Hold da ferie! Uden at have ferie.

Midt i et kæmpe gab fik jeg øjenkontakt med føreren af en af de ventende biler. Jeg var på vej over Nørre Søgade, det var sen torsdag eftermiddag i sidste uge, og mit hoved var proppet med tusind tanker fra dagen, der var gået, og tusind planer for de forestående timer med afhentning af børn, aftensmad, madpakker og tøjvask. Jeg var træt og tilsyneladende alt for fraværende til at gøre noget for at skjule det. Bilisten morede sig, og min forfængelighed fik et ordentligt hak i tuden.

Nu er det grå mandag, verden omkring os er igen af lave, og temperaturen i morges var 10 grader. Man er tilbøjelig til at give Benny Andersen ret, når han skriver man blir mindst fem år ældre om mandagen/der er ingen der venter på en om mandagen, og for os, der først får ferie i uge 29, er der endnu laaaang vej. Her i salonen er vi som bekendt vældigt begejstrede for hverdagen, men selv hverdagsforelskede salonejere kan trænge til sommerferie, hvor madplaner, madkasser, vækkeure og familiekalenderen kan få et tiltrængt hvil. Og det holder ikke, at vi bevæger os rundt i bybilledet, storgabende og konstant feriehungrende. Vi bringer derfor salonens guide til at pimpe hverdagen op, så man glemmer, at det ikke er ferie endnu:

Kl 6.30: Du laver den sædvanlige portion havregrød, mens du stadig småsover. Denne gang nøjes du dog ikke med havregryn og vand. Næ, du laver den på mælk, smider en håndfuld knækkede rug- eller hvedekerner i, samt en skefuld quinoa-frø. Når du har kogt den lidt længere end sædvanligt – et kvarters tid pga. kerner og frø – hælder du den op i en skål, drysser lidt rørsukker eller kanelsukker over og topper med de blåbær, som resten af familien har fået strenge ordrer på ikke at røre. Et stk. de luxe-morgenmad, som ville havde kostet 40 kr. på en cafe på Vesterbro.

7.45: Du har bare tæer i sandalerne, når du forlader hjemmet. Hvad enten det er varmt, koldt eller regner, har du bare tæer, for det har man, når det er sommerferie. Det fungerer bedst, hvis de er nogenlunde rene og helst lakerede. Heldigvis er tæerne langt væk, så ingen vil løfte et øjenbryn, hvis neglelakken har en mærkelig farve eller er ujævnt lagt på. Hvis det er koldt, tager du bare en ekstra varm jakke på. Bare tæer skal der til.

10.00: Mens du venter på, at kaffen løber gennem kaffemaskinen på arbejde, bladrer du lige i den lille digtsamling, der konstant bor i din taske for tiden. Den har stået hengemt på reolen sammen de andre digtsamlinger, du fik i fødselsdagsgave dengang, du stadig troede på, du fik dem læst, og nu er tiden inde. I dagens små ventestunder hiver du den lige op af tasken, for intet føles mere eksotisk end at hænge over en digtsamling og gruble over, hvad Pia Tafdrup mener, når hun skriver Morgenhimlen er svimmelblå, og intet blev væk, mens jeg sov.

12.00: Solen titter frem for en kort stund, og du spiser din frokost i en solstråle på en trappe udenfor. Inden du går ud, tager du solcreme i ansigtet, og det er ikke en dyr og delikat solcreme med svage noter af grape, nergamot og liljekonval. Nej, det er Niveas solcreme fra supermarkedet, for intet lugter af barndommens sommerferier på Costa del Sol og Rhodos som Nivea solcreme. Resten af dagen vil du konstant blive overrasket over, at du ikke er på vej op til ishuset.

16.00: Dagens pligter er langtfra overstået, og du har stadig et kuld børn, der skal hentes, og aftensmad, der skal laves. Men det er ferie, så du falder ikke i fælden med at haste hjem fra arbejde uden blik for verden omkring dig. Du husker, hvor skønt Excuse me, Pardon! og Por favor lyder i dine vikingeører, når du er i udlandet, og du udviser derfor samme grad af høflighed og overskud. Du giver thumbs up til den 7-årige på Nørrebrogade, der med sin langsomme slingrekørsel danner en uendelig kø af utålmodige cyklister bag sig. Du standser op og hjælper de rådvilde turister med at dreje kortet, så de kan finde vej igen. Du smiler til verden, så den smiler til dig, og du finder ud af, at det faktisk virker.

