Dagbog fra et lukket land. Dag 6.

Man er i gang med én mail, og så svarer man lige på en anden fra en kollega, der spørger, hvor man finder Randers Regnskovs online-undervisning, og tilbage til den første mail, og så ringer telefonen, og man skal lige råbe til yngste søn, at han skal se og få spist morgenmad, hvorefter der popper en besked op på Aula om, at der ikke bliver lavet nok lektier i 9. klasse, hvilket afstedkommer, at jeg skal lige hive fat i ældste søn og sikre mig, at det naturligvis ikke gælder ham, og jeg vender tilbage til et notat, der skal skrives, og bliver spurgt inde fra stuen om, hvad et proprium er, hvilket jeg bliver nødt til at google, for det med grammatik er længe siden, og tilbage til notatet, mens jeg prøver at lade være med at lytte til den samtale, min mand har med sin kollega om en aktindsigtssag, og skift til DR for lige at være opdateret på situationen i samfundet, og sådan kører det otte timer i træk – af og til afbrudt af datteren, der kræver ro til sin terminsprøve i engelsk og i øvrigt gerne vil have noget at spise.

Den gode historie er, at evnen til at have mange bolde i luften trænes intenst og vokser dag for dag. Den dårlige historie er, at det der med fordybelse, fokus, flow, koncentration og ro lige nu er en saga blot, selvom den mentale ligevægt i disse dage måske er særligt vigtigt. Den er der ikke altid plads til, og i stedet bliver man bare… træt. Det er så sådan, det er lige nu.

Til gengæld sendte jeg et glas surdej ud i verden, holdt et kort, men hyggeligt afstands-vareoverleverings-møde-med min mor i det fri, og gik en afstands-tur med en veninde, og det er også værd at glæde sig over.

Dagbog fra et lukket land. Dag 5.

Endnu en dag på kontoret (som Jesper Skibby sagde efter en lang dag i sadlen under Tour de France). Mails, skype, mails, skype, mobil, mails, skype. Plus naturligvis skolelærer, madmor, oprydder, afrydder. En særlig tak skal gå til Randers Regnskov, der hver dag sender liveundervisning for børnene klokken 9. I dag handlede det om tænder, og i morgen handler det om… blomsterne og bierne, om jeg så må sige, og det er vi flere i hustanden, der ser frem til.

Som jeg ser det, så har alle vi, der ikke lige nu knokler på sygehusene og eller andre steder nederst i behovspyramiden, følgende opgave – i prioriteret rækkefølge:

Sørge for ikke at bære smitte videre, og det er derfor, vi holder ud af trisse rundt inden for husets fire vægge, selv om vi GODT NOK får set meget til hinanden i disse dage.

Passe på os selv, så vi ikke kommer til skade og får behov for at trække på sundhedsvæsenet. Agere vores egne arbejdsmiljørepræsentanter og huske at rejse os fra den håbløse hjemmearbejdsstilling ved køkkenbordet (eller som min bror i Frankrig: det nyindkøbte havebord) og rette kroppen ud, så vi ikke ender som skrutryggede stakler, der går og falder over vores egne tøfler.

Holde hjulende kørende, så godt vi kan. Vi med børn sørger for, at skolelærerne ikke har en alt for uoverskuelig opgave, når skolen starter igen, og vi med hjemmearbejde passer vores arbejde online bedst muligt, så alt ikke bryder sammen derude, og vi med løn, der stadig tikker ind, prøver at bruge dem så godt vi kan i lokalsamfundet – så meget det nu kan lade sig gøre, for det bliver jo sværere og sværere.

Og ikke mindst: holde humøret oppe, ikke hælde galde ud i offentligheden, og lad være med at lade vores irritation, bekymringer og frustrationer gå ud over dem omkring os, hverken fysisk eller virtuelt. I disse dage er det en værdsat dyd at udvise fremtidstro og optimisme, og hvis man kan dele ud af den til andre, så go ahead. Der er brug for det i disse bekymrende tider. I den ånd vil jeg glæde mig over den smukke forårsdag, vi oplevede i dag – helt uden regn, og med blid sol i ny og næ.

Dagbog fra et lukket land. Dag 4.

