Lidelse med anstand

Vores kælder er ved at blive sat i stand, og det er virkelig en kedelig indledning på et indlæg. Men sådan forholder det sig, og det bringer massiv uorden med sig. Der er ting over det hele – bortset fra de ting, vi egentligt skal bruge, for de står i bagerste kasse nederst, ude i cykelskuret, bag trillebøren. Vi kan ikke sidde ved køkkenbordet, for der ligger hele forrådskammeret, og der er bonus til ham eller hende, der kan komme på flere retter med chilibønner på dåse, for dem har vi rigtigt mange af. Man kan kun komme i bad, hvis man inden da fjerner tre poser med svømmetøj og nogle rengøringsmidler. Hver eftermiddag kommer vi hjem til nyt murerstøv på gulvet, lugten af fremmede mænds cigaretter, indkørslen endnu mere mudret end i går, og det er et dagligt spændingsmoment, om vi kan få bilen ud. Godt, vi ikke skal bruge den hver dag. Jeg tænder op i brændeovnen og drikker te og nusser katten Sonja; alt sammen i et forsøg på at bekæmpe rodets massive forstyrrelse med maksimal hygge. Om aftenen går vi alle i seng og tænker “en dag er det slut”, “en dag er det slut” og det er det jo heldigvis.

Efterårsbuket

Ingen gider se et billede af en renoveringsramt kælder, så her er i stedet en dejlig buket blomster, jeg købte i Århus i efterårsferien

En dag bliver det hele fint, og jeg vil grine af, at jeg hver anden morgen på vej til arbejde cyklede forbi min mor og dumpede en stor pose snavset vasketøj, som jeg behændigt havde balanceret på styret. Og min mor vil til den tid grine af, at hun ikke længere skal vaske sin voksne datters families beskidte undertøj. Og jeg vil hurtigt glemme, hvor utroligt forstyrrende og belastende det var at være omgivet af massivt rod, og jeg vil fortrænge, hvor sårbare vi mennesker egenligt er, når der ikke skal mere til at bringe os ud af balance. I morgen skal jeg til fødselsdag hos en veninde, der lige har sendt en sms og skrevet, at det er weekenden, hvor hendes kæreste flytter ind, og i øvrigt har de ingen gulv. Glæder mig til at høre, hvordan hun griber det an.

Perspektivering kan være et godt middel mod at lade sig slå ud af livets besværligheder, men man kan også håndtere sine trængsler ved at lade sig inspirere af nogen, der lider med format, og her kan jeg anbefale vokalgruppen Pentatonix’ version af Leonard Cohens Hallelujah. Skulle man ingen problemer have, vil man næsten få lyst til at martres af svære længsler, ulykkelig kærlighed og eksistentiel krise, så smukt fremfører de deres plagsomme kvaler.

Og nu vi er ved musik – dog i den mere lyse ende af skalaen – vil jeg kaste opmærksomheden på en lille filmperle, jeg faldt over på Filmstriben en af de regnfulde sommeraftner for et par måneder siden. Se bort fra titlen, der er helt misvisende –  Forelsket i New York  – og se filmen (gratis, på Filmstriben) for dens gode musik og forførende New York’er-sommerstemning. På sin vis handler filmen også om lidelse, men dog af en art, der hurtigt transformeres til kreativ musikudfoldelse. Keira Knightley er blevet forladt af sin smarte musiker-kæreste, men finder heldigvis sammen med en falleret producer, og sammen indspiller de hendes egne, hjemmeskrevne sange rundt omkring i New York med hjælp fra en broget skare af forskellige musikere. En fin smagsprøve er sangene Coming Up Roses og Tell Me If You Wanna Go Home.

Er du også omgivet af drænende rod eller oplever andre trælse indgreb i din sjælefred, og er du ikke lige i humør til æstetisk lidelse eller virkelighedsflugt til New York, så kan jeg anbefale Hella Joofs nyeste bog, Papmaché-reglen. Nogen gange er et godt grin det bedste middel mod en irriterende hverdag. Hør f.eks. Hella Joofs middel mod den misundelse, man kan blive grebet af, når ens hverdag minder lidt for meget om en Mike Leigh-film. Hun kalder den Rub & Stub-reglen:

(…) vi leger, vi må bytte med en. (…) Vi må hver især vælge én, som vi bytter med. Rub og stub. Intelligens, udseende, økonomi, karriere, familie, ordblindhed og vaginisme. Og vedkommende får vores liv med alt, hvad der dertil hører af knyster, læsebriller, børn og hunden og vores mand og haven og søde gamle tante Bertha (…). Og nu skal du lige mærke efter, hvem du gerne vil bytte med. Hvem vil du gerne bytte med? Er der ikke nogen, du gerne vil bytte med? Mærk lige efter en gang til.

