Lidelse med anstand

Vores kælder er ved at blive sat i stand, og det er virkelig en kedelig indledning på et indlæg. Men sådan forholder det sig, og det bringer massiv uorden med sig. Der er ting over det hele – bortset fra de ting, vi egentligt skal bruge, for de står i bagerste kasse nederst, ude i cykelskuret, bag trillebøren. Vi kan ikke sidde ved køkkenbordet, for der ligger hele forrådskammeret, og der er bonus til ham eller hende, der kan komme på flere retter med chilibønner på dåse, for dem har vi rigtigt mange af. Man kan kun komme i bad, hvis man inden da fjerner tre poser med svømmetøj og nogle rengøringsmidler. Hver eftermiddag kommer vi hjem til nyt murerstøv på gulvet, lugten af fremmede mænds cigaretter, indkørslen endnu mere mudret end i går, og det er et dagligt spændingsmoment, om vi kan få bilen ud. Godt, vi ikke skal bruge den hver dag. Jeg tænder op i brændeovnen og drikker te og nusser katten Sonja; alt sammen i et forsøg på at bekæmpe rodets massive forstyrrelse med maksimal hygge. Om aftenen går vi alle i seng og tænker “en dag er det slut”, “en dag er det slut” og det er det jo heldigvis.

Efterårsbuket

Ingen gider se et billede af en renoveringsramt kælder, så her er i stedet en dejlig buket blomster, jeg købte i Århus i efterårsferien

En dag bliver det hele fint, og jeg vil grine af, at jeg hver anden morgen på vej til arbejde cyklede forbi min mor og dumpede en stor pose snavset vasketøj, som jeg behændigt havde balanceret på styret. Og min mor vil til den tid grine af, at hun ikke længere skal vaske sin voksne datters families beskidte undertøj. Og jeg vil hurtigt glemme, hvor utroligt forstyrrende og belastende det var at være omgivet af massivt rod, og jeg vil fortrænge, hvor sårbare vi mennesker egenligt er, når der ikke skal mere til at bringe os ud af balance. I morgen skal jeg til fødselsdag hos en veninde, der lige har sendt en sms og skrevet, at det er weekenden, hvor hendes kæreste flytter ind, og i øvrigt har de ingen gulv. Glæder mig til at høre, hvordan hun griber det an.

Perspektivering kan være et godt middel mod at lade sig slå ud af livets besværligheder, men man kan også håndtere sine trængsler ved at lade sig inspirere af nogen, der lider med format, og her kan jeg anbefale vokalgruppen Pentatonix’ version af Leonard Cohens Hallelujah. Skulle man ingen problemer have, vil man næsten få lyst til at martres af svære længsler, ulykkelig kærlighed og eksistentiel krise, så smukt fremfører de deres plagsomme kvaler.

Og nu vi er ved musik – dog i den mere lyse ende af skalaen – vil jeg kaste opmærksomheden på en lille filmperle, jeg faldt over på Filmstriben en af de regnfulde sommeraftner for et par måneder siden. Se bort fra titlen, der er helt misvisende –  Forelsket i New York  – og se filmen (gratis, på Filmstriben) for dens gode musik og forførende New York’er-sommerstemning. På sin vis handler filmen også om lidelse, men dog af en art, der hurtigt transformeres til kreativ musikudfoldelse. Keira Knightley er blevet forladt af sin smarte musiker-kæreste, men finder heldigvis sammen med en falleret producer, og sammen indspiller de hendes egne, hjemmeskrevne sange rundt omkring i New York med hjælp fra en broget skare af forskellige musikere. En fin smagsprøve er sangene Coming Up Roses og Tell Me If You Wanna Go Home.

Er du også omgivet af drænende rod eller oplever andre trælse indgreb i din sjælefred, og er du ikke lige i humør til æstetisk lidelse eller virkelighedsflugt til New York, så kan jeg anbefale Hella Joofs nyeste bog, Papmaché-reglen. Nogen gange er et godt grin det bedste middel mod en irriterende hverdag. Hør f.eks. Hella Joofs middel mod den misundelse, man kan blive grebet af, når ens hverdag minder lidt for meget om en Mike Leigh-film. Hun kalder den Rub & Stub-reglen:

(…) vi leger, vi må bytte med en. (…) Vi må hver især vælge én, som vi bytter med. Rub og stub. Intelligens, udseende, økonomi, karriere, familie, ordblindhed og vaginisme. Og vedkommende får vores liv med alt, hvad der dertil hører af knyster, læsebriller, børn og hunden og vores mand og haven og søde gamle tante Bertha (…). Og nu skal du lige mærke efter, hvem du gerne vil bytte med. Hvem vil du gerne bytte med? Er der ikke nogen, du gerne vil bytte med? Mærk lige efter en gang til.

Og nej, jeg vil heller ikke bytte mit liv og min jordhuleagtige kælder væk. Trods alt og heldigvis. Hav en dejlig weekend i dit liv, som du forhåbentlig heller ikke vil bytte væk.

 

 

Reklamer