Niogtyve legosamlesæt, der er splittet til atomer, fylder en del. Det fylder faktisk en hel spisestue, kan jeg orientere om. Det ved jeg, fordi vi herhjemme for tiden har placeret samtlige ninjagotempler, star wars-flyveaggregater, brandstationer, gaffeltrucks og lignende på vores spisebord med henblik på een gang for alle at få genopbygget sættene og derefter placeret dem i dertil indkøbte plastikkasser i håbet om, at de forbliver hele i lidt længere tid end normalt. De grimme plastikkasser står også i stuen, stablet op langs vægge og i vindueskarmene. Håbet er, at børnene en dag igen leger med modellerne, og at det atter bliver muligt at støvsuge på børneværelset og måske endda gøre det lidt hyggeligt og beboeligt igen. Vores børn har opgivet projektet, da det er en ganske uoverskuelig opgave at sortere 12.000 legoklodser, og vi voksne er kun drevet af trangen til at se et børneværelse, der ikke er groet til i halve legoprojekter.

Problemet er, at genopbygningen går ganske langsomt. I skrivende stund er der samlet 6 modeller, og vi startede medio august. Rent praktisk betyder det, at alle måltider foregår i køkkenet, hvor vi klumper os sammen omkring et lille køkkenbord. Avislæsning foregår i køkkenet, lektielæsning foregår i køkkenet, hyggesnak foregår i køkkenet. Når børnene har besøg af en kammerat, der spiser med, afgiver min mand eller jeg retten til en plads ved bordet og spiser sådan lidt på 2. parket med tallerkenen i skødet.

Men de praktiske udfordringer er intet i sammenligning med den mentale belastning, det er at leve midt i et gevaldigt rod. At gå op af et helt rum fyldt med uoverskueligt rod tærer, og jeg begynder at forstå, hvorfor der en gang om året kan udkomme en ny bog om kunsten at rydde op. Det er nemlig ikke til at holde ud. Jeg bliver irritabel, træt og kortluntet. Mit øjenlåg begynder at sitre, og jeg kan kun trække vejret roligt, hvis jeg lukker døren ind til spisestuen.

Og midt i denne elendighed slår det mig, hvor skrøbeligt mennesket er. Miljøet har det elendigt, Syrien lider, og jeg bliver slået ud af kurs af et overtal af Kirk Christiansens populære klodser midt i mit hus! Det er faktisk lidt pinligt. Min eneste undskyldning må være, at det handler om nederste del af min personlige behovspyramide, hvis grundbestanddele er noget i retning af søvn, mad og orden! Og når først det er på plads, kan mit rationelle, reflekterende og perspektiverende jeg få plads. Jeres behovspyramide ser måske anderledes ud – det er måske larm, farven brun eller stramtsiddende tøj, der kan bringe jer i ubalance. Men mon ikke vi alle sammen har et svagt punkt, der kan bringe os latterligt meget ud af fatning?

Og så må jeg bare tilslutte mig Broken Window Theory – ideen om, at man kan begrænse kriminalitet i et område ved at reparere skaderne efter hærværk med det samme, så forfaldet ikke breder sig. For ikke nok med, at spisestuen er groet til med legoklodser; i den tilstødende dagligstue har strygebrættet tilsyneladende fået permanent opholdssted, avisbunken bliver større og større, og støvallergikere gør klogt i at holde sig væk. Men week-enden står for døren, og med den et ny håb om, at vi nu kommer til bunds i klodserne…

Rigtig glædelig week-end. Og husk at rydde op efter jer!