Hundrede udveje i en verden på afveje #8: Skru op

Nogen gange skal man ikke tænke eller analysere eller forholde sig til tingenes tilstand; i stedet skal man lade sig flyde med følelsernes raseren og blive kastet rundt, hylet ud af den og sat skakmat af noget, der ikke kan være i et skema. Til dette er musik fantastisk – musik kan ligesom dufte sende en tyve år tilbage, til dengang verden var ung og man selv ligeså. Hermed nogle bud på musikalske følgesvende udi følelsernes huseren:

Når du er trist på den højstemte måde – mindes en kær afdød; har gennemgået en svær, men veloverstået periode, eller affundet dig med en vanskelig og rigtig beslutning: Lyt til Pentatonix’ Halleluja . Skal der skrues endnu mere op for patos’en, vælger du Mozarts Requiem.

Når livet er noget møg, men de skal ikke få dig ned med nakken! Ingen forstår dig, du er blevet fyret, manden er skredet, bankkontoen tom, men du kæmper alene fremad i storbyen efter devisen Ensom, men stærkEst-ce que tu m’aimes? med Maître Gims.

Livet er fabelagtigt, helt ubeskriveligt skønt. 12 til eksamen, udsigt til ferie og (engang i en fjern fremtid) på vej til stranden i klip-klapper og solhat: Uptown Funk eller Cake by the Ocean

Du kan næsten ikke vente til det bliver december og jul, med julefrokoster og kalendergaver og granguirlander i gaden, men Last Christmas er trods alt liiiige at overgøre det, så i stedet lytter du til  Do they Know it’s Christmas.

Du kan næste ikke vente til det bliver jul, med hvide stearinlys og stemningsfulde julegudstjenester og vanillekranse bagt på oldemors opskrift: Bachs Juleoratorium

Dit liv går op i lønarbejde og lektiehjælp og madlavning og vinterdækskift, men i virkeligheden bor der en sindsygt karismatisk femme fatale/machoman indeni, som styrer natten, hvis han/hun ellers havde tid og overskud: Modern Noir Songs

Din indre femme fatale/machoman føler sig træt: Cigarettes after sex

Du kan næsten ikke være i dig selv over at skulle bruge lørdag formiddag på at vaske gulve, og du har seriøst brug for noget opmuntring, du kan vrikke til, mens du skurer plankerne med lunt sæbespånevand: It’s Raining Men eller I Need a Hero eller I Will Survive.

Du trænger seriøst til et godt grin, og det får du med Brotherhood of Man. Er du overskudsagtig, danser du med og giver andre et godt grin.

Udvej nummer otte: Skru op!

Reklamer

Godnat

Da jeg studerede, gjorde jeg en overgang rent på Bispebjerg Hospital hver anden weekend. Hver anden lørdag og søndag stod jeg op klokken 5.30, og for mit unge jeg – det var før tyve års disciplinering på arbejdsmarkedet og livet som småbørnsmor – var det midt om natten. Det holdt jeg ikke til særligt længe. Torsdag eftermiddag begyndte mit humør at dale ved tanken om snart at skulle stå op i bulderragende mørke, mens alle andre sov, og det stoppede først søndag formiddag, når jeg kunne se en ende på pinslerne, og der atter var næsten to uger til næste gang, hvor det hele så startede forfra. Efter Bispebjerg fulgte et studiejob på Berlingske, hvor jeg skulle tage imod opkald fra mennesker, der ikke havde fået deres avis til tiden, og igen skulle jeg ud af sengen, mens resten af byen sov. Pyt med skæld-udene og sure avislæsere, det kunne jeg sagtens klare – det var den tidlige start, der var på problemet. Igen stod tristessen på spring til at overtage mit gode humør, og jeg var først rigtigt glad, da jeg fandt et job i et kopicenter, der ikke åbnede før klokken 9 om morgenen, så jeg kunne starte dagen, når det netop var… dag.

Jeg har det skidt med nætter, og jeg er glad for, at vi bruger dem til at sove i. Nætter er mørke og stille og har mærkelige skygger, og hvis jeg vågner, handler det for Guds skyld om at falde i søvn igen, inden hjernen begynder at fungere, og jeg begynder at tænke. Tænke over, hvad det er for en mærkelig lyd, jeg kan høre ved døren. Over alle farerne – dem uden for døren, og dem i resten af verden. Problemerne. Bekymringerne. Urfrygten for, at der kan ske min familie noget. At nogen er væk. Der er ingen filtre, intet lindrende dagslys til at tage brodden af de værste tanker, og selv om jeg altid vil kunne få øje på et vindue med lys i, hvis jeg kigger ud ad ruden, står en rungende ensomhedsfølelse på spring. Vi fødes alene og vi dør alene, og lige så alene kan jeg føle mig om natten. Der er en grund til, at gysere altid foregår om natten, at natmørkt hav rimer på grav, og at Søren Ulrik Thomsen skriver, at sorgen er de tomme natbusser og vinden i gaden uden træer.

