Mine mange mænd

Først er der dem, uden hvem livet ikke ville være det samme. Nogen, der stadig er mere drenge end mænd – mine til tider umulige og altid højtelskede sønner. Nogen, der har været der hele livet, og som har set mig med 80’er-permanent, bøjle og blå briller på samme tid – mine storebrødre. En, der er blandt stjernerne et sted – min kære far. Og en, der holder mig ud, også når hverdagen er meget… hverdag – min dejlige mand.

Og så er der alle dem, der får maskinen til at køre. Som kan erstattes, bevares, men som hver især alligevel har hver deres lille andel i at få det hele til at snurre rundt.

Poul har iklædt min familie himmelske klæder til 1 styk bryllup og 3 styk barnedåb i Johanneskirken på Nørrebro. Jan har taget sig altid opmærksomt af først mit og senere mine børns helbred, indtil han gik på pension. Tak, Jan, fordi du aldrig lod ordet hypokonder komme over dine læber, selv om du nok – med rette – tænkte det. Per lyttede til alle mine bekymringer som nybagt mor; da jeg var færdig hos ham, var jeg ikke længere bange for at komme til at smide min baby ud af vinduet ved en fejl, når jeg luftede dyner.

Johnny tager min kuldskærhed alvorligt og sørger for, at fjernevarmeanlægget kører, som det skal. Brian har styr på den elleve år gamle Skoda. Undskyld, Brian, at jeg var skeptisk og tjekkede dine priser på nye hjulfjedre – Hestenettet bekræftede, at du ikke prøvede at snyde mig. Mikkel retter min kontorkrop ud, og glæden ved at opleve, at en krop ikke behøver gøre ondt, når man bevæger den, overskygger de uhyrlige summer, et besøg på hans briks koster. Tom kender rørføringen omkring badeværelsesvasken bedre, end jeg selv gør, og Bjørn har gjort min kælder til et sted, jeg godt tør besøge om aftenen.

Carsten har fået mig til at bruge elektrisk tandbørste, selv om han blev mødt med insisterende argumenter om, at den manuelle var mere autentisk. Peter håndterede – med fakta og lidt Stesolid – nænsomt min angst for at blive skåret i øjnene og befriede mig for 35 års nærsynethed. Haytham tryller mine ben pæne igen. Lars ved, at jeg helst vil have mine laksebøffer og torskestykker med skindsiden på, og Thomas er god til at sige nogen anerkendende ord oven i reprimanden, når yngstebarnet igen har fået skrevet hjem på Forældreintra. Min smukke cykel bliver ordnet af [Chaar] – ligesom Charles på fransk, bare uden l’et – tak for de mange småting, du fikser, mens jeg venter, og det du undervejs lærer mig om syrisk kultur.

Tak til alle jer, som gør det for penge, men som gør det så godt, at jeg føler, I gør det for mig personligt. Med venlighed, humor, akkuratesse, nærvær og personlighed løfter I jeres professionelle ansvar på en måde, hvor det ikke kun handler om at få ekspederet tingene, men også om at vi alle helst skal være glade. Hvor det ikke kun handler om at leve op til en aftale, men også om at kigge hinanden i øjnene og sammen få den bedste løsning i sving. Det har verden brug for, og det er betryggende at vide, at så mange mænd rundt omkring evner den del.

Og så mange kvinder, selvfølgeligt – dem tager vi en anden gang.

Reklamer

Den 704. mandag

Hun havde været på arbejdsmarkedet i 19 år, ret præcist. Derfra skulle trækkes tre barsler og lidt småbørnssygdom, hvilket bragte det ned på omtrent 16 år. Hvert år holdt hun seks ugers ferie, de skulle trækkes fra, og der var også mandag efter påske og pinse. Så var der 44 uger tilbage. Med andre ord havde hun skulle på arbejde 16 gange 44 lig 704 mandage de sidste 19 år.

