Tante Agathe flytter ind

På min dåbsattest står der 1972, og det er jo efterhånden ganske længe side. Min alder er dog ingenting i forhold til den ældre dame, der oftere og oftere titter frem i mit indre og overtager styringen. Tante Agathe kan vi kalde hende, og jeg vil skyde på, hun er omkring dobbelt så gammelt som mig. For ung til at have oplevet 1. verdenskrig, men gammel nok til at huske 2. verdenskrig.

Tante Agathe holder af at løse kryds-og-tværs. Hun kan glæde sig til at komme hjem til Berlingerens store søndagsquiz, og hun sender troligt løsningen ind hver onsdag i håbet om at vinde en Simply mælkeskummer. Floder og mytologiske figurer er stadig en udfordring, men hun har helt styr på ord som prud, pebling og proklama.

Tante Agathe er fra en tid, hvor ting blev repareret og ikke smidt ud. Hun har for længst luret, at to-go-caffe-latte-papkrusene udmærket kan skylles og genbruges et par gange. Til en tur i haven eller måske endda en stille spadseretur efter aftensmaden (det er også godt for fordøjelsen). Stop-madspild-bølgen er ren medvind for hende; hun har længe smuglet børnenes havregrødsrester i brøddejen. For ikke at tale om risene, kartoflerne, den tiloversblevne the, de overmodne bananer. Pasta duede ikke.

Tante Agathe får gåsehud, når hun ser de unge piger på cykelstien i januar med et kig til den bare ryg. Så glæder hun sig over sin uldundertrøje fra Føtex, knæstrømperne og de utroligt tykke vanter, og når hun kommer hjem en kold aften, er der ikke noget bedre end at sætte sig med en gammeldags varmedunk fra Matas; den, man hælder kogende vand i. Under fødderne, eller måske på maven. Og en varm kop kaffe.

Tante Agathe blev engang skræmt, når hun blev tiltalt med De. Men nu har hun erkendt, at hun er voksen, og faktisk er det lidt rart, når det endeligt sker. Hun bliver mere og mere overbevist om, at verden for alvor gik af lave, dengang man droppede De-formen. Så hun opsøger gladeligt den fine thehandel i indre by og nyder den høflige betjening og “Hvad kan jeg hjælpe Dem med?”.

Se bare englænderne. De kan finde ud af at være høflige, og Tante Agathe har en fest lørdag aften foran fjernsynet. Først i selskab med den pæne mand Inspector Barnaby. Hun bliver ikke rigtigt bange for de aparte og absurd mange mord, der finder sted i idylliske Midsommer, når solen skinner, stokroserne blomstrer, og kroerne hedder “The Lonely Sailor” og “The Laughing Horse”. Og kan Tante Agathe holde sig vågen – og det kan hun ikke altid – glæder hun sig bagefter over Lewis i smukke Oxford.

Sene nætter duer nu ikke for Tante Agathe. Til gengæld nyder hun de stille morgener i weekenden, hvor hun vågner uden vækkeur og kan drikke en stille kop the i køkkenet, mens resten af huset sover. Tidlige morgener er en overset værdi; man har det hele for sig selv, og modsat de sene aftentimer er man frisk i hovedet og på forkant med verden.

Heldigvis for Tante Agathe har hun mange ligesindede omkring sig. Det er blevet helt normalt at starte et telefonsamtale med at spørge, hvordan det går med øjet (knæet, maven, hånden), og hun har helt styr på, hvilke veninder der har fået foretaget hvilke undersøgelser hvornår. Når bare man har sit gode helbred, betyder andre bekymringer og ærgrelser ikke så meget. Den seneste bog, Tante Agathe med stor fornøjelse læste og anbefalede, var Tarme med Charme, og hvor er det godt, at nogen skriver om et emne, der er så vitalt for vores velbefindende.

En af Tante Agathes veninder, der også kommer i salonen, har spurgt til, hvornår vi bringer en opskrift på en god, gammeldags vinterret. God ide, og vi går straks i gemmerne for at finde en opskrift. Salon Yvette – også for os over 80.

Men hov, jeg må løbe. Barnaby begynder snart.

