Søtorvet

Midt i et kæmpe gab fik jeg øjenkontakt med føreren af en af de ventende biler. Jeg var på vej over Nørre Søgade, det var sen torsdag eftermiddag i sidste uge, og mit hoved var proppet med tusind tanker fra dagen, der var gået, og tusind planer for de forestående timer med afhentning af børn, aftensmad, madpakker og tøjvask. Jeg var træt og tilsyneladende alt for fraværende til at gøre noget for at skjule det. Bilisten morede sig, og min forfængelighed fik et ordentligt hak i tuden.

Nu er det grå mandag, verden omkring os er igen af lave, og temperaturen i morges var 10 grader. Man er tilbøjelig til at give Benny Andersen ret, når han skriver man blir mindst fem år ældre om mandagen/der er ingen der venter på en om mandagen, og for os, der først får ferie i uge 29, er der endnu laaaang vej. Her i salonen er vi som bekendt vældigt begejstrede for hverdagen, men selv hverdagsforelskede salonejere kan trænge til sommerferie, hvor madplaner, madkasser, vækkeure og familiekalenderen kan få et tiltrængt hvil. Og det holder ikke, at vi bevæger os rundt i bybilledet, storgabende og konstant feriehungrende. Vi bringer derfor salonens guide til at pimpe hverdagen op, så man glemmer, at det ikke er ferie endnu:

Kl 6.30: Du laver den sædvanlige portion havregrød, mens du stadig småsover. Denne gang nøjes du dog ikke med havregryn og vand. Næ, du laver den på mælk, smider en håndfuld knækkede rug- eller hvedekerner i, samt en skefuld quinoa-frø. Når du har kogt den lidt længere end sædvanligt – et kvarters tid pga. kerner og frø – hælder du den op i en skål, drysser lidt rørsukker eller kanelsukker over og topper med de blåbær, som resten af familien har fået strenge ordrer på ikke at røre. Et stk. de luxe-morgenmad, som ville havde kostet 40 kr. på en cafe på Vesterbro.

7.45: Du har bare tæer i sandalerne, når du forlader hjemmet. Hvad enten det er varmt, koldt eller regner, har du bare tæer, for det har man, når det er sommerferie. Det fungerer bedst, hvis de er nogenlunde rene og helst lakerede. Heldigvis er tæerne langt væk, så ingen vil løfte et øjenbryn, hvis neglelakken har en mærkelig farve eller er ujævnt lagt på. Hvis det er koldt, tager du bare en ekstra varm jakke på. Bare tæer skal der til.

10.00: Mens du venter på, at kaffen løber gennem kaffemaskinen på arbejde, bladrer du lige i den lille digtsamling, der konstant bor i din taske for tiden. Den har stået hengemt på reolen sammen de andre digtsamlinger, du fik i fødselsdagsgave dengang, du stadig troede på, du fik dem læst, og nu er tiden inde. I dagens små ventestunder hiver du den lige op af tasken, for intet føles mere eksotisk end at hænge over en digtsamling og gruble over, hvad Pia Tafdrup mener, når hun skriver Morgenhimlen er svimmelblå, og intet blev væk, mens jeg sov.

12.00: Solen titter frem for en kort stund, og du spiser din frokost i en solstråle på en trappe udenfor. Inden du går ud, tager du solcreme i ansigtet, og det er ikke en dyr og delikat solcreme med svage noter af grape, nergamot og liljekonval. Nej, det er Niveas solcreme fra supermarkedet, for intet lugter af barndommens sommerferier på Costa del Sol og Rhodos som Nivea solcreme. Resten af dagen vil du konstant blive overrasket over, at du ikke er på vej op til ishuset.

16.00: Dagens pligter er langtfra overstået, og du har stadig et kuld børn, der skal hentes, og aftensmad, der skal laves. Men det er ferie, så du falder ikke i fælden med at haste hjem fra arbejde uden blik for verden omkring dig. Du husker, hvor skønt Excuse me, Pardon! og Por favor lyder i dine vikingeører, når du er i udlandet, og du udviser derfor samme grad af høflighed og overskud. Du giver thumbs up til den 7-årige på Nørrebrogade, der med sin langsomme slingrekørsel danner en uendelig kø af utålmodige cyklister bag sig. Du standser op og hjælper de rådvilde turister med at dreje kortet, så de kan finde vej igen. Du smiler til verden, så den smiler til dig, og du finder ud af, at det faktisk virker.

