Dagbog fra et lukket land. Dag 15.

Det er tredje fredag hjemme. Det er alligevel vildt at tænke på.

Dagen har kun budt på 2 skype-møder, og hurra for det. Det er også rart med lidt tid alene. Jeg har lært et nyt ord: tekstrovert. Det dækker over alle os, der glad og gerne udfolder os skriftligt og måske synes, vi er bedst der, ligesom vi får energi af at læse de andres tekster og tanker.

I eftermiddag var jeg så til boglancering sammen med 131 andre, der også kendte Lars, og som gerne ville være med til at fejre hans nye bog og høre om ideen bag. Det var superhyggeligt. Jeg genkendte flere af de andre fra gamle dage (i kommentarsporet), og der blev skålet og sendt hilsner – fra kommentarsporet til Lars og tilbage igen. Der var vin og skål! og deltagerne efterspurgte chips og der kom en skål chips på skærmen, og et par gange forsvandt forbindelsen, hvilket jo ikke er anderledes, end når der ikke er lyd på mikrofonen til et almindeligt arrangement. Det forstyrrede min mand en anelse, at hans kontor pludseligt var placeret ved en bogreception, men i disse tider må vi alle bringe ofre.

Samtidig hang min datter ud i køkkenet sammen med 6 klassekammerater, der var med på skærmen, mens hun lavede dej til gifler. Én strikkede, en var ude og gå tur, en forsvandt ud af billedet og kom tilbage igen, og det virkede, som om de hyggede sig gevaldigt. Det er virkeligt nye tider.

Til sidste gik jeg en gammeldags, analog 2-meters-afstandstur med en veninde, og det var nu også rart. Og anderledes velkendt og trygt.

Dagbog fra et lukket land. Dag 14.

En helt almindelig karantænedag – så almindelig, at man glemmer, at vi bare skal 14 dage tilbage i tid, så var intet af dette hændt.

For 14 dage siden ville jeg ikke klokken 7 om morgenen sidde og diskutere med min datter, om en stigning fra 55 til 69 til 87 var eksponentiel.

For 14 dage siden ville jeg ikke have haft den pudsige oplevelse af 2 forskellige skype-møder, der pludseligt foregik på sammen linje. Aner ikke, hvordan det kan ske, men det var ligesom når man kommer til at dobbeltbooke et mødelokale, eller bare går ind ad døren til det forkerte møde. Og ligesom i det virkelige liv vandt dem, der var kommet først, så dem fra det andet møde lettere forvirret måtte undskylde og forsvinde igen. Om de nogensinde fandt hinanden til deres eget møde, ved jeg ikke.

For 14 dage siden ville jeg ikke have glædet mig over at stå uden for i kulden og vente på kunden foran mig hos fiskehandlen. Men i dag glædede det mig usigeligt at opleve lidt aktivitet i butikken, for han hang godt nok med hovedet, sidst jeg var der. Det er ikke nemt at sælge, når dem, der plejer at købe på vej hjem fra arbejde om eftermiddagen, ikke længere kører hjem fra arbejde om eftermiddagen.

For 14 dage siden ville jeg have forsvoret at man kan have virtuel trommeundervisning, men det er ikke desto mindre det, der finder sted i min kælder i skrivende stund. Alain Trommelærer forsøger at banke noget rytme ind i min 11-årige, og det kan godt lade sig gøre, selv om det foregår via en telefon, der er stablet op på tre skokasser med en sandal i ryggen. Livet er sælsomt.

Dagbog fra et lukket land. Dag 13.

Jeg har været på kursus i dag. PÅ CBS på Frederiksberg. Herhjemme. Det gik på mange måder fint og anderledes. I stedet for 8 timer med forelæsninger, nye bekendtskaber, summeøvelser, gruppearbejde, frokost, hyggelige muffins og små bægre med nødder, var set-up’et 4 videoer af 15-20 minutter med powerpoints og snak, 1 podcast og 1 interview med en amerikansk professor. Og naturligvis hele hjemmemenageriet med Randers Regnskov kl. 9 og skypemøder på den anden side af spisebordet.

