Yvettes Juleoratorium

Juleborde hos Royal Copenhagen

Juleborde hos Royal Copenhagen

I flere dage har der lydt dommedagsprofetier fra Vejdirektoratet, der har spået om abnormt intens trængsel Lillejuleaften mellem 14 og 20. Budskabet var klart: Kun en tåbe frygter ikke juletrafikken. Og da færgebilletterne var bestilt for 100 år siden, drog også jeg afsted med min familie fra hovedstanden til hovedlandet, i latterlig god tid, så vi både var klar til at besejre køer på motorvejen og til at nå tilpas langt frem i bilkøen til, at vi ville vinde i kampen om en siddeplads på Molsfærgen.

Bænket mellem to af børnene på bagsædet betragtede jeg det solbeskinnede landskab omkring Roskilde Fjord, lettere træt oven på en hektisk december og en alt for sen torsdag aften, hvor min datter og jeg faldt i SKAM-fælden og kværnede tre afsnit i træk. Og oven på en morgen, hvor fem mennesker skulle have pakket tasker, huset skulle rengøres, gaver huskes, uenige børn adskilles, kat klappes farvel plus alt det løse, som jeg altid glemmer, hvor lang tid tager.

Min mand påpegede fra førersædet, at motoren altså larmede mere, end den plejede, og jeg gav ham ret. Ved 100 km i timen var det acceptabelt, men over 110 blev lyden enerverende. For så igen at blive fin, når vi overhalede ved høj hastighed. Vi konstaterede, at det i længden kunne blive irriterede at skulle vælge mellem at køre 100 og 130 km i timen.

Trangen til ro afstedkom en uvant liberal holdning til, at alle børn sad begravet i deres skærme. Henover Sjællands Odde spillede de Simon & Garfunkels version af Silent Night, hvor sælsom julesang langsomt overdøves af lyden af en nyhedsoplæser, der beretter om verdens aktuelle ulykker. Min datter sagde “Ajj,man bliver helt afslappet af den musik” og lidt efter “det er godt nok forstyrrende med ham, der snakker”, og på den måde afspejlede sangen ganske fint den blandede sindsstemning, vi fejrer jul på oven på et turbulent år. Vi vil så gerne glæde os over julen, men… det er også lidt svært med de seneste begivenheder i verden. Det forstyrrer. Juleglæde og julesorg anno 2016.

I radioen holdt de afstemning om and vs. flæskesteg juleaften, hvilket faldt ud til andens fordel. Og så er der dem, der spiser begge dele. Eller spiser kalkun. Vi hørte Det er jul det er cool, hvilket fik de voksne til at skrue op, hvorefter børnene overdøvede med at recitere hele første vers af Jul på Vesterbro. To generationers bud på en realistisk udlægning af julen.

Vel ankommet til Sjællands Odde oven på en næsten skuffende glat kørsel, ventede vi i lettere spænding sammen med alle de andre farende på at komme ombord. Jeg mindedes julen for to år siden, hvor bilens batteri var dødt, netop som vi skulle til at køre hjemmefra, og vi derfor ankom til færgelejet på et hængende hår og var lykkelig for spredte siddepladser i børneafdelingens lydinferno. Og hvor min datter troede, jeg flirtede med en mand, fordi jeg bød ham en småkage som tak fordi, han rykkede sig. I år blev det til fem pladser ved siden af hinanden, og kiks, te, gulerødder og chokolade kørte rundt mellem os i en lind strøm. Ingen kastede op. Ingen skændtes. Sådan endte færgeturen med at blive ligeså uventet problemfri som køreturen.

Ude af Århus Havn spillede radioen Uptown Funk. Ikke megen julestemning i dén sang – til gengæld fik vi alle lyst til at gå amok på et dansegulv. Og så landede vi hos bedsteforældrene. I fjernsynet spiller de Love Actually, som jeg allerede så på DVD i starten af december, men som altid kan ses igen. Juletræet er blevet pyntet, julekjolen vasket og hængt til tørre, og jeg vil lægge mig i selen for at lade julefreden sænke sig, nærværet indfri sig, og tro på, at 2017 bringer fred og glæde. I morgen vil jeg overtale børnene til at gå med i kirke og synge Glade Jul uden forstyrrelser.

Glædelig jul.