17.30. Du laver aftensmad, og da det næsten er sommerferie, skal det være enkelt og lige så spontant, som når du om halvanden måneds tid lige køber noget fisk på havnen i Rørvig eller lægger vejen forbi slagter Jensen på Skagen. Sæsonens råvarer er friske, og det er din redning. Nye kartofler, fiskefrikadeller og rå gulerødder er et fint måltid. Eller røget makrel, godt rugbrød og tomater. Ovenpå aftensmaden er der 2 bakker danske jordbær på tilbud, og er der nogen, der er mere sultne, må de tage en portion havregryn.

20:30. I stedet for at hænge over Ipad’en den næste times tid, går du en tur. Sådan en hyggelig slentretur i nabolaget uden andet formål, end at det er hyggeligt. Du må ikke blive forpustet; det skal være afslappet, og kan du få nogen med, der ikke brokker sig, er det endnu bedre. Det er ikke lige så godt som at spadsere ned ad Prenzlauer Allee med en milch kaffe i hånden, men mindre kan også gøre det.

22.00. Du går i seng med en fast tro på, at temperaturen stiger ti grader i løbet af natten, og at sommervarmen er lige om hjørnet. DMI har heldigvis tit taget fejl, så det passer naturligvis ikke, når de skriver Vand til de fleste haver i den kommende uge. Og skulle de få ret, lover du dig selv, at du har format nok til at få en god sommerdag ud af det alligevel.

 

 

 

Reklamer

Fredericiagade

Pude med en tegning af afslappede fødder i klip-klapper med lakerede negle

Afslappede sommerfødder – de kan blive dine.

Folk omkring mig i byen er begyndt at få vilde øjne. Hvor vi alle er klar over, at december er en voldsomt travl måned, er det forblevet en offentlig hemmelighed, at juni er næsten lige så slem. Skoleafslutninger, farvel-morgenmad, hvor-skal-vi-hen-på-sommerferie, 700 sager der skal afsluttes, før chefen går på sommerferie plus alt det andet, man har udskudt hele foråret, og nu skal det være! Vi er fuldkomment uforberedte på denne stormflod af kalenderaftaler, og kombineret med høfeber kan det hele være ganske overvældende. Oveni det kæmper vi alle med skuffelsen over, at tropevarmen forsvandt igen – nu var det lige så dejligt.

Der er derfor brug for lidt hjælperemedier, så vi kan få skuldrene ned og trække vejret dybt og roligt. De kommer her:

Vi skriver jo kun den 10. i måneden, så er der overskud på kontoen endnu, kan jeg på det varmeste anbefale brunch på Restaurant BIOM i Fredericiagade. Nu sidder der måske nogen derude, der ikke gider mere brunch; ikke flere store platter med laks og yougurt og tørre amerikanske pandekager oveni hinanden, serveret på en larmende café med mælkeskummeren på espressomaskinen som hidsigt lydtæppe. Netop derfor skal I lægge vejen forbi BIOM, der byder på et smukt, enkelt og tyst lokale, med udsigt til Nyboders okkergule bygninger, og med en delikat brunch kreeret af RIGTIGE kokke (som rettede min udtale af porcheret æg – det kan vi lide). Og så der det hele i øvrigt økologisk – selv malingen på væggene – uden at det af den grund bliver fodformet eller for rustikt. Men lad være med at tage børn med. Jeg tror ikke, de ville gøre sig i den dæmpede atmosfære. Jeg spiste der i tosomhed med en dejlig mand, og den model kan godt anbefales.