Meget forløb vel. Jeg slap for at bakse med at finde en plads til min cykel i de altid overfyldte cykelstativer på Dalgas Have. Jeg har troligt kigget på power points, lyttet til underviseren, produceret 11 siders noter og desuden benyttet mig af, at man kunne spole tilbage, hvis man ikke fangede, hvad der blev sagt. Jeg kunne indimellem også passe mit arbejde, herunder de tre hastebestillinger om alskens materiale, der pludseligt dukkede op i min indbakke. Pause på underviseren – arbejde, arbejde – start underviser igen. Smart. Dagen var befriende renset for de medstuderende, der – lad os sige det venligt – ikke altid har den mest veludviklede fornemmelse for, om deres spørgsmål og meget lange kommentarer har værdi for andre end dem selv. Det var superdejligt at kunne lægge sig på gulvet med benene op ad væggen, mens jeg lyttede til interviewet med professoren fra Stanford – og ingen protesterede, da det greb om sig, og jeg bevægede mig ud i Firbenet. Og så var det en fornøjelse at nyde min egen gode kaffe med sødmælk i stedet for kaffemaskinekaffen med minimælk.

Således opmuntret. Digital undervisning fuldført. Og lige som resten af det digitale liv for tiden er det slet ikke det samme som DET VIRKELIGE LIV. Der var ingen snak om, hvorvidt frokostbuffeten er blevet bedre og hvorfor der igen ingen smør er, ingen pudsige medstuderende man kan gå hjem og fortælle om, ingen lettelse over, at læreren er meget bedre end sidst, ingen småsnak i pausen med sidemanden, der WOW! også har en Dingbats-notesbog, ingen overraskelser – hverken positive eller negative –  og det er slet ikke det samme, at man selv skal stå og hælde nødder op i en lille kop. Sådan er det – det fungerer, og vi lever med det, og håber-håber-håber, at det nytter noget!

Dagbog fra et lukket land. Dag 12.

For en måned siden var den første ting, jeg tjekkede om morgenen, dagens temperatur på DMI. Det er en evighed siden. Der er kommet nye tal i mit liv.

Nu tjekker jeg som det første tallet for antal mennesker på intensiv i Danmark. 69 i skrivende stund, hvilket er 14 mere end i går. Som var 9 højere end i forgårs.

Vi har været hjemme i 12 dage. Når vi har været hjemme i 14 dage, burde der begynde at ske et fald i stigningstaksten, og når der er gået 14 dage efter den 18., hvor nedlukningen blev intensiveret, burde der ske endnu mere. Så er vi henne ved 1. april. Det er om 8 dage.

Kl. 9 starter skoledagen, og jeg er evigt taknemmelig for Randers Regnskovs liveudsendelser med Asser og Dennis, der gør det muligt at motivere en 11-årig til at stå op, selv om skolen er lukket. I dag om døden. Lige lovligt vedkommende tema.

5 timer i skype har jeg været i dag, og hold fast, hvor bliver man bims af det. Imens har jeg drukket 2 kopper kaffe og 4 kopper te.

5 mennesker er vi her i huset. Konstant. Hvor er det heldigt, at vi har det godt sammen.

2 meter skal der være mellem mig og de andre i supermarkedet. Vi prøver alle sammen, så godt vi kan.

1 million gange dukker der beskeder op i Aula, fordi funktionen med kun at svare læreren er lidt for godt gemt. Så jeg ved nu, at Amalie i 5. klasse har læst 41 sider i Jordens Salt, Ali har læst 68 sider, Anton har læst 102 sider og Gustav 14 sider. 1 million timer føles tidsforbruget på Facebook og Instagram også, mine livlinjer, som jeg p.t. har droppet enhver intention om at skære ned på. Og lige så mange gange, eller i hvert fald derhen af, har jeg vasket hænder i de 20 sekunder, som det foreskrives.

0 er antal meter, jeg har svømmet siden begyndelsen af marts. Og det er det antal gange, jeg var udenfor i går. 0 er også hvor mange kroner, der skal stå tilbage på min lønkonto den 31., for hver en øre skal ud i samfundet og bruges hos den lokale fiskehandel, hos min yndlingspapirbutik, kaffehandlen og alle de andre små butikker, jeg så gerne vil bevare. Jeg er et priviligeret menneske, der kan arbejde hjemmefra og få løn for det – det forpligter. Der er 0 sommerferieplaner, og intet kunne bekymre mig mindre.