Omstillingsparat? Jo, hun synes nok, hun med evindelige omstruktureringer, nye opgaver og skiftende chefer kunne sige, at hun var omstillingsparat. Hvem var i øvrigt ikke det, nu om stunder?

Effektiv? Tre børn, fuldtidsjob, evigt behandlingskrævende gammelt hus, en HD, dæleme. Og alt det løse. Hvis ikke hun havde været effektiv, var hun aldrig nået hertil, det gav sig selv.

Robust? Tjek. Fyringsrunder. Udflytning af arbejdspladser. Nedskæringer. Stigende effektivitetskrav. Robust var hendes mellemnavn.

Men ikke om mandagen. Det var hende en evig gåde, hvordan 748 mandage ikke havde lært hende det endnu. Hvordan fornemmelsen med stålfast præcision kom snigende om søndagen henover frokost, mens hun skævede til uret på komfuret og tænkte, ”nej, nu er dagen snart gået”, selv om der kun stod 13.23. Som dagen gik, plantede hendes blues sig i hele kroppen, hun hang mere og mere med hovedet, og mens hun dirigerede børnene til at smøre madpakke og smutte i seng, gik hun næsten i stå af tristesse og opgivelse, Så hang hun over avisen indtil sengetid og kunne som sædvanlig ikke kunne sove, for i morgen var det MANDAG.

I morgen skulle hun vækkes af en infernalsk larm på et ukristeligt tidspunkt. Hun skulle spise morgenmad, mens hun sikrede sig, at tiden ikke skred. Hvis håret var fedtet, ville hun tage hånd om det. Hun skulle have pæne negle og ren bluse på, og hun skulle sørge for, at børnene fulgte trop. Hun skulle have styr på sin taske og sit køleskab og sin kalender, for ellers væltede dagen. Hun måtte pakke sin søvnighed og trang til at smutte tilbage under dynen langt væk, samtidighed med at hun fik rystet liv i over-jeg’et og overtalt det til at tage over, så hun kunne komme ud ad døren. Hun måtte stable den civiliserede version af sig selv på benene – den, der godt kunne finde ud af at holde igen på cykelstien, lade være med at tage det største stykke kage og svare pænt, når nogen vrissede af hende – og hun ville skulle tale i hele sætninger, der gav mening for alle, og hun ville ikke kunne råbe ’hva’ gennem hele huset, hvis nogen ville hende noget. Hun ville tage den mindste på skødet efter morgenmaden, selv om han var alt for stor til det, og selv teenagerne ville få et kram, der til sidst fik dem til at stritte sig fri.

Det var denne indsigt, der lammede hende søndag efter søndag og gav hende en helt UIMODSTÅELIG trang til at forskanse sig i sit hus og stritte imod med arme og ben, hvis nogen forsøgte at få hende ud ad hoveddøren. Og som fik hende til at tænke på barndommens børnehavekolonier på Falster, hvor hun nat efter nat fik lov at falde i søvn ved siden af køkkendamen Gurli, der forbarmede sig over det grådkvalte barn med den hæslige hjemve og rykkede tredive centimeter til side på den smalle sovesalsmadras. Samme følelse, samme hjemve sad i hende, når hun cyklede hen ad vejen, væk fra familien og huset og katten.

Og så var hun ude i det, og det var egentligt meget rart at komme ind til byen og se verden an og få brugt sit hoved og snakke med nogen mennesker og gøre noget nyttigt. Maden i kantinen havde hun ikke selv lavet, gulvene vaskede nogen andre, og hun skulle ikke bekymre sig om, at der var et gulvbræt, der trængte til at blive tilset af en tømrer. Og det gjorde egentligt ikke så ondt at være hjemmefra en otte-ni-timer, og hun kunne også klare at tænke på, at hun havde planer onsdag aften, og måske også torsdag, hvis det var OK med dem derhjemme. Og så blev det weekend igen, og pludselig nærmede en ny mandag sig, og det hele startede forfra. For syvhundredefemte gang.

