Kongens Nytorv

Lørdag kl. 18 tog jeg afsked med min mand, der snakkede med naboen henover hækken. Det var 28 grader og jeg havde bare ben og åbne sandaler. Cyklede gennem et dovent, solbeskinnet Nørrebro, hvis langsommelige tempo sikkert skyldtes, at de mest energiske var draget til Distortion på Refshaleøen. Mødtes med to veninder ved Kongens Nytorv blandt turister på slingrende bycykler, en gruppe piger på polterabend med en oppustelige dukke på slæb og sommerglade københavnere.

Kølede af i Geists fine gårdhave med kolde drinks og skålede på den ene venindes næsten traumatisk ubehagelige, men nu vel overståede afsluttende eksamen. Drog videre ud i sommeraftenen til Nyhavn, hvor vi slog os ned i Gorms italienske kælder, som var lige så hed som byen udenfor. Nød strømmen af italienske småretter, der fandt vores bord sammen med rødvin og læskende vand, og kom godt omkring hele verden: freebleding (vi springer over, tak), kringlede familierelationer (kender vi alle og er en del af showet), arbejdets lyksaligheder og nogle gange mangel på samme, og pubertetsdrenge og deres uendelige surhed, som vi heldigvis glemmer alt om, når de sover sødt. Amerikanerne ved bordet bag os nåede at komme, spise deres pizzaer og gå igen, mens vi sled os igennem den omfangsrige menu med det sigende navn Italienertæv og bestilte vand og vand og vand og endnu en flaske vin, mens vi svedte og mindedes sjove hjemmevideoer, hvor folk slår sig bare en lille smule, og vi grinte så meget, at de andre i restauranten vendte sig om.

Til sidst var maverne fulde, de andre borde tomme og tjenerne i gang med at rydde op. Fandt tilbage til Kongens Nytorv og fik første parket til det spirende sommernatteliv fra et bord på fortovet under markise og varmelampe. Drak kaffe, drak vand, blev overdøvet af en pralende sportsvogn, der gassede op, skævede i al diskretion til en glad og beruset skuespiller, snakkede om smykker og drømte om flere og prøvede at strække natten, så den aldrig stoppede.

Cafeen lukkede, lamperne slukkede og jeg konstaterede, at det havde været for optimistisk at tro, at vandflasken i cykelkurven ville overleve en aften i Nyhavn. Drog hver til sit på cykel og med metro, og jeg kunne mærke, at varmen endnu steg op fra asfalten på Nørrebrogade, da jeg kørte hjem gennem natten. Det var 19 grader, livet var let og jeg var tæt på at føle mig lige så udødelig, som da jeg var 21.

Kom hjem til et sovende hus, der kogte af varme, og blev modtaget af en søvnig kat, der strakte sig og håbede på, at madskålen ville blive fyldt af den nyankomne.  Tjekkede, om der stadig var liv i østershattefarmen. Det var der. En besked tikkede ind fra den ene veninde, der sagde godnat til os andre med Søren Ulrik Thomsens ord: København er den samme som før, hvis man da nogensinde kan sige det om en by, og Jeg. Er. Her. Nu, men jo også altid et andet sted.

 

 

 

Reklamer

Jægersborggade

Østershatte i kaffegrums. Det lyder som de første linjer i et digt af Inger Christensen, men det er det ikke. Her fredag eftermiddag efter arbejde besøgte jeg Beyond Coffee i über-hipster-gaden Jægersborggade, som sælger do-it-yourself plastikspande til dyrkning af østershatte i eget kaffegrums. Man kunne få den tanke, at det var noget, Politikens bagsideredaktion havde fundet på, og kun tiden vil vise, om der sidder nogen unge mennesker i et baglokale og griner af godtroende københavnere og drikker smarte øl for mine penge, eller om jeg vitterligt står med min egen østershattefarm om 14 dage. Der var nu mange svampe i den butik, og pigen bag disken gav mig en lang udførlig vejledning og fortalte, at deres egne svampe groede i kaffegrums fra KUA (eller Cuba – kunne ikke helt høre det i larmen af fredagsglade, øldrikkende københavnere på svampebesøg, men måske det også kommer ud på et), så mon ikke den er god nok. Nu vil jeg i hvert fald skylle noget kaffe ned i den højere sags tjeneste, for der skal dyrkes østershatte.