Fem dage varede freden. Så startede diskussionerne om, hvorvidt Folketinget havde været tilstrækkeligt informeret om Sundhedsstyrelsens forbehold for det hasteindgreb, der blev vedtaget torsdag. Nå, men det var dejligt, så længe det varede.

Den protestantiske arbejdsetik blomstrer her i hjemmet. Jeg vælter direkte fra morgenbordet ind til PC’en, og forlader stedet igen ni timer senere, kun afbrudt af mindre kaffe/spise/armbøjnings- og squatpauser (mere af det første end det sidste). Mails og skypemøder i en lind strøm, og nogen gange samtidig, selv om det er mod god skype-stil (lærer jeg i en tutorial fra LinkedIn). Jeg kan nu styre et møde via chat-funktionen i venstre side, er i stand til at invitere flere undervejs,  erfarer at den petroleumsblå væg i køkkenet klæder mig bedre end den gråblå i stuen, og at megamusel gør sig flot online. Overfor sidder min mand, hvilket er hyggeligt, men upraktisk, når vi har skypemøder samtidig, og ovenpå de store børn, der holdes i kort snor af hyppige afleveringer til deres lærere.

Den, det går mest over her i hjemmet, er den 11-årige. Ingen konkrete opgaver fra dag til dag, blot en masse forslag til ting, eleverne kan arbejde videre med uden nærmere deadline, end at det skal være færdigt, når de møder i skole igen. Det har han lige så svært ved at administrere, som vi voksne har ved at administrere klimaforandringerne. Det er for langt væk til rigtigt at være alvor. Vi laver skema for dagen, så det hele ikke flyder ud i et, men rigtigt sjovt er det ikke, hverken for ham eller os.

Dagens største begivenhed er en gåtur til den lille Irma for at købe mælk og kartofler. I løbet af sådan en dag føles det som om, man bliver mere og mere hoved og mindre og mindre krop, og så er det befriende igen at mærke musklerne arbejde og den friske luft i ansigtet. Her til aften skulle halvdelen af familien have været i svømmehallen, og det er på samme tid en befrielse ikke at skulle haste ud af døren og vanvittigt ærgerligt at gå glip af den dejlige træthedsfornemmelse i kroppen bagefter. I dag er det kun hovedet, der er træt.

Dagbog fra et lukket land. Dag 3.

Der er allerede ved at danne sig visse mønstre i vores anderledes tilværelse.

Jeg rydder op og rydder op og støvsuger og tørrer støv af. Fem mennesker på 110 kvadratmeter kan hurtigt få det trangt, hvis deres ting også får lov at brede sig, og børnene har en særlig evne til ikke at kunne gå igennem et rum, uden at efterlade sig en genstand. Det er ligesom at være i sommerhus – blot flyder det ikke med sand og badetøj og kasketter, men med nullermænd, strømper, legetøj. Særligt spisebordet med de nyetablerede arbejdspladser er en magnet for rod. Opslåede aviser, tøj, kuglepenne, telefoner – alt ender umærkeligt her. Pludseligt står et vasketøjsstativ i stuen, fordi det begyndte at regne udenfor. Pludseligt ligger der to fodbolde i entreen.

Ligesom husordenen bliver mine tøjvaner også mere og mere afslappede, og jeg lover mig selv at give fleecen en pause i morgen og lege, at jeg skal rigtigt på arbejde og se præsentabel ud. Min mand skal jo sidde over for mig og se på mig en hel dag.

Sammen ser vi igen pressekonference, og økonomi er åbenbart ikke så vitalt, at det kræver døvetolkning. Det var jeg ellers ved at vænne mig til, så pludseligt virker der hel tomt bag Mette Frederiksen.

Især den yngste keder sig, og jeg tænker for første gang, at det godt kan blive nogle lange uger. Han hænger op ad mig og ved ikke, hvad han skal lave, og jeg forsøger at dæmpe min irritation og foreslår ham at tegne, læse, hoppe i trampolin, whatever! Vi ender med at bage kanelsnegle sammen. Det er hyggeligt, og jeg husker at tage 10 armbøjninger!