Forleden vågnede jeg klokken 2.08. Mere nat kan det ikke blive. Jeg var midt i et urovækkende scenarie med en hel masse mennesker, inklusiv mig, der ville have del i alt for lidt mad. Det var rart at vågne fra – og tak, fordi det bare var en ond drøm, det er det ikke for alle – men stemningen sad stadig i mig, og i min søvnige tilstand havde frygten og skrækscenarierne frit spil.

Da jeg havde rystet de værste billeder ud af hovedet, var jeg vågen nok til at bemærke, at katten var usædvanlig aktiv. Den plejer at sove ved siden af min hovedpude, men nu var den meget interesseret i noget under fjernsynet. Som jeg håbede var en edderkop, men som viste sig at være en mus.

Min meget dobbeltsidede måde at være katteejer på åbenbaredes nu. 363 dage om året bliver jeg varm om hjertet over den lille, spindende pelsklump, der tuller rundt og lader sig nusse og gør børnene glade. Og så er der de par dage om året, hvor den viser sit sande rovdyrjeg og jager mus og fugle og frøer, og jeg bander den langt væk og ønsker, at bare der var nogen, der kunne fremavle en fredelig vegetarkat med bløde mælketænder.

Her midt om natten fulgte en nådesløs katten-efter-musen-jagt. Katten var efter musen. Jeg var efter katten, som jeg prøvede at holde væk fra musen, og jeg var også efter musen, som jeg prøvede at lokke op i en kasse. Det lykkedes til sidst – musen blev smidt i haven, og katten blev til dens store utilfredshed holdt inde i huset, da jeg ikke orkede tanken om natlige drab lige på den anden side af havedøren. I seng igen, med hovedet fuld af reminiscenserne af grim kamp om knappe ressourcer og drab på dem, der er mindst. Slet ikke rart, dér i mørket.

Og så skete det, der heldigvis altid sker. Det blev morgen. Lyset vendte tilbage. Mennesker omkring mig stod op, og vi var sammen igen. Hverdagens stille skønhed viste sig. Den beroligende følelse af at være omgivet af mennesker, af snak, af duften af morgenkaffe, af tilstedeværelsen af de andre nyvaskede cyklister på cykelstien, der også havde sendt børnene i skole. Den milde septembersol på den lyseblå himmel. Udsigten til endnu en dag. Tak for det.

Velkommen til salonen

Tak, fordi du har lagt vejen forbi min blog. Det glæder mig.

Måske du undrer dig over navnet. Hvorfor Salon? Hvorfor Yvette?

Salonen kommer fra en fascination af 20’ernes parisiske saloner. Steder, som dannede rammen om vidtløftige samtaler om litteratur og filosofi, og hvor ideer blev undfanget og tanker delt. Hvor venlighed og veltalenhed herskede i skøn forening med udsyn og nytænkning. Måske et idealiseret billede, men pyt. Billedet består, og det danner baggrunden for mine ord, selv om vi snupper en mere jordnær version af salonen. Man må gerne krumme, og gulvet kan vaskes, hvis du spilder.

Yvette? Yvette kom engang kom ind i mit liv som et festligt og handlekraftigt alter ego, og hun er aldrig forsvundet igen. Og nu har hun lavet sin egen salon.

I den virkelige verden hedder jeg ikke Yvette, men Ursula Baumgarten og bor i Emdrup i København i et gammelt hus med masser af stemning, fire mennesker, jeg elsker, og alt for lidt plads. Jeg sidder aldrig på en salon, men jeg sidder rigtigt meget på min cykel. På den oplever jeg byen omkring mig, samtidig med at jeg gør mig mange tanker om livet og verden og menneskeheden, intet mindre. Mine cykelture foregår i København. Derfor fylder denne by meget i bloggen. København er den by, der danner rammen om min hverdag. Den by, jeg har tilbragt 95 pct. af mit liv i, og som er lige så integreret del af mig, som jeg af den.

Slå dig ned, bliv hængende og kom snart igen.