Have you ever seen the rain?

Billede

Lad os se det i øjnene: Det regner. Det regner rigtigt meget for tiden, og det har det næste gjort uafbrudt siden onsdag aften, hvor jeg lige havde overtalt min mand til at hænge vasketøjet ud i haven. Der har det så kunnet hænge lige siden.

Svend Brinkmann ville nok sige, at livet ikke altid er en fest, og at det så absolut er på sin plads at surmule lidt over det forbaskede regnvej, men så let giver vi ikke op! Lad os omfavne regnevejret, lukke det ind i varmen, tage det til os som en længe ventet julegave, og de bedste hjælpemidler til at gøre dette med oprigtig overbevisning kommer her:

  1. Den barnlige: Regn er forudsætningen for verdens mest grundlæggende og basale glæde for børn i alle aldre: at traske gennem vandpytter. Man kan diskutere, om det er endnu skønnere at træde igennem den tynde is på vandpytterne efter en nat med frost, men uomtvisteligt er det, at vandpytter har glædet alle børn gennem tiderne. Og lad os derfor benytte lejligheden til en lille, ikke kattevideo, men barn-med-hund-video, der illustrerer fornøjelsen ved vandpytter.
  2. Den usunde: Ligesom citronsorbet, Riccos iskaffe og kold hvedeøl synes som skabt til solskinsvejr, så føles visse synder bare mere naturlige i regnvejr. Ja, endda mere end naturlige. Påkrævede. Hjemmebagte kanelsnegle – but of course. En god, lang lur på sofaen lørdag eftermiddag. Lidt for behageligt tøj, der ikke strammer – det er ok, skat, det regner jo. Lakridser. Skumbananer. Heksehyl. Chokolade til kaffen. Masser af kaffe. Og te. Der skal være balance i tingene, og når nu det ikke er solskinsvejr, skal det være godt på andre punkter.
  3. Den kulturelle: Gå all in. På alle fronter. Hør solid regnvejrmusik som fx gode gamle Bonnie Tylers hæse, 80’er-tunge Have You Ever Seen the Rain?, Adeles Set Fire To the Rain eller, måske lidt på kanten, men til gengæld festligt: The Weather Girls’ It’s Raining Men. Benyt lejligheden til at læse vores eminente Københavnerpoet Søren Ulrik Thomsen, som – ret mig, hvis jeg tager fejl – ikke har skrevet en eneste digtsamling, der ikke rummer et digt om regn. Begrav dig i historier, der finder sted i regnvejr, eller som om ikke andet har den rette dunkle, skæbnesvangre regnvejrs-eller-noget-der-ligner-stemning. Alice Munroe, Haruki Murakami, Paul Auster, for blot at nævne nogen, der i mine øjne passer bedre til lyden af regndråber på taget end plasken fra swimmingpoolen. Og endeligt kan du jo gense filmen Magnolia og glæde dig over, at det bare er vand, der kommer ned fra himlen.
  4. Den forfængelige: Dit pæne nyvaskede tøj bliver dejligt blødt af at blive gennemvædet af regnvand (ved jeg nu), og din hud har godt af det bløde, kalkfri vand fra oven. Og skadelige, ældende solstråler er der i hvertfald ingen af, mens det vælter ned.
  5. Den husmorfornuftige: Haven har godt af regn, og alt det regnvand, du naturligvis opsamler, kan bruges til at vande blomster med i tørre perioder. Det gør meget mindre ondt at bruge lørdag formiddag på at gøre rent, når det regner udenfor, end hvis solen havde skinnet. Og så ved husmoderen med sin snusfornuft og lange livserfaring, at på et eller andet tidspunkt, før eller siden, SÅ STOPPER DEN %#!§?½! REGN!

 

Reklamer

Yvettes Juleoratorium

Juleborde hos Royal Copenhagen

Juleborde hos Royal Copenhagen

I flere dage har der lydt dommedagsprofetier fra Vejdirektoratet, der har spået om abnormt intens trængsel Lillejuleaften mellem 14 og 20. Budskabet var klart: Kun en tåbe frygter ikke juletrafikken. Og da færgebilletterne var bestilt for 100 år siden, drog også jeg afsted med min familie fra hovedstanden til hovedlandet, i latterlig god tid, så vi både var klar til at besejre køer på motorvejen og til at nå tilpas langt frem i bilkøen til, at vi ville vinde i kampen om en siddeplads på Molsfærgen.