Og så har solen skinnet i København i dag, og det har den været flink til hele ugen, hvis vi lige diskret ser gennem fingre med dens udfald i går. Onsdag morgen sagde termometret 18 grader klokken halv otte om morgenen, og da heldet ville, at jeg skulle på kursus på Christianshavn, blev der tid til en kop morgenkaffe udenfor på Islands Brygge. Når man kvart over otte om morgenen vælger at sætte sig i skyggen, er det næsten lige som at være i Syden. Derefter gik cykelturen henunder Langebro, hvor jeg skænkede Gasolin en tanke, også selv om det dér, midt i den lune majmorgen, var svært at genkalde sig lyden af den nostalgiske og melankolske guitar i deres Langebro. Passerede den smukke restaurantbåd Liva, nød synet af grønne kobbertårne og blåt vand og tænkte, at København en lun solbeskinnet morgen i maj ikke findes finere.

Og da meteorologerne lover rigtigt fint vejr i det ganske land i weekenden, skal der her fra salonen bare lyde en stor opfordring til at hoppe ud i byen, eller hvor I nu er. Kælderoprydningen og gulvvasken kan vente til næste gråvejrsdag. I finder salonen et sted i solen med en stor kop kaffe og benene oppe.

Larsbjørnsstræde

Visse ting skal man ikke ændre på, og derfor var jeg i formiddag på vej igennem en solbeskinnet indre by, i selskab med min mor. Efter vores fælles frisørbesøg i Klareboderne spiser vi nemlig frokost på La Galette i Larsbjørnsstræde – det har vi altid gjort, og det skal der ikke laves om på. La Galette er der heller ikke blevet ændret på i 20 år – for et par år siden satte de priserne fem kr. op, og ejeren ser vi ikke så meget mere, men ellers er alt ved det gamle. Man kan få en boghvedepandekage opkaldt efter en lokalitet i Bretagne for under hundrede kroner, en kop æblecider og en god kop kaffe bagefter. Så beder jeg ikke om mere, tak. Det hele bliver serveret af en ung mand med tyk fransk accent, eller en sød dansk pige, som – gætter jeg – læser fransk på universitetet eller har været et år i Paris.

Restauranten åbner først kl. 12, og vi var i god tid. Vi gik derfor ind i Vor Frue Kirke, der lå lige på vejen, sammen med alle turisterne. Vi skulle bare kigge, og vi faldt over en finurlig installation, lige inden for døren. Det var en mobile balance skabt af kunsterne Lisbeth van Deurs og Malene Sakskilde. Du skal forestille dig et træ i metal med en tynd stamme, hvor grenene i trækronen er en slags vægte koblet sammen to og to – når den ene vægt går ned, går den anden op. På kanten af hver vægtskål stod et ord skrevet med store bogstaver: HOPE. LOVE. JOY. COURAGE. ENDURANCE. TRUST. FAITH.

Da vi kiggede nærmere på skålene, kunne vi se, at der lå en masse hvide bønner (dem, man spiser!) med små ord på. Ideen var så – fandt vi efterhånden ud af – at man på en bønne kunne skrive noget, man frygteligt gerne ville have, og så lægge den i den skål, der skulle hjælpe ønsket på vej. Vi fik skrevet på hver vores bønne, fundet den rigtige skål, og så ser vi, om det virker! Jeg kunne jo ikke lade være med at smuglæse nogen af de andre bønner. Der var rigtigt mange pige- og drengenavne. Og rigtigt mange bønner med peace.

Med nyklippet hår, vækkede drømme og håbefuldt sind nåede vi vores franske oase på slaget 12 og kunne med sindsro konstatere, at alt var, som det plejede. Det var for endnu køligt at sidde ude, så vi spiste vores galettes indenfor, mens vi kunne nyde det velkendte syn af de fuldskæggede franskmænd i køkkenet, den sorthårede skønhed i restauranten og de 5-6 andre gæster ved de andre små træborde, alt imens der var franske slagere i højtalerne og alt var, som det plejede.

Bon appetit!

Tivoli, trommer og Babak Vakili

Ser man sig selv som et kultiveret og oplyst væsen, kan det at få børn godt give en fornemmelse af at blive sendt til tælling. Vi går i biografen for at se Olsen-Banden som tegnefilm, Ipad’en bliver spammet til med Super Mario, Angry Birds og Minecraft, og den foretrukne musik i hjemmet er MGP og sydkoreanske ørehængere. Så meget desto større er glæden over, at maj måneds kulturelle oplevelser i København skyldes mine børn.