Når de basale behov er opfyldt, er det sjælens tur. Ad omveje faldt jeg over en bog af Desmond Tutu: Ingen fremtid uden tilgivelse , der handler om Sydafrika efter apartheid, nærmere bestemt om Sandheds- og Forsoningskomissionen, der skulle bringe det splittede land videre i slutningen af 90’erne. Meget zen er der ikke over beskrivelserne af de forbrydelser, der fandt sted under apartheid – det er ganske rystende – men så meget desto mere må man tage hatten af for det kæmpemæssige arbejde, der blev lagt i at få forbrydelserne frem, så det blev muligt at tilgive og komme videre. Forsoning var kodeordet. Et andet kodeord, der går igennem bogen, er det afrikanske begreb UBUNTU, der i bogen beskrives således: A person with ubuntu is open and available to others, affirming of others, does not feel threatened that others are able and good, for he or she has a proper self-assurance that comes from knowing that he or she belongs in a greater whole and is diminished when others are humiliated or diminished, when others are tortured or oppressed, or treated as if they were less than who they are. På dansk er det nok noget i stil med overbærenhed, overskud, storhed og en følelse af gensidig forbundethed. Jeg ved af erfaring, at UBUNTU er svært at få i gang, når man er travl, træt eller sulten, men jeg tror fuldt og fast på, at det er et spørgsmål om øvelse. Og ellers kan man jo søge hjælp hos glade Ole Henriksen!

Vi tager også lidt musik med. I bunden af min taske har der et par måneder ligget et udklip fra Politiken med begyndelsen på en musikanmeldelse. Den lyder: Med sømandsviser, hornblæsende Memphis-soul og lidt hjælp fra Nirvana har Sturgill Simpson skrevet et berusende smukt album til sin lille søn hjemme i Nashville. Det lyder jo besnærende, og jeg har langt om længe fået taget mig sammen til at lytte til musikken, som er ganske fin. Prøv f.eks. Breakers Roar eller In Bloom.

Så glem for en stund næste uges hektiske kapløb med tiden og udnyt, at der ifølge DMI skulle vise sig en del solstråler i weekenden, man kan nyde iført lange bukser og varm trøje. Og naturligvis med en god kop kaffe.

Best wishes,

Yvette

 

 

 

Kongens Nytorv

Lørdag kl. 18 tog jeg afsked med min mand, der snakkede med naboen henover hækken. Det var 28 grader og jeg havde bare ben og åbne sandaler. Cyklede gennem et dovent, solbeskinnet Nørrebro, hvis langsommelige tempo sikkert skyldtes, at de mest energiske var draget til Distortion på Refshaleøen. Mødtes med to veninder ved Kongens Nytorv blandt turister på slingrende bycykler, en gruppe piger på polterabend med en oppustelige dukke på slæb og sommerglade københavnere.

Kølede af i Geists fine gårdhave med kolde drinks og skålede på den ene venindes næsten traumatisk ubehagelige, men nu vel overståede afsluttende eksamen. Drog videre ud i sommeraftenen til Nyhavn, hvor vi slog os ned i Gorms italienske kælder, som var lige så hed som byen udenfor. Nød strømmen af italienske småretter, der fandt vores bord sammen med rødvin og læskende vand, og kom godt omkring hele verden: freebleding (vi springer over, tak), kringlede familierelationer (kender vi alle og er en del af showet), arbejdets lyksaligheder og nogle gange mangel på samme, og pubertetsdrenge og deres uendelige surhed, som vi heldigvis glemmer alt om, når de sover sødt. Amerikanerne ved bordet bag os nåede at komme, spise deres pizzaer og gå igen, mens vi sled os igennem den omfangsrige menu med det sigende navn Italienertæv og bestilte vand og vand og vand og endnu en flaske vin, mens vi svedte og mindedes sjove hjemmevideoer, hvor folk slår sig bare en lille smule, og vi grinte så meget, at de andre i restauranten vendte sig om.

Til sidst var maverne fulde, de andre borde tomme og tjenerne i gang med at rydde op. Fandt tilbage til Kongens Nytorv og fik første parket til det spirende sommernatteliv fra et bord på fortovet under markise og varmelampe. Drak kaffe, drak vand, blev overdøvet af en pralende sportsvogn, der gassede op, skævede i al diskretion til en glad og beruset skuespiller, snakkede om smykker og drømte om flere og prøvede at strække natten, så den aldrig stoppede.

Cafeen lukkede, lamperne slukkede og jeg konstaterede, at det havde været for optimistisk at tro, at vandflasken i cykelkurven ville overleve en aften i Nyhavn. Drog hver til sit på cykel og med metro, og jeg kunne mærke, at varmen endnu steg op fra asfalten på Nørrebrogade, da jeg kørte hjem gennem natten. Det var 19 grader, livet var let og jeg var tæt på at føle mig lige så udødelig, som da jeg var 21.

