Yvettes Ypperste Yndlingskage

“Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden” (Rom. 12, 11). Sidste lørdag var i sandhed en mere lunken en af slagsen. Alle i familien var trætte oven på en travl uge, mine drenge var jævnt umulige, og en hovedpine bredte sig langsomt, men sikkert i mit kranium. Det var en af de dage, hvor man skælder for meget ud, og generelt synes, man fejler som forælder. Og så lige lørdag, som ellers er en af ugens højdepunkter i min verden. Det var på denne traurige baggrund, jeg besluttede, at vi måtte genstarte familieforholdene ved at tage i skoven, og således kunne man søndag formiddag opleve os alle gå tur i Hareskoven og nyde den milde efterårssol og de gule blade.

Ingen skovtur uden kage, og jeg bringer derfor opskriften på Yvettes helt egen, originale krydderkage, der er som skabt til det danske efterår. Den er hurtig at lave (det mest tidskrævende er at rive gulerødder), og den smager i al beskedenhed forrygende godt. Især på skovtur, men garanteret også derhjemme med en god kop te til:

3 æg

180 gram brun farin

200 gram smeltet smør

200 gram mel

1 tsk bagepulver

1 tsk natron

2 tsk kanel

1 tsk stødt ingefær

1 tsk allehånde

1/2 tsk stødt nellike

1/2 tsk vanillepulver

300 gram fintrevne gulerødder

70 gram rosiner (2 håndfulde)

Pisk æg og farin sammen. Tilsæt smeltet smør. Tilsæt alle de tørre dele. Tilsæt gulerødder og rosiner.

Put dejen i en form (ca. 20 x 30 cm), beklædt med bagepapir, hvis du vil gøre det nemt for dig selv. Bages nederst i ovnen ved 180 grader i 40 – 50 minutter (sæt i kold ovn – og ikke varmluft). Tjek med en kniv eller gaffel, om den er gennembagt. Når kagen er kølet af, kan den evt. drysses med flormelis, hvis man er til den slags. Den kan sikkert også pyntes med flødeost-topping, men det kan hverken min mand eller børn lide, så det bruger vi ikke!

Et par tip: har du ikke alle krydderier, kan du sagtens undvære nogen af dem – dog vil jeg mene, at kanel er essentielt. Hvis du vender rosinerne i lidt mel, inden de kommes i dejen, falder de ikke til bunds i kagen.

Med ønsket om en dejlig, dejlig efterårsferie til jer alle – må den bringe jer brændende åndrige oplevelser. Bon appétit!

Advertisement

En tanke omkring “Yvettes Ypperste Yndlingskage

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s