Og nej, jeg vil heller ikke bytte mit liv og min jordhuleagtige kælder væk. Trods alt og heldigvis. Hav en dejlig weekend i dit liv, som du forhåbentlig heller ikke vil bytte væk.

 

 

Reklamer

Hold da ferie! Uden at have ferie.

Midt i et kæmpe gab fik jeg øjenkontakt med føreren af en af de ventende biler. Jeg var på vej over Nørre Søgade, det var sen torsdag eftermiddag i sidste uge, og mit hoved var proppet med tusind tanker fra dagen, der var gået, og tusind planer for de forestående timer med afhentning af børn, aftensmad, madpakker og tøjvask. Jeg var træt og tilsyneladende alt for fraværende til at gøre noget for at skjule det. Bilisten morede sig, og min forfængelighed fik et ordentligt hak i tuden.

Nu er det grå mandag, verden omkring os er igen af lave, og temperaturen i morges var 10 grader. Man er tilbøjelig til at give Benny Andersen ret, når han skriver man blir mindst fem år ældre om mandagen/der er ingen der venter på en om mandagen, og for os, der først får ferie i uge 29, er der endnu laaaang vej. Her i salonen er vi som bekendt vældigt begejstrede for hverdagen, men selv hverdagsforelskede salonejere kan trænge til sommerferie, hvor madplaner, madkasser, vækkeure og familiekalenderen kan få et tiltrængt hvil. Og det holder ikke, at vi bevæger os rundt i bybilledet, storgabende og konstant feriehungrende. Vi bringer derfor salonens guide til at pimpe hverdagen op, så man glemmer, at det ikke er ferie endnu:

Kl 6.30: Du laver den sædvanlige portion havregrød, mens du stadig småsover. Denne gang nøjes du dog ikke med havregryn og vand. Næ, du laver den på mælk, smider en håndfuld knækkede rug- eller hvedekerner i, samt en skefuld quinoa-frø. Når du har kogt den lidt længere end sædvanligt – et kvarters tid pga. kerner og frø – hælder du den op i en skål, drysser lidt rørsukker eller kanelsukker over og topper med de blåbær, som resten af familien har fået strenge ordrer på ikke at røre. Et stk. de luxe-morgenmad, som ville havde kostet 40 kr. på en cafe på Vesterbro.

7.45: Du har bare tæer i sandalerne, når du forlader hjemmet. Hvad enten det er varmt, koldt eller regner, har du bare tæer, for det har man, når det er sommerferie. Det fungerer bedst, hvis de er nogenlunde rene og helst lakerede. Heldigvis er tæerne langt væk, så ingen vil løfte et øjenbryn, hvis neglelakken har en mærkelig farve eller er ujævnt lagt på. Hvis det er koldt, tager du bare en ekstra varm jakke på. Bare tæer skal der til.

10.00: Mens du venter på, at kaffen løber gennem kaffemaskinen på arbejde, bladrer du lige i den lille digtsamling, der konstant bor i din taske for tiden. Den har stået hengemt på reolen sammen de andre digtsamlinger, du fik i fødselsdagsgave dengang, du stadig troede på, du fik dem læst, og nu er tiden inde. I dagens små ventestunder hiver du den lige op af tasken, for intet føles mere eksotisk end at hænge over en digtsamling og gruble over, hvad Pia Tafdrup mener, når hun skriver Morgenhimlen er svimmelblå, og intet blev væk, mens jeg sov.

12.00: Solen titter frem for en kort stund, og du spiser din frokost i en solstråle på en trappe udenfor. Inden du går ud, tager du solcreme i ansigtet, og det er ikke en dyr og delikat solcreme med svage noter af grape, nergamot og liljekonval. Nej, det er Niveas solcreme fra supermarkedet, for intet lugter af barndommens sommerferier på Costa del Sol og Rhodos som Nivea solcreme. Resten af dagen vil du konstant blive overrasket over, at du ikke er på vej op til ishuset.