Kom hjem til et sovende hus, der kogte af varme, og blev modtaget af en søvnig kat, der strakte sig og håbede på, at madskålen ville blive fyldt af den nyankomne.  Tjekkede, om der stadig var liv i østershattefarmen. Det var der. En besked tikkede ind fra den ene veninde, der sagde godnat til os andre med Søren Ulrik Thomsens ord: København er den samme som før, hvis man da nogensinde kan sige det om en by, og Jeg. Er. Her. Nu, men jo også altid et andet sted.

 

 

 

Jægersborggade

Østershatte i kaffegrums. Det lyder som de første linjer i et digt af Inger Christensen, men det er det ikke. Her fredag eftermiddag efter arbejde besøgte jeg Beyond Coffee i über-hipster-gaden Jægersborggade, som sælger do-it-yourself plastikspande til dyrkning af østershatte i eget kaffegrums. Man kunne få den tanke, at det var noget, Politikens bagsideredaktion havde fundet på, og kun tiden vil vise, om der sidder nogen unge mennesker i et baglokale og griner af godtroende københavnere og drikker smarte øl for mine penge, eller om jeg vitterligt står med min egen østershattefarm om 14 dage. Der var nu mange svampe i den butik, og pigen bag disken gav mig en lang udførlig vejledning og fortalte, at deres egne svampe groede i kaffegrums fra KUA (eller Cuba – kunne ikke helt høre det i larmen af fredagsglade, øldrikkende københavnere på svampebesøg, men måske det også kommer ud på et), så mon ikke den er god nok. Nu vil jeg i hvert fald skylle noget kaffe ned i den højere sags tjeneste, for der skal dyrkes østershatte.

Og så har solen skinnet i København i dag, og det har den været flink til hele ugen, hvis vi lige diskret ser gennem fingre med dens udfald i går. Onsdag morgen sagde termometret 18 grader klokken halv otte om morgenen, og da heldet ville, at jeg skulle på kursus på Christianshavn, blev der tid til en kop morgenkaffe udenfor på Islands Brygge. Når man kvart over otte om morgenen vælger at sætte sig i skyggen, er det næsten lige som at være i Syden. Derefter gik cykelturen henunder Langebro, hvor jeg skænkede Gasolin en tanke, også selv om det dér, midt i den lune majmorgen, var svært at genkalde sig lyden af den nostalgiske og melankolske guitar i deres Langebro. Passerede den smukke restaurantbåd Liva, nød synet af grønne kobbertårne og blåt vand og tænkte, at København en lun solbeskinnet morgen i maj ikke findes finere.

Og da meteorologerne lover rigtigt fint vejr i det ganske land i weekenden, skal der her fra salonen bare lyde en stor opfordring til at hoppe ud i byen, eller hvor I nu er. Kælderoprydningen og gulvvasken kan vente til næste gråvejrsdag. I finder salonen et sted i solen med en stor kop kaffe og benene oppe.

Larsbjørnsstræde

Visse ting skal man ikke ændre på, og derfor var jeg i formiddag på vej igennem en solbeskinnet indre by, i selskab med min mor. Efter vores fælles frisørbesøg i Klareboderne spiser vi nemlig frokost på La Galette i Larsbjørnsstræde – det har vi altid gjort, og det skal der ikke laves om på. La Galette er der heller ikke blevet ændret på i 20 år – for et par år siden satte de priserne fem kr. op, og ejeren ser vi ikke så meget mere, men ellers er alt ved det gamle. Man kan få en boghvedepandekage opkaldt efter en lokalitet i Bretagne for under hundrede kroner, en kop æblecider og en god kop kaffe bagefter. Så beder jeg ikke om mere, tak. Det hele bliver serveret af en ung mand med tyk fransk accent, eller en sød dansk pige, som – gætter jeg – læser fransk på universitetet eller har været et år i Paris.

