Jægersborggade

Østershatte i kaffegrums. Det lyder som de første linjer i et digt af Inger Christensen, men det er det ikke. Her fredag eftermiddag efter arbejde besøgte jeg Beyond Coffee i über-hipster-gaden Jægersborggade, som sælger do-it-yourself plastikspande til dyrkning af østershatte i eget kaffegrums. Man kunne få den tanke, at det var noget, Politikens bagsideredaktion havde fundet på, og kun tiden vil vise, om der sidder nogen unge mennesker i et baglokale og griner af godtroende københavnere og drikker smarte øl for mine penge, eller om jeg vitterligt står med min egen østershattefarm om 14 dage. Der var nu mange svampe i den butik, og pigen bag disken gav mig en lang udførlig vejledning og fortalte, at deres egne svampe groede i kaffegrums fra KUA (eller Cuba – kunne ikke helt høre det i larmen af fredagsglade, øldrikkende københavnere på svampebesøg, men måske det også kommer ud på et), så mon ikke den er god nok. Nu vil jeg i hvert fald skylle noget kaffe ned i den højere sags tjeneste, for der skal dyrkes østershatte.

Og så har solen skinnet i København i dag, og det har den været flink til hele ugen, hvis vi lige diskret ser gennem fingre med dens udfald i går. Onsdag morgen sagde termometret 18 grader klokken halv otte om morgenen, og da heldet ville, at jeg skulle på kursus på Christianshavn, blev der tid til en kop morgenkaffe udenfor på Islands Brygge. Når man kvart over otte om morgenen vælger at sætte sig i skyggen, er det næsten lige som at være i Syden. Derefter gik cykelturen henunder Langebro, hvor jeg skænkede Gasolin en tanke, også selv om det dér, midt i den lune majmorgen, var svært at genkalde sig lyden af den nostalgiske og melankolske guitar i deres Langebro. Passerede den smukke restaurantbåd Liva, nød synet af grønne kobbertårne og blåt vand og tænkte, at København en lun solbeskinnet morgen i maj ikke findes finere.

Og da meteorologerne lover rigtigt fint vejr i det ganske land i weekenden, skal der her fra salonen bare lyde en stor opfordring til at hoppe ud i byen, eller hvor I nu er. Kælderoprydningen og gulvvasken kan vente til næste gråvejrsdag. I finder salonen et sted i solen med en stor kop kaffe og benene oppe.

Møllegade

Allerførst skal salonværtinden beklage, at salonen har holdt lukket i længere tid. Salonen led under, at der var andre opgaver, der pressede sig på. Og da en værtinde uden gejst er en pinsel for gæsterne, valgte vi i stedet at vente med at åbne salonen, til tiden og lysten atter meldte sig. Det er så heldigvis sket, og et stort velkommen indenfor.

Eller skulle vi sige udenfor, for så blev det da pludseligt på rekordfart sommer! Hvilken lykke at cykle gennem København i bare (og lidt blege) ben, mens byens beboere hænger ud på trappetrin og bænke og bare nyder livet og lader lysten afgøre, hvad man skal give sig til (nemlig ingenting).

Sommer i byen

Sommer i byen

Berlingskes korrespondent i Berlin havde i lørdags en artikel med titlen “Godt vi har hipsterne”, som var en hyldest til de unge storbyboere i skovmandsskjorter og skæg, med deres mikrobryggerier og smalle spisesteder og nye, underlige vaner. Hvor andre begræder, at gamle bydele forandres, at autentiske bodegaer med brune vægge afløses af  funky kaffebarer, at boligpriserne stiger, og at “den oprindelige befolkning” efterfølges af humanister og designere – ja, så hilser Jesper Thobo-Carlsen fra Berlingske udviklingen velkommen, fordi æstetikken øges, madkvaliteten stiger og der kommer liv i små, døde butikslokaler. Læs hele indlægget her: http://www.b.dk/kultur/godt-vi-har-hipsterne