Høfde 4

 

Forestil dig en sommermorgen. Solen skinner, og det er allerede over tyve grader grader udenfor, så du har søgt ind i skyggen, hvor du nu sidder på jorden og får varmet ryggen af væggen, du læner dig opad. Dit hår er stift af saltvand, du har bare tæer, og på fødderne og op ad skinnebenene er der hist og her sandkorn fra morgenens badetur. I hånden har du dagens første kop kaffe.

Sandsynligheden for, at du inden for de seneste par måneder har oplevet noget i denne stil, er stor. For os, der ikke kan få sol og varme nok, har det været et overflødighedshorn af feriestemning, af parfumeret duft af solcreme, af afslappet jeg-behøver-ikke-en-ekstra-trøje-med-holdning, livet er nemt og vi mødes bare udenfor, ikke? Håndklæder, der dårligt når at tørre, før de skal bruges igen, den flappende lyd af klip-klapper hen over fortovet, og en klistret fornemmelse af jordbæris i mundvigen.

Min uge 30 foregik ved Vesterhavet, ud for Høfde 4. En høfde er et dige i vandkanten, der bryder bølgerne og beskytter kysten, og jeg ville aldrig have vidst, at stendiget på vores strand hed en høfde, hvis ikke fordi der lige ned til stranden lå en smuk nyistandsat restaurant ved navn Høfde 4. Sort træ, nylagt stråtag, og med en stor, solbeskinnet terrasse, hvor man kunne nyde sine bagskuld eller – selvfølgeligt – sin Aperol, mens man betragtede strømmen af letpåklædte badegæster, der daskede forbi med håndklæde over skulderen. Åben fra klokken otte om morgenen og til den sidste gæst gik hjem.  Det sorte hus emmede af sommerstemning, og når jeg om morgenen passerede det på vej til dagens første badetur, spillede de stille morgenjazz med Kurt Elling, John Coltrane og Bill Charlap, så  man fik lyst til at gå forbi i slowmotion for at få alle tonerne med.

Min høfde 4 – restauranten OG stendiget – står som det stolte symbol på sommer, sol, ferie, blødt strandsand og klart blåt havvand. Aftener, der aldrig slutter. Blæst, der ikke køler. Hud, der er varm og smager af saltvand.  Og så flyder mine tanker til et sted længere oppe ad Vestkysten. Ved Harboøre Tange ligger Høfde 42, som Cheminova og Landbrugsministeriet brugte som giftdepot for fabrikkens kemikalieaffald for 60 år siden. Tonsvis af forurenet sandjord er i dag inddæmmet, og ligger som en skamstøtte over datidens tro på, at vi bare kan plastre miljøet til med vores affald. At vi uden omkostninger kan tonse derudaf uden at skænke det en tanke, at vores adfærd efterlader sig skadelige spor. Sådan opførte man sig dengang i 1960, og sådan opfører vi os… stadigvæk.

Minderne om den dejligste sommer blander sig med tanken om dyr, der skulle slagtes før tid, skovbrande der kunne sende gløder to kilometer væk og starte en ny brand, landmænd med ussel høst og rød bundlinje, og med den foruroligende følelse af, at den fremmedartede middelhavsagtige sommerhede hviler på et fuldkomment uholdbart grundlag. Nogen bliver klimabange, nogen flyver rask videre, nogen bliver plantefarsspisende veganere, og nogen nyder rask væk stadig en god oksemørbrad. Nogen lægger ansvaret på os alle sammen hver især, nogen vil have politikkerne og Kina til at rykke, før de selv afbestiller weekendturen til New York, og nogen mener ikke, at klimaet er væsentligt at have fokus på i den kommende valgkamp. Nogen mener, at vi skal bevare håbet, nogen sætter deres tillid til teknologien og menneskets fornuft, og nogen mener, det hele er bare er naturlige udsving.

