Det store i det små

Det blev en uge med mink-kaos, desperate farmere i aviserne og en – gætter jeg – pænt stor flok borgere, incl. mig selv, der ikke har kunnet finde deres ben i, om der er begået en forbrydelse mod sagesløse erhvervsdrivende, eller om verden er reddet fra en ny, ødelæggende epidemi, der ville starte hele corona-miséren forfra. Eller begge dele. Ulykkeligt for mange er det lige meget hvad.

På den private bane baksede jeg med diverse besværligheder, som ikke er noget at tale om i det store perspektiv, men som ikke desto mindre bevirkede, at jeg nærmest væltede ind i weekenden fredag eftermiddag og ikke kunne tænke på andet end at smide mig på sofaen og blive der i en ikke nærmere defineret uendelighed.

Heldigvis har novembervejret vist sig fra sin venlige side her i weekenden, og en bibliotekstur med yngstesønnen lørdag formiddag blev forlænget med cafebesøg med flødeskumstoppet cacao og lun tebirkes, hvilket han taler om endnu, så måske man skulle gentage det næste weekend. Hyggeligt var det i hvert fald. Ansporet af en alenlang liste på køleskabet over to-do-punkter i hjemmet kastede min mand sig over en reol i entreen, der fungerer som magnet for ALLE de ting, man ikke lige kan finde en plads til, og det væltede frem med ting, vi ikke anede eksisterede – et brilleetui, en grøn plastikbeholder, en nøgle (selvfølgeligt – med 5 mennesker og 7 cykler og naboer, vi passer kat for, er omfanget af nøgler overvældende, og de skal holdes i kort snor, hvilket en gang imellem glipper), og en helt masse støv. Befriende var det, da reolen atter stod knivskarp og opryddet, og vi glæder os over det, så længe det varer.

En gammel romersk tænker og en præst i avisen ansporede til opbyggelige tanker. Den gamle romer er Seneca* (tak til Niels Overgaards letlæste og anbefalelsesværdige bog om stoicismen – du ved, dem med den stoiske ro – der hedder ”Det hele handler ikke om dig”. Lån den på biblioteket, eller køb den hos din boghandler). Seneca var meget nede på jorden og skriver bl.a.

Heraf følger også, at vi ikke må forbitres over jammerlige småting. Slavedrengen (!) er for træg og vandet for lunkent til at drikke og lejet er uredt og bordet skødesløst dækket; at hidse sig op over sådan noget er vanvid!

Jeg kigger på min to-do-liste og kunne fortsætte: ”skidt med, at alle børnene skal have nyt pas, at der skal lampe op udenfor, og jeg ved ikke, hvad gør vi med sommerferien, banken har for 17. gang rykket for billedlegitimation og bliver mindre og mindre venlig i tonen, ovenlysvinduet på trappen skal males, og vi skal have en murer til at fixe nogle fliser på badeværelset og det var kun toppen af listen”. Man kan forledes til at blive meget træt, men det er jo bare jammerlige småting, og det nås nok det hele.

Den gamle romer får ordet igen:

Man må altså vænne sig til sine vilkår og beklage sig mindst muligt over dem og udnytte de gunstige muligheder, de rummer, thi intet er så bittert, at en rolig sjæl ikke kan finde formildende omstændigheder. Selv ganske små grunde har arkitektens kunst tit gjort stort nok til mange foretagender, og den snævreste krog har fornuftig disposition gjort beboelig.

Lige nu er reolen i gangen i hvert fald fornuftigt disponeret, og med sin begrænsede plads giver den os gunstige muligheder for løbende at få ryddet op i al det skrammel, der umærkeligt hober sig op.

Søndag morgen bød på et hop i Øresund, hvilket var jävla koldt, men som altid utroligt livgivende. Vel hjemme igen var avisen i mellemtiden kommet, og i Berlingske advokerede præsten Karsten Møller Hansen for, at man skulle neddrosle ambitionen om storhed i livet, kæmpe idealer, vilde historier og masser af indfriede drømme. Og måske bare stræbe efter smukke og enkle livshistorier, der er bygget på, at børnebørnene elsker at komme på besøg, at man køber kanelstang hver weekend og har været sammen med sin hustru i 55 gode år. Måske lidt støjende ord i en verden, hvor idealet er at gribe dagen og leve i nuet, men hans pointe er, at det forhold at livet ikke blev, som det skulle, er også liv. Det kan man tænke over, nu hvor udlandsrejserne og de store fester er sat på pause. Som Seneca siger: at hidse sig op over sådan noget er vanvid, og er man i det konstruktive humør, kan man øve sig i stoicisme og benytte stilstanden til at spise tebirkes sammen med en, man holder af, nyde den blege novembersol, der kaster sit lys på træernes sidste gulnede blade, og glæde sig over synet at en opryddet reol i gangen.

*Seneca: Om vrede. Om mildhed. Om sindsro.

1 – 0 til Dalai Lama

Søndag aften ringede telefonen, mens jeg var optaget af “Arvingerne”. Vores fastnettelefon ringer sjældent, og som regel er det min mor, min svigermor eller velgørende organisationer. Og da de to førstnævnte også følger med i serien, og sidstnævnte sjældent ringer søndag aften, var det lidt usædvanligt. Min mand talte lidt med formel stemme et øjeblik, og rakte derefter telefonen videre til mig uden nærmere forklaring.

