“Villads. Du har glemt dit fodboldtøj! For satan. For helvede. Stooooooop!” Moderen kom cyklende på sin Christianiacykel med de to små børn på deres slingrende cykler foran, da det slog hende, at den 6-årige manglede noget. I morgenmørkets dis stoppede de op på cykelstien, mens de øvrige cyklister ræsede forbi og lysene fra Lyngbyvejens bil-hav lyste op i baggrunden. “For satan. Nu kommer vi for sent. Pis!” Den lille familie trak cyklerne op på fortovet og vendte op; de to børn betuttede og tavse og moderen højlydt bandende.

Stakkels, stakkels Villads. Stakkels Villads’ søster. Og stakkels Villads’ mor. Om en time ville hun svedende snige og rødmosset sig ind til et møde, der var startet for 10 minutter siden. Hun ville diskret sætte sig ind og forsøge at nå kaffekanden, uden at gøre sig bemærket. Når hendes chef kiggede på hende, ville hun sende et undskyldende blik og skynde sig at bladre frem til den rigtige side i mødematerialet. Resten af dagen ville forsøge at ryste skammen over at have råbt af sin søn af sig, og hun ville mest af alt have lyst til at tage tilbage til skolen og sige undskyld.

Kære Villads’ mor. Du er ikke den eneste. Ved krydset Tagensvej-Nørre Alle blev jeg overhalet af en mand, der var synligt utilfreds med min tilstedeværelse midt på cykelstien, og da jeg høfligt replicerede med et “Tak, det er godt, du kan hjælpe mig”, fik jeg et “IDIOT!” lige i hovedet. Da jeg nåede ind til Nørregade, blev min opmærksomhed fanget af en bil med hornet i bund. Inde bag ruden sad en mand og råbte af bilen foran, der åbenbart ikke var hurtig nok til at komme afsted. Hold op, hvor han råbte.

Alt det skete i februar, men nu er det marts og forår. Lidt koldt og vådt forår, måske, men forår er det. Det er lyst, når vi spiser morgenmad, det er lyst, når vi spiser aftensmad, og selv om jeg husker mange kolde marts-måneder (og såmænd også april-måneder), så kan vi tillade os at håbe, at det lige om lidt bliver varmt.

København er en cykelby

Blomster i Pistolstræde

Blomster hos blomsterhandlen foran magasin

Lige om lidt bliver man ikke søvnig kl. ni om aftenen, og lige om lidt behøver vi ikke stearinlys og chai-te og dejligt varme hjemmesko for at komme gennem dagen.Lige om lidt cykler jeg afsted i små sko og cowboyjakke, og min cykelkurv er ikke proppet med regnbukser og skiftesko og ekstra trøje, til hvis der er koldt på kontoret. Og de andre på cykelstien vil være i godt humør og have husket fodboldtøjet og kun sige noget pænt til hinanden. Som hende, der forleden overhalede mig og i forbifarten råbte “Sikke en dejlig cykel, du har!” Det er god karma.

God karma og lunt forår venter lige om hjørnet. Det bliver godt.