16.00: Dagens pligter er langtfra overstået, og du har stadig et kuld børn, der skal hentes, og aftensmad, der skal laves. Men det er ferie, så du falder ikke i fælden med at haste hjem fra arbejde uden blik for verden omkring dig. Du husker, hvor skønt Excuse me, Pardon! og Por favor lyder i dine vikingeører, når du er i udlandet, og du udviser derfor samme grad af høflighed og overskud. Du giver thumbs up til den 7-årige på Nørrebrogade, der med sin langsomme slingrekørsel danner en uendelig kø af utålmodige cyklister bag sig. Du standser op og hjælper de rådvilde turister med at dreje kortet, så de kan finde vej igen. Du smiler til verden, så den smiler til dig, og du finder ud af, at det faktisk virker.

17.30. Du laver aftensmad, og da det næsten er sommerferie, skal det være enkelt og lige så spontant, som når du om halvanden måneds tid lige køber noget fisk på havnen i Rørvig eller lægger vejen forbi slagter Jensen på Skagen. Sæsonens råvarer er friske, og det er din redning. Nye kartofler, fiskefrikadeller og rå gulerødder er et fint måltid. Eller røget makrel, godt rugbrød og tomater. Ovenpå aftensmaden er der 2 bakker danske jordbær på tilbud, og er der nogen, der er mere sultne, må de tage en portion havregryn.

20:30. I stedet for at hænge over Ipad’en den næste times tid, går du en tur. Sådan en hyggelig slentretur i nabolaget uden andet formål, end at det er hyggeligt. Du må ikke blive forpustet; det skal være afslappet, og kan du få nogen med, der ikke brokker sig, er det endnu bedre. Det er ikke lige så godt som at spadsere ned ad Prenzlauer Allee med en milch kaffe i hånden, men mindre kan også gøre det.

22.00. Du går i seng med en fast tro på, at temperaturen stiger ti grader i løbet af natten, og at sommervarmen er lige om hjørnet. DMI har heldigvis tit taget fejl, så det passer naturligvis ikke, når de skriver Vand til de fleste haver i den kommende uge. Og skulle de få ret, lover du dig selv, at du har format nok til at få en god sommerdag ud af det alligevel.

 

 

 

Zen og kunsten at overleve juni

Pude med en tegning af afslappede fødder i klip-klapper med lakerede negle

Afslappede sommerfødder – de kan blive dine.

Folk omkring mig i byen er begyndt at få vilde øjne. Hvor vi alle er klar over, at december er en voldsomt travl måned, er det forblevet en offentlig hemmelighed, at juni er næsten lige så slem. Skoleafslutninger, farvel-morgenmad, hvor-skal-vi-hen-på-sommerferie, 700 sager der skal afsluttes, før chefen går på sommerferie plus alt det andet, man har udskudt hele foråret, og nu skal det være! Vi er fuldkomment uforberedte på denne stormflod af kalenderaftaler, og kombineret med høfeber kan det hele være ganske overvældende. Oveni det kæmper vi alle med skuffelsen over, at tropevarmen forsvandt igen – nu var det lige så dejligt.

Der er derfor brug for lidt hjælperemedier, så vi kan få skuldrene ned og trække vejret dybt og roligt. De kommer her:

Vi skriver jo kun den 10. i måneden, så er der overskud på kontoen endnu, kan jeg på det varmeste anbefale brunch på Restaurant BIOM i Fredereciagade. Nu sidder der måske nogen derude, der ikke gider mere brunch; ikke flere store platter med laks og yougurt og tørre amerikanske pandekager oveni hinanden, serveret på en larmende café med mælkeskummeren på espressomaskinen som hidsigt lydtæppe. Netop derfor skal I lægge vejen forbi BIOM, der byder på et smukt, enkelt og tyst lokale, med udsigt til Nyboders okkergule bygninger, og med en delikat brunch kreeret af RIGTIGE kokke (som rettede min udtale af porcheret æg – det kan vi lide). Og så der det hele i øvrigt økologisk – selv malingen på væggene – uden at det af den grund bliver fodformet eller for rustikt. Men lad være med at tage børn med. Jeg tror ikke, de ville gøre sig i den dæmpede atmosfære. Jeg spiste der i tosomhed med en dejlig mand, og den model kan godt anbefales.