Restauranten åbner først kl. 12, og vi var i god tid. Vi gik derfor ind i Vor Frue Kirke, der lå lige på vejen, sammen med alle turisterne. Vi skulle bare kigge, og vi faldt over en finurlig installation, lige inden for døren. Det var en mobile balance skabt af kunsterne Lisbeth van Deurs og Malene Sakskilde. Du skal forestille dig et træ i metal med en tynd stamme, hvor grenene i trækronen er en slags vægte koblet sammen to og to – når den ene vægt går ned, går den anden op. På kanten af hver vægtskål stod et ord skrevet med store bogstaver: HOPE. LOVE. JOY. COURAGE. ENDURANCE. TRUST. FAITH.

Da vi kiggede nærmere på skålene, kunne vi se, at der lå en masse hvide bønner (dem, man spiser!) med små ord på. Ideen var så – fandt vi efterhånden ud af – at man på en bønne kunne skrive noget, man frygteligt gerne ville have, og så lægge den i den skål, der skulle hjælpe ønsket på vej. Vi fik skrevet på hver vores bønne, fundet den rigtige skål, og så ser vi, om det virker! Jeg kunne jo ikke lade være med at smuglæse nogen af de andre bønner. Der var rigtigt mange pige- og drengenavne. Og rigtigt mange bønner med peace.

Med nyklippet hår, vækkede drømme og håbefuldt sind nåede vi vores franske oase på slaget 12 og kunne med sindsro konstatere, at alt var, som det plejede. Det var for endnu køligt at sidde ude, så vi spiste vores galettes indenfor, mens vi kunne nyde det velkendte syn af de fuldskæggede franskmænd i køkkenet, den sorthårede skønhed i restauranten og de 5-6 andre gæster ved de andre små træborde, alt imens der var franske slagere i højtalerne og alt var, som det plejede.

Bon appetit!

Julesorg og juleglæde

Når computeren på arbejde nu er slukket, skrivebordet ryddet og jeg har sagt glædelig jul og på gensyn i det nye år til kollegerne. Når jeg sidder her i stuen med udsigt til en sovende, kulsort kat, der er så afslappet, at tungen hænger lidt ud af munden, og når jeg gennem terrassedøren kan se juletræet udenfor, der skal bæres ind i morgen og pyntes. Når jeg ved, at alle gaver er købt og at det lykkedes mig at finde noget, der ikke indebar alt for mange kompromiser med mine visioner om kun at købe kvalitet. Når jeg har puttet ordet ”perfekt” langt, langt væk – så langt væk, at jeg ikke får åndenød, hvis der skulle være en enkelt ingrediens eller to til julemiddagen, der er udsolgt. Så tror jeg på, det nok skal blive en dejlig juleaften lige om lidt.

Og jeg kommer til at mindes den juleaften hos min farfar på landet for mange år siden, hvor jeg som 2-årig græd af skuffelse og bristede forventninger, hver eneste gang jeg fik en gave. Jeg mindes også den juleaften for alt for få år siden, hvor jeg var grædefærdig over ikke at få den thepotte, jeg havde ønsket mig. Den lille, skinnende tomatrøde thepotte, der ville være så fin til min morgenthe; der havde holdt mig oppe i en uendeligt travl december med hektiske gaveindkøb og alt for mange julearrangementer med slatne æbleskiver og doven gløgg og overspændte børn; der havde styrket mig en hel lang juleaftensdag, hvor succeskriteriet var, at ingen børn græd, og at jeg ikke lugtede af sved; hvor det lykkedes at få lidt mad i børnene, selv om de ikke kunne lide julemiddagen; hvor gaver blev flået op, så snart den sidste julesang var sunget, og det på et splitsekund flød med batterislugende plastik-rædsler. Dér kunne jeg se frem til i ro og mag at åbne min gave, når der var ro i stuen. Og jeg fik en fin tomatrød thepotte. Som ikke var spor lille, men som kunne rumme mindst to liter og slet ikke var den lille fine thepotte til mig selv, som jeg havde lade hele min decemberlykke hvile på. Og jeg skammede mig over min altoverskyggende, pinagtige, irrationelle SKUFFELSE, som jeg var alt for gammel til.