Reklamer

Julesorg og juleglæde

Når computeren på arbejde nu er slukket, skrivebordet ryddet og jeg har sagt glædelig jul og på gensyn i det nye år til kollegerne. Når jeg sidder her i stuen med udsigt til en sovende, kulsort kat, der er så afslappet, at tungen hænger lidt ud af munden, og når jeg gennem terrassedøren kan se juletræet udenfor, der skal bæres ind i morgen og pyntes. Når jeg ved, at alle gaver er købt og at det lykkedes mig at finde noget, der ikke indebar alt for mange kompromiser med mine visioner om kun at købe kvalitet. Når jeg har puttet ordet ”perfekt” langt, langt væk – så langt væk, at jeg ikke får åndenød, hvis der skulle være en enkelt ingrediens eller to til julemiddagen, der er udsolgt. Så tror jeg på, det nok skal blive en dejlig juleaften lige om lidt.

Og jeg kommer til at mindes den juleaften hos min farfar på landet for mange år siden, hvor jeg som 2-årig græd af skuffelse og bristede forventninger, hver eneste gang jeg fik en gave. Jeg mindes også den juleaften for alt for få år siden, hvor jeg var grædefærdig over ikke at få den thepotte, jeg havde ønsket mig. Den lille, skinnende tomatrøde thepotte, der ville være så fin til min morgenthe; der havde holdt mig oppe i en uendeligt travl december med hektiske gaveindkøb og alt for mange julearrangementer med slatne æbleskiver og doven gløgg og overspændte børn; der havde styrket mig en hel lang juleaftensdag, hvor succeskriteriet var, at ingen børn græd, og at jeg ikke lugtede af sved; hvor det lykkedes at få lidt mad i børnene, selv om de ikke kunne lide julemiddagen; hvor gaver blev flået op, så snart den sidste julesang var sunget, og det på et splitsekund flød med batterislugende plastik-rædsler. Dér kunne jeg se frem til i ro og mag at åbne min gave, når der var ro i stuen. Og jeg fik en fin tomatrød thepotte. Som ikke var spor lille, men som kunne rumme mindst to liter og slet ikke var den lille fine thepotte til mig selv, som jeg havde lade hele min decemberlykke hvile på. Og jeg skammede mig over min altoverskyggende, pinagtige, irrationelle SKUFFELSE, som jeg var alt for gammel til.

Jeg husker mig selv på den lille tomatrøde thepotte, jeg aldrig fik, når mine børn remser julegaveønsker op, så jeg bliver dårlig af alt den materialisme i mit eget hjem. Jeg vil så gerne lære dem, at julen handler om at være god ved hinanden, og at materielle ting ikke er alt, og det vigtigste er, at vi er sunde og raske og opfører os ordentligt. Og når det ikke lykkes, skal jeg ikke blive sur på dem, for de vokser op i et samfund, hvor lykke er lig med seneste Appleprodukt. Og inderst inde, hvis jeg virkeligt mærkede efter, kunne jeg også godt tænke mig en stor Charlotte Lynggård-ring i rosaguld og en sort Burberry-frakke. Det er kun fordi, mit overjeg har haft tid nok til at udvikle sig, at jeg formår at pakke ringen og frakken ned bagerst i hjernen, påført en label: ting-jeg-gerne-ville-have-hvis-jeg-havde-mange-penge-men-det-er-også-ok-at-jeg-ikke-har-det. Så jeg øver mig i at trække vejret, tælle til 10, gentage at julen er andet end gaver. Og ikke at blive ked af det over den voldsomme forbrugermentalitet, der også viser sig i mit eget hjem. Hos mine kære børn, og såmænd også hos mig selv. Som når jeg eksempelvis er ved at græde over en thepotte.

Julen er et paradoks. Vi har billedet på nethinden af børn og voksne i skøn forening, der afslappede og glade danser gennem måneden, mens sneen daler som i en schweizisk alpelandsby med små hyggelige boder på torvet. Og juleaften vil vi med glade miner og stille sind nyde den velduftende andesteg i stearinlysenes skær, inden vi med funklende øjne, store smil og hinanden i hænderne går omkring det smykkede træ. Sådan ser det ud i vores hoveder ved månedens start, og virkeligheden er så anderledes. Virkeligheden er fyldte kalendere, hasteindkøb af gaver på vej hjem fra arbejde, jeg skal have en gave til 25 kr. med til pakkeleg i morgen, bankkonti, der tømmes med lynets hast på nettet en sen torsdag aften. Virkeligheden er en brutal verden med et klima, der måske kom et mikrolille skridt i den rigtige retning i Paris, med mennesker, der sætter livet på spil i små både for at komme nærmere et normalt liv, med trafikdrab og arbejdsløshed og højtråbende politikere. Verdens uretfærdigheder står endnu tydeligere frem i julen. Dem, vi savner, savner vi endnu mere i julen. Skænderier føles ekstra frygtelige, når de finder sted blandt juleengle og flettede hjerter. Juleglæde og julesorg følges ad.