Hipsterne rykker ind og åbner små, snedige butikker

Hipsterne rykker ind og åbner små, snedige butikker

Jeg tænkte på artiklen, da jeg cyklede gennem på Møllegade på Nørrebro her til eftermiddag. Fordi gaden er ensrettet mod den retning, jeg plejer at komme fra, har jeg altid valgt at køre ned ad gaden ved siden af, og på den måde har jeg aldrig oplevet den lille perle, med klassiske gamle ejendomme fra 1880’erne, iblandet grønne trækroner og små specialbutikker. Men tilfældet ville, at jeg i dag valgte at trodse ensretningen, og det var en god ide. Tag en smut forbi – du skal holde dig til den del af gaden, der ligger mellem Nørrebrogade og Guldbergsgade, og pludseligt bliver der mulighed for sushi, kaffe, danske og udenlandske bøger i ny eller brugt stand. Og sågar bæredygtige smykker! Så kan man tænke over, om man vil begræde tabet af en gammel bæverding, eller om man vil glæde sig over et antikvariat med en turkis stol i hjørnet, en smuk rød bogkuffert og en blomst udenfor.

Gør et litteraturfund

Gør et litteraturfund

Kommer du ikke lige forbi Møllegade de næste par dage, kan du tage et virtuelt besøg hos gadens boghandel: http://www.moellegadesboghandel.dk/blog/, i kaffebaren: http://superkaffeforsyningen.blogspot.dk/ eller intet mindre end i gadens  litteraturhus. Sidstnævnte havde jeg aldrig hørt om, men sagen er, at der i Møllegade 7 ligger et samlingssted for spirende og etablerede skribenter i en nedlagt kirke. Huset lyder det germanskklingende navn “LiteraturHaus” – kig selv på det: http://www.literaturhaus.dk/Forside.1.aspx

Slå bagdelen i sædet og nyd sommervarmen

Slå bagdelen i sædet og nyd sommervarmen

Her torsdag aften kl. 20.30 er der 22 grader udenfor, fuglene synger, og jeg har opdaget en ny gade i dag. Det slår mig, at miraklernes tid ikke er forbi. Glædelig forsommer.

 

Stefansgade

Den mest solgte skønlitterære bog i disse dag er hverken Jussi Adler-Olsen, Liza Marklund eller Jan Guillou. Det er derimod Yahya Hassans digtsamling. Tænk engang, en digtsamling – det er da opløftende. Også selv om Yahya Hassans digtsamling i sig selv ikke er opløftende læsning. Men at tænke sig, at der i disse dag i en lind strøm bliver langet digtsamlinger over diskene hos de dansk boghandlere – det kan jeg godt lide.

For de fleste mennesker er digte noget, vi brugte meget tid på i skolen og måske i gymnasiet – og nogen gange er et digt også en sang, og så kender vi det alle sammen lidt bedre. Således er Svantes Viser ikke så langt væk, fordi vi kan nynne med på nogen af sangene, og Dan Turells digte kom lidt længere frem i bevidsheden, da Halfdan E satte musik til og udgav dem på CD. Men ellers er digte ikke noget, særligt mange af os bruger tid på.

Selv levede jeg min gymnasietid gennem Michael Strunge. Vi folder drømmens faner ud havde nærmest ikonisk status, og jeg kunne Natmaskinen udenad. Med den uspolerede selvhøjtidelighed, som kun en 18-årig kan præstere, sad jeg søndag aften på mit værelse med kaffe, tændte stearinlys og en Strunge-digtsamling og var det tætteste, jeg kunne komme, på livets mening. Så gik der lige tyve år med studier, arbejde og familiestiftelse, og når det i forvejen var svært at få tid til at læse en almindelig krimi, stod lyrikken ikke lige forrest i rækken. Tilfældet ville så, at jeg i sommer havde en Pia Tafdrup-digtsamling med ud i det danske sommerland, og langsomt fik jeg vakt interessen for digte til live. Der begynder at dukke digtsamlinger op i bogstakken ved sengen og i tasken fra biblioteket, og jeg er gået på strandhugst i min fars glimrende samling af digte.