Når de basale behov er opfyldt, er det sjælens tur. Ad omveje faldt jeg over en bog af Desmond Tutu: Ingen fremtid uden tilgivelse , der handler om Sydafrika efter apartheid, nærmere bestemt om Sandheds- og Forsoningskomissionen, der skulle bringe det splittede land videre i slutningen af 90’erne. Meget zen er der ikke over beskrivelserne af de forbrydelser, der fandt sted under apartheid – det er ganske rystende – men så meget desto mere må man tage hatten af for det kæmpemæssige arbejde, der blev lagt i at få forbrydelserne frem, så det blev muligt at tilgive og komme videre. Forsoning var kodeordet. Et andet kodeord, der går igennem bogen, er det afrikanske begreb UBUNTU, der i bogen beskrives således: A person with ubuntu is open and available to others, affirming of others, does not feel threatened that others are able and good, for he or she has a proper self-assurance that comes from knowing that he or she belongs in a greater whole and is diminished when others are humiliated or diminished, when others are tortured or oppressed, or treated as if they were less than who they are. På dansk er det nok noget i stil med overbærenhed, overskud, storhed og en følelse af gensidig forbundethed. Jeg ved af erfaring, at UBUNTU er svært at få i gang, når man er travl, træt eller sulten, men jeg tror fuldt og fast på, at det er et spørgsmål om øvelse. Og ellers kan man jo søge hjælp hos glade Ole Henriksen!

Vi tager også lidt musik med. I bunden af min taske har der et par måneder ligget et udklip fra Politiken med begyndelsen på en musikanmeldelse. Den lyder: Med sømandsviser, hornblæsende Memphis-soul og lidt hjælp fra Nirvana har Sturgill Simpson skrevet et berusende smukt album til sin lille søn hjemme i Nashville. Det lyder jo besnærende, og jeg har langt om længe fået taget mig sammen til at lytte til musikken, som er ganske fin. Prøv f.eks. Breakers Roar eller In Bloom.

Så glem for en stund næste uges hektiske kapløb med tiden og udnyt, at der ifølge DMI skulle vise sig en del solstråler i weekenden, man kan nyde iført lange bukser og varm trøje. Og naturligvis med en god kop kaffe.

Best wishes,

Yvette

 

 

 

Happy Autumn

Efter en i sandhed enestående sommer er det med sindsro og fuldkommen accept, vi her i salonen kan konstatere, at kalenderen nu skriver 20. september, hvilket i flere tidsregninger regnes som efterårets begyndelse. Man skulle være et utaknemmeligt skarn, hvis man vovede at beklage dette – vi har fået vores varmekvote opfyldt i år, så lad blot mørkningen, køligt blæsevejr og regn holde sit indtog. Tiden er nu kommet til de indendørs sysler, stearinlys, uldne sweatre, varme vanter, eftertænksomme tanker og opbyggelige samtaler. Skulle nogen derude have lyst til at begrave sig i en god bog, kan jeg anbefale Donna Tartts “Stillidsen”, som med sine 800 sider godt nok kræver sin kvinde m/k at komme igennem. Men når nu man ikke skal bruge aftenerne på at nusse i haven eller hænge ud i byens lune gader, burde tiden også være der – historien er god og medrivende, og jeg havde det, som om jeg havde været i biografen og se en fængslende helaftensfilm. Bogen har fået næsten udelt positiv kritik i Danmark, mens udlandet har været lidt mere delt. Pyt med det. Skulle man være til lidt kortere historier, vil jeg anbefale Alice Munros novellesamling “Dear Life” – jeg er kun midtvejs igennem den, men har allerede fornemmelsen af at have udvidet bekendtskabskredsen med en broget samling skæbner med finurlige forhistorier. Den findes naturligvis på dansk, men fordelen ved at læse den på engelsk er, at man med dette fremmedsprog får en følelse af at bevæge sig uden for landets grænser – helt gratis. Stor glæde har jeg også fundet i at begrave mig på sofaen med en stak tegneserier fra biblioteket – Nikoline Werdelin, Sten og Stoffer og Pondus, for at nævne nogle af favoritterne. Ægte afslapning!


