For en måned siden var den første ting, jeg tjekkede om morgenen, dagens temperatur på DMI. Det er en evighed siden. Der er kommet nye tal i mit liv.

Nu tjekker jeg som det første tallet for antal mennesker på intensiv i Danmark. 69 i skrivende stund, hvilket er 14 mere end i går. Som var 9 højere end i forgårs.

Vi har været hjemme i 12 dage. Når vi har været hjemme i 14 dage, burde der begynde at ske et fald i stigningstaksten, og når der er gået 14 dage efter den 18., hvor nedlukningen blev intensiveret, burde der ske endnu mere. Så er vi henne ved 1. april. Det er om 8 dage.

Kl. 9 starter skoledagen, og jeg er evigt taknemmelig for Randers Regnskovs liveudsendelser med Asser og Dennis, der gør det muligt at motivere en 11-årig til at stå op, selv om skolen er lukket. I dag om døden. Lige lovligt vedkommende tema.

5 timer i skype har jeg været i dag, og hold fast, hvor bliver man bims af det. Imens har jeg drukket 2 kopper kaffe og 4 kopper te.

5 mennesker er vi her i huset. Konstant. Hvor er det heldigt, at vi har det godt sammen.

2 meter skal der være mellem mig og de andre i supermarkedet. Vi prøver alle sammen, så godt vi kan.

1 million gange dukker der beskeder op i Aula, fordi funktionen med kun at svare læreren er lidt for godt gemt. Så jeg ved nu, at Amalie i 5. klasse har læst 41 sider i Jordens Salt, Ali har læst 68 sider, Anton har læst 102 sider og Gustav 14 sider. 1 million timer føles tidsforbruget på Facebook og Instagram også, mine livlinjer, som jeg p.t. har droppet enhver intention om at skære ned på. Og lige så mange gange, eller i hvert fald derhen af, har jeg vasket hænder i de 20 sekunder, som det foreskrives.

0 er antal meter, jeg har svømmet siden begyndelsen af marts. Og det er det antal gange, jeg var udenfor i går. 0 er også hvor mange kroner, der skal stå tilbage på min lønkonto den 31., for hver en øre skal ud i samfundet og bruges hos den lokale fiskehandel, hos min yndlingspapirbutik, kaffehandlen og alle de andre små butikker, jeg så gerne vil bevare. Jeg er et priviligeret menneske, der kan arbejde hjemmefra og få løn for det – det forpligter. Der er 0 sommerferieplaner, og intet kunne bekymre mig mindre.

Mens jeg sidder og skriver, tikker der en sms ind fra en veninde. Den starter sådan her: Mit liv er lige nu 50 timers arbejde, kun afbrudt af en milliard kig i køleskabet.

Jeg er ikke den eneste, der har fået nye tal i sit liv.

Helvede er de andre, sagde Sartre, men lige nu helvede, at de andre ikke er der. Jo, de er der endnu, som lettere forvrængede digitale billeder på den bærbare, som stemmer i telefonen, som ord i en e-mail, som sms’er, som beskeder, men den manglende fysiske kontakt, den to-dimensionelle oplevelse af mennesker omkring, er flad.

Ingen bliver smukkere af at tone frem i skype-billedets hårde lys – hvor der i det virkelige liv blot er fine linjer, er der nu hårde skygger, og den vinterblege hud, de fleste af os bærer rundt med, tager sig endnu mere kold og skummetmælksagtig ud. Og de små detaljer, der krydrer det hele, får ingen plads. Mine kollegas lange, blanke højrøde negle, der plejer at klikke mod bordet, når hun rammer det – de er hverken at se eller høre. Min chefs fantastiske guldring med snirkler og farvede sten. Væk fra mit blik. Sekretærens små tatoveringer på armene med skråskrift-citater, der har betydet noget i hendes liv, og som jeg plejer at sidde og dreje hovedet for at tyde. Borte. Ingen eksotiske dufte fra de andres parfumer. Ingen klirrende lyde fra armbånd.

På gå-turen i mosen trækker vi ind til siden, når der kommer nogen imod os, og når jeg hører en løber komme prustende bagfra, mens han ånder tungt ind og ud, drejer jeg uhøfligt ansigtet væk og holder vejret. I butikken holder jeg dankortet ud i strakt arm, på så lang afstand som muligt fra den stakkels kassemedarbejder, der i sin fastlåste position bag kassen er afhængig af, at vi andre tager situationen alvorligt, og jeg passerer hurtigt forbi og ud med mine varer.

Jeg har min familie omkring, Gud ske tak og lov for det, og jeg kan som en anden dronning kun sende mine tanker til alle aleneboende, som er dem, der virkeligt har lov til at klage sin nød. Hudsulten i befolkningen vokser dag for dag, og der er ikke andet at sige, at der kommer en dag, hvor vi igen må ae og kramme og kindkysse.

Luftkys fra Yvette.

Man er i gang med én mail, og så svarer man lige på en anden fra en kollega, der spørger, hvor man finder Randers Regnskovs online-undervisning, og tilbage til den første mail, og så ringer telefonen, og man skal lige råbe til yngste søn, at han skal se og få spist morgenmad, hvorefter der popper en besked op på Aula om, at der ikke bliver lavet nok lektier i 9. klasse, hvilket afstedkommer, at jeg skal lige hive fat i ældste søn og sikre mig, at det naturligvis ikke gælder ham, og jeg vender tilbage til et notat, der skal skrives, og bliver spurgt inde fra stuen om, hvad et proprium er, hvilket jeg bliver nødt til at google, for det med grammatik er længe siden, og tilbage til notatet, mens jeg prøver at lade være med at lytte til den samtale, min mand har med sin kollega om en aktindsigtssag, og skift til DR for lige at være opdateret på situationen i samfundet, og sådan kører det otte timer i træk – af og til afbrudt af datteren, der kræver ro til sin terminsprøve i engelsk og i øvrigt gerne vil have noget at spise.

