Sommerferie. Dag 3. Om rum.

Vi bader i plads herovre. Vi går ture i skoven, bader i det store, blå hav, flader ud på træterrassen, støder aldrig ind i hinanden. De nærmeste naboer bor 25 meter væk, og selv i køen til is-huset om aftenen står folk løst spredt i noget, der er en kø, men som ikke ligner det. Hvidløgsånden fra gårsdagens gryderet bliver aldrig et problem for nogen, og jeg benytter lejligheden til at kunne fløjte højt og lidt falsk, uden at det generer mine omgivelser synderligt. Og selv vores hus, som vitterligt ikke er specielt stort, virker luftigt og højloftet, fordi det ikke er plastret til med ting over det hele.

Følelsen af rum og luft omkring os er vigtige for vores velbefindende, og hvis du som jeg bor i en by, sammen med andre mennesker, og går på arbejde, sammen med andre mennesker, oplever du sikkert en vis trængsel i dit liv. Om morgenen herhjemme flettes flere menneskers make-up-lægning, tandbørstning og barbering ind i hinanden, mens vi træder til siden, bukker os og flytter os for hinanden. På cykelstien kører jeg i en klump med 10-20 mennesker ind ad Nørrebrogade, holder afstand, bremser, viser tegn og justerer på alle måder mine bevægelser efter folk omkring mig. Jeg kommer ind på arbejde, går ud i personalekøkkenet, som er så småt og dårligt indrettet, at man går i vejen for hinanden, hvis man er mere end to derude. Bare tanken om at lave en kop kaffe, mens jeg træder til side for ham, der skal sætte en kop i opvasken, samtidig med, at jeg gør mig smal for hende, der skal have en gaffel i skabet, kan fratage mig enhver kaffelyst.

Vi kan ikke leve uden andre mennesker i vores liv, men for mange mennesker på for lidt plads i for lang tid er anstrengende og gør det sværere at mærke sig selv. Man kan gøre flere ting:

Oprydning. Hvor dødsygt, det end lyder, vil jeg til at starte med anbefale at rydde op omkring dig. Andre mennesker tæt på virker stressende, men det gør for mange ting også. Bunker af ting ser grimt ud, det gør det sværere at finde noget og at gøre rent, og så tiltrækker det mere rod. Og gør dig træt, fordi bunken er en konstant påmindelse om, at du bør gøre noget. Ryd op, giv væk, smid ud. Det er muligt, du kunne få 200 kroner for den aflagte børnecykel, men hvis den har stået ubrugt i to år, har den ikke lavet andet end at give dig dårlig samvittighed og tage pladsen i cykelskuret. Afsted til genbrugsbutikken eller genboens lille søn.

Pjæk. Stjæl dig til et privatliv, hvis du ikke har det. Min svigerinde, som er sygeplejerske, har i mange år overlevet sit travle familieliv på af og til at tage aftenvagter, så hun kan få noget tid for sig selv derhjemme i ny og næ, mens manden er på arbejde og børnene i skole. Nogen har mulighed for hjemmearbejde – udnyt det, siger jeg bare. Selv bruger jeg 4-5 af årets feriedage på fridage for mig selv. Det lyder kættersk at sige, for det er jo tid, jeg ikke er sammen med familien, men den dag, jeg indså, at jeg aldrig – som i ALDRIG – er alene, fordi jeg enten er på arbejde (i storrumskontor), på cykelstien sammen med alle de andre, eller hjemme sammen med mand og børn, ja, så forekom det mig at være en naturlov at bruge lidt af min ferie på denne måde.

Natur. Kom ud i det grønne. Bor du på landet, er du allerede i naturen – vi andre skal gøre noget mere aktivt, men selv i en storby kan det lade sig gøre. I København har vi Kongens Have, Amager Strandpark, Søndermarken, Dyrehaven, Assistens Kirkegård, Utterslev Mose, for blot at nævne nogen stykker, og din by har sikkert også noget at byde på. Det bedste er, hvis du kan komme afsted tidligt om morgenen eller vente til om aftenen, for ærligt talt er der ikke meget rum omkring dig på Charlottenlund Strand en lørdag ved frokosttid. Som sagt, det skal planlægges – men så kan det også godt lade sig gøre.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s