Sommerferie. Dag 2. Om tid.

I morges vågnede jeg til lyden af dæmpet snak fra to mennesker, der passerede på stien, der løber ved siden af sommerhytten. Havde jeg været for træt til at stå op, havde jeg lagt mig om den anden side og sovet videre, men jeg følte mig udhvilet og svingede benene ud af sengen, klar til en ny dejlig dag. Sikke en forskel fra clockradioen, der plejer at vække mig 5.30. Her i feriehytten bruger vi ikke ure. De ligger forladte og overflødige på bunden af toilettasken, for vi skal ikke bruge dem til noget. Vi laver mad, når vi er sultne, går i seng, når vi er trætte, og stranden er der for os, lige gyldigt hvornår vi kommer. Om morgenen er vandet køligt, midt på dagen er der mange mennesker, og om aftenen skal man tage sig lidt ekstra sammen for at komme under, men den er der, lige meget, hvornår vi kommer.

 I to måneder gik jeg rundt og troede, at den sitrende fornemmelse i kroppen, jeg vågnede med hver nat, skyldtes de store vejarbejde-maskiner ude på Frederiksborgvej, der døgnet rundt arbejdede med noget rørføring i jorden. Først da jeg tog på påskeferie og en nat vågnede i mine svigerforældres meget stille beliggende hus og stadig mærkede maskinernes brummen, gik det op for mig, at min krop prøvede at fortælle mig noget.  Det var en periode, hvor jeg lige fået ny chef, var i gang med efteruddannelse, skulle fejre min søns konfirmation, var aktiv i skolebestyrelsen – og så var der alle småaktiviteterne ved siden af (svømning, forsøget på at få gang i en blog for ikke at tale om min familie på mand og tre børn, som jeg jo også gerne ville være der for). Jeg har altid været ekspert i at planlægge og være forud for min tid, så jeg fik det hele passet ind, men det skete på bekostning af to ting: min krops velbefindende og mit nærvær.

Man kan ikke slappe af i sin krop, hvis man aldrig oplever fornemmelsen af at have god tid; hvis man altid er bevidst om at skulle kigge på klokken i ny og næ. Hvis tanken om en enkelt gang at komme sent i seng er umulig, fordi det tætpakkede program dagen efter ikke tåler, at man ikke er på toppen. Hvis det er en belastning at få en messengerbesked fra en mor, man engang kendte fra børnenes børnehave, der spørger, om man har lyst til at ses. Hvis man er ved at græde af glæde, hvis man oplever en uge, hvor man ikke skal noget efter arbejde nogen af dagene.

Den dag, hvor jeg indså, at jeg hverken havde ALS, sclerose, lavt blodsukker, højt stofskifte eller hvad jeg ellers kunne google mig til, men bare havde for travlt, indså jeg, at jeg måtte ændre på nogen ting i mit liv:

Forlang det rimelige. Mine børn har heldigvis længe hjulpet til herhjemme. De har smurt deres egne madpakker, siden de startede i 0. klasse (i starten med hjælp, men efterhånden kører det bare). Tjansen med at tørre af morgen og aften samt tømme opvaskemaskine er også fordelt mellem dem. Skolebørn kan også tørre af, dække bord, tømme opvaskemaskine. Og for en halvtredser gør min ældste søn badeværelserne rent, og min datter støvsuger til gengæld for, at vi har Netflix. Efter oplevelsen med vejarbejde- maskinerne laver de to store nu også fast mad en gang om ugen, hvilket er en kæmpehjælp.

Justér dine engagementer. Mange mennesker i dette land er engagerede i forskellige foreninger, vejlaug, forældregrupper, og hvor er det fantastisk! Men det er ikke fantastisk, hvis det bliver en byrde, og en gang imellem kan det være sundt at overveje, om man vitterligt behøver være aktiv (og måske formand!) i personaleforeningen, studenterrådet, skolebestyrelsen, vejlauget, andelsforeningen. Det er skønt med engagerede borgere, men tjansen kan jo også gå på tur. Jeg meldte mig ud af skolebestyrelsen, og der var heldigvis flere, der var interesserede i at overtage min plads, så hverken skolen eller de andre forældre i skolebestyrelsen led nød af at jeg trak mig. Jeg vandt nogle aftener og er fuldkommen tryg ved, at den nuværende bestyrelse har styr på tingene.

Husk, at de fleste godt kan lide at hjælpe. Jeg elsker at kunne klare mig selv, og vil helst have en hverdag, der ikke hviler på andres gode vilje. Det synes jeg stadig er en god målsætning at have, men derfor kan man jo godt huske, at de færreste har noget imod at tage dit barn med hjem fra fritidshjemmet i ny og næ, låne dig noterne fra den forelæsning, du ikke nåede, låne gammelt fastelavnstøj eller en fest-clutch ud, passe din kat, vande dine planter en uge osv. Vi er mange, der hader at være til besvær, og som stadig skal øve os i at bede om hjælp, men faktisk kan de fleste normale mennesker godt lide følelsen af at kunne træde til med en hjælpende hånd, når det hele brænder på. Ikke, hvis man bare forventer det af dem, og ikke, hvis det sker hele tiden, og især ikke, hvis man aldrig giver noget den anden vej – men det er jo heller ikke det, der er tale om her.

Din tid er en knap ressource. Vogt over den.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s