Senere kører jeg ned til min mor med en kanelsnegl i sikker virus-fri-indpakning, men hun og jeg er endnu ikke helt rutinerede i vores på-afstand-besøg, for mens jeg forgæves har banket på og lagt kanelsneglen i hendes cykeltur, får jeg en sms, der siger dyt-dyt. Hun holder uden foran mit hus med en æske kager. Da jeg cykler tilbage, passerer hun mig i bil og vi vinker til hinanden – det er selvfølgeligt også en måde at se hinanden på. Næste gang må vi koordinere det bedre.

Det er en søndag med tid til at tænke, og søndagsaviserne er fulde af forskellige blik på coronakrisen. Skal EU gøre mere? Virker det at lukke grænserne? Hvordan undgår vi at angsten tager over? Hvordan får vi alle til at tage det alvorligt? Og hvor mange penge og energi er der tilbage til klimatiltag, når vi er på den anden side? Særligt det sidste rammer mig, og jeg kan mærke, det kræver en aktiv indsats ikke at blive grebet af mismod. Politiken har en reportage om forløbet i Statsministeriet onsdag aften op til pressekonferencen, og jeg bliver glad af at læse om, hvordan Josephine Fock, som ikke kunne være til stede, havde givet Pernille Vermund mandat til at bakke op om det, statsministeren fremlagde, hvis de andre partier også støttede det! Lige nu er der et befriende fravær af personlige intriger på Christiansborg, og jeg krydser fingre for, at det varer ved længst muligt og at alle bevarer blikket rettet mod, hvad der er bedst at gøre nu, og ikke hvad man skulle have gjort anderledes i går.

Inden jeg går i seng, ser jeg endnu et afsnit af Vera, lægger neglelak og smider fleecetrøjen til vask.

Dagbog fra et lukket land. Dag 2.

Det er weekend, og på den måde burde vi ikke lade os mærke af lukningen. Men det hænger i luften, og vi kan jo ikke gøre, som vi plejer. Vi kan ikke tage på biblioteket eller i svømmehallen, og jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om vi kan tillade os at besøge min mor. Hun bor 2 kilometer væk, og det virker fjollet med al den hjemmetid, vi pludseligt har fået, at vi ikke kan bruge den til små visitter.

Én ting kan jeg dog godt holde fast i, og det er vinterbadningen med min mand. Vi står tidlig op – jeg kan godt lide at gøre det, mens solen står, op og vi har det for os selv, og vi kører afsted langs øde veje kvart over seks. På vejen joker vi med, om antallet af skilsmisser stiger, når karantænen er omme, og vi snakker om, hvad det egentligt ændrer at lukke grænserne, hvis Danmark alligevel er et af de hårdest ramte områder. Jeg har tillid til, at der er en god grund.

Vel tilbage fra vandet bager jeg boller og en pærechokoladekage af alle de tiloversblevne, lettere kedelige pærer, min mand bragte med hjem fra arbejde i torsdags. Jeg overvejer at lægge et opslag i den lokale FB-gruppe om, at man kan komme og få surdej (jeg har masser) – jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, om det er tanken om, at folk alligevel går hjemme og har masser af tid til at bage, der giver mig ideen, eller om det er behov for at vise samfundssind. For gærmangel har vi jo ikke…

Efter morgenmaden beordrer jeg hele familien ud og gå en tur i det fantastiske solskinsvejr, og der er overraskende få protester – måske fordi jeg lover kage bagefter. Til gengæld er der overraskende mange mennesker – det er som om hele København har fået trang til at komme ud af hjemmekarantænen og ud i forårsvejret, så vi går næsten i kø rundt om Utterslev Mose. Det er måske ikke så smart. Der er mange spørgsmål fra børnene, mens vi går: kan jeg holde fødselsdag 1. maj (hm, sandsynligvis, men nu må vi se), kan jeg holde fest med en af veninderne, inden eksamen går i gang (lad os se, hvordan situationen er omkring påske, så kan I stadig nå at invitere), hvad hvis man skulle have konfirmation (hm, det er måske ikke så smart at invitere gæster, men det er jo ikke forbudt – og er det ikke noget med, at kirkerne også stadig holder bryllupper og barnedåb?).