Men det skal ikke få os til at drage den konklusion, at det er julen i sig selv, det er galt med. Julen har ikke gjort noget; det er højst vores måde at forvalte julen på, der måske kunne bruge et serviceeftersyn. Når vi erkender, at vejen til juleaften er en lige så vigtig del af julen som selve juleaften, at juleglæden har trange kår i en tætpakket kalender, at den perfekte jul med den helt rigtige kirsebærsauce, det helt rigtige julepapir og den helt rigtige stemning er en illusion, som det er på tide at udskifte. Så er vi meget nærmere en rigtig jul. Lad os huske hinanden på, at julen handler om at være gode ved hinanden og have det rart og dele ud af vores overflod, hvilket der heldigvis er mange, der gør.

Så derfor er mit ønske, at vi alle bruger de allersidste dage inden juleaften på at nyde julen og december med alle de små lykkestunder, der ligger lige foran os. Med post-ombragte julekort, lysguirlander over gaderne, små englespil med fyrfadslys på morgenbordet, smukke julesalmer med gammeldags ord som miskundhed og nådesbud, julehilsner til Gud og hvermand i butikkerne og på gaden, Love Actually i fjersynet for 14. gang, julekalender med børnene kl. 19.30, gløgg med naboerne sidste lørdag inden jul, manden koger klejner så der lugter af palmin i hele huset, og de spiller julesange i radioen, og hele byen fyldes af den samhørighed og fællesskabsfølelse, der på smukkeste vis opstår, når vi alle skal det samme. På hver vores måde.

Og hvis det ikke blev så idyllisk, som du havde forventet, så græd ikke som et skuffet 2-årigt barn eller en overtræt 38-årig kvinde. Træk vejret, sæt dig ned, skænk dig en kop velfortjent kaffe med sødmælk og læs Kathrine Lilleørs kronik om juleglæden. Hun skriver: Glæde er der nok af. Du skal bare få øje på den. Det må være julebudskabet herfra i år.

Rigtigt glædelig jul.

Hvad laver du her!?

Knap har vi rejst os fra julebordet, før årsskiftet står for døren. Og hvor juletidens mentale fokus er på det nære, på hyggen, på traditioner, familie og fortid, er nytårets fokus anderledes fremadrettet. Det er  nu, mange af os har en tendens til at tænke i forandringer, nye planer, opgør med dårlige vaner og formulering af nye mål for fremtiden.

Denne forandringsgejst kan vi her i salonen kun bifalde; det er da livsbekræftende, at vi mennesker ikke bare falder hen i rutiner og vaner, men faktisk forholder os aktivt til de drømme og længsler, der rumsterer inden i os og forstyrrer vores vante gænge.

At ambitionerne 31. december til tider er større end viljen 1. januar, og at vi i begejstringen over  udsigten til vægttab, efteruddannelse, opsparing, girafsprog i stedet for skænderier, nymalet spisestue osv. glemmer at forholde os til, hvordan vi realiserer målene – ja, det kender vi nok også allesammen. Der er adskillige coaching-håndbøger, der kan hjælpe på vej med dette – du ved, et stærkt ‘hvorfor’ er den bedste motivationsfaktor, fokuser på henimod i stedet for væk fra, osv. – så det skal jeg springe over.

Til gengæld har jeg lyst til at bringe et Nelson Mandela-citat på banen: What count in life is not the fact that we have lived. It is what difference we have made to the lives of others that will determine the significance of the life we lead.

Påstanden er altså, at betydningen af vores liv beror på, hvilken forskel vi har gjort i andres liv. Og det behøver jo absolut ikke være store heltegerninger, det her handler om – vi kan ikke alle rejse ud med Læger Uden Grænser eller donere millioner til velgørenhed. Eller vælte et apartheid-styre! Mindre kan også gøre det;  det kan også være det gode råd, vi gav engang til en veninde i kærestesorg, den ros vi uopfordret gav en kollega, den hjælp vi tilbød en nabo i knibe, den pose gratis æbler, vi stillede ud foran vores hoveddør, den dør vi holdt for en anden osv.

