Zen og kunsten at overleve juni

Pude med en tegning af afslappede fødder i klip-klapper med lakerede negle

Afslappede sommerfødder – de kan blive dine.

Folk omkring mig i byen er begyndt at få vilde øjne. Hvor vi alle er klar over, at december er en voldsomt travl måned, er det forblevet en offentlig hemmelighed, at juni er næsten lige så slem. Skoleafslutninger, farvel-morgenmad, hvor-skal-vi-hen-på-sommerferie, 700 sager der skal afsluttes, før chefen går på sommerferie plus alt det andet, man har udskudt hele foråret, og nu skal det være! Vi er fuldkomment uforberedte på denne stormflod af kalenderaftaler, og kombineret med høfeber kan det hele være ganske overvældende. Oveni det kæmper vi alle med skuffelsen over, at tropevarmen forsvandt igen – nu var det lige så dejligt.

Der er derfor brug for lidt hjælperemedier, så vi kan få skuldrene ned og trække vejret dybt og roligt. De kommer her:

Vi skriver jo kun den 10. i måneden, så er der overskud på kontoen endnu, kan jeg på det varmeste anbefale brunch på Restaurant BIOM i Fredereciagade. Nu sidder der måske nogen derude, der ikke gider mere brunch; ikke flere store platter med laks og yougurt og tørre amerikanske pandekager oveni hinanden, serveret på en larmende café med mælkeskummeren på espressomaskinen som hidsigt lydtæppe. Netop derfor skal I lægge vejen forbi BIOM, der byder på et smukt, enkelt og tyst lokale, med udsigt til Nyboders okkergule bygninger, og med en delikat brunch kreeret af RIGTIGE kokke (som rettede min udtale af porcheret æg – det kan vi lide). Og så der det hele i øvrigt økologisk – selv malingen på væggene – uden at det af den grund bliver fodformet eller for rustikt. Men lad være med at tage børn med. Jeg tror ikke, de ville gøre sig i den dæmpede atmosfære. Jeg spiste der i tosomhed med en dejlig mand, og den model kan godt anbefales.

Når de basale behov er opfyldt, er det sjælens tur. Ad omveje faldt jeg over en bog af Desmond Tutu: Ingen fremtid uden tilgivelse , der handler om Sydafrika efter apartheid, nærmere bestemt om Sandheds- og Forsoningskomissionen, der skulle bringe det splittede land videre i slutningen af 90’erne. Meget zen er der ikke over beskrivelserne af de forbrydelser, der fandt sted under apartheid – det er ganske rystende – men så meget desto mere må man tage hatten af for det kæmpemæssige arbejde, der blev lagt i at få forbrydelserne frem, så det blev muligt at tilgive og komme videre. Forsoning var kodeordet. Et andet kodeord, der går igennem bogen, er det afrikanske begreb UBUNTU, der i bogen beskrives således: A person with ubuntu is open and available to others, affirming of others, does not feel threatened that others are able and good, for he or she has a proper self-assurance that comes from knowing that he or she belongs in a greater whole and is diminished when others are humiliated or diminished, when others are tortured or oppressed, or treated as if they were less than who they are. På dansk er det nok noget i stil med overbærenhed, overskud, storhed og en følelse af gensidig forbundethed. Jeg ved af erfaring, at UBUNTU er svært at få i gang, når man er travl, træt eller sulten, men jeg tror fuldt og fast på, at det er et spørgsmål om øvelse. Og ellers kan man jo søge hjælp hos glade Ole Henriksen!

Vi tager også lidt musik med. I bunden af min taske har der et par måneder ligget et udklip fra Politiken med begyndelsen på en musikanmeldelse. Den lyder: Med sømandsviser, hornblæsende Memphis-soul og lidt hjælp fra Nirvana har Sturgill Simpson skrevet et berusende smukt album til sin lille søn hjemme i Nashville. Det lyder jo besnærende, og jeg har langt om længe fået taget mig sammen til at lytte til musikken, som er ganske fin. Prøv f.eks. Breakers Roar eller In Bloom.

Så glem for en stund næste uges hektiske kapløb med tiden og udnyt, at der ifølge DMI skulle vise sig en del solstråler i weekenden, man kan nyde iført lange bukser og varm trøje. Og naturligvis med en god kop kaffe.

Best wishes,

Yvette

 

 

 

Reklamer

Summer by night

Lørdag kl. 18 tog jeg afsked med min mand, der snakkede med naboen henover hækken. Det var 28 grader og jeg havde bare ben og åbne sandaler. Cyklede gennem et dovent, solbeskinnet Nørrebro, hvis langsommelige tempo sikkert skyldtes, at de mest energiske var draget til Distortion på Refshaleøen. Mødtes med to veninder ved Kongens Nytorv blandt turister på slingrende bycykler, en gruppe piger på polterabend med en oppustelige dukke på slæb og sommerglade københavnere.

Kølede af i Geists fine gårdhave med kolde drinks og skålede på den ene venindes næsten traumatisk ubehagelige, men nu vel overståede afsluttende eksamen. Drog videre ud i sommeraftenen til Nyhavn, hvor vi slog os ned i Gorms italienske kælder, som var lige så hed som byen udenfor. Nød strømmen af italienske småretter, der fandt vores bord sammen med rødvin og læskende vand, og kom godt omkring hele verden: freebleding (vi springer over, tak), kringlede familierelationer (kender vi alle og er en del af showet), arbejdets lyksaligheder og nogle gange mangel på samme, og pubertetsdrenge og deres uendelige surhed, som vi heldigvis glemmer alt om, når de sover sødt. Amerikanerne ved bordet bag os nåede at komme, spise deres pizzaer og gå igen, mens vi sled os igennem den omfangsrige menu med det sigende navn Italienertæv og bestilte vand og vand og vand og endnu en flaske vin, mens vi svedte og mindedes sjove hjemmevideoer, hvor folk slår sig bare en lille smule, og vi grinte så meget, at de andre i restauranten vendte sig om.