På vej tilbage passerer vi børnenes skole, der har officielle lukningsmeddelelser hængende på porten. Det er meget trist at se på. Når hverdagen engang er godt i gang igen, håber jeg, jeg vil huske, hvor trist det hele er, når samfundet går i stå. Jeg håber, jeg vil værdsætte, at der er liv i skolegården, gæster i restauranterne, mennesker i busserne. Og jeg håber, at Enzo og hans lille lokale, italienske restaurant overlever. Jeg håber, det lille sted i Larsbjørnsstræde, hvor jeg ynder at spise franske pandekager, overlever. Jeg håber, boghandlen i Thiemersgade overlever. Jeg håber, Ohsoquiet – det lille enmandsfirma m/k i Nordjylland, hvor Pia arrangerer 3-dages-vandreture i Thy med overnatning og fuld forplejning i hytter på ruten – overlever.

Efter aftensmaden kører jeg forbi min mor – vi snakker, mens jeg står udenfor, og hun står i entreen, og jeg stiller en pose med et stykke kage, som jeg på sirlig og virusfri maner har pakket til hende. Det er hyggeligt at se hende – også bare tre minutter på to meters afstand.

Om aftenen ser jeg min yndlingskrimi, Vera, som jeg ikke har set længe, fordi den bliver sendt så uhørt sent. Men det er som om, man har fået enormt god tid, og så pyt med, at jeg må sove længere i morgen.

Dagbog fra et lukket land. Dag 1.

Min mand og jeg står op til normal tid og gør alt, som vi plejer, undtagen at vække børnene. Den ældste på 17 overrasker dog ved pludseligt at stå i køkkenet klokken syv – hun har en studieaftale med en af kammeraterne fra klassen. Så fornuftigt! Vi spiser morgenmad alle tre – det foregår ved bordet i køkkenet, for spisebordet er nu inddraget til arbejdspladser. Jeg sparer tid ved hverken at skulle gøre voldsomt meget ud af tøj og make-up – kører en afslappet weekendstil, der dog stadig skal kunne tåle skypesamtaler med billede! Den sædvanlige halve time på cykel til arbejde kan jeg også springe over, så klokken 7.30 kan jeg starte arbejdsdagen, hvor der allerede ligger masser af mails. Min mand har problemer med at gå på nettet og vi prøver forskellige ting, men jeg må afbryde min bistand, fordi jeg har skypemøde med en helt gruppe medarbejdere. Den slags møder har ikke været en del af mit arbejdsliv indtil nu, og jeg er overrasket over, hvor sjovt og hyggeligt vi har det med at se hinanden i hjemmeomgivelser, i afslappet tøj og af og til et barn i baggrunden, der går forbi. En har den flotteste væg – det ser ud som om, hun sidder i en skov – og senere skriver hun til mig, at det bare er tapet, som man kan få i tusind afskygninger. Får lyst til det samme herhjemme. Mødet tager en halv time, og da jeg er færdig, har min mand fået nettet op og køre og sidder nu i skypemøde med sine kolleger. Meget af dagen går med at aflyse møder, lave møder om til skypemøder, hvor det kan giver mening, og ellers tage mig af den linde strøm af mail, der konstant er. I chefgruppen har vi en lang korrespondance omkring nogle detaljer omkring det at arbejde hjemme, og vi beslutter at afvente HR. Jeg skriver med en veninde, der også sidder derhjemme foran skærmen med familien omkring sig. Hun startede arbejdsdagen før 6!

Jeg vækker den mindste klokken 9. Vi har endnu ikke fundet en model for, hvordan hverdagen skal fungere, men da han pludseligt befinder sig bag sin playstation efter morgenmaden, får jeg øjenene op for, at en vis struktur vil være en god ide. Flere af hans lærere har allerede skrevet ud, og jeg laver et skema med fag og pauser, og så går dagen eller med at holde ham ved ilden og styre, at pauserne ikke pludseligt strækker sig en evighed. Frokost skal han også have midt i det hele. Den 15-årige kører sit eget liv – han har styr på, hvad han skal lave af lektier og behøver ikke hjælp til at holde disciplinen.

