Godnat

Da jeg studerede, gjorde jeg en overgang rent på Bispebjerg Hospital hver anden weekend. Hver anden lørdag og søndag stod jeg op klokken 5.30, og for mit unge jeg – det var før tyve års disciplinering på arbejdsmarkedet og livet som småbørnsmor – var det midt om natten. Det holdt jeg ikke til særligt længe. Torsdag eftermiddag begyndte mit humør at dale ved tanken om snart at skulle stå op i bulderragende mørke, mens alle andre sov, og det stoppede først søndag formiddag, når jeg kunne se en ende på pinslerne, og der atter var næsten to uger til næste gang, hvor det hele så startede forfra. Efter Bispebjerg fulgte et studiejob på Berlingske, hvor jeg skulle tage imod opkald fra mennesker, der ikke havde fået deres avis til tiden, og igen skulle jeg ud af sengen, mens resten af byen sov. Pyt med skæld-udene og sure avislæsere, det kunne jeg sagtens klare – det var den tidlige start, der var på problemet. Igen stod tristessen på spring til at overtage mit gode humør, og jeg var først rigtigt glad, da jeg fandt et job i et kopicenter, der ikke åbnede før klokken 9 om morgenen, så jeg kunne starte dagen, når det netop var… dag.

Jeg har det skidt med nætter, og jeg er glad for, at vi bruger dem til at sove i. Nætter er mørke og stille og har mærkelige skygger, og hvis jeg vågner, handler det for Guds skyld om at falde i søvn igen, inden hjernen begynder at fungere, og jeg begynder at tænke. Tænke over, hvad det er for en mærkelig lyd, jeg kan høre ved døren. Over alle farerne – dem uden for døren, og dem i resten af verden. Problemerne. Bekymringerne. Urfrygten for, at der kan ske min familie noget. At nogen er væk. Der er ingen filtre, intet lindrende dagslys til at tage brodden af de værste tanker, og selv om jeg altid vil kunne få øje på et vindue med lys i, hvis jeg kigger ud ad ruden, står en rungende ensomhedsfølelse på spring. Vi fødes alene og vi dør alene, og lige så alene kan jeg føle mig om natten. Der er en grund til, at gysere altid foregår om natten, at natmørkt hav rimer på grav, og at Søren Ulrik Thomsen skriver, at sorgen er de tomme natbusser og vinden i gaden uden træer.

Forleden vågnede jeg klokken 2.08. Mere nat kan det ikke blive. Jeg var midt i et urovækkende scenarie med en hel masse mennesker, inklusiv mig, der ville have del i alt for lidt mad. Det var rart at vågne fra – og tak, fordi det bare var en ond drøm, det er det ikke for alle – men stemningen sad stadig i mig, og i min søvnige tilstand havde frygten og skrækscenarierne frit spil.

Da jeg havde rystet de værste billeder ud af hovedet, var jeg vågen nok til at bemærke, at katten var usædvanlig aktiv. Den plejer at sove ved siden af min hovedpude, men nu var den meget interesseret i noget under fjernsynet. Som jeg håbede var en edderkop, men som viste sig at være en mus.

Min meget dobbeltsidede måde at være katteejer på åbenbaredes nu. 363 dage om året bliver jeg varm om hjertet over den lille, spindende pelsklump, der tuller rundt og lader sig nusse og gør børnene glade. Og så er der de par dage om året, hvor den viser sit sande rovdyrjeg og jager mus og fugle og frøer, og jeg bander den langt væk og ønsker, at bare der var nogen, der kunne fremavle en fredelig vegetarkat med bløde mælketænder.

Her midt om natten fulgte en nådesløs katten-efter-musen-jagt. Katten var efter musen. Jeg var efter katten, som jeg prøvede at holde væk fra musen, og jeg var også efter musen, som jeg prøvede at lokke op i en kasse. Det lykkedes til sidst – musen blev smidt i haven, og katten blev til dens store utilfredshed holdt inde i huset, da jeg ikke orkede tanken om natlige drab lige på den anden side af havedøren. I seng igen, med hovedet fuld af reminiscenserne af grim kamp om knappe ressourcer og drab på dem, der er mindst. Slet ikke rart, dér i mørket.