Jeg kan stadig huske den præst, der for mange, mange år siden begravede min oldemor, fordi han sagde sådan nogle søde ord, trøstende ord til mig efter begravelsen. Jeg erindrer den søde ekspedient i La Glace, der kom og forærede mig, en lille pige på 6-7 år, en tallerken med en fin lille Sarah Bernard-kage, fordi jeg havde været oppe ved disken og spørge til prisen. Jeg mindes med varme en underviser på universitetet, der gav sig tid til at snakke med mig om De Store Ting I Livet, da jeg havde krise over studierne. Og der er heldigvis masser af andre personer i rækken – bipersoner såvel som hovedpersoner i mit liv.

Så når vi har fået styr på, hvor mange kilo, vi skal tabe i det nye år, og hvor mange klassikere, vi skal have læst, så kan det måske give mening at bruge en stund på at overveje noget så stort som vores værdier i livet. Hvilken verden vil vi gerne leve i, og hvordan kan vi selv bidrage hertil? Hvilken forskel skal det gøre i verden, at lige netop jeg findes? Hvad skal der blive sagt til min begravelse?

Som Julie Maria synger i kendingsmelodien til DR’s julekalender Pagten, som  vi her i salonen stadig har svært ved at slippe, fordi den i al sin barske socialrealisme også var en fantastisk poetisk og stemningsfuld historie med mennesker og nisser og smukke Grundtvig-strofer: Uden hinanden er vi ingenting/to snefnug der hvirvler i en vintervind. Med andre ord: vi skal gribe ind i andres liv og gøre en forskel for hinanden – på den måde bliver vi ikke bare tilfældige snefnug, der hvirvler omkring og omkuld, når blæst og kulde raser.

Med ønsket om et meningsfuldt 2014 – og et stort tak for jeres besøg i salonen i 2013.  Jeg håber at se jer igen i det nye år.

Godt nytår!

Blev det jul i år?

Kalenderen siger i skrivende stund 23. december 2014. Lillejuleaften. De sidste gaver blev købt og pakket ind i forgårs, køleskabet blev fyldt i går, døren til kontoret blev lukket i eftermiddag, og ris a la manden bliver lavet om lidt. Gulvene er nyvaskede, de værste bunker er fjernet, og jeg kan kigge rundt i mit hjem uden at se alt for mange udestående pligter. Så nu mangler der bare… julesindsstemnningen.

Den amerikanske præsident i 1920’erne, Calvin Coolidge, sagde i sin juletale til det amerikanske folk den 25. december 1927:

Christmas is not a time or a season but a state of mind. To cherish peace and good will, to be plentous in mercy, is to have the real spirit of Christmas. If we think on these things, there will be born in us a Saviour and over us will shine a star sending its gleam of hope to the world.

Fred, velvilje og barmhjertighed. Det er det, julen handler om, og måske det var en god ide at stoppe op et øjeblik og spørge sig selv, hvor meget der var af den slags i december måned i år. Hvor meget håb har man tilført verden…

I mit hjem var freden til at overse sidste mandag, da jeg kylede en banan hen ad gulvet, greb min jakke og forlod hjemmet i afmægtigt raseri over, at børnene spolerede en hyggelig julekalenderstund med at skændes højlydt over, hvem der skulle sidde i den røde stol. Freden har også været udfordret afskillige morgener, hvor spørgsmålet om, hvem der skal have julekalenderen tættest på sig, og hvem der skal puste tændstikken ud, har været til heftig debat. Og specielt fredelig vil jeg heller ikke kalde min reaktion, da et af mine yndige børn i vrede kaldte sin søster for fede svin …

Har jeg vist velvilje og barmhjertighed i særlig grad den sidste måneds tid? Nok ikke – jeg har været optaget af at få en travl kalender til at gå op og føre regneark over gaverne til børnene fra de de forskellige familiemedlemmer og holde rodet fra døren, mens vindueskarmene blev mere og mere belæssede med hjemmelavede lys, toiletpapirrulle-nisser fra børnehaven og snelandskab med pladevat og smølfer.