Klokken 15 lukker jeg ned og cykler en tur. Dette liv kan hurtigt blive et meget inaktivt liv, nu jeg hverken kan få de daglige cykelture og komme i svømmehallen om mandagen, som jeg plejer. Igennem dagen har jeg taget 10 armbøjninger, hver gang jeg har været ude for at lave kaffe – det er en start. Jeg kører forbi en luksusgenbrugsbutik på Godthåbsvej, som jeg længe gerne har været forbi – det er om at støtte de små erhvervsdrivende i disse tider. Der er kun en enkelt anden kunde end mig, men hende, der har butikken, siger, at folk nu stadig kommer forbi for at se på det tøj, hun lægger tøj op på Instagram, så biksen kører. Det glæder mig. Jeg har virkeligt ondt af dem, hvis små butikker og virksomheder er truet.

Hjemme igen tager jeg igen en times tid på mailen – der bliver ved med at være spørgsmål og ting, man skal forholde sig til. Vi spiser aftensmad, og om aftenen ser jeg sammen med min mand den seneste pressekonference om, at grænserne skal lukkes. Det er alvor nu – men samtidig skal vi også holde samfundet kørende og arbejde og gå i skole, som det nu kan lade sig gøre. Det er svært at finde ud af, hvilket humør man skal være i. P.t. er alle i familien sunde og raske, vi har ingen forestående rejser eller fester, så på den måde er vores ofre næsten ikke-eksisterende. Men er det blot starten? Og hvad bliver efterregningen? Og hvilket samfund kommer vi tilbage til – er alle vores yndlingsrestauranter og bagere og butikker gået nedenom?

Inden jeg går i seng, tjekker jeg lige mailen igen. Det ville jeg aldrig gøre en fredag aften under normale omstændigheder, men alt er lidt anderledes. Vores chef har sendt en mail ud med tak for indsatsen for i dag – det er sødt af hende, at hun har overskud til det midt i alle de tusinde spørgsmål, jeg ved hun er i færd med at håndtere, og det varmer.

Dagbog fra et lukket land. Dag 0.

Nedlukningsdag. Min mand og jeg står op til sædvanlig tid og følger stort set de sædvanlige morgenrutiner, om end min morgenyoga bliver kortet lidt og jeg bruger et kvarters tid på at skrive til medarbejderne og besvare et par sms’er. De er tidligt i gang, de mennesker! Den mindste er den, der har taget al coronasnakken den seneste tid mest alvorligt – først og fremmest er han bekymret for sine bedsteforældre. Vi siger til ham, at de har det trygt og godt indenfor. Mens min mand og jeg spiser morgenmad i stuen, ligger mindstemanden og vågner under sin dyne på sofaen inde i stuen, hvorfra han kan se os. Jeg kører tidligt afsted på arbejde og lægger vejen forbi biblioteket for at aflevere nogle bøger; regner ikke med, de udskriver bøder, men jeg vil faktisk gerne af med dem, så jeg ikke skal se på dem mere. Det bliver en dag er fyldt med småmøder, spørgsmål, mailkorrespondance, skriverier. En af mine medarbejdere er hjemme, fordi han har været i Madrid i weekenden, så ham har vi ikke set hele ugen. Jeg snakker i telefon med ham, og han siger, at den planlagte test på Hvidovre er aflyst, fordi sundhedsmyndighederne har ændret strategi. Før frokost holder vi en times møde i chefgruppen. Vores vicedirektør er presset og ikke så smilende, som hun plejer, og bliver irriteret, når vi taler i munden på hinanden. Hun havde en lang dag i går. Mens vi taler, er nogen på mailen, og vi må gribe en mailkorrespondance, der er ved at udvikle sig, og få talt om, hvordan vi lukker den ned.

Jeg skal have skrevet en lang mail ud til mine medarbejdere, men en masse spørgsmål skal cleares, inden jeg kan gøre det. Tillidsmanden, der er en af mine medarbejdere, stikker hovedet ind lidt i to er viser frustration over ikke at vide noget. Jeg skynder mig dog at få gjort min mail færdig og sender den ud. I løbet af eftermiddagen forsvinder medarbejderne efterhånden og jeg får ro til at færdiggøre mig. Jeg har slet ikke spist frokost og sluger i hast min medbragte nudelret i køkkenet. Det meste af dagen står på kaffe og chokolade.