Og så skete det, der heldigvis altid sker. Det blev morgen. Lyset vendte tilbage. Mennesker omkring mig stod op, og vi var sammen igen. Hverdagens stille skønhed viste sig. Den beroligende følelse af at være omgivet af mennesker, af snak, af duften af morgenkaffe, af tilstedeværelsen af de andre nyvaskede cyklister på cykelstien, der også havde sendt børnene i skole. Den milde septembersol på den lyseblå himmel. Udsigten til endnu en dag. Tak for det.

Reklamer

Kongens Nytorv

Lørdag kl. 18 tog jeg afsked med min mand, der snakkede med naboen henover hækken. Det var 28 grader og jeg havde bare ben og åbne sandaler. Cyklede gennem et dovent, solbeskinnet Nørrebro, hvis langsommelige tempo sikkert skyldtes, at de mest energiske var draget til Distortion på Refshaleøen. Mødtes med to veninder ved Kongens Nytorv blandt turister på slingrende bycykler, en gruppe piger på polterabend med en oppustelige dukke på slæb og sommerglade københavnere.

Kølede af i Geists fine gårdhave med kolde drinks og skålede på den ene venindes næsten traumatisk ubehagelige, men nu vel overståede afsluttende eksamen. Drog videre ud i sommeraftenen til Nyhavn, hvor vi slog os ned i Gorms italienske kælder, som var lige så hed som byen udenfor. Nød strømmen af italienske småretter, der fandt vores bord sammen med rødvin og læskende vand, og kom godt omkring hele verden: freebleding (vi springer over, tak), kringlede familierelationer (kender vi alle og er en del af showet), arbejdets lyksaligheder og nogle gange mangel på samme, og pubertetsdrenge og deres uendelige surhed, som vi heldigvis glemmer alt om, når de sover sødt. Amerikanerne ved bordet bag os nåede at komme, spise deres pizzaer og gå igen, mens vi sled os igennem den omfangsrige menu med det sigende navn Italienertæv og bestilte vand og vand og vand og endnu en flaske vin, mens vi svedte og mindedes sjove hjemmevideoer, hvor folk slår sig bare en lille smule, og vi grinte så meget, at de andre i restauranten vendte sig om.

Til sidst var maverne fulde, de andre borde tomme og tjenerne i gang med at rydde op. Fandt tilbage til Kongens Nytorv og fik første parket til det spirende sommernatteliv fra et bord på fortovet under markise og varmelampe. Drak kaffe, drak vand, blev overdøvet af en pralende sportsvogn, der gassede op, skævede i al diskretion til en glad og beruset skuespiller, snakkede om smykker og drømte om flere og prøvede at strække natten, så den aldrig stoppede.

Cafeen lukkede, lamperne slukkede og jeg konstaterede, at det havde været for optimistisk at tro, at vandflasken i cykelkurven ville overleve en aften i Nyhavn. Drog hver til sit på cykel og med metro, og jeg kunne mærke, at varmen endnu steg op fra asfalten på Nørrebrogade, da jeg kørte hjem gennem natten. Det var 19 grader, livet var let og jeg var tæt på at føle mig lige så udødelig, som da jeg var 21.

Kom hjem til et sovende hus, der kogte af varme, og blev modtaget af en søvnig kat, der strakte sig og håbede på, at madskålen ville blive fyldt af den nyankomne.  Tjekkede, om der stadig var liv i østershattefarmen. Det var der. En besked tikkede ind fra den ene veninde, der sagde godnat til os andre med Søren Ulrik Thomsens ord: København er den samme som før, hvis man da nogensinde kan sige det om en by, og Jeg. Er. Her. Nu, men jo også altid et andet sted.