Hundrede udveje i en verden på afveje #14: Januar kræver kunstigt åndedræt

2. januar er i mit liv PER DEFINITION årets hårdeste arbejdsdag. Intet over, intet ved siden af. Det bløde tæppe af julelys, guldkugler og granguirlander er med et snuptag hevet væk under benene på en, og tilbage står man, med bare tæer på det kolde stengulv, og skal have en hverdag til at fungere. På trods. Mørket slutter tæt om en, når man drister sig til at bevæge sig udenfor, pengepungen er slunken, og der venter en lang og kold måned forude.

Det gælder om at holde sindet åbent for de små glæder, for der er seriøst brug for dem i denne tid.

Lykken ville, at dette års anden dag var velsignet med en mørk og glasklar morgenhimmel, hvor et tyndt månesejl på den sydlige himmeldel var flankeret af en stor og skinnende Venus. Et billede, der fastholdt mig i mit pligtskyldige ærinde, da jeg forlod hjemmet lidt over syv om morgenen, og opmuntrende blev hængende foran mig den halve time, det tog mig at cykle på arbejde. Ved Frue Plads hang månen og Venus til højre for kirketårnet på Vor Frue Kirke. Jeg stillede cyklen, kastede et sidste blik på den nu mellemblå himmel og sagde tak for hjælpen og farvel.

Om eftermiddagen var der igen brug for overjordiske kræfter til at holde energien oppe. Café Granola blev på Værnedamsvej blev redningen. I den tætpakkede, halvdunkle cafe fandt jeg på mirakuløs vis en ledig plads i baren, og dér, med argentinske turister på den ene side og en brummende espressomaskine på den anden side, fandt jeg en lomme af varme, selskab og blød jazzmusik, og jeg drak min kaffe i taknemmelig ro.

3. januar kan man finde en mikroskopisk fryd i, at man kom igennem 2. januar med livet i behold, men ellers er øvelsen den samme. Morgenens stjernehimmel var skjult bag skydække; til gengæld brød et orangeviolet lys, efterhånden changerende til rødguld, frem i øst. Øjne og ører skal med insisterende kraft holdes åbne for, hvad der på egen hånd måtte dumpe ned af uventede glæder; det være sig fra naturens side, mennesker omkring eller måske blot den rare fornemmelse af en god nattesøvn. Intet er for småt her.

Og således resten af januar. Et skridt ad gangen. Vi har været her før, vi kommer igennem det igen. Evnen til at glædes og en god portion egenomsorg er i denne sammenhæng helt essentiel.

Udvej nummer fjorten: januar kræver kunstigt åndedræt.

Reklamer

Requiem for dummies

Som flere salongæster har konstateret, har salonen holdt lav profil her i starten af det nye år. Kulden sendte salonindehaveren til tælling – pludseligt blev ild i brændeovnen, varm te, tæpper og tidligt i seng det nye sorte. Pudsigt, som vejret kan sende en ned i bunden af behovspyramiden – verden bliver lige så lille, som første gang, jeg var gravid, og DMI bliver den eneste hjemmeside, jeg besøger for at orientere mig om verden omkring. Når jeg om morgenen har trampet i pedalerne gennem stiv modvind og frost og når frem til arbejde – ja, så er jeg klar til den første middagslur. Så er det helt rart at være inde på sit varme kontor med en masse hyggelige INDENDØRS opgaver og varm kaffe, men om eftermiddagen skal man på den igen. På med vintertøjet, ud og bekæmpe vintervejret på cykelstien – og igen er jeg helt færdig, når jeg tjekker ind i hjemmet. Og sådan går dagene, indtil det forhåbentligt en dag bliver forår.

Overgangen fra december med lyskæder, kommen hinanden ved, julebag, julekalendre, julesalmer til rå og mørk januar er hvert år barsk, og der skal tænkes kreativt i højeste gear for at modvirke januar-udmattelsen. Og her vil jeg gerne lancere et meget smukt og effektivt våben: requiem. Et requiem er en dødsmesse, og det lyder måske i første omgang ikke specielt tillokkende. Men sagen er, at de fire requiemmer, verden er benådet med, er klassisk musik i særklasse. Og hvorfor ikke udnytte mørket og kulden til at putte indenfor med stearinlys og reqiuem – når de lune majaftener kommer, er det for sent!

Da jeg for et par år siden fattede interesse for requiemmer, som jeg ærligt talt ikke vidste meget om, sendte jeg en mail til min kære bror i Frankrig. Han har altid været glad for klassisk musik, og han kunne måske lige give et par introducerende ord. Og det tror jeg nok, han kunne – læs selv med:

“Start med Mozart – det er noget af hans bedste musik. Han nåede ikke at gøre det færdigt, men en af hans elever gjorde et godt stykke arbejde med at gøre det færdigt. Verdis requiem har nogle gode hits og er meget dramatisk. Brahms “Ein Deutsches Requiem” er flot, og lige saa tysk, som Verdi er italiensk. Faure er et fint requiem for lidt mindre ensembler fra omkring 1900 – lidt mere impressionistisk i stilen. Og så er der selvfølgelig Bachs to passioner: Mattæus og Johannes. Den første poetisk, den anden dramatisk. Prøv at lytte til start- og slutkoret fra begge (du skal lige trække den sidste udgangskoral fra). Det er musik, der er fuldstændig overvældende. Spol derefter hen til “Mache dich mein Hertze Rein” i Mattæus-passionen.”

Så er der ingen undskyldning. Alt kan ganske givet findes på youtube. God fornøjelse!

Med ønsket om, at I alle derude kan holde varmen.