Bænket mellem to af børnene på bagsædet betragtede jeg det solbeskinnede landskab omkring Roskilde Fjord, lettere træt oven på en hektisk december og en alt for sen torsdag aften, hvor min datter og jeg faldt i SKAM-fælden og kværnede tre afsnit i træk. Og oven på en morgen, hvor fem mennesker skulle have pakket tasker, huset skulle rengøres, gaver huskes, uenige børn adskilles, kat klappes farvel plus alt det løse, som jeg altid glemmer, hvor lang tid tager.

Min mand påpegede fra førersædet, at motoren altså larmede mere, end den plejede, og jeg gav ham ret. Ved 100 km i timen var det acceptabelt, men over 110 blev lyden enerverende. For så igen at blive fin, når vi overhalede ved høj hastighed. Vi konstaterede, at det i længden kunne blive irriterede at skulle vælge mellem at køre 100 og 130 km i timen.

Trangen til ro afstedkom en uvant liberal holdning til, at alle børn sad begravet i deres skærme. Henover Sjællands Odde spillede de Simon & Garfunkels version af Silent Night, hvor sælsom julesang langsomt overdøves af lyden af en nyhedsoplæser, der beretter om verdens aktuelle ulykker. Min datter sagde “Ajj,man bliver helt afslappet af den musik” og lidt efter “det er godt nok forstyrrende med ham, der snakker”, og på den måde afspejlede sangen ganske fint den blandede sindsstemning, vi fejrer jul på oven på et turbulent år. Vi vil så gerne glæde os over julen, men… det er også lidt svært med de seneste begivenheder i verden. Det forstyrrer. Juleglæde og julesorg anno 2016.

I radioen holdt de afstemning om and vs. flæskesteg juleaften, hvilket faldt ud til andens fordel. Og så er der dem, der spiser begge dele. Eller spiser kalkun. Vi hørte Det er jul det er cool, hvilket fik de voksne til at skrue op, hvorefter børnene overdøvede med at recitere hele første vers af Jul på Vesterbro. To generationers bud på en realistisk udlægning af julen.

Vel ankommet til Sjællands Odde oven på en næsten skuffende glat kørsel, ventede vi i lettere spænding sammen med alle de andre farende på at komme ombord. Jeg mindedes julen for to år siden, hvor bilens batteri var dødt, netop som vi skulle til at køre hjemmefra, og vi derfor ankom til færgelejet på et hængende hår og var lykkelig for spredte siddepladser i børneafdelingens lydinferno. Og hvor min datter troede, jeg flirtede med en mand, fordi jeg bød ham en småkage som tak fordi, han rykkede sig. I år blev det til fem pladser ved siden af hinanden, og kiks, te, gulerødder og chokolade kørte rundt mellem os i en lind strøm. Ingen kastede op. Ingen skændtes. Sådan endte færgeturen med at blive ligeså uventet problemfri som køreturen.

Ude af Århus Havn spillede radioen Uptown Funk. Ikke megen julestemning i dén sang – til gengæld fik vi alle lyst til at gå amok på et dansegulv. Og så landede vi hos bedsteforældrene. I fjernsynet spiller de Love Actually, som jeg allerede så på DVD i starten af december, men som altid kan ses igen. Juletræet er blevet pyntet, julekjolen vasket og hængt til tørre, og jeg vil lægge mig i selen for at lade julefreden sænke sig, nærværet indfri sig, og tro på, at 2017 bringer fred og glæde. I morgen vil jeg overtale børnene til at gå med i kirke og synge Glade Jul uden forstyrrelser.

Glædelig jul.