En anden absolut sikker efterårs-crooner (og her snakker vi måske især livets efterår) er Leonard Cohen, der på mandag bringer sin 13. plade på gaden. Et smugkig afslører, at vi kan forvente os sikker velkendt og uovertruffen Cohen-melankoli – lyt bare her: Almost Like the Blues

Og rammer efteråret dig alligevel på den hårde måde med mismod, depression og træthed , så prøv med lidt sand virkelighedsflugt. Forleden læste jeg om dette nyåbnede hotel i London, og hvis vi for en stund ikke forholder os til realiteterne (læs: prisen på 348 £ for en enkelt overnatning), men nøjes med at nyde billederne, så kan man næsten ikke andet end at blive i godt humør: The Ham Yard Hotel in London Jeg ser for mig, hvordan jeg efter en smuk efterårsdag i London med besøg på Tate Gallery, et lille smut omkring Notting Hill, kaffe i Kensington-området og en rar lille slentretur i Hyde Park vender tilbage til en omgang five-o’clock-tea på hotellet. Jeps, det skulle nok være rart.

Et sidste efterårstip – og det bringer jeg, fordi den sidste måneds tid har bragt mig uhørt mange gode selskabelige stunder – er at bruge de mørke aftener eller regnvåde dage i selskab med de gode venner, man alt for sjældent ser. Formiddagskaffe en times tid eller to, uhøjtidlige middagskomsammener med mad, rødvin og kage, mens man får vendt afstemningen i Skotland og tidens hårtrimningstendenser, en kop te en hverdagsaften, hvor man puster ud over hverdagen med en ligesindet (er du til mælk theen, kan jeg anbefale en assam-pushkin-blanding – salonens foretrukne for tiden). Alt bringer varme i hjertet og kan anbefales.

Med ønsket om et dejligt efterår.

Tivoli, trommer og Babak Vakili

Ser man sig selv som et kultiveret og oplyst væsen, kan det at få børn godt give en fornemmelse af at blive sendt til tælling. Vi går i biografen for at se Olsen-Banden som tegnefilm, Ipad’en bliver spammet til med Super Mario, Angry Birds og Minecraft, og den foretrukne musik i hjemmet er MGP og sydkoreanske ørehængere. Så meget desto større er glæden over, at maj måneds kulturelle oplevelser i København skyldes mine børn.

Snup en tur på elefanten

Snup en tur på elefanten

Det startede med en Tivoli-tur en lørdag aften i starten af maj, hvor der var Musikskoledage i Tivoli, som min datter skulle deltage i. Efter en fin strygerkoncert nød vi at opleve mørket falde på over København og Tivoli, og det er i skumringen, at Tivoli bliver særligt magisk og tager sig ud fra sin mest eventyrlige side. Gamle karrusseller, svævende ballongynger, gammeldags bolcher, kulørte lamper, klistrede  candy floss i lyserøde nuancer. Stille er der ikke i denne nostalgiske lomme – luften er fuld hvin fra rutchebanerne, musik på Plænen og forbipasserende biler på H.C Andersens Boulevard – men larmen bliver aldrig anmassende. Så dejligt. Man får helt lyst til at være en nydelig, ældre dame på 85, der spadserer adstadigt rundt blandt løjerne, mens hun nyder synet af de udsprungne blomster og lysene på Det Kinesiske Tårn.

Det Kinesiske Tårn med de mange lamper

Det Kinesiske Tårn med de mange lamper

Lidt mere folkeligt, men overraskende nok ikke dårligere var en kulturfestival på den lokale folkeskole i sidste uge. Her fik jeg blandt andet for første gang oplevet den musikalske genre “stomp”, om hvilken jeg ikke vidste mere, end at det var vist var noget med at slå på trommer. Nu ved jeg, at aktiviteten er en blanding af dans og musik og ofte involverer lettere alternative “musikinstrumenter” som skraldespande, zinkvaske og koste . Tre umanerligt energiske mænd med trommestikker og spande og hvide jakkesæt trommede i den solvarme skolegård, så sveden sprang, og vi kom alle i kontakt med vores indre stammekriger. Er du lige så uvidende om stomp, som jeg var før denne fyrrige oplevelse, så oplev Stomp Up Front her: http://www.stompupfront.dk/#prettyPhoto/1/