 

Kronprinsensgade

Som opfølgning på sidste uges beretning om mit glædelige, virtuelle møde med en ung studerende kan jeg fortælle, at der i tirsdags kom et bud på mit arbejde med en cellofanindpakket vin-chokolade-opstilling. Det har jeg aldrig prøvet før, så jeg blev i sandhed overrasket. Vedhæftet var et lille kort, og minsandten om det ikke viste sig, at det var virtuelle veninde, der bare endnu engang ville sige tak for hjælpen. Det havde hun naturligvis ikke behøvet, men dejligt var det, og det gav endnu en lejlighed til at sende positive vibrationer gennem cyberspace. Min kære mand ringede mig i øvrigt op forleden dag på arbejde, fordi han mildest talt var utilfreds med, at han havde fået en hasteopgave, der betød, at han kom sent hjem. Jeg klarede naturligvis biksen selv derhjemme om eftermiddagen, men forventede naturligvis ikke at få verdens gladeste mand hjem. Da han så trådte ind ad døren lidt over 9 om aftenen, var han i fint humør, og det kunne man jo godt undre sig over. Han fortalte så selv, at han på vej ud af døren på arbejdet havde tænkt, at det jo ikke nyttede at bringe sit dårlige humør hjem til resten af familien. På vejen hjem havde han passeret en løber, som han havde råbt noget rosende og opmuntrende til, og det var løberen blev synlig glad for. Og så blev min mand selvfølgeligt også glad. Og så har vi den igen – hjælp en anden, og bliv et gladere menneske. Har selv på samme konto fulgt to italienske turister gennem byen for at komme ud af en mellemfornøjet sindstilstand. Lidt snik-snak om København og Napoli og 5 minutters gåtur – og ud kom to tilfredse italienere og en ikke-længere-mellemfornøjet dansker.

Alle disse ord om hjælpsomhed og glæde passer som fod i hose til den udadvendte og optimistiske årstid, vi snart går i møde. Er marts lig forår i din begrebsverden, vil jeg henlede opmærksomheden på, at man nogen steder i verden – f.eks. i Frankrig – regner foråret fra den 21. marts (jævndøgn) og så fremdeles. Således starter sommeren 21. juni (passer godt med, at juni tit er overraskende kold), efterår starter 21. september (passer godt med vores ofte lune sensommer), og vinteren 21. december. Så bliv nu ikke alt for skuffet, hvis den ikke står på milde vinde og åbentstående jakker i morgen. Der er 3 uger til, og i den tid kan man jo så nyde de sidste rester af vinterlige glæder – stearinlys, gode gryderetter, mørk rødvin og kraftige teer.

Og apropos te faldt jeg over en perle af en bog: “Afternoon Tea” af Stine Hincheldey Alwén, der er med til at drive A.C Perch’s Thehandel i Kronprinsensgade i København og nu også Århus. Verden mangler jo ikke koge- og opskriftsbøger, men denne er et skoleeksempel i en god en af slagsen. Først lidt fakta om the og derefter en række enkle opskrifter på alskens kager – nogen gange ledsaget af lidt tekst om kagen, men uden det kammer over. Og så er bogen i øvrigt spækket med de skønneste billeder. Bogen giver desuden sit bud på, hvilke theer, der egner sig til hvilke årstider, så er man meget forårshungrende, kan man jo passende proviantere, så man er HELT klar 21. marts! I salonen er vi meget glade for Panyong med hvid the (kan med rette drikkes her i slutningen af vinteren) og – for de mere forårskåde – hvid tempelthe (bare navnet er jo skønt…).

Skal der sødt på bordet, kan man passende kaste sig ud i delikatesser fra ovennævnte bog. Vi nævner i flæng: mini-marengstærter med citroncreme, bananmuffins med matchatopping, chokoladescones og After Eight kage. Kunne man så støve et par gamle, men velpudsede lysestager op, en smuk dug, og tynde the-kopper, er det næsten som at hoppe ind i bogens fortryllende five o’clock tea-stemning.

Til sidst en god roman: Anna Gavaldas “Bare sammen” handler om fire lidt specielle skæbner i en stor lejlighed i Paris: en anorektisk og kunstnerisk kvinde i tyverne, en aldrende dame, en utilpasset kok og en ung fyr, der ville have fundet sig mere hjemme i en aristokratisk fjern fortid. En på samme tid lidt barsk og meget indtagende krønike om fire personligheder, og selvom den både rummer død, dårlige barndomsminder og slidte mennesker er den i sidste ende en meget livsbekræftende historie. Den har været min redning de sidste par trætte aftener.

Hav en rigtig dejlig week-end – og husk halstørklædet lidt endnu.