Det store i det små

Det blev en uge med mink-kaos, desperate farmere i aviserne og en – gætter jeg – pænt stor flok borgere, incl. mig selv, der ikke har kunnet finde deres ben i, om der er begået en forbrydelse mod sagesløse erhvervsdrivende, eller om verden er reddet fra en ny, ødelæggende epidemi, der ville starte hele corona-miséren forfra. Eller begge dele. Ulykkeligt for mange er det lige meget hvad.

På den private bane baksede jeg med diverse besværligheder, som ikke er noget at tale om i det store perspektiv, men som ikke desto mindre bevirkede, at jeg nærmest væltede ind i weekenden fredag eftermiddag og ikke kunne tænke på andet end at smide mig på sofaen og blive der i en ikke nærmere defineret uendelighed.

Heldigvis har novembervejret vist sig fra sin venlige side her i weekenden, og en bibliotekstur med yngstesønnen lørdag formiddag blev forlænget med cafebesøg med flødeskumstoppet cacao og lun tebirkes, hvilket han taler om endnu, så måske man skulle gentage det næste weekend. Hyggeligt var det i hvert fald. Ansporet af en alenlang liste på køleskabet over to-do-punkter i hjemmet kastede min mand sig over en reol i entreen, der fungerer som magnet for ALLE de ting, man ikke lige kan finde en plads til, og det væltede frem med ting, vi ikke anede eksisterede – et brilleetui, en grøn plastikbeholder, en nøgle (selvfølgeligt – med 5 mennesker og 7 cykler og naboer, vi passer kat for, er omfanget af nøgler overvældende, og de skal holdes i kort snor, hvilket en gang imellem glipper), og en helt masse støv. Befriende var det, da reolen atter stod knivskarp og opryddet, og vi glæder os over det, så længe det varer.

En gammel romersk tænker og en præst i avisen ansporede til opbyggelige tanker. Den gamle romer er Seneca* (tak til Niels Overgaards letlæste og anbefalelsesværdige bog om stoicismen – du ved, dem med den stoiske ro – der hedder ”Det hele handler ikke om dig”. Lån den på biblioteket, eller køb den hos din boghandler). Seneca var meget nede på jorden og skriver bl.a.

Heraf følger også, at vi ikke må forbitres over jammerlige småting. Slavedrengen (!) er for træg og vandet for lunkent til at drikke og lejet er uredt og bordet skødesløst dækket; at hidse sig op over sådan noget er vanvid!

Jeg kigger på min to-do-liste og kunne fortsætte: ”skidt med, at alle børnene skal have nyt pas, at der skal lampe op udenfor, og jeg ved ikke, hvad gør vi med sommerferien, banken har for 17. gang rykket for billedlegitimation og bliver mindre og mindre venlig i tonen, ovenlysvinduet på trappen skal males, og vi skal have en murer til at fixe nogle fliser på badeværelset og det var kun toppen af listen”. Man kan forledes til at blive meget træt, men det er jo bare jammerlige småting, og det nås nok det hele.

Den gamle romer får ordet igen:

Man må altså vænne sig til sine vilkår og beklage sig mindst muligt over dem og udnytte de gunstige muligheder, de rummer, thi intet er så bittert, at en rolig sjæl ikke kan finde formildende omstændigheder. Selv ganske små grunde har arkitektens kunst tit gjort stort nok til mange foretagender, og den snævreste krog har fornuftig disposition gjort beboelig.

Lige nu er reolen i gangen i hvert fald fornuftigt disponeret, og med sin begrænsede plads giver den os gunstige muligheder for løbende at få ryddet op i al det skrammel, der umærkeligt hober sig op.

Søndag morgen bød på et hop i Øresund, hvilket var jävla koldt, men som altid utroligt livgivende. Vel hjemme igen var avisen i mellemtiden kommet, og i Berlingske advokerede præsten Karsten Møller Hansen for, at man skulle neddrosle ambitionen om storhed i livet, kæmpe idealer, vilde historier og masser af indfriede drømme. Og måske bare stræbe efter smukke og enkle livshistorier, der er bygget på, at børnebørnene elsker at komme på besøg, at man køber kanelstang hver weekend og har været sammen med sin hustru i 55 gode år. Måske lidt støjende ord i en verden, hvor idealet er at gribe dagen og leve i nuet, men hans pointe er, at det forhold at livet ikke blev, som det skulle, er også liv. Det kan man tænke over, nu hvor udlandsrejserne og de store fester er sat på pause. Som Seneca siger: at hidse sig op over sådan noget er vanvid, og er man i det konstruktive humør, kan man øve sig i stoicisme og benytte stilstanden til at spise tebirkes sammen med en, man holder af, nyde den blege novembersol, der kaster sit lys på træernes sidste gulnede blade, og glæde sig over synet at en opryddet reol i gangen.