Mens jeg sidder og skriver, tikker der en sms ind fra en veninde. Den starter sådan her: Mit liv er lige nu 50 timers arbejde, kun afbrudt af en milliard kig i køleskabet.

Jeg er ikke den eneste, der har fået nye tal i sit liv.

Dagbog fra et lukket land. Dag 11.

What would Søren Ulrik Thomsen do? spurgte jeg ud i luften og tog hans samlede digte ned fra hylden. Der er næsten ikke den følelse, jeg ikke har kunnet finde i et af Søren Ulriks Thomsens digte, blot formuleret langt rigere, end jeg selv ville formå. Der er ingen som ham, der kan beskrive fornemmelsen af forladthed, tristessen ved en betonbygning i regnvejr, lettelsen ved at man alligevel ikke var syg, de surrealistiske drømme, der opstår i ens hoved i løbet af en tung, lang eftermiddagslur, eller bare sorgen over en gammel kat, der ikke er mere.

De gode digtere skriver, så man tænker: ja, netop, det er lige sådan, det er. Men har nogen af dem skrevet digte, der vækker genkendelsens, om ikke glæde, så tryghed, ved de dage, vi gennemlever lige nu? Digte, der også kan læses i en coronatid?

Søren Ulrik Thomsen får ordet:

Det værste er når en hemmelig dør i tapetet går op/ og man stirrer direkte ind i det rum/ hvor mørket til de kommende vintre står stablet OG Det værste er dén alarmerende stilhed/hvormed de værste sygdomme siver/igennem det trævlede kød OG Det værste er at der næsten altid/klæber lidt størknet et-eller-andet/til kontantautomaternes tastaturer OG Det værste er at miste modet/før en helt ny dag er begyndt OG Når dagene bare går – med hvad? – er det værst OG At alting stadig kan ske er det værste

Det blev dystert. Så vi tager også den anden side af sagen:

Det bedste er stilheden/bogsidens stilhed OG Når en smuk, grå habit gør min knusende uro mulig at bære/og Guds Tavshed overdøver det onde blods susen/og alting bare går o.p. = op er det bedst OG At man altid kan læse Den Store Gatsby/en gang til er det bedste OG Det bedste er at jeg selv på de værste/dage er nysgerrig efter i morgen OG At alting stadig kan ske er det bedste OG At der hele tiden har været lidt mere/af ”det bedste” end af ” det værste” er bedst.

Det er det, vi satser på. At der hele tiden vil være mere af det bedste end det værste. Vi tager fjorten dage mere herhjemme og krydser fingre for, at det bringer os fremad, og at vi fælles flok formår at løfte vores samfund igen og være nysgerrige efter dagen i morgen.

Dagbog fra et lukket land. Dag 10.

Da jeg noget søvnig gik og dækkede bord i morges, stillede jeg uden at tænke over det glassene med henholdsvis havregryn, cornflakes, mysli og havrefras op på bordet. Med god afstand imellem… Så hurtigt er vores nye afstandsliv krøbet ind under huden på mig!

Ellers har jeg på min egen stille søndagsfacon været vidt omkring i dag. Var til gudstjeneste i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro herhjemme sammen med 50.000 andre. Der har jeg aldrig været før – det er en smuk kirke, og jeg må sige, det har sin helt egen charme at modtage Herrens velsignelse, mens man står i køkkenet og stryger.

Midt på dagen kom en venlig sms fra politiet. Den havde jeg allerede fået på min arbejdsmobil lørdag, men hyggeligt også at få en søndagshilsen fra den kant. Det har jeg heller ikke prøvet før. Der er sådan lidt landbetjent, der følger ænderne over vejen, over det, og jeg havde sådan en lyst til at skrive tilbage, at vi skam HOLDER afstand – og at selv morgenmadsprodukterne her i huset gør det.

Senere på dagen tog jeg til Brædstrup og dyrkede yoga hos House of Harmony sammen med 18 andre. Meget tiltrængt at få strukket ud og løsnet op, og vanen tro faldt jeg i søvn under den sidste afspændingsøvelse. Så lå jeg der i en solstribe på gulvet i min stue og sov lidt, mens underviseren i Brædstrup og resten af holdet rundt omkring i Danmark fortsatte med afslutningshilsenen. På den måde er corona-yoga ikke så anderledes fra det, jeg er vant til, og her behøver jeg endda ikke bruge energi på at frygte, om de andre hørte mig snorke.

