Lyngbyvej

“Villads. Du har glemt dit fodboldtøj! For satan. For helvede. Stooooooop!” Moderen kom cyklende på sin Christianiacykel med de to små børn på deres slingrende cykler foran, da det slog hende, at den 6-årige manglede noget. I morgenmørkets dis stoppede de op på cykelstien, mens de øvrige cyklister ræsede forbi og lysene fra Lyngbyvejens bil-hav lyste op i baggrunden. “For satan. Nu kommer vi for sent. Pis!” Den lille familie trak cyklerne op på fortovet og vendte op; de to børn betuttede og tavse og moderen højlydt bandende.

Stakkels, stakkels Villads. Stakkels Villads’ søster. Og stakkels Villads’ mor. Om en time ville hun svedende snige og rødmosset sig ind til et møde, der var startet for 10 minutter siden. Hun ville diskret sætte sig ind og forsøge at nå kaffekanden, uden at gøre sig bemærket. Når hendes chef kiggede på hende, ville hun sende et undskyldende blik og skynde sig at bladre frem til den rigtige side i mødematerialet. Resten af dagen ville forsøge at ryste skammen over at have råbt af sin søn af sig, og hun ville mest af alt have lyst til at tage tilbage til skolen og sige undskyld.

Kære Villads’ mor. Du er ikke den eneste. Ved krydset Tagensvej-Nørre Alle blev jeg overhalet af en mand, der var synligt utilfreds med min tilstedeværelse midt på cykelstien, og da jeg høfligt replicerede med et “Tak, det er godt, du kan hjælpe mig”, fik jeg et “IDIOT!” lige i hovedet. Da jeg nåede ind til Nørregade, blev min opmærksomhed fanget af en bil med hornet i bund. Inde bag ruden sad en mand og råbte af bilen foran, der åbenbart ikke var hurtig nok til at komme afsted. Hold op, hvor han råbte.

Alt det skete i februar, men nu er det marts og forår. Lidt koldt og vådt forår, måske, men forår er det. Det er lyst, når vi spiser morgenmad, det er lyst, når vi spiser aftensmad, og selv om jeg husker mange kolde marts-måneder (og såmænd også april-måneder), så kan vi tillade os at håbe, at det lige om lidt bliver varmt.

Lige om lidt bliver man ikke søvnig kl. ni om aftenen, og lige om lidt behøver vi ikke stearinlys og chai-te og dejligt varme hjemmesko for at komme gennem dagen.Lige om lidt cykler jeg afsted i små sko og cowboyjakke, og min cykelkurv er ikke proppet med regnbukser og skiftesko og ekstra trøje, til hvis der er koldt på kontoret. Og de andre på cykelstien vil være i godt humør og have husket fodboldtøjet og kun sige noget pænt til hinanden. Som hende, der forleden overhalede mig og i forbifarten råbte “Sikke en dejlig cykel, du har!” Det er god karma.

God karma og lunt forår venter lige om hjørnet. Det bliver godt.

Reklamer

Requiem for dummies

Som flere salongæster har konstateret, har salonen holdt lav profil her i starten af det nye år. Kulden sendte salonindehaveren til tælling – pludseligt blev ild i brændeovnen, varm te, tæpper og tidligt i seng det nye sorte. Pudsigt, som vejret kan sende en ned i bunden af behovspyramiden – verden bliver lige så lille, som første gang, jeg var gravid, og DMI bliver den eneste hjemmeside, jeg besøger for at orientere mig om verden omkring. Når jeg om morgenen har trampet i pedalerne gennem stiv modvind og frost og når frem til arbejde – ja, så er jeg klar til den første middagslur. Så er det helt rart at være inde på sit varme kontor med en masse hyggelige INDENDØRS opgaver og varm kaffe, men om eftermiddagen skal man på den igen. På med vintertøjet, ud og bekæmpe vintervejret på cykelstien – og igen er jeg helt færdig, når jeg tjekker ind i hjemmet. Og sådan går dagene, indtil det forhåbentligt en dag bliver forår.

Overgangen fra december med lyskæder, kommen hinanden ved, julebag, julekalendre, julesalmer til rå og mørk januar er hvert år barsk, og der skal tænkes kreativt i højeste gear for at modvirke januar-udmattelsen. Og her vil jeg gerne lancere et meget smukt og effektivt våben: requiem. Et requiem er en dødsmesse, og det lyder måske i første omgang ikke specielt tillokkende. Men sagen er, at de fire requiemmer, verden er benådet med, er klassisk musik i særklasse. Og hvorfor ikke udnytte mørket og kulden til at putte indenfor med stearinlys og reqiuem – når de lune majaftener kommer, er det for sent!

Da jeg for et par år siden fattede interesse for requiemmer, som jeg ærligt talt ikke vidste meget om, sendte jeg en mail til min kære bror i Frankrig. Han har altid været glad for klassisk musik, og han kunne måske lige give et par introducerende ord. Og det tror jeg nok, han kunne – læs selv med:

“Start med Mozart – det er noget af hans bedste musik. Han nåede ikke at gøre det færdigt, men en af hans elever gjorde et godt stykke arbejde med at gøre det færdigt. Verdis requiem har nogle gode hits og er meget dramatisk. Brahms “Ein Deutsches Requiem” er flot, og lige saa tysk, som Verdi er italiensk. Faure er et fint requiem for lidt mindre ensembler fra omkring 1900 – lidt mere impressionistisk i stilen. Og så er der selvfølgelig Bachs to passioner: Mattæus og Johannes. Den første poetisk, den anden dramatisk. Prøv at lytte til start- og slutkoret fra begge (du skal lige trække den sidste udgangskoral fra). Det er musik, der er fuldstændig overvældende. Spol derefter hen til “Mache dich mein Hertze Rein” i Mattæus-passionen.”

Så er der ingen undskyldning. Alt kan ganske givet findes på youtube. God fornøjelse!

Med ønsket om, at I alle derude kan holde varmen.