Til sidst blev jeg da for alvor rystet ud af min musikalske komfortzone, da rapperen Babak Vakili kom på scenen i skolegården. Glad Nørrebro-fyr, der på den ene side taler på den måde, man nu engang forventer en københavner med udenlandsk navn taler, men som på den anden side overraskede ved at synge sange, der faktisk lød… helt vildt godt! Og som befriende nok skriver tekster, der ikke handler om lette damer og beskidte penge, men i stedet om kærlighed og menneskers svære relationer. Tilført et svedigt beat – jamen, så bliver det da ikke bedre!  Kom i kontakt med din indre rapper og lyt med her:  Når alt kommer til alt  eller her: Falder ikk’ for dig. Babak Vakili har netop udgivet et nyt album, som han er så venlig at dele med os gratis: Ord er som vind. Politiken har også skrevet om ham – læs med her og mor dig over Per Marquard Otzens illustration: Danske politikere fremmedgør ungdommen

På den måde startede jeg måneden som en 85-årig dame med vandonduleret hår, og sluttede den som 17-årig nordvest-rapper. Sådan er København så mangfoldig i maj måneds varme.

 

 

Spis, drik, læs

Som opfølgning på sidste uges beretning om mit glædelige, virtuelle møde med en ung studerende kan jeg fortælle, at der i tirsdags kom et bud på mit arbejde med en cellofanindpakket vin-chokolade-opstilling. Det har jeg aldrig prøvet før, så jeg blev i sandhed overrasket. Vedhæftet var et lille kort, og minsandten om det ikke viste sig, at det var virtuelle veninde, der bare endnu engang ville sige tak for hjælpen. Det havde hun naturligvis ikke behøvet, men dejligt var det, og det gav endnu en lejlighed til at sende positive vibrationer gennem cyberspace. Min kære mand ringede mig i øvrigt op forleden dag på arbejde, fordi han mildest talt var utilfreds med, at han havde fået en hasteopgave, der betød, at han kom sent hjem. Jeg klarede naturligvis biksen selv derhjemme om eftermiddagen, men forventede naturligvis ikke at få verdens gladeste mand hjem. Da han så trådte ind ad døren lidt over 9 om aftenen, var han i fint humør, og det kunne man jo godt undre sig over. Han fortalte så selv, at han på vej ud af døren på arbejdet havde tænkt, at det jo ikke nyttede at bringe sit dårlige humør hjem til resten af familien. På vejen hjem havde han passeret en løber, som han havde råbt noget rosende og opmuntrende til, og det var løberen blev synlig glad for. Og så blev min mand selvfølgeligt også glad. Og så har vi den igen – hjælp en anden, og bliv et gladere menneske. Har selv på samme konto fulgt to italienske turister gennem byen for at komme ud af en mellemfornøjet sindstilstand. Lidt snik-snak om København og Napoli og 5 minutters gåtur – og ud kom to tilfredse italienere og en ikke-længere-mellemfornøjet dansker.

Alle disse ord om hjælpsomhed og glæde passer som fod i hose til den udadvendte og optimistiske årstid, vi snart går i møde. Er marts lig forår i din begrebsverden, vil jeg henlede opmærksomheden på, at man nogen steder i verden – f.eks. i Frankrig – regner foråret fra den 21. marts (jævndøgn) og så fremdeles. Således starter sommeren 21. juni (passer godt med, at juni tit er overraskende kold), efterår starter 21. september (passer godt med vores ofte lune sensommer), og vinteren 21. december. Så bliv nu ikke alt for skuffet, hvis den ikke står på milde vinde og åbentstående jakker i morgen. Der er 3 uger til, og i den tid kan man jo så nyde de sidste rester af vinterlige glæder – stearinlys, gode gryderetter, mørk rødvin og kraftige teer.

Og apropos te faldt jeg over en perle af en bog: “Afternoon Tea” af Stine Hincheldey Alwén, der er med til at drive A.C Perch’s Thehandel i København og nu også Århus. Verden mangler jo ikke koge- og opskriftsbøger, men denne er et skoleeksempel i en god en af slagsen. Først lidt fakta om the og derefter en række enkle opskrifter på alskens kager – nogen gange ledsaget af lidt tekst om kagen, men uden det kammer over. Og så er bogen i øvrigt spækket med de skønneste billeder. Bogen giver desuden sit bud på, hvilke theer, der egner sig til hvilke årstider, så er man meget forårshungrende, kan man jo passende proviantere, så man er HELT klar 21. marts! I salonen er vi meget glade for Panyong med hvid the (kan med rette drikkes her i slutningen af vinteren) og – for de mere forårskåde – hvid tempelthe (bare navnet er jo skønt…).

