Dagbog fra et lukket land. Dag 8.

 I går blev lidt tung. Indre billeder af overfyldte hospitaler og for få respiratorer blev afløst af dystre forestillinger om en verden i tilbagegang, arbejdsløshed og bitter nød, og når det tog ruller, kan det bliver svært at sætte en stopper for. Som kaldet fra himlen – men det var nok bare en logaritme, der havde luret min sindsstemning – dukkede her til morgen en artikel op, der handlede om at byde håbløsheden modstand og beslutte sig for livsmod. Kan man det? Dont’t no, men jeg vil gøre forsøget. Det var præst i marmorkirken, Mikkel Wold, der udtalte sig, og han fortsatte med at citere Jan Lindhardt:

”(…) den for tiden stærke hjælper den for tiden svage. Enhver kan blive modløs og ramt af angst. Og så er det vigtigt, at de, der ikke er modløse, minder de modløse om, hvad der er modløshedens modspil. Og det er, når man siger, at det her ikke skal knække mig. Det skal ikke vinde.”

Tak for den vinkel. Hele artiklen – som i øvrigt også handler om, hvordan man kan hjælpe sig selv ved at hjælpe andre – kan læses her.

Og tak for de sjove mails, der dukker i ny og næ mellem alle arbejdsmails’ene. Når stemningen er dyster, kan en fjollet video, en rammende avistegning eller en skør sang være det, der bringer humøret tilbage på ret køl. Tak til Tine for at sende mig satiregruppen MAGT’s sang ”I Danmark er jeg født, og jeg bli’r hjemme. Med mine børn og sløje parforhold”. Sunget hjemmefra, naturligvis. Og tak til Asbjørn for illustrationen af videokonferencer – den kom på en dag, hvor jeg havde bøvlet 20 minutter med at håndtere nedbrud, ekkolyd og folk, der forsvandt ud og ind af billedet.