Snup en tur på elefanten

Snup en tur på elefanten

Det startede med en Tivoli-tur en lørdag aften i starten af maj, hvor der var Musikskoledage i Tivoli, som min datter skulle deltage i. Efter en fin strygerkoncert nød vi at opleve mørket falde på over København og Tivoli, og det er i skumringen, at Tivoli bliver særligt magisk og tager sig ud fra sin mest eventyrlige side. Gamle karrusseller, svævende ballongynger, gammeldags bolcher, kulørte lamper, klistrede  candy floss i lyserøde nuancer. Stille er der ikke i denne nostalgiske lomme – luften er fuld hvin fra rutchebanerne, musik på Plænen og forbipasserende biler på H.C Andersens Boulevard – men larmen bliver aldrig anmassende. Så dejligt. Man får helt lyst til at være en nydelig, ældre dame på 85, der spadserer adstadigt rundt blandt løjerne, mens hun nyder synet af de udsprungne blomster og lysene på Det Kinesiske Tårn.

Det Kinesiske Tårn med de mange lamper

Det Kinesiske Tårn med de mange lamper

Lidt mere folkeligt, men overraskende nok ikke dårligere var en kulturfestival på den lokale folkeskole i sidste uge. Her fik jeg blandt andet for første gang oplevet den musikalske genre “stomp”, om hvilken jeg ikke vidste mere, end at det var vist var noget med at slå på trommer. Nu ved jeg, at aktiviteten er en blanding af dans og musik og ofte involverer lettere alternative “musikinstrumenter” som skraldespande, zinkvaske og koste . Tre umanerligt energiske mænd med trommestikker og spande og hvide jakkesæt trommede i den solvarme skolegård, så sveden sprang, og vi kom alle i kontakt med vores indre stammekriger. Er du lige så uvidende om stomp, som jeg var før denne fyrrige oplevelse, så oplev Stomp Up Front her:

http://www.stompupfront.dk/#prettyPhoto/1/

Til sidst blev jeg da for alvor rystet ud af min musikalske komfortzone, da rapperen Babak Vakili kom på scenen i skolegården. Glad Nørrebro-fyr, der på den ene side taler på den måde, man nu engang forventer en københavner med udenlandsk navn taler, men som på den anden side overraskede ved at synge sange, der faktisk lød… helt vildt godt! Og som befriende nok skriver tekster, der ikke handler om lette damer og beskidte penge, men i stedet om kærlighed og menneskers svære relationer. Tilført et svedigt beat – jamen, så bliver det da ikke bedre!  Kom i kontakt med din indre rapper og lyt med her:  Når alt kommer til alt  eller her: Falder ikk’ for dig. Babak Vakili har netop udgivet et nyt album, som han er så venlig at dele med os gratis: Ord er som vind. Politiken har også skrevet om ham – læs med her og mor dig over Per Marquard Otzens illustration: Danske politikere fremmedgør ungdommen

På den måde startede jeg måneden som en 85-årig dame med vandonduleret hår, og sluttede den som 17-årig nordvest-rapper. Sådan er København så mangfoldig i maj måneds varme.

 

 

Møllegade

Allerførst skal salonværtinden beklage, at salonen har holdt lukket i længere tid. Salonen led under, at der var andre opgaver, der pressede sig på. Og da en værtinde uden gejst er en pinsel for gæsterne, valgte vi i stedet at vente med at åbne salonen, til tiden og lysten atter meldte sig. Det er så heldigvis sket, og et stort velkommen indenfor.

Eller skulle vi sige udenfor, for så blev det da pludseligt på rekordfart sommer! Hvilken lykke at cykle gennem København i bare (og lidt blege) ben, mens byens beboere hænger ud på trappetrin og bænke og bare nyder livet og lader lysten afgøre, hvad man skal give sig til (nemlig ingenting).

