Det er tredje fredag hjemme. Det er alligevel vildt at tænke på.

Dagen har kun budt på 2 skype-møder, og hurra for det. Det er også rart med lidt tid alene. Jeg har lært et nyt ord: tekstrovert. Det dækker over alle os, der glad og gerne udfolder os skriftligt og måske synes, vi er bedst der, ligesom vi får energi af at læse de andres tekster og tanker.

I eftermiddag var jeg så til boglancering sammen med 131 andre, der også kendte Lars, og som gerne ville være med til at fejre hans nye bog og høre om ideen bag. Det var superhyggeligt. Jeg genkendte flere af de andre fra gamle dage (i kommentarsporet), og der blev skålet og sendt hilsner – fra kommentarsporet til Lars og tilbage igen. Der var vin og skål! og deltagerne efterspurgte chips og der kom en skål chips på skærmen, og et par gange forsvandt forbindelsen, hvilket jo ikke er anderledes, end når der ikke er lyd på mikrofonen til et almindeligt arrangement. Det forstyrrede min mand en anelse, at hans kontor pludseligt var placeret ved en bogreception, men i disse tider må vi alle bringe ofre.

Samtidig hang min datter ud i køkkenet sammen med 6 klassekammerater, der var med på skærmen, mens hun lavede dej til gifler. Én strikkede, en var ude og gå tur, en forsvandt ud af billedet og kom tilbage igen, og det virkede, som om de hyggede sig gevaldigt. Det er virkeligt nye tider.

Til sidste gik jeg en gammeldags, analog 2-meters-afstandstur med en veninde, og det var nu også rart. Og anderledes velkendt og trygt.