Vi skal helt sikkert ikke tabe håbet, og vi skal helt sikkert gøre noget. Nu. Når alt kommer til alt, vil jeg hellere have, at sommeren i år bliver den sommer, vi taler om i fremtiden. Kan I huske sommeren 2018…? Den eventyrlige, unaturligt varme sommer, som vi heldigvis ikke har oplevet siden, fordi vi har fået styr på CO2-udledningen, temperaturstigningerne og klimaforandringerne. Den sommer, der var helt forrygende dejlig at flyde rundt i, men også skræmmende og forkert, og som heldigvis er afløst af, bevares, lidt mere velkendte sommerdage, gerne med sol, nok også med byger af og til, og med temperaturer på den velkendte side af 25 grader. Terrassen på Høfde 4 er helt sikkert også skøn at sidde på, selvom varmen er mere nordisk end sydlig, jazzmusikken vil smyge sig mindst lige så frydefuldt ind under huden, og den beroligende tilfredsstillelse ved at vide, at der er styr på klimaet, vil til fulde opveje, at der er brug for at tage en trøje på om aftenen.

Dronning Louises Bro

Man kan bruge mange betegnelser om broen, der starter, hvor Frederiksborggade slutter, og slutter, hvor Nørrebrogade starter. De 200 meter vej og cykelsti og fortov er en by i byen, et mikrokosmos, et koncentrat, et spejl af verden omkring. Som en kanariefugl, der dratter ned af pinden og fortæller minearbejderne, at der er for lidt ilt, fortæller livet på Dronnings Louises Bro os, hvordan vi har det i dag. Vi, der har vores gang i byen – vi, der bor her – vi, der er på gennemfart og skynder os at komme ud igen. Vi, der alle har vores grunde til at cykle over Dronning Louises Bro. Hvis vi af lutter hast eller distraktion skulle have glemt at vende blikket opad mod himlen eller til siden mod menneskene omkring os, så råber broen budskabet ind i vores ører, som var vi en dårligt hørende bedstefar, der får serveret budskabet i stavelser med høj stemme. Distortion er startet! Vinden er drejet i øst! Skoleferien er slut.

Når solen bryder frem i april efter 2 måneders blæsende kulde og grå himmel, bringer de befolkede bænke og fortove på broens østlige side det første vidnesbyrd om, at det bliver sommer en gang. Pludselig er der ghettoblastermusik og lyden af klirrende flasker. Grin. Snak. Råb. Fyre, der sidder på direkte på jorden med ryggen op ad den lave mur, mens de misser med øjnene og sludrer med pigerne, der står op, fordi de ikke vil have beskidte bukser. Stemningen bliver aldrig aggressiv, måske fordi sol og varme skaber glæde, måske fordi folk ikke bliver hængende længe nok til at blive fulde og sure. Måske når jeg bare ikke at opleve det, fordi jeg cykler forbi om eftermiddagen, inden der for alvor går flirt og territoriekampe i den. Når solen bryder frem, bliver broen befolket.

Når der er valg i Danmark, vil selv den dovneste demokrat blive mindet om det på vej over broen. Når arbejdsmyrerne og skoleleverne og de studerende vælter henover broen på cykler i hastig fart, med blikket skarpt rettet mod indre by, står partiernes kandidater og fodfolk klar med deres foldere og æbler og rundstykker, som de deler ud til de heldige inderst på cykelstien, der rækker hånden ud efter gaverne, eller som bliver bremset af det røde lys ved Søtorvet. Jeg har givet high five til Uffe Albæk, mens han stadig var radikal. Jeg har modtaget Frank Jensens ganske udmærkede rosinbolle fra Lagkagehuset. Jeg er ankommet til kontoret med bolcher i lommen, en appelsin i tasken, og en gratis flaske vand, hvis man skulle savne det. Europavalget giver ganske lidt, folketingsvalg lidt mere, og kommunalvalg allermest.

