Den 704. mandag

Hun havde været på arbejdsmarkedet i 19 år, ret præcist. Derfra skulle trækkes tre barsler og lidt småbørnssygdom, hvilket bragte det ned på omtrent 16 år. Hvert år holdt hun seks ugers ferie, de skulle trækkes fra, og der var også mandag efter påske og pinse. Så var der 44 uger tilbage. Med andre ord havde hun skulle på arbejde 16 gange 44 lig 704 mandage de sidste 19 år.

Omstillingsparat? Jo, hun synes nok, hun med evindelige omstruktureringer, nye opgaver og skiftende chefer kunne sige, at hun var omstillingsparat. Hvem var i øvrigt ikke det, nu om stunder?

Effektiv? Tre børn, fuldtidsjob, evigt behandlingskrævende gammelt hus, en HD, dæleme. Og alt det løse. Hvis ikke hun havde været effektiv, var hun aldrig nået hertil, det gav sig selv.

Robust? Tjek. Fyringsrunder. Udflytning af arbejdspladser. Nedskæringer. Stigende effektivitetskrav. Robust var hendes mellemnavn.

Men ikke om mandagen. Det var hende en evig gåde, hvordan 748 mandage ikke havde lært hende det endnu. Hvordan fornemmelsen med stålfast præcision kom snigende om søndagen henover frokost, mens hun skævede til uret på komfuret og tænkte, ”nej, nu er dagen snart gået”, selv om der kun stod 13.23. Som dagen gik, plantede hendes blues sig i hele kroppen, hun hang mere og mere med hovedet, og mens hun dirigerede børnene til at smøre madpakke og smutte i seng, gik hun næsten i stå af tristesse og opgivelse, Så hang hun over avisen indtil sengetid og kunne som sædvanlig ikke kunne sove, for i morgen var det MANDAG.

I morgen skulle hun vækkes af en infernalsk larm på et ukristeligt tidspunkt. Hun skulle spise morgenmad, mens hun sikrede sig, at tiden ikke skred. Hvis håret var fedtet, ville hun tage hånd om det. Hun skulle have pæne negle og ren bluse på, og hun skulle sørge for, at børnene fulgte trop. Hun skulle have styr på sin taske og sit køleskab og sin kalender, for ellers væltede dagen. Hun måtte pakke sin søvnighed og trang til at smutte tilbage under dynen langt væk, samtidighed med at hun fik rystet liv i over-jeg’et og overtalt det til at tage over, så hun kunne komme ud ad døren. Hun måtte stable den civiliserede version af sig selv på benene – den, der godt kunne finde ud af at holde igen på cykelstien, lade være med at tage det største stykke kage og svare pænt, når nogen vrissede af hende – og hun ville skulle tale i hele sætninger, der gav mening for alle, og hun ville ikke kunne råbe ’hva’ gennem hele huset, hvis nogen ville hende noget. Hun ville tage den mindste på skødet efter morgenmaden, selv om han var alt for stor til det, og selv teenagerne ville få et kram, der til sidst fik dem til at stritte sig fri.

Det var denne indsigt, der lammede hende søndag efter søndag og gav hende en helt UIMODSTÅELIG trang til at forskanse sig i sit hus og stritte imod med arme og ben, hvis nogen forsøgte at få hende ud ad hoveddøren. Og som fik hende til at tænke på barndommens børnehavekolonier på Falster, hvor hun nat efter nat fik lov at falde i søvn ved siden af køkkendamen Gurli, der forbarmede sig over det grådkvalte barn med den hæslige hjemve og rykkede tredive centimeter til side på den smalle sovesalsmadras. Samme følelse, samme hjemve sad i hende, når hun cyklede hen ad vejen, væk fra familien og huset og katten.

Og så var hun ude i det, og det var egentligt meget rart at komme ind til byen og se verden an og få brugt sit hoved og snakke med nogen mennesker og gøre noget nyttigt. Maden i kantinen havde hun ikke selv lavet, gulvene vaskede nogen andre, og hun skulle ikke bekymre sig om, at der var et gulvbræt, der trængte til at blive tilset af en tømrer. Og det gjorde egentligt ikke så ondt at være hjemmefra en otte-ni-timer, og hun kunne også klare at tænke på, at hun havde planer onsdag aften, og måske også torsdag, hvis det var OK med dem derhjemme. Og så blev det weekend igen, og pludselig nærmede en ny mandag sig, og det hele startede forfra. For syvhundredefemte gang.

Reklamer

Søtorvet

Midt i et kæmpe gab fik jeg øjenkontakt med føreren af en af de ventende biler. Jeg var på vej over Nørre Søgade, det var sen torsdag eftermiddag i sidste uge, og mit hoved var proppet med tusind tanker fra dagen, der var gået, og tusind planer for de forestående timer med afhentning af børn, aftensmad, madpakker og tøjvask. Jeg var træt og tilsyneladende alt for fraværende til at gøre noget for at skjule det. Bilisten morede sig, og min forfængelighed fik et ordentligt hak i tuden.