Nu sidder du måske, kære salongæst, og tænker: Hvad skal vi med digte? Hvad er der i vejen med en god historie? Og er digte ikke bare for mærkelige? Mit helt uvidenskabelige og personlige svar er, at digte giver et dybere perspektiv på vores liv, på det vi oplever, føler og tænker. Hvorfor det, tænker du. Fordi digte formår at give dig en større sproglig bevidsthed og gør dig i højere grad i stand til at sætte ord på det, du ikke selv kan formulere. Digte kan give denne her aha-følelse af Netop! – det er LIGE sådan, jeg har det.  Og som Michelle Pheiffer siger til sine modvillige high school elever i filmen Dangerous Minds: jo mere man har ordet i sin magt, jo større indflydelse har man på sit eget liv.

Kan du huske det digt, der blev læst op ved begravelsen i filmen Fire bryllupper og en begravelse? Det var et uddrag af et langt digt af den engelsk digter W.H. Auden, der levede 1907 – 1973. Det lyder således: Stop all the clocks, cut off the telephone/Prevent the dog from barking with a juicy bone/Silence the pianos and with muffled drum/Bring out the coffin, let the mourners come/ Let aeroplanes circle moaning overhead/Scribbling on the sky the message He Is Dead/Put crêpe bows round the white necks of the public doves/Let the traffic policemen wear black cotton gloves. Og sådan fortsætter han med at beskrive, hvordan han vil stoppe verden, fordi hans elskede er død. Jeg kan ikke forestille mig en meget bedre beskrivelse af, hvordan man kan have det, når sorgen rammer en. Samtidig kan man finde trøst og en form for mening hos en anden englænder, Lord Tennyson, der i 1850 skrev digtet In Memoriam, hvor det bl.a. lyder [it is] better to have loved and lost/ than never to have loved at all. Så rigtigt, så rigtigt.

Pia Tafdrup er i mine øjne ikke nem, men hun skaber nogen meget smukke billeder med sine ord. Når hun i digtet Bevægelsen frem til fuglen beskriver nattergalen som en fugl der sender toner rundt som kuglelyn under himlens messingkuppel, kan en dansk sommeraften næsten ikke tegnes mere stemningsfuldt. Det samme med begyndelsen af digtet Befri de indvendige sange, hvor det lyder Når frostnætterne sætter ind/og stjernerne dirrer på himlem; jeg får næsten lyst til at tage min dunjakke på, når jeg læser det. Men som sagt er hun ikke nem, og jeg grubler stadig over, hvad hun vil sige med genkender lugten/når der går hul på en engel. Hvad sker der dog, når der går hul på en engel? Min lokale boghandler, som er tidligere dansklærer og meget alvidende, kunne ikke hjælpe – hun havde ikke læst så meget Pia Tafdrup, fordi det var for svært for eleverne –  og min kære nabo, en pensioneret folkeskolelærer med stor lune, så mest af alt ud, som om han havde lyst til at flygte, da jeg efterlyste hjælp til en digt-fortolkning. Så hvis der sidder nogen derude, der har et godt bud på, hvad digtet Vælter (som ovenstånde linier stammer fra) handler om, så hører jeg det meget gerne. Jeg har grublet lige siden august…

Det hænder, at min kære mand bladrer i en af mine digtsamlinger, når de ligger fremme. Efter et par minutter lukker han dem igen, lettere tom i ansigtet, og jeg gætter, at det kun er overbærenhed og almen respekt for sin hustru, der gør, at han ikke lader sin indre rindalist komme til orde. Måske har du det også sådan, men jeg synes alligevel, du skal give digtene en chance. Hvis det hjælper, så grib fat i nogen af dem, der er sat musik til: Dan Turells Hyldest til Hverdagen eller Gennem Byen Sidste Gang eller Søren Ulrik Thomsens og Lars H.U.G.’s Hen over Himlen. Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl er i øvrigt også ganske glimrende – også selv om den ikke har musik til.

Eller endnu bedre – for de af jer, der befinder jer i  København: tag ud til Stefansgade på Nørrebro, køb en kop kaffe i en af de gode kaffebarer i gaden, og stil dig op lige inden hjørnet af Jægersborggade og nyd gavlmaleriet med begyndelsen af Inger Christensens Alfabet, meget smukt dekoreret med himmelblå baggrund og guldcirkler. Abrikostræerne findes/abrikostræerne findes…

Hav en rigtigt smuk week-end – nu med endnu flere ord!