muldjord, havvand og tang, og jeg snusede det hele ind, så godt jeg kunne. Det føltes som om, den liflige luft forsvandt helt ned i maven, selv om jeg godt ved, at den kun nåede til lungerne. Her til morgen, mens jeg stadig lå i sengen, genskabte jeg mig den rare fornemmelse af at blive iltet igennem og lå stille og trak vejret laaangsomt ind, holdt det, åndede langsomt ud, og holdt en kort pause. Ahhh.

I lang tid forbandt jeg det at have en krop med at gøre ondt. Forstået på den måde, at når jeg mærkede min krop, var det, når den gjorde ondt. Ondt i nakken, ondt i hovedet, ondt i lænden. Efter nogle behandlinger hos en massør oplevede jeg en dag det sælsomme, at min krop føltes rar at være i. Jeg mindes, at jeg kom gående hen ad en lang gang på arbejde efter at have været i printerrummet, og mens jeg gik tilbage mod mit kontor med min afspændte, bløde krop, begyndte jeg at føle trang til at bevæge mig, danse hen ad gangen, lige som Hugh Grant i Love Actually, der danser gennem villaen på Downing Street. Min krop ville mig det godt, den var rar at være i.

Et godt sted at starte, hvis man vil opleve den sælsomme fornemmelse af en afslappet krop, er åndedrættet. Det burde været det mest naturlige af alt, men det er det ikke. At trække vejret ordentligt kræver for de fleste voksne mennesker en seriøs indsats, så vi igen trækker vejret lige så ubesværet, som da vi var små. Det gode ved vejrtrækningsøvelser er, at du kan gøre det relativt ubemærket, selv når du sidder i toget eller på arbejde. Og det får du også brug for, for det tager tid at ændre en så indgroet og dårlig vane.

Sid godt. I starten vil jeg anbefale, at du sætter dig i skrædderstilling. Det er en utrolig behagelig stilling at sidde i, og jeg bruger den selv, hvis jeg kommer lidt opkogt hjem fra arbejde, med masser af tanker i hovedet om dagen, der er gået, aftensmaden, dagen i morgen osv. Den situation, hvor man nemt forfalder til at hænge over kattevideoer på facebook. Som sagt, sæt dig i skrædderstilling, og hvis dine hofter er lige så stive som de fleste andres, så sætter du dig med enden på en pude, så du kommer op og sidde på halebenene og har rank ryg. Læg hænderne afslappet på lårene eller knæene. Og er det med skrædderstilling dig inderligt imod og lidt for hippieagtigt – eller sidder du i et storrumskontor eller et andet sted, hvor en skrædderstilling vil vække opsigt – så sæt dig blot ret op på en stol!

Brug maven. Når man har travlt, kommer man nemt til kun at trække vejret ned i brystet. Vær derfor opmærksom på, at luften kommer helt ned i maven (hvilket den ikke jo ikke gør, men den mentale forestilling om det virker), så du får aktiveret mellemgulvet. Når du ånder ind, skal luften så langt ned, at du hele din maven udvider sig: navlen presses frem, rygsøjlen tilbage, og det nederste af ribbene giver sig.

Tæl. For at gøre op med en hurtig og overfladisk vejrtrækning, kan det være en hjælp at tælle med. Ånd ind, mens du tæller langsomt til 3. Hold vejret inde, og tæl til 3 igen. Ånd ud, mens du tæller til 3. Og hold pause, mens du tæller til tre. Ånd gerne gennem næsen, hvis du kan, i hvert fald indåndingerne.

Træn, så tit du har tid og mulighed for det. Med tiden skulle det gerne påvirke dit normale åndedræt, så det bliver langsommere og dybere. Herved får du både mere ilt og bruger din muskler mest hensigtsmæssigt.

 

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s