Lidelse med anstand

Vores kælder er ved at blive sat i stand, og det er virkelig en kedelig indledning på et indlæg. Men sådan forholder det sig, og det bringer massiv uorden med sig. Der er ting over det hele – bortset fra de ting, vi egentligt skal bruge, for de står i bagerste kasse nederst, ude i cykelskuret, bag trillebøren. Vi kan ikke sidde ved køkkenbordet, for der ligger hele forrådskammeret, og der er bonus til ham eller hende, der kan komme på flere retter med chilibønner på dåse, for dem har vi rigtigt mange af. Man kan kun komme i bad, hvis man inden da fjerner tre poser med svømmetøj og nogle rengøringsmidler. Hver eftermiddag kommer vi hjem til nyt murerstøv på gulvet, lugten af fremmede mænds cigaretter, indkørslen endnu mere mudret end i går, og det er et dagligt spændingsmoment, om vi kan få bilen ud. Godt, vi ikke skal bruge den hver dag. Jeg tænder op i brændeovnen og drikker te og nusser katten Sonja; alt sammen i et forsøg på at bekæmpe rodets massive forstyrrelse med maksimal hygge. Om aftenen går vi alle i seng og tænker “en dag er det slut”, “en dag er det slut” og det er det jo heldigvis.

Efterårsbuket

Ingen gider se et billede af en renoveringsramt kælder, så her er i stedet en dejlig buket blomster, jeg købte i Århus i efterårsferien

En dag bliver det hele fint, og jeg vil grine af, at jeg hver anden morgen på vej til arbejde cyklede forbi min mor og dumpede en stor pose snavset vasketøj, som jeg behændigt havde balanceret på styret. Og min mor vil til den tid grine af, at hun ikke længere skal vaske sin voksne datters families beskidte undertøj. Og jeg vil hurtigt glemme, hvor utroligt forstyrrende og belastende det var at være omgivet af massivt rod, og jeg vil fortrænge, hvor sårbare vi mennesker egenligt er, når der ikke skal mere til at bringe os ud af balance. I morgen skal jeg til fødselsdag hos en veninde, der lige har sendt en sms og skrevet, at det er weekenden, hvor hendes kæreste flytter ind, og i øvrigt har de ingen gulv. Glæder mig til at høre, hvordan hun griber det an.

Perspektivering kan være et godt middel mod at lade sig slå ud af livets besværligheder, men man kan også håndtere sine trængsler ved at lade sig inspirere af nogen, der lider med format, og her kan jeg anbefale vokalgruppen Pentatonix’ version af Leonard Cohens Hallelujah. Skulle man ingen problemer have, vil man næsten få lyst til at martres af svære længsler, ulykkelig kærlighed og eksistentiel krise, så smukt fremfører de deres plagsomme kvaler.

Og nu vi er ved musik – dog i den mere lyse ende af skalaen – vil jeg kaste opmærksomheden på en lille filmperle, jeg faldt over på Filmstriben en af de regnfulde sommeraftner for et par måneder siden. Se bort fra titlen, der er helt misvisende –  Forelsket i New York  – og se filmen (gratis, på Filmstriben) for dens gode musik og forførende New York’er-sommerstemning. På sin vis handler filmen også om lidelse, men dog af en art, der hurtigt transformeres til kreativ musikudfoldelse. Keira Knightley er blevet forladt af sin smarte musiker-kæreste, men finder heldigvis sammen med en falleret producer, og sammen indspiller de hendes egne, hjemmeskrevne sange rundt omkring i New York med hjælp fra en broget skare af forskellige musikere. En fin smagsprøve er sangene Coming Up Roses og Tell Me If You Wanna Go Home.

Er du også omgivet af drænende rod eller oplever andre trælse indgreb i din sjælefred, og er du ikke lige i humør til æstetisk lidelse eller virkelighedsflugt til New York, så kan jeg anbefale Hella Joofs nyeste bog, Papmaché-reglen. Nogen gange er et godt grin det bedste middel mod en irriterende hverdag. Hør f.eks. Hella Joofs middel mod den misundelse, man kan blive grebet af, når ens hverdag minder lidt for meget om en Mike Leigh-film. Hun kalder den Rub & Stub-reglen:

(…) vi leger, vi må bytte med en. (…) Vi må hver især vælge én, som vi bytter med. Rub og stub. Intelligens, udseende, økonomi, karriere, familie, ordblindhed og vaginisme. Og vedkommende får vores liv med alt, hvad der dertil hører af knyster, læsebriller, børn og hunden og vores mand og haven og søde gamle tante Bertha (…). Og nu skal du lige mærke efter, hvem du gerne vil bytte med. Hvem vil du gerne bytte med? Er der ikke nogen, du gerne vil bytte med? Mærk lige efter en gang til.

