Bare roligt, Villads’ mor. Foråret er på vej.

“Villads. Du har glemt dit fodboldtøj! For satan. For helvede. Stooooooop!” Moderen kom cyklende på sin Christianiacykel med de to små børn på deres slingrende cykler foran, da det slog hende, at den 6-årige manglede noget. I morgenmørkets dis stoppede de op på cykelstien, mens de øvrige cyklister ræsede forbi og lysene fra Lyngbyvejens bil-hav lyste op i baggrunden. “For satan. Nu kommer vi for sent. Pis!” Den lille familie trak cyklerne op på fortovet og vendte op; de to børn betuttede og tavse og moderen højlydt bandende.

Stakkels, stakkels Villads. Stakkels Villads’ søster. Og stakkels Villads’ mor. Om en time ville hun svedende snige og rødmosset sig ind til et møde, der var startet for 10 minutter siden. Hun ville diskret sætte sig ind og forsøge at nå kaffekanden, uden at gøre sig bemærket. Når hendes chef kiggede på hende, ville hun sende et undskyldende blik og skynde sig at bladre frem til den rigtige side i mødematerialet. Resten af dagen ville forsøge at ryste skammen over at have råbt af sin søn af sig, og hun ville mest af alt have lyst til at tage tilbage til skolen og sige undskyld.

Kære Villads’ mor. Du er ikke den eneste.Ved krydset Tagensvej-Nørre Alle blev jeg overhalet af en mand, der var synligt utilfreds med min tilstedeværelse midt på cykelstien, og da jeg høfligt replicerede med et “Tak, det er godt, du kan hjælpe mig”, fik jeg et “IDIOT!” lige i hovedet. Da jeg nåede ind til Nørregade, blev min opmærksomhed fanget af en bil med hornet i bund. Inde bag ruden sad en mand og råbte af bilen foran, der åbenbart ikke var hurtig nok til at komme afsted. Hold op, hvor han råbte.

Alt det skete i februar, men nu er det marts og forår. Lidt koldt og vådt forår, måske, men forår er det. Det er lyst, når vi spiser morgenmad, det er lyst, når vi spiser aftensmad, og selv om jeg husker mange kolde marts-måneder (og såmænd også april-måneder), så kan vi tillade os at håbe, at det lige om lidt bliver varmt.

Lige om lidt bliver man ikke søvnig kl. ni om aftenen, og lige om lidt behøver vi ikke stearinlys og chai-te og dejligt varme hjemmesko for at komme gennem dagen.Lige om lidt cykler jeg afsted i små sko og cowboyjakke, og min cykelkurv er ikke proppet med regnbukser og skiftesko og ekstra trøje, til hvis der er koldt på kontoret. Og de andre på cykelstien vil være i godt humør og have husket fodboldtøjet og kun sige noget pænt til hinanden. Som hende, der forleden overhalede mig og i forbifarten råbte “Sikke en dejlig cykel, du har!” Det er god karma.

God karma og lunt forår venter lige om hjørnet. Det bliver godt.

Reklamer

Kan vi byde på en portion udholdenhed, mod eller bare en boghvedepandekage?

Visse ting skal man ikke ændre på, og derfor var jeg i formiddag på vej igennem en solbeskinnet indre by, i selskab med min mor. Efter vores fælles frisørbesøg i Klareboderne spiser vi nemlig frokost på La Galette i Larsbjørnsstræde – det har vi altid gjort, og det skal der ikke laves om på. La Galette er der heller ikke blevet ændret på i 20 år – for et par år siden satte de priserne fem kr. op, og ejeren ser vi ikke så meget mere, men ellers er alt ved det gamle. Man kan få en boghvedepandekage opkaldt efter en lokalitet i Bretagne for under hundrede kroner, en kop æblecider og en god kop kaffe bagefter. Så beder jeg ikke om mere, tak. Det hele bliver serveret af en ung mand med tyk fransk accent, eller en sød dansk pige, som – gætter jeg – læser fransk på universitetet eller har været et år i Paris.

Restauranten åbner først kl. 12, og vi var i god tid. Vi gik derfor ind i Vor Frue Kirke, der lå lige på vejen, sammen med alle turisterne. Vi skulle bare kigge, og vi faldt over en finurlig installation, lige inden for døren. Det var en mobile balance skabt af kunsterne Lisbeth van Deurs og Malene Sakskilde. Du skal forestille dig et træ i metal med en tynd stamme, hvor grenene i trækronen er en slags vægte koblet sammen to og to – når den ene vægt går ned, går den anden op. På kanten af hver vægtskål stod et ord skrevet med store bogstaver: HOPE. LOVE. JOY. COURAGE. ENDURANCE. TRUST. FAITH.

Da vi kiggede nærmere på skålene, kunne vi se, at der lå en masse hvide bønner (dem, man spiser!) med små ord på. Ideen var så – fandt vi efterhånden ud af – at man på en bønne kunne skrive noget, man frygteligt gerne ville have, og så lægge den i den skål, der skulle hjælpe ønsket på vej. Vi fik skrevet på hver vores bønne, fundet den rigtige skål, og så ser vi, om det virker! Jeg kunne jo ikke lade være med at smuglæse nogen af de andre bønner. Der var rigtigt mange pige- og drengenavne. Og rigtigt mange bønner med peace.