Og i disse dage, hvor landet er ved at gå i stå af faglige kampe, og de fleste af os krydser fingre for, at det hele snart falder på plads, står fagforeningerne klar klokken 7.45 med faner og sang i megafon, og pludselig har man Du må få min sofacykel, når jeg dør hængende i hovedet resten af dagen. Midt på vestsiden står en stor samlet, syngende flok, og oppe ved det røde lys står en enlig SF’er, der ser ud til at nyde lejligheden til at råbe SKULDER VED SKULDER og EN LØSNING FOR ALLE for alle os cyklister, der ikke kan flygte, før lyset skifter.

Den 9. april er flagene på halv, 5. juni er de på hel, 15. juni ligeså (Valdemarsdag og Genforeningsdagen 1920, hvis du skulle være i tvivl), og på den måde får man styr på datoen og historien, mens man passer sin lavpraktiske hverdag.

At krydse broen er i sig selv en kunstart. Ved det første kryds efter Nørrebrogade, dér hvor vejen krydser Dosseringen, er det kun nybegyndere og særligt trodsige, der trodser det røde lys om morgenen. Ikke på grund af biltrafikken, som på den strækning er sparsom, men fordi stedet er et oplagt sted for færdselspolitiet at fange cyklende lovovertrædere. Derfor holder vi alle pænt tilbage i en klump, der vokser sig større og større, indtil det grønne lys skyder os afsted til næste stop, krydset ved søgaderne, der leverer en hel anden trafik, der ikke sjældent går helt ud i krydset, fordi en uheldig billist har fejlvurderet, om han kunne nå over. Her gælder det om at lægge sig rigtigt, afhængigt af om man skal ligeud af Frederiksborggade, til venstre ad Øster Søgade, eller til højre ad den alternative cykelsti, der er blevet anlagt langs den dyre køkkenbutik, i modsat retning af, hvad der er logisk, men som alligevel er blevet til, fordi alle cyklister med kurs mod Vendersgade alligevel cyklede den vej. Hurra for pragmatiske løsninger.

Om eftermiddagen går det modsatte vej, med færre happenings på sidelinjen, men – hvis vejret er til det – mere leben. Folk er befriet fra dagens slid og pligter, i hvert fald dem der handler om arbejdslivet, og det giver en mere løssluppen stemning. Tørklæderne er løsere bundet, der stikker buketter op af cykelkurvene, og løsrevne mobilsamtaler med børn og ægtefæller fylder lydbilledet.

En dag holdt der en scooter midt på cykelstien på Østerbrosiden. Det var en af de dage, hvor solen bagte og broen emmede af liv, og så meget desto mere stak det lille parkerede køretøj ud. Det var en af disse scootere for handikappede eller dårligt gående – den slags, hvor der er plads til habengut foran og bagtil og måske også en hund. Idet jeg passerede, bemærkede jeg, at der sad en ældre mand, som havde hovedet hvilende på styret, som om han sov eller kiggede direkte ned i asfalten. Hvid skjorte. Blå bukser. Gråt tjavset hår under en kasket. Der hang en hvid pose med jordbær på styret.

Tankers hastighed er bemærkelsesværdige. På de næste 50-60 meter nåede jeg at overveje, om han var død. Jeg nåede at tænke på det faktum, at det farligste sted at falde om er blandt mange mennesker, fordi alle regner med, at de andre gør noget. Jeg nåede at få associationer til de dødsfald, man af og til hører om, hvor liget først bliver fundet, når naboerne begynder at studse over lugten fra lejligheden på 2. th., og når politiet får brudt døren op, bliver de mødt af et væld af mider. Jeg nåede omkring ensomhed, storbyens fremmedgørelse, stress, manglende opmærksomhed. Jeg så en alvorligt udseende nyhedsoplæser for mig, der fortalte om, hvordan en mand tidligere i dag havde siddet død i flere timer, mens tusinder af cyklister på Dronning Louises Bro havde passeret ham uden at gøre noget. Og mens jeg trampede videre, tænkte jeg på en Kierkegaard-kyndig, jeg for nyligt havde læst, der sagde, at man er de valg, man træffer, og jeg tænkte over, hvilket menneske det gjorde mig til, at jeg valgte ikke at stoppe op.