Jeg får en mail om, at det masterkursus, jeg er tilmeldt senere på foråret, kører første undervisningsdag som fjernundervisning, og jeg glæder mig over, at det ikke bliver aflyst. Samtidig krydser jeg fingre for, at eksamen i det fag, jeg netop har afsluttet, dropper den mundtlige del og kun bliver en opgave. Man har lov at håbe.

Jeg har min yngste søn i røret adskillige gange, men alt er ellers roligt på hjemmefronten. Han fortæller, at nettet er kommet op at køre igen, hvilket er en stor lettelse at vide – der har været lokalt nedbrud siden onsdag, så vi har kørt på mobildata, og tanken om at være fem mennesker hjemme uden normal netforbindelse har stresset mig lidt. På et tidspunkt ringer den 15-årige fra Rundetårn, hvor han er inde med en kammeret! Ved 18-tiden siger jeg farvel til tre af mine chefkolleger, der har samlet sig i et af storrumskontorerne, hvor de sidder og arbejder. Jeg har tasken fuld af computer og headset og ledninger og sager. Det er mærkeligt at forlade den øde bygning, og jeg krydser fingre for, at planterne derinde overlever.

Det er stormvejr, da jeg kører hjem ved sekstiden, og byen er underlig tom og grå og forblæst. Jeg ringer til min mor, der ikke tager den, og jeg når at hidse mig op ved tanken om, at hun skulle have taget ud og ageret babysitter for nogen børnebørn. Min mistanke bliver dog gjort til skamme, da hun lidt efter ringer og beretter om sin dag hjemme, og jeg aflyser min brandtale om, at hun skal passe på sig selv. Hun er 83.

Om aftenen sætter jeg min hjemmearbejdsplads op, tjekker at headset’et duer, så jeg er klar til at skype, og fikser et par mails. Vi er flere, der – på min foranledning – skulle have været på fredagsbar i morgen, og det ærgrer mig grumme, at det ikke bliver til noget. Jeg sender en ny invitation ud til 30. april – der må alt da være normalt igen. De færreste af os tror vist på, at det kun bliver 14 dage, men der er lang tid til 30. april.

Dagbog fra et lukket land. Dag -1.

Det er onsdag den 11. marts 2020, det er aften, og jeg sidder og hænger og tager mig sammen til at gå i seng. Jeg har haft nogle lange dage på arbejde de seneste par dage og vågnede kl. 3.21 i morges efter en forvirret drøm og faldt alt for sent i søvn igen. Så sengen kalder, selvom klokken kun er otte om aftnnen. Min mand er taget ud og handle, da vi manglede stort set alt, og jeg er ham evigt taknemmelig for at være så aktiv, for jeg kunne ikke engang mønstre energi til at skrive indkøbsseddel. Min datter kommer ned i køkkenet og spørger, om jeg har hørt, at alt lukker ned. Vi finder pressekonferencen på DR’s hjemmeside, og jeg ringer til min mand og foreslår, at han køber lidt ekstra ris og flåede tomater. Bare lige for at være lidt ekstra polstret. Senere betragter jeg reportagerne fra supermarkederne, hvor folk går amok i at købe toiletpapir og brød, og jeg føler en snert af skam over det med risene og de flåede tomater. Vi diskuterer med børnene, om de skal i skole, og vi kan ikke komme på aula for at tjekke eventuelle meldinger fra skolens side. Vi ender med at lytte til statsministerens opfordring om at holde børnene hjemme og beslutter, at de ikke skal i skole. Den mindste er 11 og den ældste 18, så de kan sagtens være alene hjemme. Jeg er lidt på mailen og skriver sammen med min chef og kolleger. Lukker ned kl. halv elleve. Glæder mig over, at vi nåede til tandlægen med den yngste i dag.

Sommerferie. Dag 15. Løst og fast fra færgen på vej hjem.