Og lur mig, om der ikke er en person eller to ude i det danske land, der har det ligesom mig. Vi har julet fysisk, men ikke mentalt. Julestemningen har været målt i antal tændte stearinlys, og ikke antal stille stunder med mildhed i sindet.

Det mirakuløse er, at vi kan nå det endnu. Julen er ikke slut, og ligesom det aldrig er for sent at få en god barndom, så er det heller ikke for sent at komme i julestemning. Så når du står op i morgen den 24. december, så tænd et lys for dem, der ikke længere er her til at holde jul med os. Når dine børn har svært ved at håndtere al spændingen og kanaliserer den ud i overstadighed eller hidsige plagerier, så giv dem et ekstra stort kram og mind dem om, at du elsker dem. Glemte du at vaske den kjole, du skulle have haft på, så husk at du er meget lækrere, når du er afslappet og humoristisk, end travl og anspændt. Ramte din mand ikke plet med gaven, så tag det som et udtryk for, at det er svært at købe gaver – ikke, at han ikke elsker dig. Blev kalkunen tør, så kommer du helt sikkert til at blive mæt alligevel. Synes du, din søsters ide med at give gaverne midt på dagen, er tåbelig, så husk, hvor lille et problem det i livets store sammenhæng er.

Jeg havde engang en god kollega, der – når problemerne blev lidt vel store – yndede at sige “det bliver jul alligevel”. Og det gjorde det søreme. Også i år. Især hvis vi tænker på ordene fred, velvilje og barmhjertighed.

Rigtig glædelig jul!

De tre små ord

Så blev det december, og for os, der stadig har bevaret et barnlig glæde ved julen, er det jo en herlig tid. Her i salonen har vi også fundet julepynten frem, og vi glæder os over, hvordan alle for en stund har fokus på den samme begivenhed. Men vi ved jo også alle, at december kan være en måned fyldt med hektisk aktivitet, en konstant følelse af at være bagud, og dårlig samvittighed over, at man stadig mangler at købe 15 gaver. Derfor vil jeg ile med at viderebringe tre små ord med magisk virkning. Jeg fandt dem i en stresshåndteringsplan på mit arbejde, og jeg er overbevist om, at de i december kan være ganske nyttige. Værs’go:

PYT

Pyt med, at jeg ikke får puttet hjemmelavede til-og-fra-kort på gaverne i år. Pyt med, at jeg heller ikke i år nåede ind og se julebordene hos Royal Copenhagen, selv om de plejer at være så flotte. Pyt med, at pebernødderne er købte og halvkedelige. Pyt med, at gavepapiret er købt i Netto i november 2012, og at rullen har et knæk på midten af at have været mast inde i et skab. Pyt med, at vi stadig ikke kan se TV2, og børnene derfor må nøjes med julekalendrene på DR1. Pyt med, at halvdelen af pærerne i den udendørs lyskæde er gået ud siden sidste jul (forstår stadig ikke, hvad der sker, mens de ligger stille nede i en kasse i 10 måneder). Pyt med, at min søn har vundet en julemand, der kan synge jingle bells. Pyt med, at det ikke bliver denne måned, jeg får sovet igennem. Pyt med, at jeg ikke få lavet konfekt i aften – jeg vil hellere se Love Actually på DVD for 7. gang.

NEJ

Nej, vi kommer ikke til det første julearrangement i børnehaven (men vi kommer til det andet). Nej, vi får ikke kogt klejner i år. Nej, de voksne søskende og deres ægtefæller giver ikke gaver til hinanden, for ingen ved, hvad de andre ønsker sig – og det, de ønsker sig, er alligevel for dyrt. Nej, børnene får heller ikke pakkekalendre i år (til gengæld får de en ekstra gave juleaften, og det må være lige så godt). Nej, der kom desværre heller ikke julekort afsted i år.

HJÆLP

Hjælp, jeg orker ikke at lave hele julemiddagen selv – gider I tage ris a la mande, mandelgave og kirsebærsauce med? Hjælp, jeg kan ikke finde det stativ til en Iphone 4, din datter ønsker sig – vil du finde navnet på en hjemmeside, tak? Hjælp, det har været et dyrt år – kan vi ikke bare give små gaver? Hjælp, jeg er træt – er det ok, jeg går i seng, selv om klokken er kvart over ni og madpakkerne ikke er smurt?

Med disse tre ord i mente går det hele meget nemmere. Hav en dejlig december – og husk at tage bussen hjem fra julefrokosten!