Jeg nåede også omkring Hannah Arendt tese om den banale ondskab. Om hvordan ondskaben ikke er koncentreret hos særligt modbydelige skabninger, men kan vokse sig frem i os alle, hvis vi ikke hele tiden forholder os til, hvilket system vi er en del af, og hvordan vi agerer i det system. Og om det mon var ondt at cykle videre.

Så steg jeg af. Trak op på fortovet, vendte cyklen og gik tilbage, i modsat retning af alle cyklisterne på vej hjem. Da jeg nåede frem til manden, bøjede jeg mig lidt frem mod ham, og sagde:

”Hallo?”

”Hallo”, svarede han.

”Er alt OK?” spurgte jeg.

”Alt er fint!” svarede han med klar røst.

Og så steg jeg på min cykel og kørte hjem.

Have you ever seen the rain?

Lad os se det i øjnene: Det regner. Det regner rigtigt meget for tiden, og det har det næste gjort uafbrudt siden onsdag aften, hvor jeg lige havde overtalt min mand til at hænge vasketøjet ud i haven. Der har det så kunnet hænge lige siden.

Svend Brinkmann ville nok sige, at livet ikke altid er en fest, og at det så absolut er på sin plads at surmule lidt over det forbaskede regnvej, men så let giver vi ikke op! Lad os omfavne regnevejret, lukke det ind i varmen, tage det til os som en længe ventet julegave, og de bedste hjælpemidler til at gøre dette med oprigtig overbevisning kommer her:

  1. Den barnlige: Regn er forudsætningen for verdens mest grundlæggende og basale glæde for børn i alle aldre: at traske gennem vandpytter. Man kan diskutere, om det er endnu skønnere at træde igennem den tynde is på vandpytterne efter en nat med frost, men uomtvisteligt er det, at vandpytter har glædet alle børn gennem tiderne. Og lad os derfor benytte lejligheden til en lille, ikke kattevideo, men barn-med-hund-video, der illustrerer fornøjelsen ved vandpytter.
  2. Den usunde: Ligesom citronsorbet, Riccos iskaffe og kold hvedeøl synes som skabt til solskinsvejr, så føles visse synder bare mere naturlige i regnvejr. Ja, endda mere end naturlige. Påkrævede. Hjemmebagte kanelsnegle – but of course. En god, lang lur på sofaen lørdag eftermiddag. Lidt for behageligt tøj, der ikke strammer – det er ok, skat, det regner jo. Lakridser. Skumbananer. Heksehyl. Chokolade til kaffen. Masser af kaffe. Og te. Der skal være balance i tingene, og når nu det ikke er solskinsvejr, skal det være godt på andre punkter.
  3. Den kulturelle: Gå all in. På alle fronter. Hør solid regnvejrmusik som fx gode gamle Bonnie Tylers hæse, 80’er-tunge Have You Ever Seen the Rain?, Adeles Set Fire To the Rain eller, måske lidt på kanten, men til gengæld festligt: The Weather Girls’ It’s Raining Men. Benyt lejligheden til at læse vores eminente Københavnerpoet Søren Ulrik Thomsen, som – ret mig, hvis jeg tager fejl – ikke har skrevet en eneste digtsamling, der ikke rummer et digt om regn. Begrav dig i historier, der finder sted i regnvejr, eller som om ikke andet har den rette dunkle, skæbnesvangre regnvejrs-eller-noget-der-ligner-stemning. Alice Munroe, Haruki Murakami, Paul Auster, for blot at nævne nogen, der i mine øjne passer bedre til lyden af regndråber på taget end plasken fra swimmingpoolen. Og endeligt kan du jo gense filmen Magnolia og glæde dig over, at det bare er vand, der kommer ned fra himlen.
  4. Den forfængelige: Dit pæne nyvaskede tøj bliver dejligt blødt af at blive gennemvædet af regnvand (ved jeg nu), og din hud har godt af det bløde, kalkfri vand fra oven. Og skadelige, ældende solstråler er der i hvertfald ingen af, mens det vælter ned.
  5. Den husmorfornuftige: Haven har godt af regn, og alt det regnvand, du naturligvis opsamler, kan bruges til at vande blomster med i tørre perioder. Det gør meget mindre ondt at bruge lørdag formiddag på at gøre rent, når det regner udenfor, end hvis solen havde skinnet. Og så ved husmoderen med sin snusfornuft og lange livserfaring, at på et eller andet tidspunkt, før eller siden, SÅ STOPPER DEN %#!§?½! REGN!