Den gode historie er, at evnen til at have mange bolde i luften trænes intenst og vokser dag for dag. Den dårlige historie er, at det der med fordybelse, fokus, flow, koncentration og ro lige nu er en saga blot, selvom den mentale ligevægt i disse dage måske er særligt vigtigt. Den er der ikke altid plads til, og i stedet bliver man bare… træt. Det er så sådan, det er lige nu.

Til gengæld sendte jeg et glas surdej ud i verden, holdt et kort, men hyggeligt afstands-vareoverleverings-møde-med min mor i det fri, og gik en afstands-tur med en veninde, og det er også værd at glæde sig over.

Endnu en dag på kontoret (som Jesper Skibby sagde efter en lang dag i sadlen under Tour de France). Mails, skype, mails, skype, mobil, mails, skype. Plus naturligvis skolelærer, madmor, oprydder, afrydder. En særlig tak skal gå til Randers Regnskov, der hver dag sender liveundervisning for børnene klokken 9. I dag handlede det om tænder, og i morgen handler det om… blomsterne og bierne, om jeg så må sige, og det er vi flere i hustanden, der ser frem til.

Som jeg ser det, så har alle vi, der ikke lige nu knokler på sygehusene og eller andre steder nederst i behovspyramiden, følgende opgave – i prioriteret rækkefølge:

Sørge for ikke at bære smitte videre, og det er derfor, vi holder ud af trisse rundt inden for husets fire vægge, selv om vi GODT NOK får set meget til hinanden i disse dage.

Passe på os selv, så vi ikke kommer til skade og får behov for at trække på sundhedsvæsenet. Agere vores egne arbejdsmiljørepræsentanter og huske at rejse os fra den håbløse hjemmearbejdsstilling ved køkkenbordet (eller som min bror i Frankrig: det nyindkøbte havebord) og rette kroppen ud, så vi ikke ender som skrutryggede stakler, der går og falder over vores egne tøfler.

Holde hjulende kørende, så godt vi kan. Vi med børn sørger for, at skolelærerne ikke har en alt for uoverskuelig opgave, når skolen starter igen, og vi med hjemmearbejde passer vores arbejde online bedst muligt, så alt ikke bryder sammen derude, og vi med løn, der stadig tikker ind, prøver at bruge dem så godt vi kan i lokalsamfundet – så meget det nu kan lade sig gøre, for det bliver jo sværere og sværere.

Og ikke mindst: holde humøret oppe, ikke hælde galde ud i offentligheden, og lad være med at lade vores irritation, bekymringer og frustrationer gå ud over dem omkring os, hverken fysisk eller virtuelt. I disse dage er det en værdsat dyd at udvise fremtidstro og optimisme, og hvis man kan dele ud af den til andre, så go ahead. Der er brug for det i disse bekymrende tider. I den ånd vil jeg glæde mig over den smukke forårsdag, vi oplevede i dag – helt uden regn, og med blid sol i ny og næ.

Fem dage varede freden. Så startede diskussionerne om, hvorvidt Folketinget havde været tilstrækkeligt informeret om Sundhedsstyrelsens forbehold for det hasteindgreb, der blev vedtaget torsdag. Nå, men det var dejligt, så længe det varede.

Den protestantiske arbejdsetik blomstrer her i hjemmet. Jeg vælter direkte fra morgenbordet ind til PC’en, og forlader stedet igen ni timer senere, kun afbrudt af mindre kaffe/spise/armbøjnings- og squatpauser (mere af det første end det sidste). Mails og skypemøder i en lind strøm, og nogen gange samtidig, selv om det er mod god skype-stil (lærer jeg i en tutorial fra LinkedIn). Jeg kan nu styre et møde via chat-funktionen i venstre side, er i stand til at invitere flere undervejs,  erfarer at den petroleumsblå væg i køkkenet klæder mig bedre end den gråblå i stuen, og at megamusel gør sig flot online. Overfor sidder min mand, hvilket er hyggeligt, men upraktisk, når vi har skypemøder samtidig, og ovenpå de store børn, der holdes i kort snor af hyppige afleveringer til deres lærere.

Den, det går mest over her i hjemmet, er den 11-årige. Ingen konkrete opgaver fra dag til dag, blot en masse forslag til ting, eleverne kan arbejde videre med uden nærmere deadline, end at det skal være færdigt, når de møder i skole igen. Det har han lige så svært ved at administrere, som vi voksne har ved at administrere klimaforandringerne. Det er for langt væk til rigtigt at være alvor. Vi laver skema for dagen, så det hele ikke flyder ud i et, men rigtigt sjovt er det ikke, hverken for ham eller os.

Dagens største begivenhed er en gåtur til den lille Irma for at købe mælk og kartofler. I løbet af sådan en dag føles det som om, man bliver mere og mere hoved og mindre og mindre krop, og så er det befriende igen at mærke musklerne arbejde og den friske luft i ansigtet. Her til aften skulle halvdelen af familien have været i svømmehallen, og det er på samme tid en befrielse ikke at skulle haste ud af døren og vanvittigt ærgerligt at gå glip af den dejlige træthedsfornemmelse i kroppen bagefter. I dag er det kun hovedet, der er træt.