Nu er det grå mandag, verden omkring os er igen af lave, og temperaturen i morges var 10 grader. Man er tilbøjelig til at give Benny Andersen ret, når han skriver man blir mindst fem år ældre om mandagen/der er ingen der venter på en om mandagen, og for os, der først får ferie i uge 29, er der endnu laaaang vej. Her i salonen er vi som bekendt vældigt begejstrede for hverdagen, men selv hverdagsforelskede salonejere kan trænge til sommerferie, hvor madplaner, madkasser, vækkeure og familiekalenderen kan få et tiltrængt hvil. Og det holder ikke, at vi bevæger os rundt i bybilledet, storgabende og konstant feriehungrende. Vi bringer derfor salonens guide til at pimpe hverdagen op, så man glemmer, at det ikke er ferie endnu:

Kl 6.30: Du laver den sædvanlige portion havregrød, mens du stadig småsover. Denne gang nøjes du dog ikke med havregryn og vand. Næ, du laver den på mælk, smider en håndfuld knækkede rug- eller hvedekerner i, samt en skefuld quinoa-frø. Når du har kogt den lidt længere end sædvanligt – et kvarters tid pga. kerner og frø – hælder du den op i en skål, drysser lidt rørsukker eller kanelsukker over og topper med de blåbær, som resten af familien har fået strenge ordrer på ikke at røre. Et stk. de luxe-morgenmad, som ville havde kostet 40 kr. på en cafe på Vesterbro.

7.45: Du har bare tæer i sandalerne, når du forlader hjemmet. Hvad enten det er varmt, koldt eller regner, har du bare tæer, for det har man, når det er sommerferie. Det fungerer bedst, hvis de er nogenlunde rene og helst lakerede. Heldigvis er tæerne langt væk, så ingen vil løfte et øjenbryn, hvis neglelakken har en mærkelig farve eller er ujævnt lagt på. Hvis det er koldt, tager du bare en ekstra varm jakke på. Bare tæer skal der til.

10.00: Mens du venter på, at kaffen løber gennem kaffemaskinen på arbejde, bladrer du lige i den lille digtsamling, der konstant bor i din taske for tiden. Den har stået hengemt på reolen sammen de andre digtsamlinger, du fik i fødselsdagsgave dengang, du stadig troede på, du fik dem læst, og nu er tiden inde. I dagens små ventestunder hiver du den lige op af tasken, for intet føles mere eksotisk end at hænge over en digtsamling og gruble over, hvad Pia Tafdrup mener, når hun skriver Morgenhimlen er svimmelblå, og intet blev væk, mens jeg sov.

12.00: Solen titter frem for en kort stund, og du spiser din frokost i en solstråle på en trappe udenfor. Inden du går ud, tager du solcreme i ansigtet, og det er ikke en dyr og delikat solcreme med svage noter af grape, nergamot og liljekonval. Nej, det er Niveas solcreme fra supermarkedet, for intet lugter af barndommens sommerferier på Costa del Sol og Rhodos som Nivea solcreme. Resten af dagen vil du konstant blive overrasket over, at du ikke er på vej op til ishuset.

16.00: Dagens pligter er langtfra overstået, og du har stadig et kuld børn, der skal hentes, og aftensmad, der skal laves. Men det er ferie, så du falder ikke i fælden med at haste hjem fra arbejde uden blik for verden omkring dig. Du husker, hvor skønt Excuse me, Pardon! og Por favor lyder i dine vikingeører, når du er i udlandet, og du udviser derfor samme grad af høflighed og overskud. Du giver thumbs up til den 7-årige på Nørrebrogade, der med sin langsomme slingrekørsel danner en uendelig kø af utålmodige cyklister bag sig. Du standser op og hjælper de rådvilde turister med at dreje kortet, så de kan finde vej igen. Du smiler til verden, så den smiler til dig, og du finder ud af, at det faktisk virker.

17.30. Du laver aftensmad, og da det næsten er sommerferie, skal det være enkelt og lige så spontant, som når du om halvanden måneds tid lige køber noget fisk på havnen i Rørvig eller lægger vejen forbi slagter Jensen på Skagen. Sæsonens råvarer er friske, og det er din redning. Nye kartofler, fiskefrikadeller og rå gulerødder er et fint måltid. Eller røget makrel, godt rugbrød og tomater. Ovenpå aftensmaden er der 2 bakker danske jordbær på tilbud, og er der nogen, der er mere sultne, må de tage en portion havregryn.

20:30. I stedet for at hænge over Ipad’en den næste times tid, går du en tur. Sådan en hyggelig slentretur i nabolaget uden andet formål, end at det er hyggeligt. Du må ikke blive forpustet; det skal være afslappet, og kan du få nogen med, der ikke brokker sig, er det endnu bedre. Det er ikke lige så godt som at spadsere ned ad Prenzlauer Allee med en milch kaffe i hånden, men mindre kan også gøre det.

22.00. Du går i seng med en fast tro på, at temperaturen stiger ti grader i løbet af natten, og at sommervarmen er lige om hjørnet. DMI har heldigvis tit taget fejl, så det passer naturligvis ikke, når de skriver Vand til de fleste haver i den kommende uge. Og skulle de få ret, lover du dig selv, at du har format nok til at få en god sommerdag ud af det alligevel.