Mit hoved er fyldt med alt det, jeg også ville fortælle dig på falderebet. Alt det, der er poppet op de sidste 14 dage. Strøtanker. Absolut rodet og i uskøn forening – akkurat lige som mængden af glade, trætte og overvældede rejsende her på færgen – kommer det her:

Jeg kom i gang med yoga med Karen Pallisgaards Begynderyogabogen. Nem og pæn bog med gode programmer, som hjælper dig i gang hjemme på dit eget gulv. Bliver du grebet af det, kan en yogamåtte være rar at have. Anders Haarh Rasmussen har skrevet ”En fortælling om at være træt”, som er en inspirerende bog, dels om hans problem med altid at være træt, dels hvordan han tog på retreat i Indien for at gøre noget ved det. Han kommer bl.a. ind på Hartmut Rosas resonansbegreb, der handler om, hvordan man genskaber følelsen af genklang i sit liv. Bente Klarlund og Mikkel Wold har skrevet Krop og sjæl og meningen med livet, der også inviterer til gode overvejelser om mening, lykke og etik. I en helt anden boldgade fandt jeg Mark Mansons Kunsten at være f*ucking ligeglad forfriskende. Hans hovedbudskab er, at livet er fuld af problemer, og det handler om at vælge de rigtige problemer at bøvle med.

At gå er rigtigt dejligt, hvis du ikke har opdaget det. Luften og den rytmiske bevægelse skaber god tankevirksomhed. Når jeg har ondt i kroppen, går jeg til Body-SDS, selv om det både kan være dyrt ikke særligt rart, mens det står på. Meditation er jeg aldrig rigtigt kommet i gang med, men dem, der praktiserer det, har stor glæde af det, og du kan jo starte med at sætte dig ned og tælle din vejrtrækning i tyve minutter – så er du i gang. Er du til den slags, kan det give lige så meget ro i hovedet at gå i kirke – find en smuk kirke, og helst en med en dygtig præst. Personligt er jeg vild med Marmorkirken i København. Og ellers kan et smukt museum (Davidssamlingen eller Glyptoteket i København, fx) give samme følelse af ro og skønhed. Det sammen gælder klassiske koncerter, og en requiem er altid storslået – der er fire af dem: Mozarts, Verdis, Brahms og Faurés). Storladne alle sammen. Du skal spise ordentligt – det ved du sikkert godt. Jeg er aldrig kommet af med min sukkertrang, men jeg holder den i ave ved en simpel regel om kun at spise sødt i weekenden (som i den sammenhæng først starter fredag aften). Det fungerer for mig, og bliver jeg inviteret ud og spise en tirsdag, giver jeg mig selv dispensation, for jeg elsker desserter, og der skal være mening med galskaben. Kød har jeg af flere grunde skåret ned på, mens jeg til gengæld hopper over enhver form for diæt, der gør madlavning til en højere videnskab. Skal jeg tabe mig, skærer jeg ned på aftensmaden, og spiser ekstra mange bønner og linser et par uger. Det plejer at virke. Apropos mad kan jeg anbefale Kogebogeriet i Guldbergsgade, der har mange skæve kogebøger – fx. er jeg blevet rigtig glad for “Mad, der får folk til at tale sammen”, som de introducerede mig for.

Kæledyr kan jeg kun anbefale, at man får, selv om det rationelt set ingen mening giver, fordi det bare er at bede om mere arbejde. Men nu er der andet i verden end rationelle argumenter, og det er fyldt med så meget glæde at have et kæledyr. Hunde giver nok mest nærvær, katte mest frihed, men marsvin og kaniner også skønne. Jeg læste engang, at man ikke kan være vred, når man 1) ser en sjov film og 2) aer et dyr, og det er rigtigt – dyr er max afslappende, og ifølge eksperterne udløser det at ae et dyr velværehormonet oxytocin. Aner ikke, om det passer, men det lyder fornuftigt.

Brug din tid og dine penge på noget, der giver mening for dig. Hjælp andre – verden har brug for, at vi hjælper hinanden, og det at hjælpe giver dig større lykkefølelse end nye sko. Tro mig. Glem ikke at være kreativ – hvis du elskede at tegne som barn, er der ingen grund til at lade være, bare fordi du er blevet voksen. Grin ofte, og hvis der ikke er meget at grine af, så gå ud og led efter det. Det er vigtigt. Kast dig ud i de kampe, der er værd at kæmpe – og lad de andre ligge.