Og nej, jeg vil heller ikke bytte mit liv og min jordhuleagtige kælder væk. Trods alt og heldigvis. Hav en dejlig weekend i dit liv, som du forhåbentlig heller ikke vil bytte væk.

 

 

Zen og kunsten at overleve juni

Pude med en tegning af afslappede fødder i klip-klapper med lakerede negle

Afslappede sommerfødder – de kan blive dine.

Folk omkring mig i byen er begyndt at få vilde øjne. Hvor vi alle er klar over, at december er en voldsomt travl måned, er det forblevet en offentlig hemmelighed, at juni er næsten lige så slem. Skoleafslutninger, farvel-morgenmad, hvor-skal-vi-hen-på-sommerferie, 700 sager der skal afsluttes, før chefen går på sommerferie plus alt det andet, man har udskudt hele foråret, og nu skal det være! Vi er fuldkomment uforberedte på denne stormflod af kalenderaftaler, og kombineret med høfeber kan det hele være ganske overvældende. Oveni det kæmper vi alle med skuffelsen over, at tropevarmen forsvandt igen – nu var det lige så dejligt.

Der er derfor brug for lidt hjælperemedier, så vi kan få skuldrene ned og trække vejret dybt og roligt. De kommer her:

Vi skriver jo kun den 10. i måneden, så er der overskud på kontoen endnu, kan jeg på det varmeste anbefale brunch på Restaurant BIOM i Fredereciagade. Nu sidder der måske nogen derude, der ikke gider mere brunch; ikke flere store platter med laks og yougurt og tørre amerikanske pandekager oveni hinanden, serveret på en larmende café med mælkeskummeren på espressomaskinen som hidsigt lydtæppe. Netop derfor skal I lægge vejen forbi BIOM, der byder på et smukt, enkelt og tyst lokale, med udsigt til Nyboders okkergule bygninger, og med en delikat brunch kreeret af RIGTIGE kokke (som rettede min udtale af porcheret æg – det kan vi lide). Og så der det hele i øvrigt økologisk – selv malingen på væggene – uden at det af den grund bliver fodformet eller for rustikt. Men lad være med at tage børn med. Jeg tror ikke, de ville gøre sig i den dæmpede atmosfære. Jeg spiste der i tosomhed med en dejlig mand, og den model kan godt anbefales.

Når de basale behov er opfyldt, er det sjælens tur. Ad omveje faldt jeg over en bog af Desmond Tutu: Ingen fremtid uden tilgivelse , der handler om Sydafrika efter apartheid, nærmere bestemt om Sandheds- og Forsoningskomissionen, der skulle bringe det splittede land videre i slutningen af 90’erne. Meget zen er der ikke over beskrivelserne af de forbrydelser, der fandt sted under apartheid – det er ganske rystende – men så meget desto mere må man tage hatten af for det kæmpemæssige arbejde, der blev lagt i at få forbrydelserne frem, så det blev muligt at tilgive og komme videre. Forsoning var kodeordet. Et andet kodeord, der går igennem bogen, er det afrikanske begreb UBUNTU, der i bogen beskrives således: A person with ubuntu is open and available to others, affirming of others, does not feel threatened that others are able and good, for he or she has a proper self-assurance that comes from knowing that he or she belongs in a greater whole and is diminished when others are humiliated or diminished, when others are tortured or oppressed, or treated as if they were less than who they are. På dansk er det nok noget i stil med overbærenhed, overskud, storhed og en følelse af gensidig forbundethed. Jeg ved af erfaring, at UBUNTU er svært at få i gang, når man er travl, træt eller sulten, men jeg tror fuldt og fast på, at det er et spørgsmål om øvelse. Og ellers kan man jo søge hjælp hos glade Ole Henriksen!

