Har du, smukke salongæst, nogensinde overvejet, hvem der skulle være instruktør, hvis dit liv var en film. Personligt ville jeg nok foretrække Woody Allen frem for Nicolas Winding Refn; jeg mener, hellere være småneurotisk storbyintellektuel med knas i kærligheden end lemlæstet storbygangster med Zlatco Buric i hælene. Hvis Kieslowski så kunne bidrage til billedsiden, så slidte vægge og skrammet træværk forvandlede sig til autentisk, stemningsfyldt ramme om et levet liv, så ja tak. Og så selvfølgeligt et smukt og intenst lydspor. Nu er mit liv som bekendt ikke en film, men det skal da ikke afholde mig for at gå igennem ugen med underlægningsmusik:

LØRDAG: Min ældste søn får mig overtalt til at spille Lego Harry Potter-spil. Et brætspil med kryptiske regler, som ikke bliver nemmere af, at min søn ændrer dem undervejs. Min entusiasme er til at overse, men kompromiset bliver, at jeg må spille 80’er hit imens, og så er det pludseligt sjovt. Bonnie Tyler giver den gas med Holding Out for a Hero, jeg svømmer hen til Rod Stewarts I’m Sailing, og med møje og besvær får min mand fundet navnet frem på Phil & Company, der gæstede Eldorado i 1984 med Ding Dong Song (gense den på nettet – det er kosteligt).

SØNDAG: Dagen går op i regn og praktiske gøremål, og jeg falder udmattet om i stuen om aftenen  i selskab med De Urørlige på DVD. Fransk feel good-film om et atypisk venskab mellem en invalid millionær og en sort småkriminel er det helt rigtige at slutte ugen på. Musikken er lige så god som filmen, og Nina Simones Feeling Good med de tunge og insisterende blæsere klinger i mit hoved, da jeg vælter i seng med fornyet tro på menneskeheden, kærligheden og livets undere.

MANDAG: Åhhh, jeg kom for sent i seng, og det mentale skift fra familieliv og hjemlig nussen omkring til regneark og effektivitet slår mig ekstra hårdt denne grå og regnfulde mandag. Mit tøj er kedeligt, jeg glemte at give yngstedrengen gummistøvler med i børnehave, og det bliver aldrig rigtigt lyst. Miles Davis’ album Kind of Blue må være eneste rigtige valg på en tung novemberdag, og det stille nummer Blue in Green er som en musikalsk varmedunk, der giver lindring og indre varme og får puffet mig i seng i ordentlig tid.

TIRSDAG: Slut med at være energiforladt! 8 timers søvn, rød neglelak og solskin giver mig en forsinket kickstart på ugen, og jeg får god hjælp af Lukas Grahams Criminal Mind, som har den rette rytme til at få mig ud af den dvalelignende tilstand, der har sneget sig ind på mig de seneste par dage. På med vanten, ikke mere dødvande – slut, finale!

ONSDAG: Manden drager til Bruxelles, og jeg er alene om menageriet. Forældremøde, lusekæmning (med gevinst, suk), godnathistorier, putning, strygning, oprydning. Da der omsider er ro i lejren, tjekker jeg ind ved køkkenbordet med en kop te og lader med hjælp fra Agnes Obels blide stemme roen falde over mig. Har endnu ikke hørt hendes nyeste album, men heldigvis er Philharmonics ganske glimrende at falde ned på efter en hektisk dag.

TORSDAG: Stadig alene med børnene, og idag skal det bare være nemt og hyggeligt – risengrød, tegnefilm og mormorbesøg er på eftermiddagsprogrammet. Moderen skal også have noget godt, så jeg falder i en gammel klassiker: Elton Johns Goodbye Yellow Brick Road, som jeg ikke har hørt i mange år, men som vitterligt er et skønt nummer. Hør selv efter!

FREDAG: Og så blev det fredag, manden er tilbage i byen, og vi kan snart sove længe igen. Det skal fejres, og jeg kører week-enden ind med Adeles Rolling in the Deep.

Hav en dejlig week-end og husk nu den rigtige underlægningsmusik!