Med nyklippet hår, vækkede drømme og håbefuldt sind nåede vi vores franske oase på slaget 12 og kunne med sindsro konstatere, at alt var, som det plejede. Det var for endnu køligt at sidde ude, så vi spiste vores galettes indenfor, mens vi kunne nyde det velkendte syn af de fuldskæggede franskmænd i køkkenet, den sorthårede skønhed i restauranten og de 5-6 andre gæster ved de andre små træborde, alt imens der var franske slagere i højtalerne og alt var, som det plejede.

Bon appetit!

Spis, drik, læs

Som opfølgning på sidste uges beretning om mit glædelige, virtuelle møde med en ung studerende kan jeg fortælle, at der i tirsdags kom et bud på mit arbejde med en cellofanindpakket vin-chokolade-opstilling. Det har jeg aldrig prøvet før, så jeg blev i sandhed overrasket. Vedhæftet var et lille kort, og minsandten om det ikke viste sig, at det var virtuelle veninde, der bare endnu engang ville sige tak for hjælpen. Det havde hun naturligvis ikke behøvet, men dejligt var det, og det gav endnu en lejlighed til at sende positive vibrationer gennem cyberspace. Min kære mand ringede mig i øvrigt op forleden dag på arbejde, fordi han mildest talt var utilfreds med, at han havde fået en hasteopgave, der betød, at han kom sent hjem. Jeg klarede naturligvis biksen selv derhjemme om eftermiddagen, men forventede naturligvis ikke at få verdens gladeste mand hjem. Da han så trådte ind ad døren lidt over 9 om aftenen, var han i fint humør, og det kunne man jo godt undre sig over. Han fortalte så selv, at han på vej ud af døren på arbejdet havde tænkt, at det jo ikke nyttede at bringe sit dårlige humør hjem til resten af familien. På vejen hjem havde han passeret en løber, som han havde råbt noget rosende og opmuntrende til, og det var løberen blev synlig glad for. Og så blev min mand selvfølgeligt også glad. Og så har vi den igen – hjælp en anden, og bliv et gladere menneske. Har selv på samme konto fulgt to italienske turister gennem byen for at komme ud af en mellemfornøjet sindstilstand. Lidt snik-snak om København og Napoli og 5 minutters gåtur – og ud kom to tilfredse italienere og en ikke-længere-mellemfornøjet dansker.

Alle disse ord om hjælpsomhed og glæde passer som fod i hose til den udadvendte og optimistiske årstid, vi snart går i møde. Er marts lig forår i din begrebsverden, vil jeg henlede opmærksomheden på, at man nogen steder i verden – f.eks. i Frankrig – regner foråret fra den 21. marts (jævndøgn) og så fremdeles. Således starter sommeren 21. juni (passer godt med, at juni tit er overraskende kold), efterår starter 21. september (passer godt med vores ofte lune sensommer), og vinteren 21. december. Så bliv nu ikke alt for skuffet, hvis den ikke står på milde vinde og åbentstående jakker i morgen. Der er 3 uger til, og i den tid kan man jo så nyde de sidste rester af vinterlige glæder – stearinlys, gode gryderetter, mørk rødvin og kraftige teer.

Og apropos te faldt jeg over en perle af en bog: “Afternoon Tea” af Stine Hincheldey Alwén, der er med til at drive A.C Perch’s Thehandel i København og nu også Århus. Verden mangler jo ikke koge- og opskriftsbøger, men denne er et skoleeksempel i en god en af slagsen. Først lidt fakta om the og derefter en række enkle opskrifter på alskens kager – nogen gange ledsaget af lidt tekst om kagen, men uden det kammer over. Og så er bogen i øvrigt spækket med de skønneste billeder. Bogen giver desuden sit bud på, hvilke theer, der egner sig til hvilke årstider, så er man meget forårshungrende, kan man jo passende proviantere, så man er HELT klar 21. marts! I salonen er vi meget glade for Panyong med hvid the (kan med rette drikkes her i slutningen af vinteren) og – for de mere forårskåde – hvid tempelthe (bare navnet er jo skønt…).

Skal der sødt på bordet, kan man passende kaste sig ud i delikatesser fra ovennævnte bog. Vi nævner i flæng: mini-marengstærter med citroncreme, bananmuffins med matchatopping, chokoladescones og After Eight kage. Kunne man så støve et par gamle, men velpudsede lysestager op, en smuk dug, og tynde the-kopper, er det næsten som at hoppe ind i bogens fortryllende five o’clock tea-stemning.

Til sidst en god roman: Anna Gavaldas “Bare sammen” handler om fire lidt specielle skæbner i en stor lejlighed i Paris: en anorektisk og kunstnerisk kvinde i tyverne, en aldrende dame, en utilpasset kok og en ung fyr, der ville have fundet sig mere hjemme i en aristokratisk fjern fortid. En på samme tid lidt barsk og meget indtagende krønike om fire personligheder, og selvom den både rummer død, dårlige barndomsminder og slidte mennesker er den i sidste ende en meget livsbekræftende historie. Den har været min redning de sidste par trætte aftener.

Hav en rigtig dejlig week-end – og husk halstørklædet lidt endnu.