Færgen er i havn om få minutter. Tak for denne gang.

Sommerferie. Dag 14. Om i dag.

I dag er sidste feriedag. Vemodet over at skulle hjem lurer lige om hjørnet, men jeg har besluttet, at det vil jeg ikke lade mig mærke med. Vi skal have en sidste, dejlig dag i dag. Alle sammen. I dag handler ikke om, at ferien snart er slut. I dag handler om, at solen endnu engang har velsignet os med sine stråler, at vi skal bade og spise en god morgenmad med nybagt brød og bær fra haven og snakke om, hvad vi skal lave, og bagefter skal jeg have en kop kaffe med sødmælk, mens jeg læser avisen, og hvis vi er heldige, får vi også besøg af vores kaninvennepar, og…

… du skal have en god dag i dag. Dagen i dag er den vigtigste dag i dit liv lige nu, og du skal fokusere din energi på at få så meget godt ud af den som muligt. Det er i dag, du gør lidt ekstra ud af din havregrød og putter æbletern på. Det er i dag, du smiler sødt til din mand, når han sidder på sengekanten og ser mere død end levende ud, og du siger godmorgen i stedet for klokken er mange. Det er i dag, du bruger to et halvt sekund på at glæde dig over den blomstrende rose i forhaven, og til at råbe hej drenge til genboens tvillinger. Det er i dag, du glæder dig over 4 grønne lys i træk på vej til arbejde. Det er i dag, du glæder dig til dagens første kop kaffe på kontoret. Det er i dag, du går med de andre i kantinen i stedet for at kaste mad i dig ved skrivebordet, mens du tjekker Facebook. Det er i dag, du siger hej til den mutte teenager bag kassen i Fakta, også selv om du ved, at hun nok ikke gengælder det. Det er i dag, du sætter dig med en kop te 10 minutter og kigger ud af vinduet, inden du begynder at lave aftensmad. Det er i dag, du sætter Cornelis Wreeswijk på, mens du går i køkkenet. Det er i dag, du får skrevet en lang sms til et par af de veninder, du længe har tænkt på, men ikke har hørt fra. Det er i dag, du ryster dynen ud af vinduet, inden du går i seng, så den er frisk og blød at putte sig under. Det er i dag, du med taknemmelighed falder i søvn mens du glæder dig over alt, der er gået godt i dag.

At fokusere på dagen i dag afholder dig ikke fra at blive kørt over af en lastbil eller blive ringet op fra hospitalet, hvor din mor netop er blevet indlagt med en blodprop. Din psykopatchef holder ikke op med at være psykopatchef, ligesom der ikke dumper to millioner kroner ind på din konto til at redde dig ud af din gæld. Du kan stadig blive ramt af influenza, dagen før du skulle have været til Mallorca, og punkteringer, regnskyl og en knækket kindtand er du heller ikke forskånet for. Den slags hændelser og vilkår er i en anden liga, som vi ikke skal behandle her.

Men de fleste dage bliver bedre af, at man beslutter sig for, at de skal være gode. Og god betyder ikke nødvendigvis uproblematisk eller lykkelig; god betyder først og fremmest, at du er til stede i det, du laver, og hvis du er heldig, kaster det måske nogle behagelige og sjove oplevelser af sig, men det er egentlig en sidegevinst. Det handler om, at du bruger din energi med bevidsthed og på ting – problemer, hændelser, opgaver – det giver mening at bruge tid på. Din fine, lavpraktiske, ordinære hverdag, som jo i sidste ende er det, der udgør dit liv; den vil vinde ved, at du kaster lidt ekstra opmærksomhed på den.

Tænk på Benny Andersens Morgenhymne. Det starter sådan her:

I dag skal der leves, folkens!

Vi er allerede godt i gang

Startede tidligt i morges

Vand i ansigtet

Kaffe i halsen

Et rask skænderi

Og lidt morgenavis.

V i mangler stadig latteren

arbejdet

kærligheden

og et par måltider til

så mere kul på, folkens!

 

I dag skal der leves.