Vi tager også lidt musik med. I bunden af min taske har der et par måneder ligget et udklip fra Politiken med begyndelsen på en musikanmeldelse. Den lyder: Med sømandsviser, hornblæsende Memphis-soul og lidt hjælp fra Nirvana har Sturgill Simpson skrevet et berusende smukt album til sin lille søn hjemme i Nashville. Det lyder jo besnærende, og jeg har langt om længe fået taget mig sammen til at lytte til musikken, som er ganske fin. Prøv f.eks. Breakers Roar eller In Bloom.

Så glem for en stund næste uges hektiske kapløb med tiden og udnyt, at der ifølge DMI skulle vise sig en del solstråler i weekenden, man kan nyde iført lange bukser og varm trøje. Og naturligvis med en god kop kaffe.

Best wishes,

Yvette

 

 

 

Kan vi byde på en portion udholdenhed, mod eller bare en boghvedepandekage?

Visse ting skal man ikke ændre på, og derfor var jeg i formiddag på vej igennem en solbeskinnet indre by, i selskab med min mor. Efter vores fælles frisørbesøg i Klareboderne spiser vi nemlig frokost på La Galette i Larsbjørnsstræde – det har vi altid gjort, og det skal der ikke laves om på. La Galette er der heller ikke blevet ændret på i 20 år – for et par år siden satte de priserne fem kr. op, og ejeren ser vi ikke så meget mere, men ellers er alt ved det gamle. Man kan få en boghvedepandekage opkaldt efter en lokalitet i Bretagne for under hundrede kroner, en kop æblecider og en god kop kaffe bagefter. Så beder jeg ikke om mere, tak. Det hele bliver serveret af en ung mand med tyk fransk accent, eller en sød dansk pige, som – gætter jeg – læser fransk på universitetet eller har været et år i Paris.

Restauranten åbner først kl. 12, og vi var i god tid. Vi gik derfor ind i Vor Frue Kirke, der lå lige på vejen, sammen med alle turisterne. Vi skulle bare kigge, og vi faldt over en finurlig installation, lige inden for døren. Det var en mobile balance skabt af kunsterne Lisbeth van Deurs og Malene Sakskilde. Du skal forestille dig et træ i metal med en tynd stamme, hvor grenene i trækronen er en slags vægte koblet sammen to og to – når den ene vægt går ned, går den anden op. På kanten af hver vægtskål stod et ord skrevet med store bogstaver: HOPE. LOVE. JOY. COURAGE. ENDURANCE. TRUST. FAITH.

Da vi kiggede nærmere på skålene, kunne vi se, at der lå en masse hvide bønner (dem, man spiser!) med små ord på. Ideen var så – fandt vi efterhånden ud af – at man på en bønne kunne skrive noget, man frygteligt gerne ville have, og så lægge den i den skål, der skulle hjælpe ønsket på vej. Vi fik skrevet på hver vores bønne, fundet den rigtige skål, og så ser vi, om det virker! Jeg kunne jo ikke lade være med at smuglæse nogen af de andre bønner. Der var rigtigt mange pige- og drengenavne. Og rigtigt mange bønner med peace.

Med nyklippet hår, vækkede drømme og håbefuldt sind nåede vi vores franske oase på slaget 12 og kunne med sindsro konstatere, at alt var, som det plejede. Det var for endnu køligt at sidde ude, så vi spiste vores galettes indenfor, mens vi kunne nyde det velkendte syn af de fuldskæggede franskmænd i køkkenet, den sorthårede skønhed i restauranten og de 5-6 andre gæster ved de andre små træborde, alt imens der var franske slagere i højtalerne og alt var, som det plejede.

Bon appetit!

Julesorg og juleglæde

Galleri

Dette galleri indeholder 4 billeder.