17.30. Du laver aftensmad, og da det næsten er sommerferie, skal det være enkelt og lige så spontant, som når du om halvanden måneds tid lige køber noget fisk på havnen i Rørvig eller lægger vejen forbi slagter Jensen på Skagen. Sæsonens råvarer er friske, og det er din redning. Nye kartofler, fiskefrikadeller og rå gulerødder er et fint måltid. Eller røget makrel, godt rugbrød og tomater. Ovenpå aftensmaden er der 2 bakker danske jordbær på tilbud, og er der nogen, der er mere sultne, må de tage en portion havregryn.

20:30. I stedet for at hænge over Ipad’en den næste times tid, går du en tur. Sådan en hyggelig slentretur i nabolaget uden andet formål, end at det er hyggeligt. Du må ikke blive forpustet; det skal være afslappet, og kan du få nogen med, der ikke brokker sig, er det endnu bedre. Det er ikke lige så godt som at spadsere ned ad Prenzlauer Allee med en milch kaffe i hånden, men mindre kan også gøre det.

22.00. Du går i seng med en fast tro på, at temperaturen stiger ti grader i løbet af natten, og at sommervarmen er lige om hjørnet. DMI har heldigvis tit taget fejl, så det passer naturligvis ikke, når de skriver Vand til de fleste haver i den kommende uge. Og skulle de få ret, lover du dig selv, at du har format nok til at få en god sommerdag ud af det alligevel.

 

 

 

Reklamer

I begyndelsen var ordet

Den mest solgte skønlitterære bog i disse dag er hverken Jussi Adler-Olsen, Liza Marklund eller Jan Guillou. Det er derimod Yahya Hassans digtsamling. Tænk engang, en digtsamling – det er da opløftende. Også selv om Yahya Hassans digtsamling i sig selv ikke er opløftende læsning. Men at tænke sig, at der i disse dag i en lind strøm bliver langet digtsamlinger over diskene hos de dansk boghandlere – det kan jeg godt lide.

For de fleste mennesker er digte noget, vi brugte meget tid på i skolen og måske i gymnasiet – og nogen gange er et digt også en sang, og så kender vi det alle sammen lidt bedre. Således er Svantes Viser ikke så langt væk, fordi vi kan nynne med på nogen af sangene, og Dan Turells digte kom lidt længere frem i bevidsheden, da Halfdan E satte musik til og udgav dem på CD. Men ellers er digte ikke noget, særligt mange af os bruger tid på.

Selv levede jeg min gymnasietid gennem Michael Strunge. Vi folder drømmens faner ud havde nærmest ikonisk status, og jeg kunne Natmaskinen udenad. Med den uspolerede selvhøjtidelighed, som kun en 18-årig kan præstere, sad jeg søndag aften på mit værelse med kaffe, tændte stearinlys og en Strunge-digtsamling og var det tætteste, jeg kunne komme, på livets mening. Så gik der lige tyve år med studier, arbejde og familiestiftelse, og når det i forvejen var svært at få tid til at læse en almindelig krimi, stod lyrikken ikke lige forrest i rækken. Tilfældet ville så, at jeg i sommer havde en Pia Tafdrup-digtsamling med ud i det danske sommerland, og langsomt fik jeg vakt interessen for digte til live. Der begynder at dukke digtsamlinger op i bogstakken ved sengen og i tasken fra biblioteket, og jeg er gået på strandhugst i min fars glimrende samling af digte.