Jeg husker mig selv på den lille tomatrøde thepotte, jeg aldrig fik, når mine børn remser julegaveønsker op, så jeg bliver dårlig af alt den materialisme i mit eget hjem. Jeg vil så gerne lære dem, at julen handler om at være god ved hinanden, og at materielle ting ikke er alt, og det vigtigste er, at vi er sunde og raske og opfører os ordentligt. Og når det ikke lykkes, skal jeg ikke blive sur på dem, for de vokser op i et samfund, hvor lykke er lig med seneste Appleprodukt. Og inderst inde, hvis jeg virkeligt mærkede efter, kunne jeg også godt tænke mig en stor Charlotte Lynggård-ring i rosaguld og en sort Burberry-frakke. Det er kun fordi, mit overjeg har haft tid nok til at udvikle sig, at jeg formår at pakke ringen og frakken ned bagerst i hjernen, påført en label: ting-jeg-gerne-ville-have-hvis-jeg-havde-mange-penge-men-det-er-også-ok-at-jeg-ikke-har-det. Så jeg øver mig i at trække vejret, tælle til 10, gentage at julen er andet end gaver. Og ikke at blive ked af det over den voldsomme forbrugermentalitet, der også viser sig i mit eget hjem. Hos mine kære børn, og såmænd også hos mig selv. Som når jeg eksempelvis er ved at græde over en thepotte.

Julen er et paradoks. Vi har billedet på nethinden af børn og voksne i skøn forening, der afslappede og glade danser gennem måneden, mens sneen daler som i en schweizisk alpelandsby med små hyggelige boder på torvet. Og juleaften vil vi med glade miner og stille sind nyde den velduftende andesteg i stearinlysenes skær, inden vi med funklende øjne, store smil og hinanden i hænderne går omkring det smykkede træ. Sådan ser det ud i vores hoveder ved månedens start, og virkeligheden er så anderledes. Virkeligheden er fyldte kalendere, hasteindkøb af gaver på vej hjem fra arbejde, jeg skal have en gave til 25 kr. med til pakkeleg i morgen, bankkonti, der tømmes med lynets hast på nettet en sen torsdag aften. Virkeligheden er en brutal verden med et klima, der måske kom et mikrolille skridt i den rigtige retning i Paris, med mennesker, der sætter livet på spil i små både for at komme nærmere et normalt liv, med trafikdrab og arbejdsløshed og højtråbende politikere. Verdens uretfærdigheder står endnu tydeligere frem i julen. Dem, vi savner, savner vi endnu mere i julen. Skænderier føles ekstra frygtelige, når de finder sted blandt juleengle og flettede hjerter. Juleglæde og julesorg følges ad.

Men det skal ikke få os til at drage den konklusion, at det er julen i sig selv, det er galt med. Julen har ikke gjort noget; det er højst vores måde at forvalte julen på, der måske kunne bruge et serviceeftersyn. Når vi erkender, at vejen til juleaften er en lige så vigtig del af julen som selve juleaften, at juleglæden har trange kår i en tætpakket kalender, at den perfekte jul med den helt rigtige kirsebærsauce, det helt rigtige julepapir og den helt rigtige stemning er en illusion, som det er på tide at udskifte. Så er vi meget nærmere en rigtig jul. Lad os huske hinanden på, at julen handler om at være gode ved hinanden og have det rart og dele ud af vores overflod, hvilket der heldigvis er mange, der gør.

Så derfor er mit ønske, at vi alle bruger de allersidste dage inden juleaften på at nyde julen og december med alle de små lykkestunder, der ligger lige foran os. Med post-ombragte julekort, lysguirlander over gaderne, små englespil med fyrfadslys på morgenbordet, smukke julesalmer med gammeldags ord som miskundhed og nådesbud, julehilsner til Gud og hvermand i butikkerne og på gaden, Love Actually i fjersynet for 14. gang, julekalender med børnene kl. 19.30, gløgg med naboerne sidste lørdag inden jul, manden koger klejner så der lugter af palmin i hele huset, og de spiller julesange i radioen, og hele byen fyldes af den samhørighed og fællesskabsfølelse, der på smukkeste vis opstår, når vi alle skal det samme. På hver vores måde.

Og hvis det ikke blev så idyllisk, som du havde forventet, så græd ikke som et skuffet 2-årigt barn eller en overtræt 38-årig kvinde. Træk vejret, sæt dig ned, skænk dig en kop velfortjent kaffe med sødmælk og læs Kathrine Lilleørs kronik om juleglæden. Hun skriver: Glæde er der nok af. Du skal bare få øje på den. Det må være julebudskabet herfra i år.