Skal der sødt på bordet, kan man passende kaste sig ud i delikatesser fra ovennævnte bog. Vi nævner i flæng: mini-marengstærter med citroncreme, bananmuffins med matchatopping, chokoladescones og After Eight kage. Kunne man så støve et par gamle, men velpudsede lysestager op, en smuk dug, og tynde the-kopper, er det næsten som at hoppe ind i bogens fortryllende five o’clock tea-stemning.

Til sidst en god roman: Anna Gavaldas “Bare sammen” handler om fire lidt specielle skæbner i en stor lejlighed i Paris: en anorektisk og kunstnerisk kvinde i tyverne, en aldrende dame, en utilpasset kok og en ung fyr, der ville have fundet sig mere hjemme i en aristokratisk fjern fortid. En på samme tid lidt barsk og meget indtagende krønike om fire personligheder, og selvom den både rummer død, dårlige barndomsminder og slidte mennesker er den i sidste ende en meget livsbekræftende historie. Den har været min redning de sidste par trætte aftener.

Hav en rigtig dejlig week-end – og husk halstørklædet lidt endnu.

Requiem for dummies

Som flere salongæster har konstateret, har salonen holdt lav profil her i starten af det nye år. Kulden sendte salonindehaveren til tælling – pludseligt blev ild i brændeovnen, varm te, tæpper og tidligt i seng det nye sorte. Pudsigt, som vejret kan sende en ned i bunden af behovspyramiden – verden bliver lige så lille, som første gang, jeg var gravid, og DMI bliver den eneste hjemmeside, jeg besøger for at orientere mig om verden omkring. Når jeg om morgenen har trampet i pedalerne gennem stiv modvind og frost og når frem til arbejde – ja, så er jeg klar til den første middagslur. Så er det helt rart at være inde på sit varme kontor med en masse hyggelige INDENDØRS opgaver og varm kaffe, men om eftermiddagen skal man på den igen. På med vintertøjet, ud og bekæmpe vintervejret på cykelstien – og igen er jeg helt færdig, når jeg tjekker ind i hjemmet. Og sådan går dagene, indtil det forhåbentligt en dag bliver forår.

Overgangen fra december med lyskæder, kommen hinanden ved, julebag, julekalendre, julesalmer til rå og mørk januar er hvert år barsk, og der skal tænkes kreativt i højeste gear for at modvirke januar-udmattelsen. Og her vil jeg gerne lancere et meget smukt og effektivt våben: requiem. Et requiem er en dødsmesse, og det lyder måske i første omgang ikke specielt tillokkende. Men sagen er, at de fire requiemmer, verden er benådet med, er klassisk musik i særklasse. Og hvorfor ikke udnytte mørket og kulden til at putte indenfor med stearinlys og reqiuem – når de lune majaftener kommer, er det for sent!

Da jeg for et par år siden fattede interesse for requiemmer, som jeg ærligt talt ikke vidste meget om, sendte jeg en mail til min kære bror i Frankrig. Han har altid været glad for klassisk musik, og han kunne måske lige give et par introducerende ord. Og det tror jeg nok, han kunne – læs selv med:

“Start med Mozart – det er noget af hans bedste musik. Han nåede ikke at gøre det færdigt, men en af hans elever gjorde et godt stykke arbejde med at gøre det færdigt. Verdis requiem har nogle gode hits og er meget dramatisk. Brahms “Ein Deutsches Requiem” er flot, og lige saa tysk, som Verdi er italiensk. Faure er et fint requiem for lidt mindre ensembler fra omkring 1900 – lidt mere impressionistisk i stilen. Og så er der selvfølgelig Bachs to passioner: Mattæus og Johannes. Den første poetisk, den anden dramatisk. Prøv at lytte til start- og slutkoret fra begge (du skal lige trække den sidste udgangskoral fra). Det er musik, der er fuldstændig overvældende. Spol derefter hen til “Mache dich mein Hertze Rein” i Mattæus-passionen.”

Så er der ingen undskyldning. Alt kan ganske givet findes på youtube. God fornøjelse!

Med ønsket om, at I alle derude kan holde varmen.