Nu sidder du måske, kære salongæst, og tænker: Hvad skal vi med digte? Hvad er der i vejen med en god historie? Og er digte ikke bare for mærkelige? Mit helt uvidenskabelige og personlige svar er, at digte giver et dybere perspektiv på vores liv, på det vi oplever, føler og tænker. Hvorfor det, tænker du. Fordi digte formår at give dig en større sproglig bevidsthed og gør dig i højere grad i stand til at sætte ord på det, du ikke selv kan formulere. Digte kan give denne her aha-følelse af Netop! – det er LIGE sådan, jeg har det.  Og som Michelle Pheiffer siger til sine modvillige high school elever i filmen Dangerous Minds: jo mere man har ordet i sin magt, jo større indflydelse har man på sit eget liv.

Kan du huske det digt, der blev læst op ved begravelsen i filmen Fire bryllupper og en begravelse? Det var et uddrag af et langt digt af den engelsk digter W.H. Auden, der levede 1907 – 1973. Det lyder således: Stop all the clocks, cut off the telephone/Prevent the dog from barking with a juicy bone/Silence the pianos and with muffled drum/Bring out the coffin, let the mourners come/ Let aeroplanes circle moaning overhead/Scribbling on the sky the message He Is Dead/Put crêpe bows round the white necks of the public doves/Let the traffic policemen wear black cotton gloves. Og sådan fortsætter han med at beskrive, hvordan han vil stoppe verden, fordi hans elskede er død. Jeg kan ikke forestille mig en meget bedre beskrivelse af, hvordan man kan have det, når sorgen rammer en. Samtidig kan man finde trøst og en form for mening hos en anden englænder, Lord Tennyson, der i 1850 skrev digtet In Memoriam, hvor det bl.a. lyder [it is] better to have loved and lost/ than never to have loved at all. Så rigtigt, så rigtigt.

Pia Tafdrup er i mine øjne ikke nem, men hun skaber nogen meget smukke billeder med sine ord. Når hun i digtet Bevægelsen frem til fuglen beskriver nattergalen som en fugl der sender toner rundt som kuglelyn under himlens messingkuppel, kan en dansk sommeraften næsten ikke tegnes mere stemningsfuldt. Det samme med begyndelsen af digtet Befri de indvendige sange, hvor det lyder Når frostnætterne sætter ind/og stjernerne dirrer på himlem; jeg får næsten lyst til at tage min dunjakke på, når jeg læser det. Men som sagt er hun ikke nem, og jeg grubler stadig over, hvad hun vil sige med genkender lugten/når der går hul på en engel. Hvad sker der dog, når der går hul på en engel? Min lokale boghandler, som er tidligere dansklærer og meget alvidende, kunne ikke hjælpe – hun havde ikke læst så meget Pia Tafdrup, fordi det var for svært for eleverne –  og min kære nabo, en pensioneret folkeskolelærer med stor lune, så mest af alt ud, som om han havde lyst til at flygte, da jeg efterlyste hjælp til en digt-fortolkning. Så hvis der sidder nogen derude, der har et godt bud på, hvad digtet Vælter (som ovenstånde linier stammer fra) handler om, så hører jeg det meget gerne. Jeg har grublet lige siden august…

Det hænder, at min kære mand bladrer i en af mine digtsamlinger, når de ligger fremme. Efter et par minutter lukker han dem igen, lettere tom i ansigtet, og jeg gætter, at det kun er overbærenhed og almen respekt for sin hustru, der gør, at han ikke lader sin indre rindalist komme til orde. Måske har du det også sådan, men jeg synes alligevel, du skal give digtene en chance. Hvis det hjælper, så grib fat i nogen af dem, der er sat musik til: Dan Turells Hyldest til Hverdagen eller Gennem Byen Sidste Gang eller Søren Ulrik Thomsens og Lars H.U.G.’s Hen over Himlen. Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl er i øvrigt også ganske glimrende – også selv om den ikke har musik til.

Eller endnu bedre – for de af jer, der befinder jer i  København: tag ud til Stefansgade på Nørrebro, køb en kop kaffe i en af de gode kaffebarer i gaden, og stil dig op lige inden hjørnet af Jægersborggade og nyd gavlmaleriet med begyndelsen af Inger Christensens Alfabet, meget smukt dekoreret med himmelblå baggrund og guldcirkler. Abrikostræerne findes/abrikostræerne findes…

Hav en rigtigt smuk week-end – nu med endnu flere ord!