Rigtigt glædelig jul.

Tante Agathe flytter ind

På min dåbsattest står der 1972, og det er jo efterhånden ganske længe side. Min alder er dog ingenting i forhold til den ældre dame, der oftere og oftere titter frem i mit indre og overtager styringen. Tante Agathe kan vi kalde hende, og jeg vil skyde på, hun er omkring dobbelt så gammelt som mig. For ung til at have oplevet 1. verdenskrig, men gammel nok til at huske 2. verdenskrig.

Tante Agathe holder af at løse kryds-og-tværs. Hun kan glæde sig til at komme hjem til Berlingerens store søndagsquiz, og hun sender troligt løsningen ind hver onsdag i håbet om at vinde en Simply mælkeskummer. Floder og mytologiske figurer er stadig en udfordring, men hun har helt styr på ord som prud, pebling og proklama.

Tante Agathe er fra en tid, hvor ting blev repareret og ikke smidt ud. Hun har for længst luret, at to-go-caffe-latte-papkrusene udmærket kan skylles og genbruges et par gange. Til en tur i haven eller måske endda en stille spadseretur efter aftensmaden (det er også godt for fordøjelsen). Stop-madspild-bølgen er ren medvind for hende; hun har længe smuglet børnenes havregrødsrester i brøddejen. For ikke at tale om risene, kartoflerne, den tiloversblevne the, de overmodne bananer. Pasta duede ikke.

Tante Agathe får gåsehud, når hun ser de unge piger på cykelstien i januar med et kig til den bare ryg. Så glæder hun sig over sin uldundertrøje fra Føtex, knæstrømperne og de utroligt tykke vanter, og når hun kommer hjem en kold aften, er der ikke noget bedre end at sætte sig med en gammeldags varmedunk fra Matas; den, man hælder kogende vand i. Under fødderne, eller måske på maven. Og en varm kop kaffe.

Tante Agathe blev engang skræmt, når hun blev tiltalt med De. Men nu har hun erkendt, at hun er voksen, og faktisk er det lidt rart, når det endeligt sker. Hun bliver mere og mere overbevist om, at verden for alvor gik af lave, dengang man droppede De-formen. Så hun opsøger gladeligt den fine thehandel i indre by og nyder den høflige betjening og “Hvad kan jeg hjælpe Dem med?”.

Se bare englænderne. De kan finde ud af at være høflige, og Tante Agathe har en fest lørdag aften foran fjernsynet. Først i selskab med den pæne mand Inspector Barnaby. Hun bliver ikke rigtigt bange for de aparte og absurd mange mord, der finder sted i idylliske Midsommer, når solen skinner, stokroserne blomstrer, og kroerne hedder “The Lonely Sailor” og “The Laughing Horse”. Og kan Tante Agathe holde sig vågen – og det kan hun ikke altid – glæder hun sig bagefter over Lewis i smukke Oxford.

Sene nætter duer nu ikke for Tante Agathe. Til gengæld nyder hun de stille morgener i weekenden, hvor hun vågner uden vækkeur og kan drikke en stille kop the i køkkenet, mens resten af huset sover. Tidlige morgener er en overset værdi; man har det hele for sig selv, og modsat de sene aftentimer er man frisk i hovedet og på forkant med verden.

Heldigvis for Tante Agathe har hun mange ligesindede omkring sig. Det er blevet helt normalt at starte et telefonsamtale med at spørge, hvordan det går med øjet (knæet, maven, hånden), og hun har helt styr på, hvilke veninder der har fået foretaget hvilke undersøgelser hvornår. Når bare man har sit gode helbred, betyder andre bekymringer og ærgrelser ikke så meget. Den seneste bog, Tante Agathe med stor fornøjelse læste og anbefalede, var Tarme med Charme, og hvor er det godt, at nogen skriver om et emne, der er så vitalt for vores velbefindende.

En af Tante Agathes veninder, der også kommer i salonen, har spurgt til, hvornår vi bringer en opskrift på en god, gammeldags vinterret. God ide, og vi går straks i gemmerne for at finde en opskrift. Salon Yvette – også for os over 80.

Men hov, jeg må løbe. Barnaby begynder snart.