*Seneca: Om vrede. Om mildhed. Om sindsro.

Mens de tæller

Hvis man stopper op og giver sig selv en pause til at reflektere over, hvad man har foretaget sig af store og små handlinger den forgangne uge, kan man på ejendommelig vis danne sig et mikroskopisk billede af verden omkring, som den ser ud. Lille nu er der en lomme af optimisme at putte sig i, mens Biden haler ind på Trump og ser ud til at vinde Pennsylvania, og det er bare om at nyde det, mens det varer. Man er blevet lidt for vant til at lade være med glæde sig for tidligt.

Jeg har indtastet 32320511 i mine kontakter, og således figurerer Coronasmitteopsporing mellem Christian (som jeg ikke kender, men det er nok en af mine børns venner) og Dyrlægen. Jeg er nu så rutineret, at jeg ved, at jeg ikke kan komme igennem før ved 17-tiden, men at det går hurtigt, når man først er igennem, også selvom man til en start er nummer 48 i køen. Og at de er superflinke derinde.

Jeg har googlet Biden vs. Trump så mange gange de sidste to døgn, at jeg undrer mig over ikke at få reklamer for rundrejser i USA eller Weekendavisen i mit feed, og pludseligt taler man hjemmevant om, hvordan det går i Georgia og Nevada, også selv om man ikke er i nærheden af at kunne placere dem på et kort.

Jeg har for første gang siddet i et personalekøkken og råbt ”hvor er det kedeligt”, selv om der ikke var nogen til at høre det. Kombinationen af at spise frokost alene (fordi 90 pct. af de andre arbejdede hjemme, og vi i øvrigt ikke må flokkes i køkkenet mere end 4 mennesker), og at have så travlt om morgenen, at frokosten bestod af fire skiver rugbrød omkring to skiver rullepølse, var for meget. Jeg råber eller sjældent, og slet ikke, når jeg er alene; det kan godt virke sært. Det var det også.

Jeg har brugt uendelig tid i Royal Copenhagens flagskibsbutik på Amagertorv sammen med min mor, hvor en af de flinke ekspedienter, der havde al den plads og tid, man kunne ønske sig, velvilligt fortalte om deres nye stel, der er udtænkt i en hytte i Klitmøller, og som på ”fornemmeste vis forener moderne funktionalitet med klassisk udtryk”. Jeg mangler ikke kopper i mit hjem, tværtimod, men har lyst til at gå tilbage og købe hele Hav-serien og give mit bidrag, så den skrøbelige porcelæn i de smukke, højloftede rum også er der om et år. En nærmest meditativ oplevelse var det at gå rundt i rolige lokaler, omgivet af skønhed, og jeg kan kun anbefale det.

Jeg har aflyst og ændret planer i et væk. Frokosten med mig selv hos det lille pandekagested i Larsbjørnsstræde (en aftale, der kom i stand efter episoden med rugbrødsmaden), og drinken med min mand hos Paradiso på Nørrebrogade blev udskudt, fordi yngstesønnen skal testes, og vi søreme ikke skal være dem, der spreder noget som helst. Af samme grund ingen fritidsaktiviteter. Eller godnatkram. Men til gengæld mere hjemmearbejde. Og håndvask. Og afstand.

Jeg er gået til Irma og hjem igen og tilbage til Irma, fordi jeg stadig ikke er stærk i at huske mundbind. Og det samme med slikbutikken. Og Netto. Og biblioteket.

Jeg har hængt ud med to gamle veninder, ikke på Peders Craft Beer Bar & Bottle Shop i Skt. Peders Stræde eller Fovls i Nordvest, eller hvor der nu kunne være festligt at være, men på… zoom. Hyggeligt var det nu ikke desto mindre.