Til sidst var maverne fulde, de andre borde tomme og tjenerne i gang med at rydde op. Fandt tilbage til Kongens Nytorv og fik første parket til det spirende sommernatteliv fra et bord på fortovet under markise og varmelampe. Drak kaffe, drak vand, blev overdøvet af en pralende sportsvogn, der gassede op, skævede i al diskretion til en glad og beruset skuespiller, snakkede om smykker og drømte om flere og prøvede at strække natten, så den aldrig stoppede.

Cafeen lukkede, lamperne slukkede og jeg konstaterede, at det havde været for optimistisk at tro, at vandflasken i cykelkurven ville overleve en aften i Nyhavn. Drog hver til sit på cykel og med metro, og jeg kunne mærke, at varmen endnu steg op fra asfalten på Nørrebrogade, da jeg kørte hjem gennem natten. Det var 19 grader, livet var let og jeg var tæt på at føle mig lige så udødelig, som da jeg var 21.

Kom hjem til et sovende hus, der kogte af varme, og blev modtaget af en søvnig kat, der strakte sig og håbede på, at madskålen ville blive fyldt af den nyankomne.  Tjekkede, om der stadig var liv i østershattefarmen. Det var der. En besked tikkede ind fra den ene veninde, der sagde godnat til os andre med Søren Ulrik Thomsens ord: København er den samme som før, hvis man da nogensinde kan sige det om en by, og Jeg. Er. Her. Nu, men jo også altid et andet sted.

 

 

 

Summer in the City

Allerførst skal salonværtinden beklage, at salonen har holdt lukket i længere tid. Salonen led under, at der var andre opgaver, der pressede sig på. Og da en værtinde uden gejst er en pinsel for gæsterne, valgte vi i stedet at vente med at åbne salonen, til tiden og lysten atter meldte sig. Det er så heldigvis sket, og et stort velkommen indenfor.

Eller skulle vi sige udenfor, for så blev det da pludseligt på rekordfart sommer! Hvilken lykke at cykle gennem København i bare (og lidt blege) ben, mens byens beboere hænger ud på trappetrin og bænke og bare nyder livet og lader lysten afgøre, hvad man skal give sig til (nemlig ingenting).

Sommer i byen

Sommer i byen

Berlingskes korrespondent i Berlin havde i lørdags en artikel med titlen “Godt vi har hipsterne”, som var en hyldest til de unge storbyboere i skovmandsskjorter og skæg, med deres mikrobryggerier og smalle spisesteder og nye, underlige vaner. Hvor andre begræder, at gamle bydele forandres, at autentiske bodegaer med brune vægge afløses af  funky kaffebarer, at boligpriserne stiger, og at “den oprindelige befolkning” efterfølges af humanister og designere – ja, så hilser Jesper Thobo-Carlsen fra Berlingske udviklingen velkommen, fordi æstetikken øges, madkvaliteten stiger og der kommer liv i små, døde butikslokaler. Læs hele indlægget her: http://www.b.dk/kultur/godt-vi-har-hipsterne

Hipsterne rykker ind og åbner små, snedige butikker

Hipsterne rykker ind og åbner små, snedige butikker

Jeg tænkte på artiklen, da jeg cyklede gennem på Møllegade på Nørrebro her til eftermiddag. Fordi gaden er ensrettet mod den retning, jeg plejer at komme fra, har jeg altid valgt at køre ned ad gaden ved siden af, og på den måde har jeg aldrig oplevet den lille perle, med klassiske gamle ejendomme fra 1880’erne, iblandet grønne trækroner og små specialbutikker. Men tilfældet ville, at jeg i dag valgte at trodse ensretningen, og det var en god ide. Tag en smut forbi – du skal holde dig til den del af gaden, der ligger mellem Nørrebrogade og Guldbergsgade, og pludseligt bliver der mulighed for sushi, kaffe, danske og udenlandske bøger i ny eller brugt stand. Og sågar bæredygtige smykker! Så kan man tænke over, om man vil begræde tabet af en gammel bæverding, eller om man vil glæde sig over et antikvariat med en turkis stol i hjørnet, en smuk rød bogkuffert og en blomst udenfor.

Gør et litteraturfund

Gør et litteraturfund

Kommer du ikke lige forbi Møllegade de næste par dage, kan du tage et virtuelt besøg hos gadens boghandel: http://www.moellegadesboghandel.dk/blog/, i kaffebaren: http://superkaffeforsyningen.blogspot.dk/ eller intet mindre end i gadens  litteraturhus. Sidstnævnte havde jeg aldrig hørt om, men sagen er, at der i Møllegade 7 ligger et samlingssted for spirende og etablerede skribenter i en nedlagt kirke. Huset lyder det germanskklingende navn “LiteraturHaus” – kig selv på det: http://www.literaturhaus.dk/Forside.1.aspx

Slå bagdelen i sædet og nyd sommervarmen

Slå bagdelen i sædet og nyd sommervarmen

Her torsdag aften kl. 20.30 er der 22 grader udenfor, fuglene synger, og jeg har opdaget en ny gade i dag. Det slår mig, at miraklernes tid ikke er forbi. Glædelig forsommer.