 

Lyngbyvej

“Villads. Du har glemt dit fodboldtøj! For satan. For helvede. Stooooooop!” Moderen kom cyklende på sin Christianiacykel med de to små børn på deres slingrende cykler foran, da det slog hende, at den 6-årige manglede noget. I morgenmørkets dis stoppede de op på cykelstien, mens de øvrige cyklister ræsede forbi og lysene fra Lyngbyvejens bil-hav lyste op i baggrunden. “For satan. Nu kommer vi for sent. Pis!” Den lille familie trak cyklerne op på fortovet og vendte op; de to børn betuttede og tavse og moderen højlydt bandende.

Stakkels, stakkels Villads. Stakkels Villads’ søster. Og stakkels Villads’ mor. Om en time ville hun svedende snige og rødmosset sig ind til et møde, der var startet for 10 minutter siden. Hun ville diskret sætte sig ind og forsøge at nå kaffekanden, uden at gøre sig bemærket. Når hendes chef kiggede på hende, ville hun sende et undskyldende blik og skynde sig at bladre frem til den rigtige side i mødematerialet. Resten af dagen ville forsøge at ryste skammen over at have råbt af sin søn af sig, og hun ville mest af alt have lyst til at tage tilbage til skolen og sige undskyld.

Kære Villads’ mor. Du er ikke den eneste. Ved krydset Tagensvej-Nørre Alle blev jeg overhalet af en mand, der var synligt utilfreds med min tilstedeværelse midt på cykelstien, og da jeg høfligt replicerede med et “Tak, det er godt, du kan hjælpe mig”, fik jeg et “IDIOT!” lige i hovedet. Da jeg nåede ind til Nørregade, blev min opmærksomhed fanget af en bil med hornet i bund. Inde bag ruden sad en mand og råbte af bilen foran, der åbenbart ikke var hurtig nok til at komme afsted. Hold op, hvor han råbte.

Alt det skete i februar, men nu er det marts og forår. Lidt koldt og vådt forår, måske, men forår er det. Det er lyst, når vi spiser morgenmad, det er lyst, når vi spiser aftensmad, og selv om jeg husker mange kolde marts-måneder (og såmænd også april-måneder), så kan vi tillade os at håbe, at det lige om lidt bliver varmt.

Lige om lidt bliver man ikke søvnig kl. ni om aftenen, og lige om lidt behøver vi ikke stearinlys og chai-te og dejligt varme hjemmesko for at komme gennem dagen.Lige om lidt cykler jeg afsted i små sko og cowboyjakke, og min cykelkurv er ikke proppet med regnbukser og skiftesko og ekstra trøje, til hvis der er koldt på kontoret. Og de andre på cykelstien vil være i godt humør og have husket fodboldtøjet og kun sige noget pænt til hinanden. Som hende, der forleden overhalede mig og i forbifarten råbte “Sikke en dejlig cykel, du har!” Det er god karma.

God karma og lunt forår venter lige om hjørnet. Det bliver godt.