Når computeren på arbejde nu er slukket, skrivebordet ryddet og jeg har sagt glædelig jul og på gensyn i det nye år til kollegerne. Når jeg sidder her i stuen med udsigt til en sovende, kulsort kat, der er så … Læs resten

Tante Agathe flytter ind

På min dåbsattest står der 1972, og det er jo efterhånden ganske længe side. Min alder er dog ingenting i forhold til den ældre dame, der oftere og oftere titter frem i mit indre og overtager styringen. Tante Agathe kan vi kalde hende, og jeg vil skyde på, hun er omkring dobbelt så gammelt som mig. For ung til at have oplevet 1. verdenskrig, men gammel nok til at huske 2. verdenskrig.

Tante Agathe holder af at løse kryds-og-tværs. Hun kan glæde sig til at komme hjem til Berlingerens store søndagsquiz, og hun sender troligt løsningen ind hver onsdag i håbet om at vinde en Simply mælkeskummer. Floder og mytologiske figurer er stadig en udfordring, men hun har helt styr på ord som prud, pebling og proklama.

Tante Agathe er fra en tid, hvor ting blev repareret og ikke smidt ud. Hun har for længst luret, at to-go-caffe-latte-papkrusene udmærket kan skylles og genbruges et par gange. Til en tur i haven eller måske endda en stille spadseretur efter aftensmaden (det er også godt for fordøjelsen). Stop-madspild-bølgen er ren medvind for hende; hun har længe smuglet børnenes havregrødsrester i brøddejen. For ikke at tale om risene, kartoflerne, den tiloversblevne the, de overmodne bananer. Pasta duede ikke.

Tante Agathe får gåsehud, når hun ser de unge piger på cykelstien i januar med et kig til den bare ryg. Så glæder hun sig over sin uldundertrøje fra Føtex, knæstrømperne og de utroligt tykke vanter, og når hun kommer hjem en kold aften, er der ikke noget bedre end at sætte sig med en gammeldags varmedunk fra Matas; den, man hælder kogende vand i. Under fødderne, eller måske på maven. Og en varm kop kaffe.

Tante Agathe blev engang skræmt, når hun blev tiltalt med De. Men nu har hun erkendt, at hun er voksen, og faktisk er det lidt rart, når det endeligt sker. Hun bliver mere og mere overbevist om, at verden for alvor gik af lave, dengang man droppede De-formen. Så hun opsøger gladeligt den fine thehandel i indre by og nyder den høflige betjening og “Hvad kan jeg hjælpe Dem med?”.

Se bare englænderne. De kan finde ud af at være høflige, og Tante Agathe har en fest lørdag aften foran fjernsynet. Først i selskab med den pæne mand Inspector Barnaby. Hun bliver ikke rigtigt bange for de aparte og absurd mange mord, der finder sted i idylliske Midsommer, når solen skinner, stokroserne blomstrer, og kroerne hedder “The Lonely Sailor” og “The Laughing Horse”. Og kan Tante Agathe holde sig vågen – og det kan hun ikke altid – glæder hun sig bagefter over Lewis i smukke Oxford.

Sene nætter duer nu ikke for Tante Agathe. Til gengæld nyder hun de stille morgener i weekenden, hvor hun vågner uden vækkeur og kan drikke en stille kop the i køkkenet, mens resten af huset sover. Tidlige morgener er en overset værdi; man har det hele for sig selv, og modsat de sene aftentimer er man frisk i hovedet og på forkant med verden.

Heldigvis for Tante Agathe har hun mange ligesindede omkring sig. Det er blevet helt normalt at starte et telefonsamtale med at spørge, hvordan det går med øjet (knæet, maven, hånden), og hun har helt styr på, hvilke veninder der har fået foretaget hvilke undersøgelser hvornår. Når bare man har sit gode helbred, betyder andre bekymringer og ærgrelser ikke så meget. Den seneste bog, Tante Agathe med stor fornøjelse læste og anbefalede, var Tarme med Charme, og hvor er det godt, at nogen skriver om et emne, der er så vitalt for vores velbefindende.

En af Tante Agathes veninder, der også kommer i salonen, har spurgt til, hvornår vi bringer en opskrift på en god, gammeldags vinterret. God ide, og vi går straks i gemmerne for at finde en opskrift. Salon Yvette – også for os over 80.

Men hov, jeg må løbe. Barnaby begynder snart.