Og så har jeg – måske i en desperat trang efter noget, der kan aflede opmærksomheden fra avisernes evigt breaking news-gule forsider – voldlyttet til Bruce Springsteens nyeste album, Letter to You. Ja, tænk engang, manden der skabte lydsporet til mine unge teenageår, har samlet The E Street Band i sit hus i New Jersey og på fem dage skabt et under af et album, der lyder som gode gamle dage, og man fatter ikke, at det er muligt at komme tilbage efter næsten 30 år og lave noget, der er så godt. Det er meget opmuntrende, og man glemmer for en stund alt om minkmutationer og cluster 5. Min yndling er House of a Thousand Guitars, men vælg selv, (hvis du ellers er til The Boss).

Og det går stadig fremad i Pennsylvania. Tak!

Dagbog fra et lukket land. Dag 3.

Der er allerede ved at danne sig visse mønstre i vores anderledes tilværelse.

Jeg rydder op og rydder op og støvsuger og tørrer støv af. Fem mennesker på 110 kvadratmeter kan hurtigt få det trangt, hvis deres ting også får lov at brede sig, og børnene har en særlig evne til ikke at kunne gå igennem et rum, uden at efterlade sig en genstand. Det er ligesom at være i sommerhus – blot flyder det ikke med sand og badetøj og kasketter, men med nullermænd, strømper, legetøj. Særligt spisebordet med de nyetablerede arbejdspladser er en magnet for rod. Opslåede aviser, tøj, kuglepenne, telefoner – alt ender umærkeligt her. Pludseligt står et vasketøjsstativ i stuen, fordi det begyndte at regne udenfor. Pludseligt ligger der to fodbolde i entreen.

Ligesom husordenen bliver mine tøjvaner også mere og mere afslappede, og jeg lover mig selv at give fleecen en pause i morgen og lege, at jeg skal rigtigt på arbejde og se præsentabel ud. Min mand skal jo sidde over for mig og se på mig en hel dag.

Sammen ser vi igen pressekonference, og økonomi er åbenbart ikke så vitalt, at det kræver døvetolkning. Det var jeg ellers ved at vænne mig til, så pludseligt virker der hel tomt bag Mette Frederiksen.

Især den yngste keder sig, og jeg tænker for første gang, at det godt kan blive nogle lange uger. Han hænger op ad mig og ved ikke, hvad han skal lave, og jeg forsøger at dæmpe min irritation og foreslår ham at tegne, læse, hoppe i trampolin, whatever! Vi ender med at bage kanelsnegle sammen. Det er hyggeligt, og jeg husker at tage 10 armbøjninger!

Senere kører jeg ned til min mor med en kanelsnegl i sikker virus-fri-indpakning, men hun og jeg er endnu ikke helt rutinerede i vores på-afstand-besøg, for mens jeg forgæves har banket på og lagt kanelsneglen i hendes cykeltur, får jeg en sms, der siger dyt-dyt. Hun holder uden foran mit hus med en æske kager. Da jeg cykler tilbage, passerer hun mig i bil og vi vinker til hinanden – det er selvfølgeligt også en måde at se hinanden på. Næste gang må vi koordinere det bedre.

Det er en søndag med tid til at tænke, og søndagsaviserne er fulde af forskellige blik på coronakrisen. Skal EU gøre mere? Virker det at lukke grænserne? Hvordan undgår vi at angsten tager over? Hvordan får vi alle til at tage det alvorligt? Og hvor mange penge og energi er der tilbage til klimatiltag, når vi er på den anden side? Særligt det sidste rammer mig, og jeg kan mærke, det kræver en aktiv indsats ikke at blive grebet af mismod. Politiken har en reportage om forløbet i Statsministeriet onsdag aften op til pressekonferencen, og jeg bliver glad af at læse om, hvordan Josephine Fock, som ikke kunne være til stede, havde givet Pernille Vermund mandat til at bakke op om det, statsministeren fremlagde, hvis de andre partier også støttede det! Lige nu er der et befriende fravær af personlige intriger på Christiansborg, og jeg krydser fingre for, at det varer ved længst muligt og at alle bevarer blikket rettet mod, hvad der er bedst at gøre nu, og ikke hvad man skulle have gjort anderledes i går.

Inden jeg går i seng, ser jeg endnu et afsnit af Vera, lægger neglelak og smider fleecetrøjen til vask.