I røret var en ung kvinde, som undskyldte mange gange, at hun forstyrrede, men om hun måtte tale med mig et øjeblik. Det var da i orden, selv om min opmærksomhed stadig var rettet mod skærmen. Det viste sig, at hun var specialestuderende og var gået i gang med at søge arbejde. Hun havde på en eller anden måde fundet mig på LinkedIn og på KRAK, og hun kunne se, at jeg arbejdede med noget af det, hun gerne ville arbejde med. Hun ville derfor spørge, om jeg ville læse en ansøgning og hendes CV igennem.

Hvem bliver ikke smigret over at få tildelt en sådan ekspertrolle? Det gjorde jeg i hvert fald. Så jeg sagde naturligvis, at det var helt i orden, så hun fik min e-mail-adresse, og hun sendte mig ansøgningen. I løbet af ugen, der er gået, fik jeg kigget på den – grundlæggende var den rigtigt god, og hendes kompetencer talte for sig selv, men der var alligevel lidt kommaer, nogen formuleringer og et lay out, der godt kunne justeres. Så det skrev jeg til hende.

Tilbage fik jeg den mest taknemmelige mail om, hvor stor pris hun satte på min hjælp, og hvor glad hun var. Og jeg – jeg blev næsten lige så glad over at have kunne hjælpe hende, og over at have bragt glæde i hendes liv. Så der sad vi – i hver sin ende af hotmail – og var glade.

Og hvad er der at sige om det? At vi skal huske at bede hinanden om hjælp, for de fleste kan rigtigt godt lide at være til nytte, og det at hjælpe andre er en enestående metode til at se ud over sin egen næsetip og glemme det, der er besværligt i ens eget liv. Så kære studerende: tak, fordi du piftede en uge, der har været alt for præget af travlhed og træthed, op! Du højnede mit selvværd, og du fik mig til at se med lidt større overbærenhed på de lidt vel tvære mennesker, der har krydset min vej de seneste par dage. Jeg synes, det er fantastisk, at der sidder et ungt og initiativrigt menneske derude, som ringer til en vildt fremmede søndag aften – endda midt i DR prime time – og beder om hjælp.

Og så kan vi da lige bringe Dalai Lama på banen, der en gang har sagt: “Vores primære formål her i livet er at hjælpe andre. Og hvis ikke du kan hjælpe dem, så lad i det mindste være med at skade dem”

På den baggrund sætter jeg mig med ekstra stor velbehag ved køkkenbordet her fredag eftermiddag, nyder min te og chokolade, åbner avisen og tænker: Ah, det er week-end.

Hav en fortryllet week-end derude!

Skænk os af lykkens væld

Så blev det Santa Lucia, og mange af os, der er for gamle til at gå optog iført fars aflagte, hvide skjorte, vil konstatere, at der her den 13. decmber i virkeligheden er meget, meget lidt tid tilbage inden juleaften. Og det er nu, ens intention om, at julen skal være hyggelig og rar og afslappet, for alvor bliver udfordret. Salonen iler derfor med hjælp, for julen handler jo i sin grund-essens om glæde og om at være rare ved hinanden, og ved fælles indsats kan vi godt få det budskab lidt længere frem i bevidstheden.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at salonen er meget glad for ord. Som den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein så smukt udtrykte ordenes betydning: “Grænserne for mit sprog sætter grænserne for min verden”. Lad os derfor kaste et par sætninger ud i verden, der får skubbet det glade julebudskab op foran to-do-lister, indkøbs-stress, lommesmerter, halsbrand og overvægt:

JEG ER SÅ GLAD FOR

vores alt for lille hus, der i denne måned får boostet dets tætte, intime atmosfære med julepynt, kagedåser, julekalendre, stearinlys, lyskæder, gaver og gran. Det er tæt og overvældende og måske lidt for meget, men det er også bare umanerligt hyggeligt!

HVOR ER JEG HELDIG, AT

jeg har nogen genboer, der banker på mandag eftermiddag for at forære mig en pose nyristede espressobønner fra Risteriets lager i Rødovre – bare fordi, vi i week-enden kom til at snakke om god kaffe og om det ulyksalige i at løbe tør.

DET GØR MIG VARM OM HJERTET

at min mand og jeg fik mast et fem-minutters stævnemøde på gaden ind, da han alligevel passerede mit arbejde torsdag formiddag, og at vi tilmed var så heldige, at en af Københavns små mobile kaffe-knallerter havde parkeret lige dér, så jeg tilmed kunne nyde en varm cafe latte samtidig.

JEG GLÆDER MIG SÅDAN TIL

at drikke glögg på vejen sammen med alle naboerne sidste lørdag inden jul. Hvor er det skønt, at folk har tid og lyst til den slags.

JEG ER SÅ TAKNEMMELIG FOR, AT

min kære mor følger vores datter til violin hver tirsdag, når nu forældrene ikke lige kan løse den logistiske knude i at nå hjem fra arbejde og køre 30 minutter i bus og gå ti minutter for at nå frem til børneviolinsamspil i Kødbyen kl. 16.

JEG KAN SÅ GODT LIDE

at afslutte dagen med at se julekalender med børnene. Først en ufarlig af slagsen på DVD (Jul i Valhal, for den er vi flere, der bare så godt kan lide), og derefter Pagten, som godt nok er hård kost for en følsom voksen som mig, men som også er en virkeligt godt skruet sammen historie.

Find selv på mange flere – der er nok af sætninger, og hvis du ser efter, har du sikkert også masser at fylde ud med.

Hav en dejlig december-week-end.