Overvejer at tage et smut til smukke Budapest i aften sammen med Juan , mens jeg mentalt forbereder mig på endnu en arbejds-skole-hjemme-skype hele tiden-uge.

Dagbog fra et lukket land. Dag 9.

Før de liberale børneopdragelsesidealer kom på banen, hed det Ro, Renlighed og Regelmæssighed. I disse dage er vi alle børn af coronakrisen, og jeg tror, de gammeldags dyder har sin ret under de nye forhold. Når verden er kaos, er der brug for orden på de indre linjer.

Regelmæssighed har der været masser af. Startede dagen med en tur i Øresund, og selv ikke den begivenhed undgik sig de nye corona-rutiner – pludseligt nikkede vi ikke som det første venligt til forbipasserende på den smalle badebro, men kiggede væk og gjorde os så tynde som muligt, velvidende at det er umuligt at holde 2 meters afstand, når man passerer hinanden på en max halvanden meter bred bro. Bades skulle der, og det blev der, og der er i øvrigt ikke noget, der kan vække ens livsmod som et dyp i det kolde havvand, skulle jeg hilse og sige.

Efter morgenmaden cyklede jeg min nye sædvanlige tur til Lars, den lokale fiskehandler. Ham vil jeg frygteligt nødigt undvære, når karantænen er ovre, så vi spiser mere fisk her i huset end nogensinde og håber, andre i nabolaget gør det samme. På vejen tilbage aflagde jeg mit nye sædvanlige visit i den lokale Lidl – en butik, jeg meget sjældent har frekventeret før, men der er befriende brede gange, håndsprit ved både indgang og udgang, og så er det på vej til min mor, som jeg køber ind for i disse dage. Derefter vareaflevering på den nye sædvanlige måde: jeg stiller stofposen med varer, banker på, træder to meter tilbage, mor åbner og tager varerne op af posen og smider den tilbage til mig, og så vender vi lige verdens gang, som den ser ud fra hvert vores hjem.

Og så er der blevet luftet dyner og puder og madrasser og tæpper. Ud med vinterhalvårets støv, ind med den livsalige lugt af frisk luft. Drak en kop kaffe, kiggede i avisen, tog en dyb indånding og kastede mig over børnenes badeværelse på den seriøse måde – der, hvor man ligger på knæ og skraber fuger med en gammel tandbørste. Ryddede op i deres skab og undrede mig over fundet af 9 (!) halvtomme deodoranter. Imponerende, at et rum på mindre end 2 kvadratmeter kan tage en hel eftermiddag at komme i dybden med. Det var også længe siden…

Dagen skal sluttes på sædvanlig vis i selskab med DCI Vera Stanhope fra Newcastle, og alt i alt er der absolut intet epokegørende sket her i huset i dag, hvilket også kan have sin egen charme.

Dagbog fra et lukket land. Dag 8.

 I går blev lidt tung. Indre billeder af overfyldte hospitaler og for få respiratorer blev afløst af dystre forestillinger om en verden i tilbagegang, arbejdsløshed og bitter nød, og når det tog ruller, kan det bliver svært at sætte en stopper for. Som kaldet fra himlen – men det var nok bare en logaritme, der havde luret min sindsstemning – dukkede her til morgen en artikel op, der handlede om at byde håbløsheden modstand og beslutte sig for livsmod. Kan man det? Dont’t no, men jeg vil gøre forsøget. Det var præst i marmorkirken, Mikkel Wold, der udtalte sig, og han fortsatte med at citere Jan Lindhardt:

”(…) den for tiden stærke hjælper den for tiden svage. Enhver kan blive modløs og ramt af angst. Og så er det vigtigt, at de, der ikke er modløse, minder de modløse om, hvad der er modløshedens modspil. Og det er, når man siger, at det her ikke skal knække mig. Det skal ikke vinde.”

Tak for den vinkel. Hele artiklen – som i øvrigt også handler om, hvordan man kan hjælpe sig selv ved at hjælpe andre – kan læses her.