Yvettes Juleoratorium

Juleborde hos Royal Copenhagen

Juleborde hos Royal Copenhagen

I flere dage har der lydt dommedagsprofetier fra Vejdirektoratet, der har spået om abnormt intens trængsel Lillejuleaften mellem 14 og 20. Budskabet var klart: Kun en tåbe frygter ikke juletrafikken. Og da færgebilletterne var bestilt for 100 år siden, drog også jeg afsted med min familie fra hovedstanden til hovedlandet, i latterlig god tid, så vi både var klar til at besejre køer på motorvejen og til at nå tilpas langt frem i bilkøen til, at vi ville vinde i kampen om en siddeplads på Molsfærgen.

Bænket mellem to af børnene på bagsædet betragtede jeg det solbeskinnede landskab omkring Roskilde Fjord, lettere træt oven på en hektisk december og en alt for sen torsdag aften, hvor min datter og jeg faldt i SKAM-fælden og kværnede tre afsnit i træk. Og oven på en morgen, hvor fem mennesker skulle have pakket tasker, huset skulle rengøres, gaver huskes, uenige børn adskilles, kat klappes farvel plus alt det løse, som jeg altid glemmer, hvor lang tid tager.

Min mand påpegede fra førersædet, at motoren altså larmede mere, end den plejede, og jeg gav ham ret. Ved 100 km i timen var det acceptabelt, men over 110 blev lyden enerverende. For så igen at blive fin, når vi overhalede ved høj hastighed. Vi konstaterede, at det i længden kunne blive irriterede at skulle vælge mellem at køre 100 og 130 km i timen.

Trangen til ro afstedkom en uvant liberal holdning til, at alle børn sad begravet i deres skærme. Henover Sjællands Odde spillede de Simon & Garfunkels version af Silent Night, hvor sælsom julesang langsomt overdøves af lyden af en nyhedsoplæser, der beretter om verdens aktuelle ulykker. Min datter sagde “Ajj,man bliver helt afslappet af den musik” og lidt efter “det er godt nok forstyrrende med ham, der snakker”, og på den måde afspejlede sangen ganske fint den blandede sindsstemning, vi fejrer jul på oven på et turbulent år. Vi vil så gerne glæde os over julen, men… det er også lidt svært med de seneste begivenheder i verden. Det forstyrrer. Juleglæde og julesorg anno 2016.

I radioen holdt de afstemning om and vs. flæskesteg juleaften, hvilket faldt ud til andens fordel. Og så er der dem, der spiser begge dele. Eller spiser kalkun. Vi hørte Det er jul det er cool, hvilket fik de voksne til at skrue op, hvorefter børnene overdøvede med at recitere hele første vers af Jul på Vesterbro. To generationers bud på en realistisk udlægning af julen.

Vel ankommet til Sjællands Odde oven på en næsten skuffende glat kørsel, ventede vi i lettere spænding sammen med alle de andre farende på at komme ombord. Jeg mindedes julen for to år siden, hvor bilens batteri var dødt, netop som vi skulle til at køre hjemmefra, og vi derfor ankom til færgelejet på et hængende hår og var lykkelig for spredte siddepladser i børneafdelingens lydinferno. Og hvor min datter troede, jeg flirtede med en mand, fordi jeg bød ham en småkage som tak fordi, han rykkede sig. I år blev det til fem pladser ved siden af hinanden, og kiks, te, gulerødder og chokolade kørte rundt mellem os i en lind strøm. Ingen kastede op. Ingen skændtes. Sådan endte færgeturen med at blive ligeså uventet problemfri som køreturen.

Ude af Århus Havn spillede radioen Uptown Funk. Ikke megen julestemning i dén sang – til gengæld fik vi alle lyst til at gå amok på et dansegulv. Og så landede vi hos bedsteforældrene. I fjernsynet spiller de Love Actually, som jeg allerede så på DVD i starten af december, men som altid kan ses igen. Juletræet er blevet pyntet, julekjolen vasket og hængt til tørre, og jeg vil lægge mig i selen for at lade julefreden sænke sig, nærværet indfri sig, og tro på, at 2017 bringer fred og glæde. I morgen vil jeg overtale børnene til at gå med i kirke og synge Glade Jul uden forstyrrelser.

Glædelig jul.