Hvis man stopper op og giver sig selv en pause til at reflektere over, hvad man har foretaget sig af store og små handlinger den forgangne uge, kan man på ejendommelig vis danne sig et mikroskopisk billede af verden omkring, som den ser ud. Lille nu er der en lomme af optimisme at putte sig i, mens Biden haler ind på Trump og ser ud til at vinde Pennsylvania, og det er bare om at nyde det, mens det varer. Man er blevet lidt for vant til at lade være med glæde sig for tidligt.

Jeg har indtastet 32320511 i mine kontakter, og således figurerer Coronasmitteopsporing mellem Christian (som jeg ikke kender, men det er nok en af mine børns venner) og Dyrlægen. Jeg er nu så rutineret, at jeg ved, at jeg ikke kan komme igennem før ved 17-tiden, men at det går hurtigt, når man først er igennem, også selvom man til en start er nummer 48 i køen. Og at de er superflinke derinde.

Jeg har googlet Biden vs. Trump så mange gange de sidste to døgn, at jeg undrer mig over ikke at få reklamer for rundrejser i USA eller Weekendavisen i mit feed, og pludseligt taler man hjemmevant om, hvordan det går i Georgia og Nevada, også selv om man ikke er i nærheden af at kunne placere dem på et kort.

Jeg har for første gang siddet i et personalekøkken og råbt ”hvor er det kedeligt”, selv om der ikke var nogen til at høre det. Kombinationen af at spise frokost alene (fordi 90 pct. af de andre arbejdede hjemme, og vi i øvrigt ikke må flokkes i køkkenet mere end 4 mennesker), og at have så travlt om morgenen, at frokosten bestod af fire skiver rugbrød omkring to skiver rullepølse, var for meget. Jeg råber eller sjældent, og slet ikke, når jeg er alene; det kan godt virke sært. Det var det også.

Jeg har brugt uendelig tid i Royal Copenhagens flagskibsbutik på Amagertorv sammen med min mor, hvor en af de flinke ekspedienter, der havde al den plads og tid, man kunne ønske sig, velvilligt fortalte om deres nye stel, der er udtænkt i en hytte i Klitmøller, og som på ”fornemmeste vis forener moderne funktionalitet med klassisk udtryk”. Jeg mangler ikke kopper i mit hjem, tværtimod, men har lyst til at gå tilbage og købe hele Hav-serien og give mit bidrag, så den skrøbelige porcelæn i de smukke, højloftede rum også er der om et år. En nærmest meditativ oplevelse var det at gå rundt i rolige lokaler, omgivet af skønhed, og jeg kan kun anbefale det.

Jeg har aflyst og ændret planer i et væk. Frokosten med mig selv hos det lille pandekagested i Larsbjørnsstræde (en aftale, der kom i stand efter episoden med rugbrødsmaden), og drinken med min mand hos Paradiso på Nørrebrogade blev udskudt, fordi yngstesønnen skal testes, og vi søreme ikke skal være dem, der spreder noget som helst. Af samme grund ingen fritidsaktiviteter. Eller godnatkram. Men til gengæld mere hjemmearbejde. Og håndvask. Og afstand.

Jeg er gået til Irma og hjem igen og tilbage til Irma, fordi jeg stadig ikke er stærk i at huske mundbind. Og det samme med slikbutikken. Og Netto. Og biblioteket.

Jeg har hængt ud med to gamle veninder, ikke på Peders Craft Beer Bar & Bottle Shop i Skt. Peders Stræde eller Fovls i Nordvest, eller hvor der nu kunne være festligt at være, men på… zoom. Hyggeligt var det nu ikke desto mindre.

Og så har jeg – måske i en desperat trang efter noget, der kan aflede opmærksomheden fra avisernes evigt breaking news-gule forsider – voldlyttet til Bruce Springsteens nyeste album, Letter to You. Ja, tænk engang, manden der skabte lydsporet til mine unge teenageår, har samlet The E Street Band i sit hus i New Jersey og på fem dage skabt et under af et album, der lyder som gode gamle dage, og man fatter ikke, at det er muligt at komme tilbage efter næsten 30 år og lave noget, der er så godt. Det er meget opmuntrende, og man glemmer for en stund alt om minkmutationer og cluster 5. Min yndling er House of a Thousand Guitars, men vælg selv, (hvis du ellers er til The Boss).

Og det går stadig fremad i Pennsylvania. Tak!