Og tak for de sjove mails, der dukker i ny og næ mellem alle arbejdsmails’ene. Når stemningen er dyster, kan en fjollet video, en rammende avistegning eller en skør sang være det, der bringer humøret tilbage på ret køl. Tak til Tine for at sende mig satiregruppen MAGT’s sang ”I Danmark er jeg født, og jeg bli’r hjemme. Med mine børn og sløje parforhold”. Sunget hjemmefra, naturligvis. Og tak til Asbjørn for illustrationen af videokonferencer – den kom på en dag, hvor jeg havde bøvlet 20 minutter med at håndtere nedbrud, ekkolyd og folk, der forsvandt ud og ind af billedet.

Dagbog fra et lukket land. Dag 7.

Helvede er de andre, sagde Sartre, men lige nu helvede, at de andre ikke er der. Jo, de er der endnu, som lettere forvrængede digitale billeder på den bærbare, som stemmer i telefonen, som ord i en e-mail, som sms’er, som beskeder, men den manglende fysiske kontakt, den to-dimensionelle oplevelse af mennesker omkring, er flad.

Ingen bliver smukkere af at tone frem i skype-billedets hårde lys – hvor der i det virkelige liv blot er fine linjer, er der nu hårde skygger, og den vinterblege hud, de fleste af os bærer rundt med, tager sig endnu mere kold og skummetmælksagtig ud. Og de små detaljer, der krydrer det hele, får ingen plads. Mine kollegas lange, blanke højrøde negle, der plejer at klikke mod bordet, når hun rammer det – de er hverken at se eller høre. Min chefs fantastiske guldring med snirkler og farvede sten. Væk fra mit blik. Sekretærens små tatoveringer på armene med skråskrift-citater, der har betydet noget i hendes liv, og som jeg plejer at sidde og dreje hovedet for at tyde. Borte. Ingen eksotiske dufte fra de andres parfumer. Ingen klirrende lyde fra armbånd.

På gå-turen i mosen trækker vi ind til siden, når der kommer nogen imod os, og når jeg hører en løber komme prustende bagfra, mens han ånder tungt ind og ud, drejer jeg uhøfligt ansigtet væk og holder vejret. I butikken holder jeg dankortet ud i strakt arm, på så lang afstand som muligt fra den stakkels kassemedarbejder, der i sin fastlåste position bag kassen er afhængig af, at vi andre tager situationen alvorligt, og jeg passerer hurtigt forbi og ud med mine varer.

Jeg har min familie omkring, Gud ske tak og lov for det, og jeg kan som en anden dronning kun sende mine tanker til alle aleneboende, som er dem, der virkeligt har lov til at klage sin nød. Hudsulten i befolkningen vokser dag for dag, og der er ikke andet at sige, at der kommer en dag, hvor vi igen må ae og kramme og kindkysse.

Luftkys fra Yvette.

Dagbog fra et lukket land. Dag 6.

Man er i gang med én mail, og så svarer man lige på en anden fra en kollega, der spørger, hvor man finder Randers Regnskovs online-undervisning, og tilbage til den første mail, og så ringer telefonen, og man skal lige råbe til yngste søn, at han skal se og få spist morgenmad, hvorefter der popper en besked op på Aula om, at der ikke bliver lavet nok lektier i 9. klasse, hvilket afstedkommer, at jeg skal lige hive fat i ældste søn og sikre mig, at det naturligvis ikke gælder ham, og jeg vender tilbage til et notat, der skal skrives, og bliver spurgt inde fra stuen om, hvad et proprium er, hvilket jeg bliver nødt til at google, for det med grammatik er længe siden, og tilbage til notatet, mens jeg prøver at lade være med at lytte til den samtale, min mand har med sin kollega om en aktindsigtssag, og skift til DR for lige at være opdateret på situationen i samfundet, og sådan kører det otte timer i træk – af og til afbrudt af datteren, der kræver ro til sin terminsprøve i engelsk og i øvrigt gerne vil have noget at spise.

Den gode historie er, at evnen til at have mange bolde i luften trænes intenst og vokser dag for dag. Den dårlige historie er, at det der med fordybelse, fokus, flow, koncentration og ro lige nu er en saga blot, selvom den mentale ligevægt i disse dage måske er særligt vigtigt. Den er der ikke altid plads til, og i stedet bliver man bare… træt. Det er så sådan, det er lige nu.

Til gengæld sendte jeg et glas surdej ud i verden, holdt et kort, men hyggeligt afstands-vareoverleverings-møde-med min mor i det fri, og gik en afstands-tur med en veninde, og det er også værd at glæde sig over.