En gang hver tiende år rammes jeg af en Paul Auster-feber, hvor jeg får en ubændig lyst til at læse nogen af hans bøger, hvorefter jeg kværner 2-3 bøger i rap. Manden skriver godt og formår at digte nogen fantastiske historier og skabe en stemning, som bliver hængende i mig længe efter. Når jeg så har slugt et par af hans bøger, bliver jeg pludseligt mæt af hans kredsen omkring tilfældets rolle i vores liv, og jeg får nok af hans mærkelige personager, hvis liv altid tager en ganske besynderlig, og som regel helt urealistisk, retning.

For et stykke tid siden ramte Auster-bølgen mig igen, og jeg købte to af hans bøger. Den ene har jeg glemt, og den står ikke længere på min reol, da jeg af princip ikke beholder bøger, som jeg hverken har lyst til at genlæse eller anbefale til andre. Den anden var “Brooklyn Dårskab”, som er den mest muntre Auster-bog, jeg har læst – hvilket måske ikke siger så meget, for Paul Auster er i udgangspunktet ikke særlig munter i sine fortællinger. En 56-årig syg tidligere forsikringsagent, der leder efter et stilfærdigt sted at dø, en måske stum pige, et hotel ved navn Hotel Eksistens – scenen er sat for endnu en typisk austersk fortælling, der indrømmet kke lyder speciel opløftende, men ikke desto mindre er det.

Der er særligt en passage i bogen, jeg holder af. Hovedpersonen, den 56-årige mand, forsøger at berolige en kvinde, han holder af, der netop til sin bestyrtelse har fundet ud af, at hendes voksne datter er lesbisk. Denne opdagelse har bragt hende ud af fatning. Han siger (i lettere forkortet udgave, da replikken er ret lang):

“Hold hovedet højt. Pas godt på dig selv. Kør på cykel i parken. Tag dine vitaminer. Drik otte glas vand om dagen. Se en masse film. Arbejd ikke for hårdt på jobbet. Børst tænder efter hvert måltid. Gå ikke over for rødt. Forsvar den lille mand. Husk på, hvor smuk du er. Husk på, hvor højt jeg elsker dig. Træk vejret dybt. Sov de retfærdiges søvn.” (Se den fulde fomulering på side 322, 2. udgave, 2. oplag)

Hvad vil han sige med det? At vores liv kan gro til i ærgrelser, bekymringer og higen efter normalitet, hvis ikke vi aktivt gør op med denne uvane med at ængstes over alt ukendt. I stedet bør vi slippe kontrollen lidt, efterleve nogle få og enkle leveråd, fokusere på at elske og hjælpe hinanden, og så i øvrigt tage livet, som det kommer. Brug ikke al din energi på arbejdet, men gå i stedet i biografen og se en god film, der giver dit liv perspektiv. Tro ikke, du kan holde sygdomme fra livet ved at spise rigtigt, for det, der var sundt i går, er livsfarligt i morgen – men masser af væske og en god nats søvn kan aldrig skade. Hjælp dem, der har brug for hjælp – det gavner dem, og det giver dit liv mening. Tænk over, hvor mange du elsker, og hvor mange, der elsker dig – og så er alt andet jo egentligt underordnet.

Banalt, vil du måske indvende. Måske, men der ligger ofte en sandhed i det banale. Du kan blive kørt over i morgen, din mand kan vise sig at have levet et dobbeltliv i fem år, og din datter vil på rygsækrejse i Afrika i otte måneder. Vi kan forsøge at styre vores liv i en bestemt retning, men vi kan ikke kontrollere det, og jo før vi erkender vores begrænsninger i den henseende, jo bedre bliver vi måske til at navigere i livet, når det ikke opfører sig som planlagt. Så lad os koncentrere os om nogle få, enkle fixpunkter i vores liv – otte glas vand om dagen, husk sikkerhedsselen, sig tak for mad – og så må de højere magter, vi hver især bekender os til – skæbnen, tilfældet, Gud, stjernernes orden – tage sig af den overordnede plan, som vi alligevel ikke kan kontrollere. Og vi må efter bedste evne forsøge at holde hovedet højt og benene på jorden, mens vi træder vores sti i dette ukendte terræn, der hedder Livet.

Husk at spise morgenmad. Hils pænt på din nabo. Ret ryggen.

Læs Brooklyn Dårskab af Paul Auster.

Hav en rigtigt dejlig fredag!