Sommer i byen

Sommer i byen

Berlingskes korrespondent i Berlin havde i lørdags en artikel med titlen “Godt vi har hipsterne”, som var en hyldest til de unge storbyboere i skovmandsskjorter og skæg, med deres mikrobryggerier og smalle spisesteder og nye, underlige vaner. Hvor andre begræder, at gamle bydele forandres, at autentiske bodegaer med brune vægge afløses af  funky kaffebarer, at boligpriserne stiger, og at “den oprindelige befolkning” efterfølges af humanister og designere – ja, så hilser Jesper Thobo-Carlsen fra Berlingske udviklingen velkommen, fordi æstetikken øges, madkvaliteten stiger og der kommer liv i små, døde butikslokaler. Læs hele indlægget her: http://www.b.dk/kultur/godt-vi-har-hipsterne

Hipsterne rykker ind og åbner små, snedige butikker

Hipsterne rykker ind og åbner små, snedige butikker

Jeg tænkte på artiklen, da jeg cyklede gennem på Møllegade på Nørrebro her til eftermiddag. Fordi gaden er ensrettet mod den retning, jeg plejer at komme fra, har jeg altid valgt at køre ned ad gaden ved siden af, og på den måde har jeg aldrig oplevet den lille perle, med klassiske gamle ejendomme fra 1880’erne, iblandet grønne trækroner og små specialbutikker. Men tilfældet ville, at jeg i dag valgte at trodse ensretningen, og det var en god ide. Tag en smut forbi – du skal holde dig til den del af gaden, der ligger mellem Nørrebrogade og Guldbergsgade, og pludseligt bliver der mulighed for sushi, kaffe, danske og udenlandske bøger i ny eller brugt stand. Og sågar bæredygtige smykker! Så kan man tænke over, om man vil begræde tabet af en gammel bæverding, eller om man vil glæde sig over et antikvariat med en turkis stol i hjørnet, en smuk rød bogkuffert og en blomst udenfor.

Gør et litteraturfund

Gør et litteraturfund

Kommer du ikke lige forbi Møllegade de næste par dage, kan du tage et virtuelt besøg hos gadens boghandel: http://www.moellegadesboghandel.dk/blog/, i kaffebaren: http://superkaffeforsyningen.blogspot.dk/ eller intet mindre end i gadens  litteraturhus. Sidstnævnte havde jeg aldrig hørt om, men sagen er, at der i Møllegade 7 ligger et samlingssted for spirende og etablerede skribenter i en nedlagt kirke. Huset lyder det germanskklingende navn “LiteraturHaus” – kig selv på det: http://www.literaturhaus.dk/Forside.1.aspx

Slå bagdelen i sædet og nyd sommervarmen

Slå bagdelen i sædet og nyd sommervarmen

Her torsdag aften kl. 20.30 er der 22 grader udenfor, fuglene synger, og jeg har opdaget en ny gade i dag. Det slår mig, at miraklernes tid ikke er forbi. Glædelig forsommer.

 

Velkommen til salonen

Tak, fordi du har lagt vejen forbi min blog. Det glæder mig.

Måske du undrer dig over navnet. Hvorfor Salon? Hvorfor Yvette?

Salonen kommer fra en fascination af 20’ernes parisiske saloner. Steder, som dannede rammen om vidtløftige samtaler om litteratur og filosofi, og hvor ideer blev undfanget og tanker delt. Hvor venlighed og veltalenhed herskede i skøn forening med udsyn og nytænkning. Måske et idealiseret billede, men pyt. Billedet består, og det danner baggrunden for mine ord, selv om vi snupper en mere jordnær version af salonen. Man må gerne krumme, og gulvet kan vaskes, hvis du spilder.

Yvette? Yvette kom engang kom ind i mit liv som et festligt og handlekraftigt alter ego, og hun er aldrig forsvundet igen. Og nu har hun lavet sin egen salon.

I den virkelige verden hedder jeg ikke Yvette, men Ursula Baumgarten og bor i Emdrup i København i et gammelt hus med masser af stemning, fire mennesker, jeg elsker, og alt for lidt plads. Jeg sidder aldrig på en salon, men jeg sidder rigtigt meget på min cykel. På den oplever jeg byen omkring mig, samtidig med at jeg gør mig mange tanker om livet og verden og menneskeheden, intet mindre. Mine cykelture foregår i København. Derfor fylder denne by meget i bloggen. København er den by, der danner rammen om min hverdag. Den by, jeg har tilbragt 95 pct. af mit liv i, og som er lige så integreret del af mig, som jeg af den.

Slå dig ned, bliv hængende og kom snart igen.